Krav om magtdeling 1980-1994
Rwandas præsident Habyarimana blev i slutningen af 1980’erne presset fra tre forskellige fronter. Fra Rwandas Patriotiske Front (RPF), en tutsi eksilhær, der gentagne gange angreb Rwanda for at få politisk medbestemmelse. Og fra oppositionen, som krævede, at et-parti systemet blev afskaffet. Og til sidst blev Habyarimana angrebet af medlemmer af hans eget hutu-parti, der beskyldte ham for at være for blødsøden overfor oppositionen og RPF.
Da general Habyarimana afsatte den tidligere præsident i 1973 og selv tog magten, vakte det jubel i Rwanda. Glæden varede dog ikke evigt. Økonomiske problemer og vedvarende rygter om korruption og favorisering af præsidentens egne venner fik utilfredsheden til at vokse i løbet af 1980’erne. Snart var Habyarimana under pres fra tre forskellige fronter:
- Rwandas Patriotiske Front (RPF)
Fronten bestod hovedsageligt af tutsier, som var flygtet fra Rwanda pga. overfald og forfølgelser. De angreb første gang Rwanda i oktober 1990, men blev slået tilbage, hvorefter de gik over til guerillataktikker i form af hurtige angreb og hurtige tilbagetrækninger. De ville tvinge Habyarimana til at give dem politisk medbestemmelse samt give alle de tutsier, der pga. diskrimination og undertrykkelse var flygtet fra Rwanda, tilladelse til atter at vende hjem. - Oppositionen
Habyarimana havde forbudt alle politiske partier med undtagelse af hans eget parti Mouvement Révolutionnaire National pour le Développement (MRND), men med tiden opstod der oppositionsgrupper rundt omkring i landet, som krævede politiske reformer. De ønskede en ende på et-parti systemet og dermed på MRND’s enevælde. Flere donorlande, deriblandt Frankrig, begyndte også at kræve demokratiske reformer, som de mente var nødvendige for at sikre økonomisk vækst. Kritikken fra oppositionen og donorlandene fik i juli 1990 Habyarimana til at annoncere, at han snart ville indføre en multietnisk, demokratisk regering med medlemmer fra oppositionen. Processen blev dog trukket så meget i langdrag, at det kunne tyde på, at han udelukkende havde sagt det for at sætte en stopper for kritikken. - Hutu-ekstremister
Habyarimana befandt sig i et dilemma. Mens oppositionen krævede større åbenhed og mere demokrati, var der flere inden for hans eget parti, som modsatte sig enhver form for politiske eller økonomiske indrømmelser. Det ville nemlig betyde, at de måtte afgive magt og privilegier, som de nød godt af. En gruppe hutuer, som var utilfredse med Habyarimanas tilsyneladende ”blødhed” overfor oppositionen, dannede i marts 1992 et udbryderparti under navnet Coalition pour la Défense de la République (CDR). Partiet var yderst racistisk overfor tutsiere og kritiserede flere gange Habyarimana for, at han havde mødtes med Rwandas Patriotiske Front (RPF). CDR begyndte offentligt at sætte lighedstegn mellem RPF og alle de tutsier, som boede i Rwanda, hvorved alle tutsiere pludseligt blev fremstillet som en trussel.
Militserne
Med Habyarimanas godkendelse blev der oprettet en række militsgrupper bestående af unge hutuer. En gruppe gik under navnet Impuzamugambi, ”dem med det samme formål”, mens en anden grupp blev kaldt for Interahamwe, ”dem, der står sammen”. Militserne, som blev oprettet i slutningen af 1991, bestod fortrinsvis af arbejdsløse og uuddannede unge, hvoraf mange var småkriminelle. De startede ud med at forstyrre politiske møder og chikanere politiske modstandere, men senere hen blev der oprettet deciderede træningslejere, hvor de lærte at slå ihjel. Især Interahamwe kom til at spille en vigtig rolle i folkedrabet på tutsierne.
Fredsaftale i Arusha
Habyarimana forsøgte at balancere mellem de forskellige grupper, og gik meget modvilligt med til at mødes med Rwandas Patriotiske Front i Arusha, Tanzania, i løbet af 1992 og 1993 efter pres fra Frankrig og Belgien. Ved møderne deltog også repræsentanter fra oppositionen i Rwanda, og det tog parterne over et år før de i 1993 blev enige om en fredsaftale, som bl.a. indeholdt planer for en midlertidig regering bestående af flere partier – deriblandt RPF – indtil der kunne blive afholdt frie valg. Derudover skulle der formes en national hær, der både bestod af medlemmer af RPF og regeringshæren.
Det racistiske hutu-parti CDR blev ikke inkluderet i planerne for den midlertidige regering, og de anså Habyarimana for at være en forræder mod hutuernes interesser. Både CDR og ekstremistiske hutuer i MRND begyndte at overveje, hvordan de en gang for alle kunne slippe af med ”tutsi-problemet”, der truede deres magt og privilegier. Det er uvist, hvornår de præcist besluttede sig for at udrydde tutsierne, men hadekampagner i radio og aviser samt etableringen af militser bestående af unge hutuer allerede i slutningen af 1991 kunne tyde på, at tanken havde været undervejs i nogle år.
Den 6. april 1994 blev præsident Habyarimanas fly skudt ned, og han blev dræbt på stedet. Mindre end en time senere var der sat vejspærringer op i hele hovedstaden, og folkedrabet på tutsierne var i gang.