Hvem er hvem?

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z

A

Andropov, Jurij (1914-1984): Sovjetisk politiker, statschef 1982-1984.

Arbejdede som partifuntionær for kommunistpartiet 1936-1953 og var i 1953-1956 Sovjetunionens ambassadør i Ungarn. Andropov arbejdede i 1957-1967 for kommunistpartiets Centralkomité, og 1967-1982 var han chef for det hemmelige politi, KGB. Andropov gennemførte i den forbindelse en stor kampagne mod systemkritikere. I 1973 blev han medlem af Politbureauet, som var kommunistpartiets øverste ledelsesorgan. Efter Leonid Brezjnevs død i 1982 blev Andropov valgt til generalsekretær for det kommunistiske parti og blev dermed Sovjetunionens leder. Denne post fastholdt han frem til sin død i 1984. I sin tid som statsleder videreførte Andropov sin hårde linie over for systemkritikere, og gennemførte en række økonomiske reformer, som skulle sætte gang i økonomien.

B

Berija, Lavrentij Pavlovitj (1899-1953): Sovjetisk politiker, chef for det hemmelige politi 1938-1945 og 1953, dog med en kort pause i 1941.

Berija sluttede sig i 1917 til bolsjevikkerne og blev i 1921 ansat i det hemmelige politi. På grund af sine effektive udrensninger af politiske modstandere avancerede Berija hurtigt og blev udnævnt til chef for det hemmelige politi i Georgien. I 1931 blev han forfremmet til partichef i det georgiske kommunistparti, og denne post bestred Berija frem til 1938, hvor han blev øverste chef for det hemmelige politi. Dermed blev Berija en del af Josef Stalins inderkreds og fik ansvaret for udøvelsen af den politiske terror. Berija var chef for det hemmelige politi af flere omgange 1938-1941, 1941-1943 og 1953. I 1946 blev Berija medlem af Politbureauet, som var kommunistpartiets øverste ledelsesorgan, og samme år blev han forfremmet til viceministerpræsident. I 1951 begyndte Berija at miste Stalins tillid, og der er meget, der tyder på, at Stalin kort før sin død i marts 1953 var i færd med at planlægge, hvordan han kunne smide Berija ud af partiet og fratage ham sin magt. Stalins død kom dog Berija til undsætning, og Berija formåede at bibeholde sin politiske magt. Efter Stalins død var Berija fortsat en del af sovjetregeringen, men i juni 1953 blev han arresteret på foranledning af Stalins efterfølger Nikita Khrustjov. Senere samme år blev han henrettet.

Brezjnev, Leonid (1906-1982): Sovjetisk politiker, statsleder 1964-1982.

Oprindelig ingeniør, men blev embedsmand i kommunistpartiet i 1938. I 1957 blev han medlem af kommunistpartiets Centralkomité, og fra 1960-1964 var han formand for Den Øverste Sovjets Præsidium, hvilket betød, at han var Sovjetunionens formelle statsoverhoved. Efter Nikita Khrustjovs fald i 1964, hvor Brezjnev spillede en aktiv rolle, overtog Brezjnev posten som partiets førstesekretær – en titel som i 1966 blev ændret til generalsekretær, som det også hed under Josef Stalin. Brezjnev regerede i fællesskab med ministerpræsident Aleksej Kosygin, men fra slutningen af 1960’erne fremstod Brezjnev som den stærkeste af de to, og dermed også som Sovjetunionens egentlige statsoverhoved. Brezjnev vendte sig i høj grad mod de mange reformer, som Khrustjov havde forsøgt indført, og Brezjnevs periode som leder af Sovjetunionen var præget af økonomisk stilstand og krise. Brezjnev var leder af Sovjetunionen frem til sin død i 1982.

Bukharin, Nikolaj Ivanovich (1888-1938): Russisk revolutionær og sovjetisk politiker og teoretiker.

Bukharin tilbragte som ung, ligesom de fleste andre revolutionære bolsjevikker, en årrække i eksil i udlandet, men vendte tilbage til Rusland i 1917, hvor han deltog aktivt i Oktoberrevolutionen, hvor bolsjevikkernes erobrede magten i Rusland, og opbygningen af den nye sovjetstat. Efter revolutionen blev han redaktør af partiavisen Pravda fra 1918 til 1929, og fra 1926 til 1929 var Bukharin chef for Komintern, som var en international sammenslutning af kommunistpartier. I de interne magtkampe i partiet, som fulgte i forbindelse med Lenins sygdom og død i 1924, sluttede Bukharin sig sammen med Lev Kamanev, Grigorij Zinovjev og Josef Stalin mod partiets anden fløj under ledelse af Lev Trotskij. I 1928 kom det imidlertid til et brud mellen Bukharin og Stalin, hvorefter Bukharin blev smidt ud af partiet og blev frataget al indflydelse. I 1938 blev Bukharin dømt til døden ved den tredje af de store Moskva-processer, som var en række af retssager mod tidligere højtstående partifolk.

D

Dzerzjinskij, Feliks (1877-1926): Sovjetisk politiker, chef for det hemmelige politi fra 1917 til 1926.

Dzerzjinskij var af polsk oprindelse, og han var med til at grundlægge det polske socialdemokratiske parti. I 1917 befandt Dzerzjinskij sig i Moskva og Sankt Petersborg, og han spillede en stor rolle under Oktoberrevolutionen i 1917, hvor bolsjevikkerne erobrede magten i Rusland. Efter revolutionen blev Dzerzjinskij chef for det bolsjevikiske hemmelige politi, som blev oprettet i december 1917 under navnet Tjekaen, og som under den russiske borgerkrig blev brugt som våben mod bolsjevikkernes modstandere og spredte terror i hele det sovjetiske samfund. Fra 1924 var Dzerzjinskij desuden chef for Sovjetunionens Øverste Nationaløkonomiske råd. I 1926 døde Dzerzjinskij af et hjertestop.

E

Engels, Friedrich (1820-1895): Tysk socialistisk samfundsteoretiker og politiker, som sammen med Karl Marx udviklede marxismen. 

I 1840’erne arbejdede Engels på sin fars tekstilfabrikker i England, hvor han fik stort indblik i arbejdernes forhold under kapitalismen. Engels blev socialist, og blev senere sekretær for det Internationale Kommunistforbund. I 1844 indledte Engels et samarbejde med Marx, med hvem han udgav flere skrifter, her i blandt ”Det kommunistiske Manifest” i 1848. Sammen med Marx ønskede han at udvikle et videnskabeligt grundlag for den revolutionære socialisme.

G

Gorbatjov, Mikhail (1931-): Sovjetisk politiker, statsoverhoved 1985-1991. 

Gorbatjov arbejdede sig i 1950’erne op igennem det kommunistiske partis rækker, og i 1971 blev han medlem af Centralkomitéen. I 1978 blev han landbrugsminister og i 1980 blev Gorbatjov medlem af Politbureauet, som var kommunistpartiets højeste ledelsesorgan.  I 1985 blev han generalsekretær for kommunistpartiet og blev dermed reel leder af Sovjetunionen. I 1988 blev han desuden valgt til formand for Den Øverste Sovjets Præsidium, og blev dermed også Sovjetunionens formelle statsoverhoved. I 1990 blev Gorbatjov endvidere valgt til den nyoprettede præsidentpost. Gorbatjov iværksatte kort efter sin magtovertagelse i 1985 et omfattende reformprogram under slagordene Glasnost (åbenhed) og Perestrojka (omstrukturering). Målet var at skabe større økonomisk stabilitet og politisk åbenhed, hvilket blandt andet åbnede op for et opgør med sovjettidens mørke sider. Gorbatjovs reformer blev anledning til heftig kritik af sovjetstyret, og han blev kritiseret for ikke at være vidtgående nok i sit reformprogram. Gorbatjov forsøgte via sine reformer at reformere kommunismen, men det endte i fiasko, og da Sovjetunionen formelt blev opløst i 1991, trak Gorbatjov sig tilbage. Siden har han ernæret sig som forfatter og foredragsholder, og i 1996 opstillede han til det russiske præsidentvalg, dog uden succes.

H

Hitler, Adolf (1889-1945): Tysk statsleder (1933-1945) og leder af det tyske nazistparti.

Hitler blev født i Østrig, men boede fra 1913 i Tyskland. I 1920 blev han leder af det politiske parti NSDAP (National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei). Den 30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler i Tyskland, og kaldte sig fra 1934 også fører. Det var Hitler, som i september 1939 startede 2. Verdenskrig, da Tyskland angreb Polen. Den 30. april 1945 begik Hitler selvmord.

J

Jagoda, Genrikh (1891-1938): Sovjetisk politiker, chef for det hemmelige politi 1934-1936.

Efter en årrække som embedsmand i det hemmelige politi blev Jagoda i 1934 chef for det hemmelige politi. Jagoda kom derfor til at spille en stor rolle i de indledende øvelser til de omfattende udrensninger, som Josef Stalin iværksatte i midten af 1930’erne. I 1936 blev Jagoda afsat af Stalin, og blev således selv offer for udrensningerne. I 1938 blev han dømt til døden ved den tredje og sidste af de store Moskvaprocesser, som var en række af retssager mod tidligere højtstående partifolk.

Jeltsin, Boris (1931-): Sovjetisk og russisk politiker, præsident for Rusland 1991-1999. 

Jeltsin er uddannet ingeniør, og blev fra 1968 politisk engageret i kommunistpartiet. I 1976 blev Jetlsin kommunistpartiets førstesekretær i Sverdlovskregionen, hvor han selv kommer fra. I 1985 blev han udnævnt til sekretær for Centralkomitéen i Moskva, og samme år blev han førstesekretær i kommunistpartiets afdeling i Moskva. I 1987 blev Jeltsin frataget sine poster i partiet, da han kritiserede kommunistpartiet og de elendige forhold i Sovjetsamfundet. Kritikken øgede Jeltsins popularitet, og i 1989 blev han valgt til den nyoprettede sovjetiske Folkekongres og medlem af Den Øverste Sovjet, som var det nye lovgivende organ. Han blev desuden medlem af den russiske Folkekongres, som han blev formand for i 1990, og i juni 1991 blev han valgt som Ruslands første folkevalgte præsident. I de følgende måneder var han en af drivkræfterne bag dannelsen af SNG, som var Sammenslutningen af Uafhængige Stater, og dermed medvirkende til Sovjetunionens opløsning. Efter Sovjetunionens sammenbrud forsøgte Jeltsin at iværksætte et reformprogram, der skulle indføre markedsøkonomi i Rusland, men han blev modarbejdet af Folkekongressen. Jeltsin løste problemet ved i 1993 at sætte forfatningen ud af kraft, opløse Folkekongressen og udskrive nyvalg til kongressen. Det lykkedes Jeltsin at bevare magten med hjælp fra militæret, og efter denne aktion, som mange karakteriserer som et kup, fik Jeltsin vedtaget en ny forfatning med et stærkt præsidentembede. Jeltsins popularitet faldt drastisk som følge af en blodig krig i Tjetjenien i 1994-1995, men han formåede alligevel at blive genvalgt til præsident i 1996. Hans sidste år som leder var præget af dårligt helbred og åbenlyse alkoholproblemer, som var med til at svække tiltroen til hans evner. Jeltsin trak sig tilbage i december 1999. 

Jezjov, Nikolaj (1895-1940): Sovjetisk politiker, leder af det hemmelige politi 1936-1938.

Blev bolsjevik kort før oktoberrevolutionen i 1917, og kæmpede for bolsjevikkerne under den russiske borgerkrig 1918-1920. Jezjov beklædte forskellige poster i kommunistpartiet i 1920’erne og 1930’erne. I 1929-1930 var han vicelandbrugsminister under tvangskollektiviseringen, hvor millioner af sovjetiske bønder blev tvunget til at indgå i kollektive landbrug. I 1934 blev han medlem af partiets Centralkomité, og i 1936 blev Jezjov udpeget til chef for det hemmelige politi. Det hemmelige politi var Josef Stalins vigtigste terrorinstrument, og under Jezjovs ledelse fra 1936 til 1938 nåede den sovjetiske terror hidtil ukendte dimensioner. Jezjov kom til at lægge navn til denne periode med særdeles omfattende terror, som blev kaldt Jeezjivsjtjina, på dansk ”Jezjov-tiden”. I 1938 blev Jezjov afskediget som chef for det hemmelige politi af Stalin, og i 1939 blev han arresteret og anklaget for spionage og forræderi. I 1940 blev Jezjov kendt skyldig og blev formentligt skudt.

K

Kaganovitj, Lazar (1893-1991): Sovjetisk politiker.

Kaganovitj var en af Josef Stalins nærmeste medarbejdere. Gennem årene beklædte han adskillige lederposter i det sovjetiske parti- og statsapparat, blandt andet som medlem af sovjetregeringen og som chef for det ukrainske kommunistparti. Efter Stalin død i 1953 kom Kaganovitj i konflikt med Stalins efterfølger Nikita Khrustjov, og fra 1957 blev han sat uden for indflydelse. 

Kalinin, Mikhail (1875-1946): Russisk revolutionær og sovjetisk politiker. 

Blev i 1919 udnævnt til formand for Den Centrale Eksekutivkomité for Den Alrussiske Sovjetkongres, det vil sige statens formelle overhoved, og fra 1924 fik han titel af formand for Sovjetunionens Centrale Eksekutivkomité. Fra 1938 til 1946 var han formand for Den Øverste Sovjets Præsidium. Kalinins position var næsten uden magt, og han havde ingen reel politisk indflydelse.

Kamenev, Lev (1883-1936): Russisk revolutionær og sovjetisk politiker.

Medstifter af det russiske socialdemokrati, men tilsluttede sig efter socialdemokratiets opsplitning i 1903 Vladimir Lenins bolsjevikiske linie. Frem til Oktoberrevolutionen i 1917 var Kamenev en af Lenins nærmeste medarbejdere. Kamenev var modstander af Lenins planer om revolutionen, men kom alligevel til at spille en fremtrædende rolle under og efter Oktoberrevolutionen. I årene efter revolutionen besad Kamenev en række topposter i sovjetregeringen, og fra 1919 var han medlem af Politbureauet, som var kommunistpartiets højeste ledelsesorgan. Efter Lenins død i 1924 samarbejdede Kamenev med Josef Stalin, men blev senere sammen med Grigorij Zinovjev og Lev Trokskij repræsentant for den førende opposition i partiet mod Stalin. Efter Stalins sejr i denne magtkamp kom Kamenev uden for politisk indflydelse, og 1936 blev han dømt til døden for forræderi mod sovjetstaten ved den første store Moskvaproces, som var en række af retssager mod tidligere højtstående partifolk, og efterfølgende henrettet. 

Khrustjov, Nikita (1894-1971): Sovjetisk politiker, statsoverhoved 1958-1964. 

Indtrådte i det kommunistiske parti i 1918 og flyttede i 1929 til Moskva, hvor han i 1935 blev førstesekretær for kommunistpartiet i hovedstaden, det vil sige leder af kommunistpartiet i Moskva. I 1938 avancerede han til partichef for kommunistpartiet i Ukraine, hvor han blandt andet var med til at udføre de omfattende udrensninger, som Josef Stalin beordrede i midten af 1930’erne. I 1939 blev han medlem af Politbureauet. I 1949 forlod Khrustjov posten som partichef i Ukraine, og rejste tilbage til Moskva for at arbejde i Centralkomitéens sekretariat. Efter Stalins død i 1953 sikrede Khrustjov sig posten som den øverste leder i kommunistpartiet, og denne post brugte han som base i den interne magtkamp, der fulgte i partiet efter Stalins død. I 1958 blev Khrustjov udover at være kommunistpartiets førstesekretær også udnævnt til ministerpræsident, og fra da af var han Sovjetunionens ubestridte leder. Khrustjov indledte i 1956 et opgør med stalinismen, hvor han rettede en forsigtig kritik mod Stalin og hans undertrykkende regime. Khrustjov forsøgte desuden at gennemføre en økonomisk reformpolitik, som skulle øge produktionen af forbrugsvarer, eksempelvis tøj, og landbrugsvarer, men reformerne havde ingen videre positiv effekt. I 1964 blev Khrustjov afsat fra magten af de øvrige kommunister under kuplignende omstændigheder, da kritikerne i partiet mente, at Khrustjovs politik havde været en fiasko.

Kirov, Sergej (1886-1934): Sovjetisk politiker.

Blev medlem af det russiske socialdemokrati i 1904, og sluttede sig i 1905 til den bolsjevikiske fløj i partiet. Kirov deltog i forbindelse med den russiske borgerkrig 1918-1920 i bolsjevikkernes erobring af Kaukasus. I 1926 blev han partisekretær i Leningrad, det vil sige leder af kommunistpartiets afdeling i Leningrad, og i 1930 blev Kirov medlem af Politbureauet. Den 1. december 1934 blev Kirov myrdet, og hans død gav anledning til omfattende udrensninger blandt Josef Stalins modstandere, kendt som Den Store Terror. 

Kosygin, Aleksej (1904-1980): Sovjetisk politiker, ministerpræsident 1964-1980.

Gjorde karriere i det sovjetiske statsapparat, hvor han fra 1930’erne havde en række ministerposter, blandt andet viceministerpræsident 1940-1953. Desuden var han medlem af Politbureuaet 1948-1953 og igen 1960-1980. Da Nikita Khrustjov blev væltet fra magten i 1964 dannede Kosygin sammen med Leonid Brezjnev et nyt lederteam med Brezjnev som partichef og Kosygin som ministerpræsident, det vil sige regeringschef. Efterhånden mistede Kosygin dog magt, og Brezjnev blev den reelle leder af Sovjetunionen. Kosygin forsøgte at gennemføre en begrænset reformering af den statsstyrede sovjetiske økonomi, men planerne mødte modstand hos de øvrige partifæller, og løb derfor ud i sandet. Kosygin trak sig tilbage fra posten som ministerpræsident kort før sin død i 1980. 

L

Lenin (Uljanov), Vladimir Iljitj (1870-1924): Russisk revolutionær og sovjetisk statsleder 1917-1924.

Lenin var uddannet jurist, og begyndte som ung studerende at interessere sig for marxismen, særligt efter at hans bror var blevet hængt, fordi han var anklaget for at ville slå zaren ihjel. I 1897 blev Lenin forvist til Sibirien på grund af sine revolutionære synspunkter. I 1900 rejste Lenin til udlandet, hvor han blev leder af det russiske socialdemokratis venstrefløj og videreudviklede Marx’ teorier om proletariatets diktatur. Lenins teori var, at revolutionen skulle gennemføres af proletariatet, det vil sige arbejderne, ledet af en lille hård kerne af professionelle revolutionære, som eksempelvis ham selv. Lenin var i 1905-1907 tilbage i Rusland, hvorefter han igen immigrerede til Vesteuropa, og først vendte tilbage til Rusland i april 1917. I oktober 1917 ledede Lenin Oktoberrevolutionen, hvor bolsjevikkerne overtog magten i Rusland. Lenin var revolutionens ubestridte leder, og han veg ikke tilbage for en hensynsløs undertrykkelse af sine modstandere, som det blandt andet kom til udtryk under den russiske borgerkrig 1918-1920, hvor Lenins bolsjevikker kæmpede mod de ikke-bolsjevikiske styrker. Efter sin tredje blodprop i marts 1923 var Lenin reelt ikke længere i stand til at lede partiet og staten, og i 1924 døde Lenin. Efter sin død blev Lenin genstand for en omfattende persondyrkelse i Sovjetunionen, som fremstillede ham som Sovjetunionens fader side om side med Josef Stalin.

M

Malenkov, Georgij Maksimilianovich (1902-1988): Sovjetisk politiker.

Malenkov blev i 1920 medlem af det kommunistiske parti og var 1934-1939 chef for Centralkomiteens afdeling for ledende partifunktionærer. I kraft af denne stilling kom han til at spille en central rolle i de omfattende udrensninger, som ramte partimedlemmer i midten af 1930’erne. Fra 1939 blev Malenkov medlem af Centralkomiteen, og fra 1946 også af Politbureauet. Efter Stalins død i 1953 overtog Malenkov Josef Stalins plads som førstesekretær i kommunistpartiet og formand for ministerrådet. Kort efter måtte Malenkov dog afgive posten som førstesekretær i partiet til Nikita Khrustjov, og dermed mistede Malenkov kontrollen med partiet. I 1955 blev Malenkov også tvunget til at gå af som formand for ministerrådet, og i 1957 blev han udstødt fra partiet.

Marx, Karl (1818-1883): Tysk socialistisk samfundsteoretiker. Grundlagde sammen med Friedrich Engels marxismen.

Af uddannelse var Marx filosof, men han studerede også både historie og økonomi. I 1842-1843 var Marx chefredaktør på en avis i Köln, hvorefter han arbejdede som freelance skribent i flere europæiske hovedstæder, heriblandt Paris, London og Bruxelles. Sammen med Engels skrev Marx ”Det kommunistiske Manifest”, som udkom i 1848, og som præsenterede grundtankerne i marxismen. Marx’ mål var at give den revolutionære socialisme et videnskabeligt fundament gennem et indgående studie af kapitalismen. Dette resulterede i 1867 i udgivelsen af første bind af Marx’ hovedværk ”Kapitalen”, hvor Marx blandt andet fremførte, at konflikten mellem de forskellige klasser i samfundet var den afgørende drivkraft i den historiske udvikling. ”Kapitalen” fik stor indflydelse i samtiden, og flere af Marx’ tilhængere har kaldt den for ”arbejderklassens bibel”. De sidste to bind af ”Kapitalen” blev først udgivet efter Marx’ død af Engels. Marx var desuden med til at udvikle den internationale arbejderbevægelse, og han deltog aktivt i udarbejdelsen af de socialistiske partiers politik.

Mikhoels, Salomon (1890-1948): Jødisk skuespiller og teaterdirektør. Præsident for den antifascitiske jødisk-sovjetiske komité, der kæmpede for at få støtte fra jøder i udlandet til sovjetregimets kamp mod nazisterne. Døde under mystiske omstændigheder i en bilulykke i 1948, som formentlig var arrangeret af det hemmelige politi, som led i en anti-jødisk kampagne. 

Molotov, Vjatjeslav Mikhailovitj (1890-1986): Sovjetisk politiker og en af Stalins nærmeste medarbejdere.

Sluttede sig i 1906 til bolsjevikkerne, og var 1921-1930 andensekretær (efter Stalin) i Centralkomiteen. I 1926 blev Molotov medlem af Politbureauet, og han kom de følgende år til at bestride en række vigtige ministerposter: ministerpræsident 1930-1940, viceministerpræsident 1940-1957 og udenrigsminister 1939-1949 og 1953-1956. I sin egenskab af udenrigsminister var det Molotov, der førte de afgørende forhandlinger i forbindelse med indgåelsen af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt i 1939. I 1957 blev Molotov udstødt fra Politbureauet, som følge af en magtkamp mellem ham og Stalins efterfølger, Nikita Khrustjov. I de følgende år bestred Molotov en række mindre poster for Sovjetstaten, indtil han i 1962 blev udstødt af partiet. 

Munch-Petersen, Arne (1904-1940): Dansk kommunist, som forsvandt i sovjetisk fangenskab.

Medlem af Danmarks Kommunist Parti (DKP) i 1925, og valgt ind i Folketinget i 1932 for kommunisterne. Ved valget til Folketinget i 1935 opnåede Munch-Petersen ikke genvalg, og i 1936 rejste han til Moskva for at arbejde som DKPs repræsentant ved Komintern, som var den internationale sammenslutning af kommunistpartier. I 1937 var Munch-Petersen kortvarigt tilbage i Danmark, men blev kaldt tilbage til Moskva, da partiet ikke kunne finde en afløser til hans arbejde. Efter tilbagekomsten til Moskva blev han i sommeren 1937 arresteret af de sovjetiske myndigheder, og underkastet timelange forhør med tortur. Munch-Petersen blev tilbageholdt hemmeligt uden, at der var rejst anklage mod ham, og han var fængslet i 3 år, indtil han den 3. november 1940 døde af tuberkulose. Kun de øverste ledere i DKP kendte til Munch-Petersens skæbne, men afslørede ikke noget, hverken over for offentligheden eller Munch-Petersens familie. I 1950 blev Munch-Petersen erklæret død, men først i 1989 blev hans tragiske skæbne bekræftet af de sovjetiske myndigheder.

N

Nikolaj 2 (1868-1918): Russisk zar 1894-1917. 

Nikolaj 2. førte en meget konservativ politik, men blev på grund af revolutionen i 1905 tvunget til at give indrømmelser og blandt andet indkalde en folkevalgt forsamling, dumaen, i 1906. Nikolaj 2. søgte dog hurtigt tilbage til den konservative politik, og minimerede dumaens betydning og indflydelse. Nikolaj 2. blev tvunget til at abdicere ved februarevolutionen i 1917, og sammen med sin familie og sine tjenestefolk blev han i 1918 skudt af bolsjevikkerne.

O

Ordzjonikidze, Grigorij (1886-1937): Russisk revolutionær og sovjetisk politiker. 

Blev bolsjevik i 1903, og var i en årrække en af Josef Stalins nærmeste medarbejdere. Ordzjonikidze beklædte i mange år en række betydningsfulde poster indenfor kommunistpartiet og staten, og i 1930 blev han medlem af Politbureauet. Under de store udrensninger i 1930’erne tog Ordzjonikidze afstand fra Stalins linie, og i 1937 døde Ordzjonikidze under mystiske omstændigheder. Det er uvist, hvorvidt han begik selvmord eller blev dræbt efter ordre fra Stalin.

P

Pashukanis, J. B. (1891-1937): Marxistisk retsfilosof.

Den eneste marxistiske retsfilosof, som for alvor har opnået anerkendelse uden for Sovjetunionen. Pashukanis var bolsjevik, og han udviklede en marxistisk retsfilosofi, der byggede på en ide om, at det socialistiske samfunds opgave var at afskaffe loven, da den var middel til ulighed. I løbet af 1930’erne faldt Pashukanis i unåde hos Josef Stalin, og i 1937 blev han stemplet som ”folkefjende” og siden arresteret og skudt.

Putin, Vladimir (1952-): Ruslands præsident siden 2000.

Putin er oprindeligt uddannet jurist og arbejdede fra 1975 til 1990 for det hemmelige sovjetiske politi, KGB. Herefter arbejdede han som politisk rådgiver, indtil han i 1996 blev hentet til statsadministrationen i Moskva. Putin gjorde lynkarriere inden for staten, og i 1998 blev han chef for den russiske efterretningstjeneste, FSB. I august 1999 blev han af Boris Jeltsin udnævnt til ministerpræsident, og Putin blev samtidigt udpeget til at efterfølge Jeltsin på posten som Ruslands præsident. Da Jeltsin i december 1999 trak sig tilbage blev Putin ny præsident, og ved præsidentvalget i marts 2000 vandt Putin en overbevisende valgsejr. Den 14. marts 2004 blev han genvalgt med over 70 % af stemmerne.

R

Ribbentrop, Joachim von (1893-1946). Tysk nazistisk politiker.

Tysk udenrigsminister fra 1938 til 1945. Førte de forhandlinger, der resulterede i en tysk-sovjetisk ikke-angrebspagt i 1939. Ribbentrop blev i 1946 dømt til døden ved de allieredes krigsdomstol efter 2. Verdenskrig og hængt. 

Rykov, Aleksej (1881-1938): Russisk revolutionær og sovjetisk politiker.

Blev medlem af det russiske socialdemokrati i 1899, og tilsluttede sig i 1903 bolsjevikkerne efter opsplitningen af socialdemokratiet. Rykov spillede en fremtrædende rolle under Oktoberrevolutionen i 1917 på trods af, at han flere gange modsatte sig Vladimir Lenins politiske linie. Efter bolsjevikkernes magtovertagelse ved Oktoberrevolutionen blev Rykov udpeget som kommissær for indenrigsanliggender i den første sovjetiske regering. Siden havde Rykov flere centrale poster i sovjetregeringen, og i 1924 blev Rykov efter Lenins død formand for Folkekommissærernes Råd, hvilket svarer til statsminister. Denne post beholdt han frem til 1930, hvor han blev væltet af Josef Stalin og anklaget for at være ”højreafviger”. I 1938 blev Rykov dømt til døden og henrettet ved den sidste af de store Moskvaprocesser, som var en række af retssager mod tidligere højtstående partifolk.

S

Solzjenitsyn, Aleksandr (1918-): Russisk forfatter og en af sovjettidens største systemkritikere.

Kæmpede under 2. Verdenskrig i Den røde Hær, men blev arresteret i 1945 på grund af kritiske udtalelser i sine breve hjem fra fronten. Solzjenitsyn tilbragte herefter otte år i sovjetiske fangelejre, og blev derefter forvist til Kasakhstan. Solzjenitsyn skrev adskillige bøger, og modtog i 1970 Nobels litteraturpris. Mest kendte er ”En dag i Ivan Denisovitjs liv”, som skildrer en dag i en lejrfanges liv, og hans beretning ”Gulag øhavet” om livet i Stalins fangelejre. I 1974 blev Solzjenitsyn arresteret og landforvist på grund af hans kritik overfor sovjetregimet. Solzjenitsyns værker blev først udgivet i Sovjetunionen i 1980’erne, da de indtil da havde været forbudte. I 1994 vendte Solzjenitsyn hjem til Rusland. 

Stalin (Djugasjvili), Josef Vissarjonovitj (1879-1953): Sovjetisk statsleder ca. 1928-1953. Antog i ca. 1912 navnet Stalin, der betyder mand af stål.

Stalin blev født i en landsby i Georgien. Kom i 1894 kom på præsteseminarium, som han imidlertid blev bortvist fra i 1899 på grund af sine revolutionære synspunkter. I 1903 blev han bolsjevik, og i 1913 blev han medlem af bolsjevikpartiets Centralkomité. Efter revolutionen i 1917 var Stalin minister i den første sovjetregering, og i 1922 blev han udnævnt til kommunistpartiets generalsekretær, det vil sige leder af partiet. Som generalsekretær overtog Stalin kontrollen med partiet, og han brugte sin position til at indsætte loyale medarbejdere på de vigtigste poster. Efter Lenins død i 1924 udbrød en hård magtkamp i partiet, om hvem der skulle efterfølge Lenin som den øverste leder. Det lykkedes Stalin at udmanøvrere sine modstandere, og fra slutningen af 1928 var Stalin reelt enehersker i Sovjetunionen. Stalins regime var et brutalt diktatur, hvor en omfattende statslig terror holdt befolkningen i et jerngreb. Massearrestationer, henrettelser og deportationer var en del af hverdagen, og millioner af mennesker mistede livet som følge af Stalins hårdhændede styre. Stalin fastholdt magten i Sovjetunionen frem til sin død den 5. marts 1953.

Stolypin, Pjotr (1862-1911) Russisk politiker. 

I 1906 blev Stolypin indenrigsminister og senere samme år ministerpræsident i Rusland. Stolypin var modstander af revolutionen i 1905, og ønskede ikke, at den folkevalgte forsamling, dumaen, skulle have nogen indflydelse. Stolypin var hovedmanden bag en række politiske og økonomiske reformer i 1906, der blandt andet kom til at betyde fremskridt for landbruget.

T

Tjernenko, Konstantin (1911-1985): Sovjetisk politiker, statschef 1984-1985.

Var oprindeligt landarbejder, og blev medlem af kommunistpartiet i 1931. Han gjorde karriere i kommunistpartiets ungdomsafdeling Komsomol, hvor han langsomt steg i graderne. I 1956 blev han en del af partiledelsen i Moskva, og i en sen alder avancerede han i 1976 til sekretær i Centralkomitéen. I 1978 blev han medlem af Politbureauet og var i mange år Leonid Brezjnevs højre hånd. I 1984 blev Tjernenko efter Jurij Andropovs død valgt til generalsekretær, og blev dermed Sovjetunionens reelle leder. Allerede på daværende tidspunkt var Tjernenko alvorligt syg, og han døde i 1985.

Trotskij, Lev (1879-1940): Russisk revolutionær og sovjetisk politiker. 

Allerede som ung engagerede Trotskij sig i revolutionær virksomhed, hvilket blandt andet bragte ham i fængsel og i eksil i Sibirien. I 1902 flygtede han til Vesteuropa, men vendte i 1905 tilbage til Rusland, hvor han spillede en central rolle i revolutionen i 1905. I 1907 tog Trotskij atter til udlandet og vente først hjem i 1917. Trotskij havde i en årrække tilhørt den mensjevikiske fløj i det russiske socialdemokrati, men i 1917 sluttede han sig til Vladimir Lenins bolsjevikker, og Trotskij kom til at spille en hovedrolle i planlægningen og gennemførelsen af Oktoberrevolutionen i 1917, hvor bolsjevikkerne kom til magten. I den nye sovjetregering blev Trotskij udenrigskommissær og senere forsvarskommissær, som svarer til henholdsvis udenrigs- og forsvarsminister. Under den russiske borgerkrig var Trotskij øverstkommanderende for Den røde Hær. I magtkampen efter Lenins død i 1924 blev Trotskij udmanøvreret af Josef Stalin efter en strid om, hvordan Sovjetunionens fremtid skulle forme sig. I 1928 blev Trotskij sendt i eksil først i Sibirien, og senere i udlandet. Trotskij fortsatte sin kritik af Stalin, og 1940 blev Trotskij dræbt af en sovjetisk agent i Mexico.

Z

Zinovjev, Grigorij (1883-1936): Russisk revolutionær og sovjetisk politiker. 

Blev medlem af det russiske socialdemokrati i 1901. Da socialdemokratiet blev opsplittet i to fraktioner i 1903 støttede Zinovjev Vladimir Lenins bolsjevikfløj, og han blev en af bolsjevikkernes ledende skikkelser. I 1907 blev Zinovjev valgt til partiets Centralkomité, men blev samme år arresteret for sine revolutionære aktiviteter og sendt i fængsel. I 1908 blev han løsladt og rejste til Vesteuropa, hvor han indledte et tæt samarbejde med Lenin. Først efter februarrevolutionen i 1917 rejste Zinovjev tilbage til Rusland. På trods af, at Zinovjev i perioden omkring Oktoberrevolutionen i 1917 var uenig med Lenins partilinie, blev Zinovjev efter revolutionen leder af partiorganisationen i Petrograd (Sankt Petersborg), og i 1921 blev han medlem af Politbureauet. Fra 1919 til 1926 var han desuden formand for Komintern, som var en international sammenslutning af kommunistpartier. Efter Lenins død i 1924 samarbejdede Zinovjev med Josef Stalin for at modarbejde Lev Trotskijs linie i partiet, men blev senere sammen med Lev Kamenev og Trokskij repræsentant for den førende opposition i partiet mod Stalin. Zinovjev blev dog udmanøvreret af Stalin og udstødt af partiet i 1927. I 1936 blev Zinovjev dømt til døden ved den første Moskva-proces, som var en række af retssager, som ramte nuværende eller tidligere partimedlemmer i slutningen af 1930’erne.