Kilde: Joseph Broz (Titos) tale på et møde for lederne af Kroatiens Kommunistforbund
Titos tale til lederne af Kroatiens Kommunistforbund den 4. juli 1971 omhandler bl.a. situationen i Kroatien og de nationalistiske tendenser i Kroatien og Serbien.
”Denne gang vil jeg tale først. I ser, at jeg er meget vred. Derfor har jeg tilkaldt jer, og mødet kommer ikke til at vare længe.
Situationen i Kroatien er ikke god. Herom får jeg informationer fra forskellige sider. Kroatien er blevet et nøgleproblem i landet med hensyn til dyrkelse af nationalismen. Den slags findes i alle republikkerne; men nu er det værst hos jer […]
Under dække af nationale interesser samler selve djævelen, nationalismen, alle afvigende meninger til kontrarevolution. Nu må vi tage de rette forholdsregler. Sådan kan det ikke gå videre. Det er ikke tilladt at holde sådanne taler og skrive sådan i pressen […]
Vi må vise arbejderklassen, at vi er på klassekampens linie og på arbejderklassens side. Kommunistforbundets ledelse er ikke enig herom overalt, hverken på det øverste plan eller i republikkerne. Jeg vil ikke tale om de andre; men nu er man begyndt at vende sig mod mig også i Serbien. Jeg har fået nok af magten; men nu er situationen sådan, at jeg ikke vil gå.
Hos jer er forholdet mellem serbere og kroater ikke godt. I nogle landsbyer er serberne så ængstelige, at de holder vagtposter og bevæbner sig. Pro-Ustasja- og pro-Cjetnik-elementer fremkommer nu med trusler. Skal vi atter have et 1941? Det ville være en katastrofe.
Der er andre, der ser til. Er I klar over, at de straks vil være til stede, hvis der bliver uro? Men jeg vil hellere skabe orden ved hjælp af vores hær, end jeg vil lade andre gøre det. Men det må ikke komme dertil. […] Hos jer er man begyndt at lave lister på fabrikkerne over, hvem der er serbere og hvem kroater inden for arbejderklassen. Det kan jeg ikke tillade. Arbejderklassen kan ikke inddeles i kroater og serbere. […]
Vi er blevet temmelig besudlet over for udlandet. Vi har mistet prestige, og det bliver svært at genvinde den. Man gør sig spekulationer om, at ”når Tito går bort, vil det hele gå i stykker”, og nogle venter alvorligt på det. Det er en skændsel, at det er kommet hertil. […]”