Kilde: Uddrag af Lars Baggesens bog: ”Vidne til krig – dagbog fra Bosnien”

”En af scenerne var Ahmici, som havde en stor muslimsk majoritet. Landsbyen var kendt som et sted, hvor muslimerne udøvede deres religion, og byens store moske var netop bygget færdig. Byen lå med udsigt ud over hovedvejen til Vitez, og der var ingen militære aktiviteter. Det havde jeg selv konstateret få dage før angrebet. Da åndede alt fred og idyl. Børnene havde leget i gaderne, træerne var ved at springe ud, fuglene sang, og det var som om Arhmici var en fredfyldt oase, der var uberørt af krigen.

Angrebet mod Ahmici startede klokken halv seks om morgenen med, at granaterne begyndte at falde over byen. De kroatiske beboere var blevet advaret og havde forladt byen aftenen før. Kun bevæbnede kroater, som ville være med til at dræbe deres muslimske naboer, var blevet tilbage i dækning. 

De fleste muslimske mænd vågnede kun op til døden. De, som forsøgte at flygte, faldt i kugleregnen fra de ventende kroatiske soldater. Kvinder, børn og ældre blev beordret ud af husene, hvorefter de enten blev dræbte eller jaget væk. Nogle gemte sig under sengene eller i deres kældre, men de endte med at blive brændt levende, da deres huse blev stykket i brand. Det lykkedes kun få at flygte. Om aftenen besluttede vi igen at prøve at køre til Zenica. Kroaterne angreb stadig den muslimske bydel i Vitez.

Tirsdag 6. april – søndag 18. april

… Klokken 21.30 (d. 16. april, red.) valgte vi forsøget med at køre til Zenica. Koblingen var gået på vores pansrede Mercedes, og der var skyderi i området, men vi var alle enige om at prøve. Hvis det lykkedes, ville vi være mere sikre i Zenica end i Vitez. Vi kørte, så hurtigt vi kunne med den defekte kobling. Da vi passerede Vitez, kunne vi se flere huse i brand. Lyssporene fløj omkring ørerne på os, og da vi kørte gennem Ahimici brændte hele byen. Det var et uhyggeligt syn at se moskeen oplyst af den brændende by. Der lå mange lig i gaderne, og nogle hang ud af vinduerne. Det lykkedes os at komme til Zenica, dog med enkelte ”ridser” i lakken. Vi følte os meget magtesløse over ikke at kunne hjælpe…

På vej til Zenica havde vi prøvet at komme ind i Ahmici for at undersøge situationen, men blev stoppet af en kroatiske vejspærring. De kroatiske soldater mente, at det ikke var sikkert for os at komme ind i byen på grund af de heftige kampe. Fra det sted, hvor vi holdt, kunne vi se mennesker, der lå på vejen, og brændende kroppe, der hang ud af vinduerne på et hus.

Det lykkedes os først at komme ind i Ahmici et par dage efter massakren. Det krævede nemlig en våbenhvile, der sørgede for, at HVO´s styrker blev trukket tilbage. Denne våbenhvile blev underskrevet af højtstående officerer fra de stridende parter – stabschefen for HVO, Milivoj Petkovic, og chefen for Armija BiH, general Sefer Halilovic – sammen med vores franske chef og chefen for den britiske bataljon, oberst Bob Stewart.

Da vi kørte ind i Ahmici sammen med styrker fra den britiske bataljon, gik tragedien for alvor op for os. Overalt så vi ligene af civile muslimer, nedbrændte huse, udbrændte bilder og døde dyr.