Kilde: Tale af Goebbels – forsvar for det nazistiske styre

4. 12. 35. - Saarbrücken, ”Wartburg” (Nauwieser Strabe) – Åbning af
Saarbrückens rigssender.

”Mine folkefæller, mænd og kvinder! Det er en festlig lejlighed, som forener os alle i denne time, hvor Saarbrückens rigssender for første gang indtræder i kredsen af de andre, store tyske sendere. Og den bevidner dermed vestmarkens indre åndelige og politiske forbundenhed med den forenede, store tyske nation. Jeg siger med vilje: rigssenderen, for den føderalistiske splittelses tid er nu overvundet i hele den tyske radiofoni. Vi har ingen bajersk og ingen preussisk og ingen württembergsk og badisk sender mere -, vi har kun den tyske ånds sender tilbage. 

Det har varet længe, inden vi kunne overvinde denne indre splittelse. Vi var et folk, der ikke formåede at finde dets politiske samling, og vi har derfor måske egentlig forspildt to, tre århundreder af vores historie. Mens de andre folkeslag har været i gang med at fordele verden, har vi slidt os op i indre splid og folkeligt kiv. Det var Adolf Hitlers historiske bedrift, at overvinde denne indre splittelse og igen give riget dén sjælelige styrke tilbage, som er forudsætningen for kanonernes og våbnets styrke! For et folk, der ikke besinder sig på sine indre værdier, kan ikke virksomt bære ydre værdier frem til skue. Derfor var det for os heller ikke kun en national pligt, men en national hjertesag, at påtage os og sejrrigt gennemføre kampen på dette område. 

Og jeg tror, at, på samme måde som vi har tænkt i riget, sådan har de tyske mennesker her tænkt. Det drejede sig her ikke om løn og om -, materielle fordele, - det drejede sig om, hvorvidt riget kunne opretholdes i sin ubeskadigede beståen. Det er derfor mere end en formel tak, når jeg her gør mig til fortolker af den tyske rigsregering, den nationalsocialistiske bevægelse og hele det tyske folk, og henover æterbølgerne her bringer hele Saarfolket en officiel tak fra alle disse organisationer og enhver tysk folkefælle. Saarfolket har bekendt sig til riget11 , det har ikke lyttet til de lokkende fristelser og funklende besnærelser, der nærmede sig det fra andre sider: dette folk har fulgt samvittighedens bud og blodets kald og har atter stillet sig blandt kredsen af sine brødre! 

Når jeg nu i dette festlige øjeblik kan tilslutte Saarlands nye rigssender kredsen af de andre sendere, så bliver vi dermed bevæget af en stolt glæde og en dyb tilfredsstillelse: det er jo indfrielsen af et af de løfter, vi har givet Saarfolket og Saarland. For da vi dengang kæmpede for dette folk og om dette land, da vidste vi, at det var nationalsocialismens gode rygte som sådan, der stod på spil. Hele verden syntes at have rottet sig sammen mod os, hele verden gjorde spørgsmålet om Saarlandet til et stridsspørgsmål, og det var ikke muligt for os at tale med hver enkelt, vi kunne ikke komme over grænsen, vi kunne kun stole på brødrene i Saarlands, Saarfolkets, hjerte, på deres indre samvittighed og på deres blods kald. 

Sejren i Saarland var den første store udenrigspolitiske succes, som den national-socialistiske regering og Føreren havde at registrere. Vi kan også takke den for genoprettelsen af det tyske riges udenrigspolitiske omdømme, og dengang, da vi ikke kunne og måtte komme, da har æterbølgerne været broen, på hvilken vi kunne komme til Saarland. Vi har ikke ladet Saarland i stikken, og Saarland har ikke ladet os i stikken. Vi har sendt rigets stemme henover grænsen, vi har henover æterbølgerne talt med Saarlands brødre og søstre og har dermed kunnet tilintetgøre de infame forsøg på dette områdes løsrivelse fra riget. 

Den store generobringsfase af dette område er for længst afsluttet, vi står allerede midt i opbygningen, står allerede midt i nyordningen af Saarområdet og genindlemmelsen af dette store land- og folkekompleks i det forenede tyske rige. Det har ikke været gjort let for os, for selvfølgelig er der altid ved så store kriser overgangsvanskeligheder. Vi har altid været os disse overgangs-vanskeligheder bevidst. Jeg er ikke kommet herhen for at skabe illusioner, og jeg anser det for under en nationalsocialists værdighed at give løfter, som han på forhånd ved, ikke vil kunne indfries. For jeg har ikke til hensigt i dag, at fortælle den søde usandhed for derefter engang for alle at forsvinde, tværtimod har jeg til hensigt at komme igen og igen og igen ...* ! [kraftigt bifald.] 

Selvfølgelig er der disse overgangsvanskeligheder! Men vanskeligheder er til, for at man overvinder dem, og ikke for at man giver op over for dem! Vi har overstået andre vanskeligheder, og det går ikke an, kun at se vanskelighederne og at overse succeserne. Der findes mennesker, der allerhelst ønsker at puste lyset ud, fordi det kaster en skygge [munterhed, bifald]. De er ikke i stand til at tænke politisk, for slet ikke at tale om historisk. De bedømmer verdenssituationen ud fra en smørindkøbers synsvinkel** [latter, bifald]. Og derudover drejer det sig for dem ikke engang om smør, tværtimod drejer det sig for dem kun om at give det nationalsocialistiske rige vanskeligheder. [Råb: ”Helt rigtigt!”, ”bravo!”, bifald.] De mest rasende vegetarer bliver i opposition til os til radikale svinekødædere! [latter, stærkt bifald.] De kritiserer heller ikke for at forbedre, tværtimod kritiserer de kun for kritikkens egen skyld. Det er mennesker, der ikke engang kan lide sig selv - hvordan skal de så kunne lide os! [latter, bifald.] De siger: Kritik er nødvendigt, - nej: Arbejde er nødvendigt! [Bravoråb, bifald.] 

Vi tager gerne [taleren banker gentagne gange i talerpulten] imod råd fra mennesker, der forstår noget bedre end os. Men er det rigtigt, at den klogere skal lade sig kritisere af den dummere? Og at de andre er dummere end os, det er bevist ved at de har ladet sig sætte uden for magten af os [latter, bifald]. For var de snedigere end os, havde de formentligt haft forstand nok til at forhindre os i det [munterhed]. For de havde jo magten! De havde statsapparatet og bureaukratiet og politiet og embedsmændene og den offentlige mening og flertallet og pengene, - vi havde slet intet, kun – små hoveder, små hoveder [latter, stærkt bifald]. 

Selvfølgelig er en regering nødt til at diskutere med oppositionen. Det gjorde vi jo, da vi stod i opposition [munterhed]. Men det kan dog ikke altid fortsætte sådan, på et tidspunkt må det jo have en ende – frem for alt, når det hårfint viser sig, at regeringen er oppositionen klart overlegen [munterhed]. Når vores modstandere siger: Jamen, vi har da tidligere tildelt jer meningsfriheden —, ja, I har tildelt os den, det er jo intet bevis på, at vi også skal gøre det mod jer! [latter.] Jeres dumhed behøver vel ikke at virke smittende på os! [latter.] At I har givet os den, - det er jo et bevis på, hvor dumme I er! [latter.] 

Nej, når vi bemærker vanskeligheder i offentligheden, så anstrenger vi os om disse vanskeligheder. Vi har i de to et halvt år, hvor vi har regeret, ikke haft andet end bekymringer. Men vi har også løst nogle problemer [bravoråb]. Og vi har endog løst dem, selvom den måde, hvorpå vi gav os i kast med problemerne, i begyndelsen var upopulær. Vi har ikke rettet os efter den offentlige mening, tværtimod har vi gjort det, vi anså for nødvendigt og vi havde heller ingen mulighed for at gemme os bag en eller anden majoritet. Hvis det går galt må vi borge for vores politik med vores hoveder! Vi kan ikke sige bagefter: Rigsdagen har besluttet det [latter]. Eller: Partierne ville have det sådan. Men det, vi gør, må vi selv tage ansvaret for! Vi er ikke bange for dette ansvar [bravoråb, bifald]. 

Og at vi er unge, er ikke tegn på, at vi tager særlig let på dette ansvar, tværtimod tyder det højest på, at vi i særlig grad tager det alvorligt. For hvis vi havde været gamle, så kunne vi jo indtage det standpunkt: Efter os kommer syndfloden! [munterhed.] Men vi har ikke kun til hensigt at sidde i regeringen, vi har yderligere til hensigt at blive siddende i regeringen! [latter, bifald.] Magten vil vi ganske vidst ikke forsvare med magt, men derimod med ideen: Vi sidder ikke på bajonetspidser, men hviler i det tyske folks kærlighed og hengivenhed [bravoråb, bifald.] 

Når vi opbygger en hær, presser kanonløb og drejer granater, - da er det ikke for at sætte denne magt ind mod vort eget folk, men for med denne magt at beskytte de tyske grænser [bravoråb, bifald]. Når jeg fra den anden side af grænsen bliver mødt med: I betoner jo altid sådan jeres kærlighed til freden, hvorfor har I brug for en hær? – Vi har ikke brug for en hær for at føre krig, men for at bevare freden [tilslutning]. Når der bliver sagt til mig fra den anden side af grænsen: Det sørger Folkeforbundet for [munterhed] -, så kan jeg dertil kun give som svar: Måske, men dobbelt sømmet holder bedre! [kraftig latter, bifald.] Det er bedst at være på den sikre side, og det, man har, det har man! [latter.] Det kan være, at vi ikke engang har brug for den. Men måske bliver vi engang glade for, at vi har den [munterhed]. I hvert fald - - [munterhed], dækker vi os ind [kraftig latter, bravoråb, bifald]. Måske kommer en eller anden engang på den idé, at bringe os civilisationen med bomber og flyvemaskineeskadriller [munterhed]. Jeg ved det ikke – måske. Og måske anser vi overhovedet ikke det, man vil bringe os, for civilisation, - måske vil vi slet ikke have det. Men vi vil ikke beslutte gennem andre, hvad vi vil have [latter], tværtimod vil vi desangående forbeholde os selv den endelige afgørelse. Og selv om småborgeren i dag skælder og smælder over, at han får en tiendedel smør mindre [munterhed], og hvis han af og til en dag ikke har svinekød, - ét må han dog indrømme: Hvis han i aften hører motorstøj over sit hus, så ved han helt bestemt, uden at kigge derhen: Det er tyske flyvemaskiner! [jubel, bifald.] Det har ikke altid været sådan [latter]; der var tider, hvor det var et sjældent undtagelsestilfælde [munterhed]. Disse tider er gud ske lov forbi. 

Nu imødekommer man igen Tyskland mere venligt [munterhed]. For hver nation ligger, som den har redt! [latter, bravoråb, bifald.] Når et folk ikke sætter pris på sig selv -, hvordan skulle andre så kunne sætte pris på det! [munterhed.] men at opbygge en hær, det koster penge. Vi har heller ikke opbygget denne hær for sjov. Men det er ikke en hær, der skal forsvare pengeskabe, - det er en hær for det tyske folk. Vi har kalkuleret på følgende måde: Vi begynder nu at sætte gang i den tyske beskæftigelse, fem millioner kommer igen i arbejde, en stor produktionskampagne er i gang, vi fabrikerer på syntetisk vis egne råstoffer*** , og dermed gør vi os mere og mere uafhængige af udlandet, - der findes måske en eller anden i udlandet, der ikke gnider sig i hænderne nu og glad konstaterer: Gud ske lov, at tyskerne klarer sig selv! – derimod kunne det måske være muligt, at én og anden ærgrede sig over det, og var misundelig på os [munterhed]. Og at han på grund af et vist mindreværdskompleks sagde: Vi kan ikke indhente tyskerne med hovedet, måske kan vi med kanonerne. Og mod det [bravoråb], mod det vil vi beskytte os. 

Denne hær er til for, at bonden igen i ro og mag kan trække sin plov gennem jorden og arbejderen igen i ro og mag kan sætte sin maskine i gang. Alle kan nu igen være af den overbevisning: Den store opbygning, der har været planlagt i år og årtier i Tyskland, den fuldføres nu i skyggen af et nyslebent tysk sværd; nationens sikkerhed hviler igen i dens egen kraft, og folket har igen tilbageerobret sin egen stolthed, og det hærder sig i sine egne idealer, og det er også klar til, igen med egen kraft at garantere sine grænsers sikkerhed og sit arbejdes og sit nationale livs sikkerhed. Det har ikke været let. Det er altid let, at råbe bravo, når en hær er færdig, - men det er altid meget svært at opbygge en hær. Det er altid let at give sit samtykke til, at en nation er trådt ud af Folkeforbundet, når nu fordelene er så mærkbare, - men det er altid svært at træffe beslutningen dertil. 

Frem for alt er det meget svært, når man alene må påtage sig ansvaret for det og slet ikke ved, hvad følgerne bliver, men derimod kun kan stole på sin egen dristighed og sit eget held. Vores modstandere siger: Ja, i har netop været heldige! [munterhed.] Ja netop, netop: Held skal der til! [munterhed.] Hvis en regering intet held har, men derimod hele tiden er uheldig, - ja, hvad har folket da ud af det? [munterhed.] At vi har knoklet os igennem og foldet os ud [latter], og at den kære Gud har hjulpet lidt til med det -, det taler da ikke imod os, det taler da for os! [munterhed.] Vi har ganske vist ikke hele tiden gået rundt og missioneret eller opført os på en sådan måde, som om den kære Gud var vores partiformand [latter], sådan som det var på mode i andre partier, men immervæk [kraftigt bifald], men immervæk: det ser da ikke ud til, at han har været direkte unådigt indstillet over for os. 

Når man altså fra den modsatte side møder os med: I er hedninge! -, så kan jeg kun sige: Ja, så! -, hvordan det? [munterhed.] På hvilken måde? - hvorfor? [munterhed.] Opfører vi os så hedensk? Er det hedensk, at man arrangerer en vinterhjælpeaktion og ernærer millioner af mennesker med den? Er det hedensk at give et folk dets indre fred tilbage? Er det hedensk, at man hjælper den fattige bror og nabo? Er det hedensk, at man genopretter familiens etos. Og også giver arbejderen en mening og et formål med sit liv igen? Er det hedensk, igen at opbygge en stat på moralske principper, at uddrive gudløsheden, at rense teater og film fra den jødisk-liberale marxismes smitte og forpestning, - er det hedensk? Hvis det er hedensk, så betakker vi os unægtelig for en kristendom, der har gjort det modsatte! [bravoråb, stormende bifald.] 

Kirkerne siger: Der står i jeres program, at I religiøst står på positiv-kristen grund. Enig! Men vi ville kun ønske, at sådan, som vi er religiøst positivt-kristne, ville kirkerne være politisk positivt-nationalsocialistiske. [bravoråb, bifald]. Så er vi enige, så er der slet intet, der skiller os mere [munterhed]. Vi ønsker på ingen måde at jage på kirkens enemærker. Ingen af os mærker i sig evnerne til at være den politiske reformator, vi er derimod alle meget fokuseret på det timelige. Vi beskæftiger os heller ikke med det hinsidige, derimod beskæftiger vi os med det dennesidige [munterhed, bifald]. Vi ønsker altså helt klart at adskille disse to myndigheder fra hinanden: Den ene sørger for himlen, og den anden sørger for jorden [munterhed]. Den nationalsocialistiske bevægelse har ikke fjernet sig fra denne linje. Den har heller ikke til hensigt at fjerne sig fra den. Den sørger for folkets velfærd, indadtil som udadtil. Dertil har den brug for et sundt, stærkt og moralsk højtstående folk. Den lader intet middel uprøvet for at gøre folket sundt, stærkt og moralsk højtstående. Den har allerede udført et vældigt opdragelsesarbejde på dette folk, og den har til hensigt at fortsætte dette opdragelsesarbejde.

Det er derfor det rene vrøvl, når man i dag siger til os: De andre partier har I opløst, hvorfor opløser I ikke jeres eget parti? De andre partier blev opløst, fordi de var overflødige, og vores parti forbliver, fordi der er brug for det! [kraftigt bifald.] Når man siger til mig: Ja, vi er da alle national-socialistiske! - så kan jeg kun give til svar: Det håber jeg [munterhed.] Jert budskab hører jeg , men troen fattes!**** [munterhed.] Og endeligt: Den nationalsocialistiske bevægelse er ikke kun til for at gøre alle mennesker nationalsocialistiske, men også for at lære alle mennesker at handle nationalsocialistisk. Hvis alle mennesker i en by er katolske -, opløser den katolske kirke sig da? [munterhed.] Siger præsten da måske: Nå, de er jo alle katolske, hvad skal vi så med kirken? [munterhed, bifald.] Nej, kirken forbliver der, for at menneskene kan forblive katolske! Og hvis hele landet er national-socialistisk: partiet forbliver der, for at tyskerne forbliver nationalsocialistiske! [bravoråb, kraftigt bifald.] 

For vi er ikke kommet, for at opføre et kort, men uforpligtende gæstespil i den tyske politik, vi er derimod kommet, for at tage tingene på os og beholde dem i vores hænder! Ikke forgæves taler vi om vores bevægelses hundredårige betydning, den skal skrive historie og den har allerede skrevet historie! For vor tids tyske folk er et andet end det tyske folk, som vi måtte overtage sammen med magtovertagelsen. Vi har givet dette folk en anden kerne, en anden holdning. Vi har gennem en utrættelig opdragelse rodet op i dette folks inderste og har sammenføjet dets bedste dele! Og man kan nu igen virkelig tale om en tysk nation. Og endda om en nation, der, besjælet af en samlet vilje, også kan beslutte sig for at tænke og handle samlet.

Og dermed har Tyskland nemt ved at gå ind for freden. For freden bliver kun sluttet vedvarende og fair mellem ligeberettigede. Freden som vi har nydt fra 1918 til 1933, var i virkeligheden en ufred. Denne fred har ikke løst de europæiske problemer, men har kun kompliceret dem. 

Et af problemerne var problemet omkring Saarområdet. Og man har i den traktat, som man fejlagtigt kaldte en fredstraktat, lagt dette område mellem Tyskland og Frankrig, for altid at kunne bruge det som et stridens æble mellem Paris og Berlin. At denne rosværdige hensigt slog fejl og at dette område entydigt bekendte sig til sit moder- og hjemland, det har været de tyske mænd og kvinder ved Saarflodens fortjeneste [bravoråb, bifald]. De har dermed ikke kun -, tjent deres hjemegn, de har også gjort den europæiske fred en tjeneste. De har sat sig ind for Europas stabilitet og konsolidering. Og at det var Føreren muligt at opbygge en ny hær, og at det på grund af begge disse kendsgerninger, at vi ikke længere er i Folkeforbundet og besidder en ny hær, - at det på grund af begge disse kendsgerninger er os muligt at holde Tyskland uden for verdens klammeri og kriser, kan føres tilbage til den kendsgerning, at Saarområdet igen er gjort tysk. Mændene og kvinderne ved Saarfloden er dermed i ordets bedste betydning blevet den tyske enigheds pionerer og den europæiske freds banebrydere. De har en stor del af æren for, at Tyskland igen har rejst sig som verdensmagt, og at det i dag atter kan spille med på et instrument i folkeslagenes koncert. 

Den tyske nation udbringer for dette denne provins sin tak. Denne tak bliver så meget desto varmere og hjerteligere, når et blik på verden kan overbevise os om, hvordan vi har gjort rigtig i de store tyske udenrigspolitiske beslutninger. For denne verden giver ikke noget fredeligt indtryk, den er hensunken i klammeri, vildfarelser og uorden. Det synes, som havde den for længst glemt Verdenskrigen. Svære kriser ryster Europa. Fra flere landes hovedstæder kommer meldinger om strejker, oprør og barrikadekampe. Folkene selv er faldet ned i det dybeste sjælelige virvar. Parlamentariske regeringer kommer og går. Tyskland har dog i dag styrken og magten til at holde sig uden for dette klammeri. Det er ikke længere medlem af Folkeforbundet og besidder en hær for at beskytte sine grænser. Tyskland kan selv tage skæbnen i egen hånd, og dermed besidder det muligheden for at drive inden- og udenrigspolitik på lang sigt. 

Er det ikke en fredens og velfærdens ø, vi bebygger? Og kan ikke hver tysker med stolthed for sig selv sige, at det i dag igen er umagen værd at leve og arbejde? Har man allerede glemt, at vi har bragt fem millioner mennesker tilbage i erhvervslivet? Vil man da lukke øjnene for det grandiose projekt, de tyske statsbaner - , motorvejene er? Vil man da ikke se, hvilken vidunderlig organisation, Arbeitsdienst***** er. Og vover man endnu at betvivle, at tingene har ændret sig i Tyskland? Tidligere drev vort lands ungdom dovent rundt på arbejdsløshedskontorerne, i dag marcherer de med fædrelandssange på læberne igennem gaderne i vores byer, - er der en, der vover at sige, at alt er blevet ved det gamle! Nej, meget har ændret sig og meget grundlæggende ting har ændret sig. 

Man glemmer kun alt for let det onde fra fortiden, for at bevare det gode, og man ser kun alt for let det onde i nutiden for at glemme det gode. Men selv den mest ondskabsfulde kritiker kan dog ikke bestride, at Tyskland af i dag overhovedet ikke længere lader sig sammenligne med gårsdagens Tyskland! Ser vi bort fra alle materielle succeser, kigger vi kun folket i øjnene – og konstaterer, at det tyske folk igen har lært at le og leve, og at det igen glæder sig over sin tilværelse, og at det igen med mod går til sit arbejde, og at det besidder tiltro til sin regering og sin ledelse. Dette folk er igen blevet i stand til og rede til at tro. Dette folk har igen fået en indre fasthed, det svajer ikke længere som et siv for vinden. Og kan heller ikke længere blive brugt som kastebold i de internationale verdensmagters spil, men står derimod igen fast og sikkert på egne fødder. 

Selvfølgelig har vi bekymringer, vi vil altid have bekymringer. Vi er vokset op med bekymringer og vil engang blive gamle med bekymringer. Der er ikke noget uhæderligt i at bekymre sig om et folks skæbne. Og det er ingen skændsel, ikke17 at sætte sig ind for et folk og forsøge at hjælpe det. Jeg mener ikke, at vi bør skamme os, fordi vi har ligget søvnløse om natten i bekymring for folket. Jeg tror, at folket allerede tilgiver os for, at vi bekymrer os for det! [bravoråb, bifald.] Det kommer heller slet ikke an på, hvorvidt et folk eller en regering har bekymringer. Det kommer kun an på, hvordan de griber bekymringerne an. Om de vil vige uden om bekymringerne eller give op over for bekymringerne – eller om de vil gå til angreb på bekymringerne. Og man kan bebrejde os meget, men at vi ikke har haft mod til at angribe problemerne,- det kan man ved Gud ikke bebrejde os! Vi har allerede – [bravoråb, bifald], vi har allerede taget tyren ved hornene! 

Selvfølgelig kan man bevise, at vi har begået hundrede og sytten fejl. Når en regering laver tusinde ting, så vil den her og der begå fejl, - hvor der handles, der spildes [munterhed]. Vi har handlet, handlet hurtigt og gennemgribende og måtte derfor også sommetider her og der lide nederlag og det vil vi også lide i fremtiden. Men hvem er den farisæer, som kaster den første sten på os? Hvem vil bebrejde os, at vi ved alt det, vi har udført, også her og der har taget fejl? Vores forgængere kunne ikke fejle, for de har ladet tingene løbe, som de ville. Dertil besad vi rigtignok ikke modet, vi har ikke haft dristigheden til passivt og med korslagte arme at iagttage vort folks sammenbrud, tværtimod har vi taget fat. Og har med en overmenneskelig styrke bragt denne mod dalen rullende lavine til standsning og må hver dag blive ved med at holde den, for at folket ikke skal styrte i afgrunden. 

Vil man bebrejde os for det, og tror verden, at den kan sidde til doms over os for det? Verden bør lade os være i fred – sådan, som vi lader den være i fred. Og verden burde beskæftige sig med dens egne bekymringer, - den har vist nok af dem til, at den kan fylde tiden ud [bravoråb, bifald]. Og vores egne problemer kan den roligt overlade til os. Vi giver ikke verden instrukser om, hvordan den skal opføre sig, men verden skal også blive os fra livet med sine råd om, hvordan vi skal opføre os [tilslutning]. 

Vi har ikke til hensigt at eksportere nationalsocialismen til andre lande; vi har forklaret tusinde gange, at nationalsocialismen ikke er en eksportvare [munterhed]. Tværtimod: Hvis det stod til os, ville vi helst gøre den til et varemærke og få patent på den [munterhed]. Hvorfor skulle vi påtvinge andre folkeslag -, andre folkeslag nationalsocialismen! Vi er nemlig af den mening, at et folk bliver stærkere gennem nationalsocialismen. Der er ingen anledning, til at gøre andre folk stærkere, end de allerede er i forvejen! [Munterhed, bifald.] Nej, vi skal nok klare os selv, og verden skulle også klare sig selv. Som enige nationer kan vi omgås hinanden. Hvis verden beskæftiger sig med sine bekymringer, så giver den os mulighed for at beskæftige os med vores. Nationerne ville da have lettest ved at finde broen til hinanden, hvis de ville besinde sig på deres egenart og deres folkelige race. 

For at bygge denne bro, også fra Tyskland over til Vesten, har vi oprettet senderen i Saarbrücken. Ikke kun, for at vi i riget har et åndeligt tilgangssted til Saarområdet, men også, for at Saarområdet dermed har en åndelig forbindelse til andre lande. De skal herfra bygge broen – ikke med en ubestemt civilisation, men med betoningen af vores egenart, der endeligt også er den bedste repræsentation af den tyske ånd. For denne sender skal være bro i verden! Og den skal vise verden rigets enhed, den skal holde vort livs spejl frem for verden! Netop fordi rigets enhed engang her blev truet af rigets fjender, skal rigets enhed være første og sidste programpunkt i radioarbejdet her. For - [bravoråb, bifald], for i denne enhed ligger vores styrke, i vores styrke hviler freden, og i freden hviler vores lykke og rigets velfærd! [Bravoråb, heilråb, stormende bifald.]” 

* Den sidste del af talen fortaber sig i bifald.

** Den nazistiske magtovertagelse var i de første år fulgt af en markant
prisstigning på nogle varer, bl.a. smør.

*** Nazisterne startede en omfattende og omdiskuteret produktion af bl.a.
kunstig benzin og syntetisk gummi for at forberede Tyskland på en evt. krig.

**** Citat fra Goethes Faust (dansk oversættelse v. P. Hansen, 1881, Gyldendalske
Boghandels Forlag s. 47)

***** Fra 26. juni 1935 blev der indført en halvårlig Arbeitsdienstpflicht for alle
mænd og kvinder mellem 18 og 25 år, sideløbende hermed blev die Organisation
des Reichsarbeitsdienstes oprettet.