Kilde: Tale af Goebbels – bogafbrænding

10.5.33 – Berlin, Opernplatz – Bogafbrænding ved Deutsche Studentenschafts demonstration, ”imod den utyske ånd”*

”Mine studiekammerater! Tyske mænd og kvinder! Den outrerede jødiske intellektualismes tidsalder er nu forbi, og den tyske revolutions gennembrud har igen gjort plads for den tyske vej. Da den nationalsocialistiske bevægelse erobrede magten d. 30. januar i år, kunne vi endnu ikke vide, at der kunne blive ryddet op så hurtigt og så radikalt i Tyskland. Den revolution, der da brød ud, var – det kan vi i dag åbent indrømme- af os i lang tid forud og planmæssigt forberedt. Og hvis man i dag undrer sig over, at vi så at sige ryster lovene ud af ærmet: det er ikke noget under, for vi behøver jo kun at overføre vor egen bevægelses lovgivning til staten. Denne revolution kom ikke fra oven, den er brudt frem nedenfra. Den er ikke dikteret, men folket selv har villet den. Den er derfor i ordets bedste forstand fuldbyrdelsen af folkets vilje, og de mænd, der har organiseret, mobiliseret og gennemført denne revolution stammer fra alle lag, stillinger og professioner inden for det tyske folk. Her står arbejderen ved siden af borgeren, den studerende ved siden af soldaten og ungarbejderen, her står den intellektuelle ved siden af proletaren: ét helt folk har rejst sig!

Men dette adskiller denne revolution fra revolten i november 1918** . Dengang brød materialismen igennem, marxismen gjorde krav på valpladsen. Undermenneskenes kræfter erobrede det politiske terræn, og derpå fulgte 14 års utænkelig og ubeskrivelig materiel og åndelig forsmædelse i Tyskland. Denne forsmædelse fik vi alle at føle på egen krop. Enhver arbejder, der mistede sin plads ved maskinen, har følt den. Enhver ungarbejder, der blev nægtet adgang til et arbejde, har følt den. Enhver borger, fra hvem man tog den sidste skilling ud af lommen, har følt den. Enhver soldat har følt den, når han tænderskærende måtte se til, at man ustraffet fik lov til at træde det tyske folks forsvarsberedskab og ære under fode. Også I studerende, der som fortrop for en virkelig revolutionær tysk ånd er blevet drevet bort fra de højere læreanstalter, har følt den, når man, hvis I istemte den tyske nationalsang eller protesterede imod Versailles, trakterede jer med gummiknipler, I, som i 14 år i tavs forsmædelse har måttet finde jer i denne novemberrepubliks ydmygelser. Bibliotekerne blev fyldt op med disse jødiske asfaltlitteraters snavs og smuds. I stedet for, at en tysk opdragelse opdrog tyskerne i Tyskland, og i stedet for, at virkelige folkeførere talte tidens ånds sag fra universiteternes talerstole, forskansede den høje videnskab sig bag paragrafferne og stablerne af akter og retsoptegnelser. Og mens videnskaben efterhånden isolerede sig og lod sig afskære fra livet, har det unge Tyskland for længst allerede genoprettet en ny og færdig rets- og normaltilstand.

Denne rets- og normaltilstand, hvis støtter vi var i oppositionsbevægelsen, er nu, ved magtovertagelsen gennem os, også blevet vor stats rets- og normaltilstand. Den bevægelse, der dengang løb storm mod staten, er nu marcheret ind i staten – ja, endnu mere: den er selv blevet staten! Og de mænd, der dengang førte denne bevægelse imod staten, de er nu indehavere af statsmagten. Og dermed har den tyske stat fået en helt ny virkemulighed. Dermed er det revolutionære tempo, den revolutionære elan og den revolutionære gennemslagskraft, der i de sidste 14 år har besjælet den tyske ungdom, nu blevet til hele statens tempo og elan og gennemslagskraft.

Man skal ikke tage fejl: revolutioner, hvis de er ægte, standser ingen steder! Der findes ingen revolutioner, som kun reformerede eller omstyrtede økonomien, eller politikken eller kulturlivet. Revolutioner er nye verdensanskuelsers gennembrud. Og såfremt en verdensanskuelse virkelig kan gøre krav på denne titel, kan den ikke lade sig nøje med omstyrtende at vælte ét område i det offentlige liv, da må denne verdensanskuelses gennembrud omfatte hele det offentlige liv, intet område må forblive uberørt deraf. Således som den revolutioner menneskene, således vil den også revolutionere tingene! Og til sidst vil masse, folk, stat og nation så være blevet ét og det samme. Det er vi åndelige mennesker klar over: magtpolitiske revolutioner må forberedes åndeligt. I deres begyndelse står ideen, og først når ideen forener sig med magten, vil omvæltningens historiske under stige op derfra. I unge studerende har været bærere, forkæmpere og forfægtere af denne stats unge, revolutionære ide. Og således som I i fortiden havde ret til at løbe storm med den falske stat, ustaten, og slå den ned, således som I havde ret til at nægte de falske autoriteter i denne ustat jeres respekt og jeres agtelse, - således har I nu pligt til at gå ind i staten, at bære staten og at give denne stats autoriteter ny glans, ny værdighed og ny gyldighed. En revolutionær skal kunne alt: han skal være lige så stor en nedriver af noget værdiløst som en opbygger af værdierne. 

Når I studerende benytter jer af retten til at kaste det åndelige smuds i flammerne, så må I også påtage jer pligten til at bane vejen for en virkelig tysk ånd i stedet for dette snavs. Ånden kan læres i livet og i auditorierne, og det fremtidige tyske menneske bliver ikke kun et bogmenneske, men også et karaktermenneske. Og det vil vi opdrage jer til. Allerede som ung at have mod til at se ind i livets nådesløse øjne, at glemme frygten for døden og få ærefrygten for døden igen, - det er denne unge slægts opgave. Og derfor gør I i denne midnatstime bedst i at betro det nedbrydende fra fortiden til flammerne. Det er en stærk, stor og symbolsk handling, - en handling, der skal dokumentere over for hele verden: her synker Novemberrepublikkens åndelige grundlag i jorden, men op fra denne aske vil en ny ånds Fugl Fønix sejrrigt rejse sig, – en ånd, som vi bærer, som vi fremmer, og som vi giver den afgørende vægt og sætter de afgørende præg på. Således beder jeg jer, mine studiekammerater, at stå bag riget og bag de nye autoriteter; således beder jeg jer vie jer til disse arbejdets, pligtens og ansvarlighedens faner; således anmoder jeg jer om ikke kun at forstå disse flammer som symbol på den gamle epokes undergang, men også som den nye epokes opgang. I har allerede tidligt måttet se livet i øjnene. Og kun få af jer er sådan velsignet med lykkens goder, at de uforstyrret og i idel fred kan glæde sig over dette liv. I skal ikke klage over det, for selvom denne unge slægt er blevet fattig på materielle værdier – så har den imidlertid vundet på sjæl! Og jeg tror: aldrig har en studenterungdom været så berettiget som denne til at være stolt af livet, stolt af opgaven og stolt af pligten. Og aldrig har unge mænd som nu med rette kunnet udbryde som Ulrich von Hutten: O århundrede! O videnskaber! Det er en lyst at leve!*** I står nu foran disse opgaver. I de sidste ugers og måneders mægtige demonstrationer har I hen over alle forskelle rakt hånden ud til arbejderne, håndens kammerater, i fabrikkerne og ved stemplingsstederne. De barrierer, der tidligere skilte os ad, er revet ned: folket har igen fundet folket!

Og hvis de gamle ikke forstår det, - vi unge har allerede gennemført det! Når I nu sammen med arbejderne bærer den samme brune æresklædedragt, og når I, uden at man ville kunne kende forskel, marcherer i samme rad -, i den samme række og i samme geled, så lader I det komme synligt til udtryk over for hele verden, at nationen Tyskland igen har forenet sig, i det indvortes og i det udvortes. Det gamle ligger i flammerne, det nye vil stige op ud af flammerne i vore egne hjerter! Hvor end vi står sammen og hvor end vi går sammen, føler vi os forpligtet over for riget og dets fremtid.

Og som så ofte i de tider, da vi endnu kæmpede i oppositionen, således også nu, vor vi holder magten og ansvaret i hænderne, slutter vi os sammen i ét løfte, - i dét løfte, som vi så ofte tidligere, da vi kæmpede om magten, i dybeste kval sendte op mod aftenhimmelen, - i samme løfte, som igen i dag, under denne himmel og omstrålet af denne flamme, skal være en ed: Riget og nationen og vores fører, Adolf Hitler – Heil! [ tilhørerne: ”Heil!”], Heil! [tilhørerne: ”Heil!”], Heil! [tilhørerne: ”Heil!”]”

*Man bør bemærke, at det er vanskeligt at oversætte begrebet ”der
undeutsche Geist” til dansk.

**Altså den revolte, der førte til afsættelsen af Kejser Wilhelm II og indførelsen
af republikken i Tyskland.

*** Ulrich von Hutten var en tysk ridder og reformator fra det 16. århundrede.
Han regnes som en af grundlæggerne af den tyske ”germaner-ideologi”.