Kilde: Øjenvidneberetning: Deporteret som 4-årig

…Så kom den skæbnetunge14. juni 1941, der ødelagde vores familie. Vi havde ikke ventet, at de ville komme for at deportere os. Det var et stykke op ad morgenen og far var allerede gået til sparekassen, hvor han arbejdede som kasserer. I køkkenet var bordet dækket. Jeg så det dækkede bord for mine øjne i samtlige fire sultens år i Sibirien. De, der deporterede os var en kaptajn fra NKVD [ Det hemmelige politi], sognets partiorganisator Erich Leemets, formanden for sognesovjetten Gustav Licholm, en aktivist fra Väike-Maarka ved navn Veintrop og en soldat. Jeg kan huske de åbnede skabsdøre og skuffer, hvorfra tingene var hældt ud, Palmse kommunekontor, hvor vi var sammen med andre familier en lang dag, mens vi ventede på transport. Da der kom en stor bus for at transportere mennesker bort, måtte vi blive tilbage, fordi der ikke var plads til vores familie i bussen. Om aftenen kom der en lastbil, hvor vores familie og vores ting var på. Lige før det blev mørkt ankom vi til Rakvere og vi begyndte at gå ombord i kreaturvognene. I aftensolen så jeg min far for sidste gang, han havde rygsæk på og var på vej mod vognene længere fremme i toget. Alle de efterfølgende begivenheder og sult- og dødsårene i Sibirien kan jeg kun genskabe på baggrund af enlige erindringsbilleder. Jeg må som en af de overlevende bære vidnesbyrd om kommunisternes forbrydelser, som ramte det estiske folk den 14. juni 1941. Jeg husker ikke de lidelser, som vi måtte gennemgå på den lange rejse gennem Rusland til Tomsk-oblasten. Jeg husker dog soldaterne med geværer i lange rækker på de få steder, hvor vi havde tilladelse til at forlade vognen. Jeg var interesseret i de nye omgivelser, byer og mennesker. Jeg forstod ikke, hvorfor det hele skete. På min tantes ordre skrev jeg som 11-årig [efter hjemkomsten til Estland] om mit livs første rejse.”   men hverken min bror eller nogen af os vidste, hvorfor vi var blevet ført bort til et eller andet sted i Rusland”. Vi ankom til Novosibirsk den 3. juli [1941], hvor vi blev sat ombord på en stor pram, hvor der var mellem 780 og 790 estere og næsten 1.100 letter. Fra denne rejse husker jeg den fantastisk store og brede Ob-flod. Det første småbørnsdødsfald på vores pram (den 7. juli) husker jeg ikke. Den 10. juli 1941 ankom vi til Aipolov og vi var på bredden med vores pakker i en stor bunker, hvor vi blev gennemblødte af et stort tordenvejr. Den torden husker alle. Så husker jeg, at tre af os var uden mor på gulvet i et rum, hvor alle mennesker var samme på den måde. Mor var da et andet sted sammen med min døende bror Pear – børn døde på stribe hver dag. Nu ved jeg, at per 1. oktober 1941 var der 33 estiske børn, som var døde i Vasjugan regionen. Da vi sad der på gulvet kom der en kvinde hen til os, talte med os og gav min ældste søster penge, som hun skulle give til mor. Så en måned efter at hun var fyldt otte, var min søster Ell blevet familieoverhoved! Jeg ved ikke, hvem denne estiske kvinde var, men denne gode gerning skal ikke gå i glemmebogen. Efter min bror Pears død rejste  vi sammen med andre familier på en mindre færge op ad Vasjugan-floden til vores endelige bosættelsessted, Det var Medvedka landsby, der var en af de fattigste i området. I Medvedka sultede vi meget. Ob-floden var samme forår gået meget over sine bredder og de lokale indbyggeres kartoffelmarker gav kun ringe udbytte. Jeg husker en lille hytte med kun et rum med en stor russisk ovn. Jeg kan ikke huske, hvornår Enn, min ældste bror, der var den tyndeste af os, døde. Jeg husker den kroniske mangel på mad og det, at mor tog ting med sig og byttede dem for mad, hvorpå vi fik noget at spise. Engang fik hun en håndfuld mel […] Jeg husker vores andet opholdssted i landsbyen, der var større, og derfra husker jeg også værtsfolkene [ familien Vunder blev indkvarteret hos lokale russere]. Den 30. januar 1942 døde mor, som lige havde født sit femte barn, lillebror Jaak-Andres. Han blev født den 12. december 1941. Mors sidste aften har jeg altid husket. Nogle andre estere var på besøg hos os og de sad sammen med mor ved bordet. Dagen derpå var mor der ikke længere […] Af nogle skæbnefæller fik jeg at vide, at min mor døde, mens hun sov med lillebror ved brystet. Og da mor blev kold, så gav barnet på 1½ måned sig til at græde. Jeg kan huske min søster, der sov ved siden af mig på gulvet, og at lillebror lå et stykke tid i en eller anden kasse under loftet. Ell døde om morgenen den 4. april 1941. Hun rejste sig op efter at være vågnet, sukkede dybt og faldt derpå tilbage ned ved siden af mig. Det var afslutningen på hendes liv. Så var vi to tilbage, mig og min lillebror. Det er svært at forstå, hvordan det menneskebarn kunne stå imod i endnu to måneder. Han døde den 20. maj 1942. Fra den dag af har jeg været alene, selvom jeg i årtier håbede på at blive forsonet med min fængslede far, som havde været forsvundet i et halvt århundrede. 

Far døde i december 1941 i Seuvuralag, Stupino lejrpunkt nr. 8. Det fik jeg først at vide i 1990, for sovjetmagten skjulte de dræbtes og i fængslet omkomnes skæbnes for disses nærmest. Jeg mødte nogle mennesker i Tartu, som havde været vidne til min fars død. Fars kollega Kaarel Parveots fra Rakvere hører til de få estiske mænd, som overlevede af de 750, som ankom til dødslejrene i Sosva den 3. juli 1941. I kraft af hans beretning ved jeg, at jeg aldrig får fars faktiske dødsdato at vide, for dødsattesten er ikke korrekt. Det skete mellem 17. december og nytår. Kaarel Parveots var i det rum, hvor min far blev båret ind, efter at være brudt sammen mens han var på skovarbejde.

Samme nat døde han. Foråret og tilsyneladende et mirakel reddede mig fra sultedøden. Da isen var forsvundet fra floden og skibstrafikken begyndte, samlede man sådanne individer som mig ind fra de sultplagede landsbyer og sendte os med pram til børnehjemmet i Aipolovo. Der ankom vi den 22. juni 1942, som der står i registerbogen. Jeg husker svagt den varme sommer og de støvede landsbygader i Aipolovo. Jeg husker et tilfælde, hvor to lokale drenge gav mig tæsk og stjal mit eneste stykke slik eller sukkerknald, som jeg krampagtigt holdt i hånden. Fra Aipolovo blev jeg sammen med et par andre estiske børn i skolealderen sendt til et børnehjem for småbørn i Togur. Fra den rejse husker jeg en pige, der var lyshåret som jeg selv. Sammen med hende forsøgte vi at holde sammen mod dem, der drillede os – vi kaldte hinanden for bror og søster. Nu ved jeg, at hendes navn er Helgi Nurk. Hun kom siden hjem til Estland sammen med mig. Efter ankomsten til Togur er der et stort hul i min hukommelse, som kun kan forklares ved, at sult dræber hjerneceller. Jeg blev syg med et maveonde, som førte mange i døden. Jeg kan huske øjeblikke, hvor jeg åbnede øjnene, så et rum, hvor jeg lå og nogen i en hvid kittel. Jeg var i Togur børnehjems isolationsafdeling. Efter at være blevet rask sent om efteråret eller tidligt på vinteren 1943 kom jeg ud blandt de andre børn. I begyndelsen var der nogle børn, som jeg kunne tale mit eget sprog med. Senere husker jeg øjeblikke, hvor jeg forsøgte at tale estisk med et af disse børn, men der kom ikke et ord over mine læber. Jeg havde glemt mit modersmål og var blevet en del af en gruppe med mange nationaliteter. Det var forbudt at tale på sit modersmål. Børnehjemsbørnene blev opdraget til at være sovjetiske mennesker, og mange af dem blev senere medarbejdere i sikkerhedstjenesten [det hemmelige politi]. 

[…]

Børnehjemmet reddede mig og andre estiske børn fra en sikker sultedød. Kun et par børn af ca. 200 [estiske] børn døde af sygdomme i de sibiriske børnehjem. Jeg husker den sparsomme aftensmad med et par kartofler med skræl, et lille stykke fisk og et glas te. En gang imellem kunne jeg spise mig mæt i svampesuppe, hvis vi selv havde haft rigeligt med svampe med hjem fra skoven. Manglen på mad pinte os hele tiden  - børnehjemsbørnene fik hele tiden med ansigtet mod jorden for at finde noget, som man kunne komme i munden: en frostskadet kartoffel, nogle grønne spirer eller friske fyrreskud.

På børnehjemmet blev vi opdraget til at være overbeviste soldater i den kommunistiske dags tjeneste. Vi levede af hele hjertet med i Den Røde Hærs sejre og opfattede os selv som frontkæmpernes børn og håbede at mødes med vores fædre efter krigens sejrrige afslutning. Jeg husker den enorme begejstring, som ramte børnehjemmet om morgenen den 9. maj 1945, hvor pædagogen løb fra kontoret til vores sovesal med nyheden omkrigens afslutning. Krigens afslutning betød, at postgangen igen kom i gang. Til at begynde med forsøgte jeg at løbe hen til pædagogen, når hun kom med brevene. Men jeg fik aldrig noget brev og til sidst blev jeg klar over, at der jo ikke var nogen, som ville skrive til mig. Når brevene skulle fordeles trak jeg mig tilbage for mig selv i et hjørne og holdt mig beskæftiget. En dag skete der et mirakel. Jeg holdt mig for mig selv og lagde ikke mærke til, at et brev blev råbt op flere gange, og at der ikke var nogen til at tage imod det. Til slut var pædagogen tvunget til at gå hen til mig og hun spurgte, om jeg ikke ønskede at modtage brevet. Det var en stor overraskelse og det åbnede døren til den verden, hvor jeg var kommet fra. Det var i maj 1946 og jeg var ved at afslutte 2. klasse. Brevet var fra min mors søster tante Vanda, som havde søgte efter mig i halvandet år. En god bekendt havde meddelt hende, at Erikas [Peep Vunders mor] børn var alle døde, men at et barn vist var på børnehjem. Fra den dag begyndte tante en stor korrespondance med myndighederne i oblasterne Tomsk, Novosibirsk og Sverdlovsk. Fru Kers [en deporteret] skrev fra Sibirien til tante og fortalte hende, hvor hun skulle lede videre efter endnu et negativt svar. Oven i købet var mit navn på russisk vis blevet ændret til Tispus. Tante skrev, at jeg har et hjem, hvor der var en hest til mig, og den hed Mai. Fra den dag begyndte min lange og svære vej tilbage til det estiske samfund. Jeg svarede på tantes brev og fortalte hende om min families død, som jeg også dengang kun svagt kunne huske.