Kilde: "Hvorfor skal kun serberne straffes?"

Uddraget bragt i Politiken den 28. juli 1995 er læserbrevsskribenten Viggo Bjerrings syn på ansvaret for krigen i Bosnien og er samtidig en kritik af Politikens syn på krigen i Bosnien.

”For Politikens redaktion er sagen nem: Hovedårsagen til konflikten i det tidligere Jugoslavien er alene serberne og deres ledere.

Men serberne var jo fredelige mennesker i 45 år i Forbundsrepublikken Jugoslavien, ligesom kroaterne og muslimerne var det. Og kan det passe, at et helt folk består af overvejende onde individer i dag, hvor racisme ellers er forkastet som princip?

Det, der skete var, at et ægteskab, en storfamilie, gik i stykker (den jugoslaviske forbundsrepublik), og parterne skulle finde en ny tilværelse. I denne fase blev de opflammet af sirenesang fra udlandet, der lokkede med en frihed uden forpligtelser over for familien. Sirenerne fra Tyskland og Danmark var særligt ivrige, det hele kunne ikke ske hurtigt nok. 

Men i skyndingen glemte man at sørge for en deling af boet – huset, haven og de fælles børn. I Jugoslavien drejede det sig om fordelingen af land, byer og landsbyer, kyststrækning, floder og havne, veje og jernbaner, el- og vandforsyning, fabrikker og kraftværker, gæld og formue og det allersværeste, mindretallene i hvert område, specielt i det spegede Bosnien. […]

Dumhederne fortsatte i det tidligere Jugoslavien. Det næste var indførelsen af skærpede sanktioner mod Serbien i maj 1992. Begrundelsen var krigen i Bosnien og Serbiens andel heri på de bosniske serberes side. Men Kroatien har også ført krige i Bosnien og har erobret sin del – kun i mindre omfang, et område, som senere er udråbt til ”Den Kroatiske Republik Herceg-Bosna”. […] Alle serbere føler det dybt uretfærdigt, at de alene skal straffes, medens Kroatien går fri, og følelsen af vrede vokser mod de belønnede og mod FN. […]”