Kilde: Forskellige syn på oktoberrevolutionen

”Med kommunismens fald er det ikke længere nødvendigt at påvise Den Store Socialistiske Oktoberrevolutions ”historisk uundgåelige” karakter. 1917 kunne nu endelige blive en ”normal” genstand for historisk forskning. Desværre er hverken historikere eller vort samfund rede til at brude med den grundlæggende myte om år nul; det år, hvor alt begyndte; det russiske folks lykke eller ulykke.”

Denne kommentar fra en nulevende russisk historiker er et eksempel på en konstans: Firs år efter selve begivenheden står ”slaget om retten til at skildre 1917” stadig på.

For én historisk skole, som man kunne kalde ”liberal”, var Oktoberrevolutionen intet andet end et statskup, som et passivt samfund med vold blev underlagt, et resultat af en velorganiseret sammensværgelse, smedet af en håndfuld disciplinerede og kyniske fanatikere, som ikke havde nogen reel støtte i landet. I dag har så godt som alle russiske historikere, og med dem den dannede elite og lederne af det post-kommunistiske Rusland, tilsluttet sig dette liberale historiesyn. Oktoberrevolutionen frakendes hele sin sociale og historiske tyngde og nyfortolkes som et uheld, der afledte det prærevolutionære Rusland fra dets naturlige kurs, et rigt arbejdsomt Rusland, der var på vej til at blive demokratisk. Det symbolske brud med ”sovjetismens uhyrlige parentes”, der proklameres så meget desto højere og kraftigere, som den ledende elite i virkeligheden og i påfaldende grad er identisk med den tidligere – de tilhørte alle det kommunistiske nomenklatura – udgør et stærkt trumfkort: Det letter det russiske samfund for skyldfølelsens byrde. For en anger, som var så tung at bære under perestrojka-tiden og dens smertelige genopdagelse af stalinismen. Hvis det bolsjevikiske statskup i 1917 kun var et ulykkesfælde, så var det russiske folk kun et uskyldigt offer.

I modsætning til denne fortolkning har den sovjetiske historieskrivning forsøgt at vise, at Oktober 1917 var det logiske, forudsigelige, uomgængelige resultat af en befrielsesproces, der blev igangsat af de ”masser”, som beslutsomt tilsluttede sig bolsjevismen. I sine forskellige udformninger har denne historiografiske bevægelse sammenblandet ”kampen om retten til at skildre 1917” med spørgsmålet om det sovjetiske styres legitimitet. Hvis Den Store Socialistiske Oktoberrevolution var fuldbyrdelsen af Historiens mening, en begivenhed, som viderebragte et frihedsbudskab til folk i hele verden, så forblev det politiske system, institutionerne, staten, som udsprang heraf, trods alle stalinismens mulige fejltagelser, legitime. Det sovjetiske systems sammenbrud har naturligvis fuldstændig aflegitimeret Oktoberrevolutionen og fået det marxistisk orienterede historiesyn til at forsvinde. Det blev, for nu at gentage en berømt bolsjevikisk vending, ”kastes på Historiens losseplads”. Ikke desto mindre forbliver erindringen om dette historiesyn, nøjagtig ligesom erindringen om frygten, lige så levende i Vesten som i det tidligere Sovjet, hvis ikke mere.

En tredje historieskole. Der afviser både den liberale og den marxistiske historieopfattelse, har bestræbt sig på at ”afideologisere” den russiske revolutions historie; dvs., med Marc Ferros ord, at forstå ”hvordan Oktoberopstanden kunne være en massebevægelse, samtidig med at kun et lille antal mennesker deltog i den.” Blandt alle de spørgsmål, som mange historikere, der afviser den i vore dage fremherskende liberalistiske historieskrivning og dens simplificerede fortolkningsmodel, har stillet sig selv om Oktober 1917, er nogle højst centrale. 

[…]

Efter at begivenheden er kommet på afstand og takket være det store antal analyser, som en omdiskuteret og intellektuelt stimulerende historieskrivning har frembragt, forekommer Oktoberrevolutionen os at være samlingsstedet for to bevægelser: På den ene side en politisk magtovertagelse, der skyldes den omhyggelige planlægning af et oprør i et parti, der ved sin aktionsmåde, organisering og ideologi adskiller sig radikalt fra revolutionens øvrige aktører; på den anden en kolossal, mangeartet og selvstændig social revolution. Denne sociale revolution giver sig til kende på mange forskellige måder: Først i form af en umådelig stor bondeopstand, en enorm og gennemgribende bevægelse, der har rødder meget langt tilbage i en historie, som ikke kun er præget af had til jordbesidderne, men også af landbefolkningens dybe mistillid til byen, den ydre verden og enhver form for statsligt indgreb.

[…]