Romeo Dallaire – alle valg har en pris

FN’s øverstbefalende i Rwanda

Den canadiske general Roméo Dallaire var i 1994 udsendt som chef for en FN-militærstyrke i Rwanda. Dallaire og hans soldater fik tidligt besked om truende massakrer mod den ene etniske gruppe, tutsierne, men fik ordre fra FN-hovedkvarteret om ikke at gribe ind. Efterfølgende, fra april til juni 1994, overværede Dallaire folkedrabet på nærmeste hold som ufrivillig tilskuer. I dag er den engang så seje soldat blevet fortaler for anerkendelse af det Post Traumatiske Stress Syndrom blandt soldater. Han har fortalt, hvordan lugten af tropiske frugter i hans lokale supermarked kan få ham til at bryde ud i tårer på grund af de uhyggelige minder, de vækker.

Fredsaftalen og FN-styrken 

Året før folkedrabet fandt sted i Rwanda, blev der indgået en fredsaftale mellem landets præsident Habyarimana og oprørshæren Rwandas Patriotriske Front (RPF). Habyarimana var hutu og havde siddet på magten siden 1973. RPF bestod af tutsier, der var flygtet fra Rwanda på grund af overgreb fra hutuerne, og som nu ville vende tilbage og deltage i det politiske liv. 

Det var kun på grund af meget stort pres udefra, at præsidenten gik med til at underskrive aftalen, da den indeholdt store indrømmelser overfor RPF: tutsierne fik lov til at vende tilbage, og de fik en meget stærk position i hæren. En række højtstående hutuer anså aftalen for at være forræderi mod hutuerne. De begyndte i stedet at overveje, hvordan de kunne slippe af med både Habyarimana og tutsierne. De spredte hadefulde budskaber om tutsierne i radioen, og ungdomsmilitserne Interahamwe og Impuzamugambi blev trænet i forskellige kampteknikker for at forberede sig på til det endelige opgør med tutsierne. 

FN godkendte udsendelse af en fredsbevarende styrke, som skulle overvåge aftalens gennemførelse. Dette betød, at FN-tropperne kun havde begrænsede beføjelser til at bruge våben. Den canadiske general Roméo Dallaire blev udpeget som øverstbefalende for FN-styrken, der fik navnet United Nations Assistance Mission to Rwanda (UNAMIR). 

Huternes våbenlagre 

Da soldaterne ankom til landet sent i 1993 var ekstremistiske hutuer allerede i gang med at importere og lagre massevis af våben. En FN-rapport fra oktober 1993 advarede for første gang om, at situationen indebar en risiko for folkedrab. Advarslerne hobede sig op over de kommende måneder. De pegede på tætte forbindelser mellem ledende politiske figurer, hæren og de ekstremistiske militser, på den ekstremistiske propaganda, der mere og mere åbent opfordrede til drab på tutsier, og mest foruroligende på uddelingen af våben til militserne.  

Mens FN-styrken manglede mænd, våben og en decideret efterretningskapacitet, modtog militserne både træning og våben. Det var ingen hemmelighed, og da det ofte foregik under offentlige politiske møder, var det med accept fra enten præsidenten, eller dem, der stod ham nærmest. 

Tidligt i januar 1994 kontaktede et højtstående medlem af Interahamwe-militsen UNAMIR og fortalte Dallaire, at han kunne hjælpe FN med at finde og beslaglægge våbnene. Han viste dem nogle af lagrene (bl.a. i Habyarimanas eget partis hovedkvarter) og beskrev, hvordan militsernes kunne dræbe op til 1.000 tutsier på blot 20 minutter. Grunden til, at informanten havde kontaktet UNAMIR, var, at det var gået op for ham, at våbnene skulle bruges mod almindelige tutsier og ikke mod RPF. Som betingelse for hans samarbejde ville han havde hjælp til at flygte ud af landet.

”Det vi vil, kan vi også gøre” 

FN-kommandanten Dallaire spildte ikke tiden. Han gik straks i gang med at kontrollere informantens oplysninger og blev overbevist om, at denne talte sandt. Den 11. januar 1994 sendte han en hemmelig fax til FN's afdeling for fredsbevarende operationer i New York, hvori han redegjorde for sin intention om at beslaglægge våbnene indenfor de næste 36 timer for at undgå, at situationen udviklede sig til det værre. Han bad om hjælp til at give informanten asyl i et andet land. Han afsluttede sin fax med ordene: ”Det vi vil, kan vi også gøre. Kom, så gør vi det.”

For en gangs skyld svarede kontoret i New York hurtigt. Allerede næste dag fik Dallaire at vide, at han under ingen omstændigheder måtte gå i gang med at beslaglægge våbnene. Styrkens mandat blev fortolket snævert, således at tropperne i Rwanda ikke måtte beslaglægge våbnene. Dallaire blev i stedet opfordret til at kontakte Belgiens, Frankrigs og USA's ambassader samt præsident Habyarimana og fortælle dem om informantens oplysninger. Mht. spørgsmålet om at give informanten Jean Pierre asyl, kunne FN ikke hjælpe. 

Ikke alene ville New York ikke tillade en bredere fortolkning af mandatet, men FN-diplomaterne fra Kofi Annan, som på det tidspunkt var chef for afdelingen for fredsbevarende operationer, til generalsekretæren Boutros Boutros-Ghali, syntes ikke, at det var værd at informere FN’s Sikkerhedsråd. De mente ikke, at der var nogen chance for at få et bredere mandat, da især USA var modstander af nye FN-aktioner.

General Dallaire uden indflydelse 

Dallaire forsøgte mindst fem gange at overbevise hovedkvarteret om nødvendigheden af at beslaglægge våbnene. Hver gang uden succes. I New York blev han af diplomaterne anset for at være en lidt for ivrig og pessimistisk soldat, der skulle holdes nede. Informantens samarbejde ophørte, da det blev klart, at UNAMIR intet kunne gøre. De ekstremistiske hutuer fik til gengæld vind i sejlene og konkretiserede planer for angreb på især de belgiske FN-styrker, velvidende at dette kunne få Belgien til at trække sine soldater ud. Dallaire rapporterede kort tid efter, at ekstremisterne havde optrappet uddelingen af våben efter, han havde informeret præsident Habyarimana om Jean Pierres afsløringer. 

Under en cocktailfest i Rwandas hovedstad Kigali den 4. april, fortalte den rwandiske general Theoneste Bagosora, bagefter en af nøglefigurerne i folkedrabets udførelse, Dallaire og FN-diplomaterne, at den eneste løsning på Rwandas problem var tutsiernes udslettelse. Få dage senere var præsidenten, premierministeren, ledende moderate politikere og ti belgiske UNAMIR soldater døde. Folkedrabet førte til omkring 800.000 tutsiers død, 2½ millioner flygtninge, og i krig og destabilisering i nabolandet Congo, hvilket igen har resulteret i flere millioner menneskers død.

I løbet af de første dage af folkedrabet blev der flere gange skudt mod UNAMIR, og general Dallaires primære opgave blev derfor at beskytte sine soldater. Han kaldte det ”en defensiv overlevelsesøvelse”.

Efter drabet på ti belgiske soldater fik Dallaire besked på ikke at risikere yderligere tab eller foretage sig noget, som kunne medføre gengældelser fra hutuerne. Han gav ordren videre til sine mænd, selv om han var uenig. 

Efterfølgende skar FN’s Sikkerhedsråd UNAMIR ned til 270 soldater, fordi medlemslandene frygtede yderligere tab blandt deres egne soldater. Dallaire selv blev i Rwanda gennem hele folkedrabet og formåede sammen med sine mænd trods alt at redde flere end 10.000 tutsier. 

Samvittighed eller ordre – hvad skal man følge?

I bagklogskabens klare lys kan man ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis Dallaire havde fulgt sin egen overbevisning og havde handlet uden tilladelse fra bureaukraterne i New York. Den berømte kinesiske militærfilosof Sun Tzu beskriver, hvordan kommandørens ansvar for liv og død i hans øjne gør det nødvendigt i visse tilfælde at nægte at adlyde en ordre. Militærhistorien er fyldt med tilfælde, hvor militærkommandører i felten bruger diverse undskyldninger for at kunne ignorere instruktioner fra deres politiske chefer langt væk. Dog har den moderne kommunikation gjort det sværere for dem at lade som om, de ikke har modtaget instruktioner i god tid. 

Selv om vi ikke kan vide, hvad konsekvenserne havde været, er det meget muligt, at en dristig og effektiv aktion fra FN-styrkerne i Rwanda ville have ændret begivenhedernes gang totalt, og muligvis endda forhindret drabet på hundredtusindvis af uskyldige mennesker. Nogle få målrettede indgreb, såsom beslaglæggelsen af våbnene og en blokering af de hadefulde radioudsendelser, ville have haft en chokerende effekt på de ekstremistiske hutu-grupper. Det havde muligvis fremprovokeret voldelige angreb mod UNAMIR tropperne. Det er også muligt, at sådanne angreb havde gjort det nødvendigt for FN at sende flere tropper.

Det kan være nyttigt at tænke på, hvilke andre konsekvenser en dristig og effektiv aktion ville have haft. Hvis folkedrabet, som vi kender det, virkelig var blevet forhindret af en sådan aktion, så ville det i dag have været svært at vide, at det præcis var denne dristige aktion, der ændrede historiens gang og reddede hundredtusindvis af liv. I stedet ville verden nok udelukkende have fokuseret på den risikable og ”ulovlige” aktion, som førte til øgede spændinger og bevæbnede angreb på FN’s fredsbevarende soldater. Roméo Dallaire ville formentlig være blevet husket i en kort periode som den uberegnelige og farlige ”løse kanon”, der ikke ville adlyde ordrer. Han ville sandsynligvis være blevet kaldt hjem, og der ville nok gå noget tid, før han kunne se frem til en forfremmelse. Han ville stadig den dag i dag skulle overveje, om han gjorde det rigtige eller ej. Uanset hvordan vi vælger, er der altid en pris at betale.

Af Fergus Kerrigan, Dansk Institut for Menneskerettigheder.