Mediernes ansvar

Menneskeliv på samvittigheden? 

Mens titusinder af tutsier systematisk blev slagtet i Rwanda, var den internationale presse mere optaget af et præsidentvalg i Sydafrika. Derfor er medierne medskyldige i folkemordet i Rwanda, siger en ekspert-rapport. Men kan medierne skydes et helt folkemord i skoene?

Fejlagtig rapport gentaget verden over 

Sådan lød en af de allerførste rapporter i den internationale presse, da folkedrabet i Rwanda for alvor begyndte den 6. april 1994. Artiklen blev trykt i den anerkendte britiske avis The Guardian, et døgn efter massakrerne begyndte. Journalisten – den britiske Lindsey Hilsum – var den ene af i alt kun to vestlige journalister, som opholdt sig i Kigali på dette tidspunkt. Hun brugte en diplomat som kilde i sin artikel til at vurdere, hvad der foregik:

Hvad Lindsey Hilsum ikke vidste, var, at diplomatens vurdering var fuldstændig fejlagtig. Og at den ikke desto mindre ville blive gentaget i én uendelighed i medier verden over, og at hendes artikel dermed blev medvirkende til, at der skulle komme til at gå adskillige uger, før det gik op for verden, hvad der faktisk foregik i Rwanda. Ifølge den ekspertgruppe, som i 1996 skrev rapporten "The International Response to Conflict and Genocide: Lessons from the Rwanda Experience" er medierne medskyldige i, at så mange mennesker blev slået ihjel. Det er den hårde konklusion fra rapporten om, hvordan det kunne gå så galt. 

CNN-effekten

I dag spiller de internationale medier en væsentlig rolle på den globale scene. Når vi læser artikler, ser billeder og tv-klip fra katastrofer og konflikter i verden, bliver vi ikke bare opmærksomme på, hvad der sker, men vi bliver også berørte af det, vi får at vide. Tv-billeder af de sultne børn i Somalia i 1992 gik lige ind i hjertet på mennesker verden over, som derfor krævede, at nogen gjorde noget. Den massive tv-dækning og befolkningens krav om handling til politikerne fik USA til at sende marinesoldater til Somalia for at uddele mad. Men medierne var også årsagen til, at de amerikanske soldater i Somalia rejste hjem til USA tidligere end planlagt. Det skete, fordi der blev vist dramatiske billeder af en død amerikansk soldat, der blev slæbt gennem de somaliske gader. Det ville man ikke være med til i USA.

Mediernes fokus påvirker altså både befolkningen og politikerne. Når pressen først kommer på banen, kræver befolkningen, at noget bliver gjort, politikerne bliver presset til handling, og så ruller lavinen; CNN-effekten kaldes det – opkaldt efter den internationale tv-station CNN. 

 

Desværre spiller medierne tilsvarende også en rolle, når nogle konflikter, problemer og katastrofer ikke får gennemslagskraft i offentligheden.

Det var tilfældet i Rwanda. Her var pressen præget af tavshed meget længe. Og da pressen endelig begyndte at røre på sig, var det allerede for sent. Hundredetusinder af tutsier var blevet slagtet. Nu siger kritikere, at mange af disse menneskers liv kunne være blevet reddet, hvis pressen havde gjort noget. Hvorfor gjorde de ikke det? Hvad gik galt? 

Det forsøger Rwanda-rapporten at give en forklaring på. Og det viser sig, at der er flere ting, som gik galt – samtidigt.

Fordomme og frygt for liv

For det første havde pressen andre begivenheder at koncentrere sig om på præcis samme tidspunkt. I Sydafrika var der valg, og 2.500 journalister fra hele verden havde fået tilladelse til at rejse til Sydafrika og dække det historiske valg efter fjernelsen af det racistiske apartheid-regime. Afrika-korrespondenterne og andre var enten rejst til Sydafrika eller havde opmærksomheden rettet mod Sydafrika.

For det andet var journalisternes viden om Rwanda og forholdet mellem hutuer og tutsier meget mangelfuld. Derfor faldt det ingen ind, at begivenhederne var en nøje planlagt og koordineret aktion med det eneste formål at udslette tutsierne. Pressens viden var også præget af det, rapporten kalder ”stereotype fordomme” om Afrika og afrikanere, som - groft sagt - var vilde, barbariske stammefolk, der konstant lå i krig med hinanden. Derfor mente mange, at det ”bare” handlede om forskellige klaner og stammer, der var gået amok på grund af gamle stammestridigheder og nu myrdede løs på hinanden – præcis som de første presserapporter beskrev det. Som der stod i en leder i Dagbladet Politiken i april 1994: ”Her i avisen har De kunnet læse, med hvilken vildskab mennesker fra forskellige stammer har kastet sig over hinanden..” 

For det tredje var antallet af journalister, der rent faktisk var tilstede ved folkedrabets begyndelse og dermed kunne rapportere hjem, meget lille. Af hensyn til sikkerheden valgte de FN-folk i Rwanda, der var ansvarlige for at beskytte journalisterne at sætte kvoter på antallet af journalister, så der højst måtte være 6-7 journalister ad gangen i hovedstaden. Nogle af disse blev også beordret hjem igen af frygt for deres liv og sikkerhed.

For det fjerde var det ikke nemt for journalisterne at arbejde. Det var umuligt at få fløjet foto og videobånd ud af landet. Der var ingen satellitforbindelse i byen før i slutningen af maj måned, så først der kunne journalister rapportere direkte fra Kigali. Samtidig herskede der meget stor uklarhed om, hvad der egentlig foregik, selv blandt diplomater.

For sent ude

Disse og formodentlig flere fakta betød, at det, der blevet skrevet og rapporteret i tv/radio fra Rwanda hurtigt blev forvrængede gengivelser af virkeligheden. Gengivelser, der spredte sig over hele verden, fordi nyhedsmedier, der ikke selv havde en journalist på stedet eller kontakt til folk der, kopierede eller bragte andre mediers rapporter, når de selv ville bringe noget om sagen.

Først i begyndelsen af maj – godt en måned efter massakrerne begyndte i Kigali – fik pressen så småt øjnene op for situationen i Rwanda. Da var valget i Sydafrika overstået og de første rapporteringer om, at der måske kunne være tale om en systematisk udrensning begyndte at dukke op. I Danmark skrev Berlingske Tidendes udsendte medarbejder:

 

Men det var langt fra en vinkel, der spredte sig. I stedet rettede pressen fokus mod den humanitære katastrofe, der var konsekvensen af massakren i Rwanda, og som var en klar, stærk og oplagt historie. Først i Tanzania, hvor 250.000 flygtninge var strømmet til i løbet af et enkelt døgn. Og herefter – en lille måneds tid senere – i byen Goma på grænsen mellem Rwanda og det daværende Zaire (i dag Den Demokratiske Republik Congo), hvor en koleraepidemi begyndte at brede sig, og tusinder af børn blev syge og døde. Goma-historien fik for alvor pressens øjne op for Rwanda. Horder af journalister strømmede til Goma i løbet af juli og august. Men da var det allerede for sent. Folkedrabet havde fundet sted i tre måneder, hundredetusinder var blevet slået ihjel. Siden er mediernes rolle i Rwanda blevet heftigt diskuteret af både journalister og omverdenen. 

 

Beskytter eller tilskuer?

I Danmark siger vi, at pressen er en ”vagthund”, der skal gø højt, når ting ikke foregår som de burde gøre. Samme billede af pressen har man de fleste andre steder i verden. Vi regner med, at pressen fortæller os, hvis der foregår noget vigtigt et eller andet sted, og at den fortæller os sandheden – korrekt og objektivt. Uanset tid og sted. Medierne skal altså være en slags beskytter – en sikker og aldrig svigtende spiller på den verdenspolitiske bane. Medierne skal også beskytte os mod forskellige politiske interesser. Hvis præsident A i A-land siger ét, og præsident B i B-land det modsatte, regner vi med at få fremlagt begge synspunkter objektivt og korrekt, så vi selv kan danne os et indtryk af, hvem der taler sandt. Hvis nogen fortier sandheden, skal medierne afsløre den.

Derfor siger man, at pressen ikke passede sit arbejde i Rwanda.  Ekspert-rapporten "The International Response to Conflict and Genocide: Lessons from the Rwanda Experience" siger det således: ”De internationale medier spillede en blandet rolle i Rwanda-krisen. Mens medierne var en stærk faktor i at generere verdensomspændende humanitær nødhjælp til flygtningene, var mediernes forvrængede rapporteringer om de begivenheder, der ledte op til selve folkedrabet, en medvirkende faktor til, at det internationale samfund ikke gik mere aktivt ind for at dæmme op for folkedrabet.”

Journalister og medier er ikke alle enige i den konklusion. De har forsvaret deres rapporteringer fra Rwanda med, at heller ikke FN eller andre vigtige aktører på den verdenspolitiske scene informerede om, hvad der foregik. Spørgsmålet er derfor, hvor meget skyld pressen kan have. Den prisbelønnede amerikanske krigsreporter Tom Gjelten siger:

Pressen er uafhængig

Derudover vil mange medier slet ikke høre tale om, at andre fortæller dem, hvordan de skal dække en begivenhed. For uanset hvilken konflikt, der opstår i verden, så har alle involverede parter deres egne dagsordener, de gerne vil have medierne til at fremføre - og derfor også hver deres idé om, hvordan begivenheden skal dækkes: Nødhjælpsorganisationerne vil have, at medierne stiller skarpt på de humanitære aspekter af en katastrofe eller konflikt. Menneskerettighedsorganisationerne vil have, at medierne fokuserer på krænkelser af menneskerettighederne. Diplomater og politikere vil have, at medierne rapporterer på en måde, der ikke ødelægger deres forhandlinger. Og andre med særlige interesser vil have medierne til at fokusere på lige netop deres vinkel.

F.eks. kunne man under folkedrabet i Rwanda læse et læseropråb i Dagbladet Politiken fra Burundi-komiteen. Den ville slå fast, at selvom hutuer i Rwanda slagtede tutsier, havde tutsier i Burundi i årevis dræbt hutuer: ”… hvor var journalisterne, da Burundis tutsisoldater korsfæstede en hutukvinde i nov. 93 i det nordlige Burundi?”

Derfor er pressen først og fremmest optaget af egne principper: At fortælle virkeligheden, uafhængigt, redeligt, faktuelt og objektivt – uanset hvem den behager eller hvilke konsekvenser, den måtte have. Som Tom Gjelten siger: ”Vores ledetråd er at fortælle sandheden – uden først at forsøge at identificere, hvilken slags nyheder, der enten skader eller hjælper.”

Alligevel beklager stort set alle journalister og medier, hvad der skete i Rwanda – og senere i det tidligere Jugoslavien, hvor mediernes rolle igen blev genstand for debat. Derfor har der i de seneste år været afholdt en række konferencer forskellige steder i verden, hvor journalister og f.eks. folk fra det akademiske miljø har diskuteret ”ansvarlig rapportering” og i fællesskab forsøgt at formulere fælles regler for ”god opførsel”. 

Et af hovedpunkterne på disse utallige konferencer er, at journalister grundlæggende skal have mere viden om og indsigt i de lande, de skriver om, og f.eks. skal kunne tale sproget, så de undgår at læne sig op ad hinandens rapporteringer. Og, at journalister selvfølgelig skal bestræbe sig på at holde deres egne principper i hævd: Altid at tjekke fakta gennem flere kilder og allerhelst dér, hvor konflikter finder sted.

Af Ulrikke Moustgaard, journalist.