Jugoslavien - et etnisk kludetæppe

Det multietniske Jugoslavien

”Jugo” betyder syd og ”slavien” henviser til de slaviske stammer som i 500-600-tallet invaderede Balkan. Jugoslavien var altså landet, hvor sydslaverne boede. Jugoslavien var det land i Europa, der havde de mest komplicerede etniske forhold. Inden for landets grænser levede over 30 forskellige folkeslag. Ud over sydslaverne var det bl.a. tjekker, slovakker, ukrainere, ruthenere, folketyskere, rumænere, albanere og ungarere. Befolkningsgrupperne varierede i størrelse fra langt over 8 millioner til under 10.000. Særligt Bosnien var præget af republikkens etniske sammensætning og bestod primært af bosniske muslimer, serbere og kroater. 

Religiøst og kulturelt var der forskelle mellem Jugoslaviens republikker, men næsten 90 % af alle Jugoslaviens statsborgere var slaver med et oprindeligt racemæssigt og sprogligt fællesskab.

Forskellige påvirkninger

Historisk set er mange af de skillelinjer, der gennem tiden har delt Europa politisk, kulturelt og religiøst, gået tværs igennem det område, der senere blev til Jugoslavien. Den kristne kirke blev i 1054 spaltet i to konkurrerende kirker – den romersk-katolske og den græsk-ortodokse, under ledelse af henholdsvis paven i Rom og patriarken i Konstantinopel. Det resulterede i en opsplitning af slaverne: slovenere og kroater var primært katolikker og fik et tilhørsforhold til katolicismen, mens de øvrige sydslaver primært blev ortodokse og fik et tilhørsforhold til den græsk-ortodokse kirke. I midten lå Bosnien, der blev påvirket fra begge sider.

Den vestlige del af Balkan, hvor Jugoslavien lå, har været underlagt romerske kejsere, Osmannerriget og Østrig-Ungarn. Og i moderne tid har Jugoslavien været besat af Hitler og Tysklands allierede under 2. Verdenskrig. De mange udefrakommende påvirkninger gjorde Jugoslavien til et multietnisk samfund, hvor forskellige kulturer og religioner mødtes. I perioder lykkedes det dog sydslaverne at skabe uafhængige riger. I løbet af middelalderen var både Serbien, Kroatien og Bosnien selvstændige kongedømmer, hvoraf Serbien var det største. 

Serbien

Serbien var geografisk og befolkningsmæssigt den største republik i det tidligere Jugoslavien. Som selvstændigt land opstod Serbien i begyndelsen af 1200–tallet, og det var også i 1200-tallet, at Serbien tilsluttede sig den græsk-ortodokse trosretning. Det blev begyndelsen til en tæt forbindelse imellem kirken og det serbiske folk, der stadig er gældende, og som er med til at gøre den ortodokse kristendom til en central del af det serbiske folks identitet.

Serbien havde sin storhedstid fra midten af 1200-tallet og til første halvdel af 1300-tallet. Da Serbien i 1350 var størst, omfattede landet foruden den sydlige del af nutidens Serbien også hele det nuværende Kosovo, Albanien og store dele af Nordmakedonien og Grækenland. Den serbiske storhedstid sluttede med tyrkernes og Osmannerrigets invasion af Europa. I 1389 led serberne nederlag til tyrkerne på Solsortesletten. Nederlaget har fået en næsten mytisk glans over sig og spiller en stor rolle i det serbiske folks historie. Selv om serberne gjorde modstand, varede det tyrkiske overherredømme i flere århundreder. 

I 1800-tallet dannedes et serbisk fyrstedømme omkring Beograd. Det udviklede sig gradvist til en trussel mod Balkans nye stormagt Østrig-Ungarn. Det var Serbiens og Østrig-Ungarns stridigheder, som førte til, at den bosnisk-serbiske teenager Gavrilo Princip i et attentat i Sarajevo juni 1914 myrdede den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og dennes hustru.

Gavrilo Princip er ofte blevet betegnet som ”serbisk nationalist”. Det var han ikke. Han kæmpede for et forenet sydslavisk land, hvor alle slaver kunne bo i en fælles nation og tale et fælles sprog, som var deres eget – et ønske, der opstod i 1800-tallet som reaktion på de mange århundreder under fremmed herredømme for de sydslaviske folk. Men bagmændene, der havde trænet, bevæbnet og støttet Gavrilo Princip og hans medsammensvorne attentatmænd i Sarajevo den junidag, var serbiske nationalister. De arbejdede alle i den serbiske efterretningstjeneste, hvor de havde dannet en hemmelig gruppe kaldet ”Den sorte Hånd”.

Dobbelt-drabet førte lynhurtigt til en eskalerende diplomatisk strid mellem Østrig-Ungarn og Serbien. En måned efter attentatet bombarderede østrig-ungarske kanonbåde på Donau-floden Beograd og invaderede Serbien, hvorefter 1. Verdenskrig brød ud. 

Kroatien

Kroatien er det af det tidligere Jugoslaviens lande, som tidligst blev en egentlig stat. Den romersk-katolske og den græsk-ortodokse kirke, ledet af henholdsvis paven i Rom og patriarken i Konstantinopel, førte omkring år 1000 et missionskapløb på Balkan. Dette medførte en religiøs opdeling af slaverne og gjorde katolicismen til den dominerende religiøse retning i Kroatien, hvilket den stadig er i dag. 

Fra middelalderen og helt frem til 1918 var Kroatien underlagt Ungarn og Ungarns konge. Ligesom serberne blev også kroaterne berørt af Osmannerrigets indtog i Europa. Osmannernes invasion af Europa delte Kroatien, så de østlige dele i 1550 var under osmannisk herredømme.

Kroatiens deling mellem flere besættelsesmagter og mellem den islamiske og kristne trosretning gjorde landet til en vigtig sidste kristen skanse mod yderligere osmannisk invasion af Europa. Mange serbere, der flygtede fra den tyrkiske besættelsesmagt, fik lov til at slå sig ned som en slags soldaterbønder i Kroatiens grænseegne. Området blev til en særligt administrativ region, der på tysk kom til at hedde ”Militärgrenze”. I dag er navnet ført videre i det serbiske og kroatiske ord ”krajina”, som betyder grænseland. Det kaldes regionen stadig.

På trods af Kroatiens splittelse mellem forskellige imperier fortsatte unionen med Ungarn frem til 1. Verdenskrigs afslutning i 1918. Men igennem 1800-tallet øgedes spændingerne imellem kroaterne og ungarerne, og de endte i kroatisk oprør. Kroatien opnåede politisk og kirkelig løsrivelse fra Ungarn. Kroatien blev dog ikke en selvstændig nation efter 1. Verdenskrig, men tvunget ind i et fornuftsægteskab med de øvrige sydslaviske folkeslag i det, der blev forløberen for Jugoslavien – nemlig ”Kongedømmet af serbere, kroater og slovenere”.

Bosnien

Bosnien er opkaldt efter floden Bosna. Navnet optræder for første gang i kilder fra 900-tallet som beskrivelse af et område, der beherskes af serberne. Omkring år 1180 blev Bosnien reelt en selvstændig region under ungarsk overherredømme. 

Bosnien var det sidste af kongerigerne på Balkan, som holdt stand imod Osmannerrigets invasion. Først i 1463 faldt den sidste bosniske konge, men modstanden mod overherredømmet fortsatte i mange år. Alligevel blev den islamiske påvirkning særligt stor i Bosnien, hvor den særlige bosniske kirke forsvandt til fordel for Islam. Denne kirkes tilhængere blev kaldt bogomilerne, opkaldt efter en bulgarsk tiggermunk, Bogomil, der havde gjort oprør mod al den luksus, som den ortodokse kirke omgav sig med. Bogomil fik specielt mange følgere i Bosnien. Og den katolske pave stemplede hurtigt bogomilerne som ”kættere” – dvs. afvigere fra den rette tro, som ifølge paven var den katolske. ”Kættere” var nogen, som rettroende havde lov til at forfølge. En serbisk fyrste bad i 1200-tallet paven om lov til at føre korstog mod kætterne i Bosnien. Forfølgelserne gjorde, at bogomilerne i Bosnien var langt mere lydhøre over for osmannernes islam.

Da tyrkerne i sidst i 1600-tallet definitivt blev fordrevet fra Centraleuropa og godt 200 år senere også fra det meste af Balkan, havde den islamiske tro slået rod. Islam er fortsat den fremherskende trosretning i Bosnien. Landets tre store etniske grupper, bosniske muslimer, ortodokse serbere og katolske kroater levede dengang forholdsvis fredeligt sammen. 

I 1800-tallet ændredes den fredelige sameksistens. Stridighederne førte til kampe, en forværring af Bosniens økonomiske forhold og til øgede sociale spændinger. I 1878 besatte Østrig-Ungarn Bosnien. Besættelsen forbedrede økonomi, levestandard og infrastruktur i Bosnien. Ligesom resten af det østrig-ungarske og det tyske kejserrige gennemlevede Bosnien de næste godt 35 år en meget hurtig økonomisk udvikling i det, der i begge kejserriger blev kaldt ”Die Gründerzeit” – ”iværksætter-perioden” med voldsom vækst inden for industri, minedrift, transport og byggeri.

Men Bosniens serbere og selve Serbien var forbitrede over den østrig-ungarske besættelse – Serbien havde haft planer om selv at besætte det osmannisk kontrollerede Bosnien, men blev altså overhalet af Østrig-Ungarn.

Den serbiske vrede blev forstærket, da Østrig-Ungarn i 1908 annekterede Bosnien. Det dårlige forhold mellem de to lande kulminerede, da den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, blev myrdet af den bosniske serber Gavrilo Princip. Et attentat, der udløste 1. Verdenskrig. Princip var teenager, da han begik attentatet, og dermed slap han med fængsel for livstid. De af hans medsammensvorne, der var fyldt 20, blev alle dømt til døden. Princip selv nåede dog ikke at opleve afslutningen på den krig, hans attentat havde ført til. Han døde af tuberkulose i sin celle i foråret 1918.

Det første Jugoslavien  

Den 1. december 1918, efter 1. Verdenskrigs afslutning, dannedes det første Jugoslavien. Den nye stat blev døbt ”Kongeriget af serbere, kroater og slovenere”. Unionen bestod af Serbien, som også omfattede Makedonien og Kosovo – og siden afslutningen på 1. Verdenskrig også Montenegro, der ellers gennem århundreder havde været et selvstændigt fyrsten- eller kongedømme – samt Kroatien, Slovenien og Bosnien.

Kongedømmet var fra begyndelsen præget af uenighed, ulighed og skiftende regeringer. Serberne fremstod efter 1. Verdenskrig som sejrherrer, mens både slovenere, kroater og bosniere som værnepligtige i Østrig-Ungarn havde kæmpet på tabernes side. Desuden udgjorde serberne langt den største befolkningsgruppe og kom hurtigt til at fremstå som den dominerende part i en sammensat nation.

Serbere fik førsteret til de bedst lønnede offentlige stillinger. Der var f.eks. ikke en eneste muslim i den sydslaviske nations første regering. Ud af 54 statslige topembedsmænd i ministerierne var der ikke en eneste muslim. Det samme gjorde sig gældende inden for politi og forsvar.

Modsætningerne voksede hurtigt. I juni 1928 kom det så vidt, at lederen af Kroatiens største parti, Bondepartiet, sammen med to partifæller blev dræbt af skud af en anden politiker under en debat i parlamentet i Beograd.

I 1929 afsatte kong Aleksander regeringen. Kongen overtog selv magten og omdøbte landet Jugoslavien. Kong Aleksanders enerådige ledelsesform forstærkede de nationale modsætninger, og han blev ved et attentat i 1934 myrdet af en kroatisk nationalist. Kongen blev erstattet af prinsregent Pavle, som var ved magten i 1941, da den jugoslaviske regering efter langvarigt tysk pres indgik en pagt med Tyskland.

Samarbejdsaftalen blev mødt med stor utilfredshed i befolkningen og i serbiske militære kredse. Den engelske efterretningstjeneste planlagde sammen med serbiske officerer et kup mod prins Pavle. Englænderne håbede, at Jugoslaviens opsætsighed kunne binde tyskerne til krig på Balkan. Kuppet blev gennemført og prins Pavle og hans regering afsat, mens han var på ferie i Slovenien. Jugoslavernes oprør gjorde Hitler rasende og førte til Tysklands invasion af Jugoslavien.

 

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.