Folkedrab - et omstridt begreb

Hvorfor en ny betegnelse?

Den polsk-jødiske advokat Raphael Lemkin var optaget af ungtyrkernes massakrer på armenierne i 1915-18. Over 1 million armeniere døde som følge af sult, deportationer og henrettelser. På trods af at størstedelen af den armenske befolkning var blevet udslettet, fandtes der ikke en betegnelse, der kunne beskrive forbrydelsens enorme omfang.  

I 1921 blev Lemkin interesseret i sagen om Soghomon Tehlirian, en armenier, der var anklaget for mordet på den tidligere ungtyrkiske indenrigsminister Talat Pasha i Berlin. Mordet var, ifølge Tehlirian selv, hævn for ministerens afgørende rolle i drabet på armeniere under 1. Verdenskrig. I Lemkins øjne var det paradoksalt, at dette mord var en forbrydelse, der hørte under loven, mens udryddelsen af det armenske folk ikke var det på samme måde. I sit essay fra 1933 ”The Crime of Barbarity” forsøgte Lemkin at imødegå denne problematik ved at argumentere for, at det daværende Folkeforbund skulle lovgive imod at udrydde nationale grupper. Lemkins motivation var altså dobbelt: Han ønskede dels at kunne definere denne type forbrydelse, dels at skabe et juridisk grundlag for at kunne retsforfølge de skyldige. 

Begrebet ”folkedrab” opstår

Som jøde under 2. Verdenskrig var Lemkin selv i en udsat position. Han flygtede derfor fra Polen til Sverige og dernæst til USA. Han oplevede nazisternes invasion af Polen og mistede utallige pårørende under Holocaust. Lemkin bed mærke i, at selvom forsøget på at udrydde hele det jødiske folk blev anerkendt som uhyrligt, fandtes der ikke et begreb, som kunne rumme omfanget af nazisternes forbrydelser, hverken under national eller international lov. For at kunne straffe de ansvarlige for de mange millioner døde var der brug for et nyt juridisk redskab. Derfor introducerede Lemkin i bogen ” Axis Rule in Occupied Europe” (1944) for første gang begrebet ”genocide”(på dansk ”folkedrab”). Ordet genocide blev til ved at kombinere det græske ord genos (familie, stamme, race) med det latinske –cide (at dræbe eller slå ihjel). Lemkin brugte ”folkedrab” til at beskrive:

En koordineret plan af forskellige handlinger rettet mod ødelæggelsen af livsvigtige grundlag hos nationale grupper, med den hensigt at udrydde selve gruppen. Planens formål er opløsningen af politiske og sociale institutioner, af kultur, sprog, nationalfølelse, religion, og den økonomiske eksistens for nationale grupper, og ødelæggelsen af den personlige sikkerhed, frihed, sundhed, værdighed og liv for individer der tilhører sådan en gruppe.

Det er værd at hæfte sig ved nogle aspekter af denne definition. I Lemkins oprindelige forståelse var folkedrab rettet mod ”nationale grupper” - ikke grupper i almindelighed. Desuden lagde han vægt på, at ødelæggelsen af en gruppes livsgrundlag, kultur samt politiske og sociale institutioner også faldt under kategorien folkedrab. Han definition fokuserede altså ikke udelukkende på egentlige massedrab, men også på de mere indirekte handlinger rettet mod at udrydde en gruppe. Lemkins definition blev udgangspunktet for det, der senere blev den accepterede definition af folkedrab i international lov, dog med den undtagelse at FN’s folkedrabskonvention også inkluderer etniske, racemæssige og religiøse grupper. 

Folkedrab – en international forbrydelse

Lemkin arbejdede målrettet på at gøre folkedrab til en international anerkendt forbrydelse, og det lykkedes for ham, da FN i 1948 vedtog Konventionen om forebyggelse og straf af forbrydelsen folkedrab. Da konventionen var blevet ratificeret (dvs. endeligt tilsluttet) af 20 lande i 1951, trådte den i kraft. 

Ifølge konventionen er et folkedrab et bevidst forsøg på helt eller delvist at tilintetgøre nationale, etniske, racemæssige eller religiøse grupper. Folkedrab identificeres som enhver af nedenstående handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en af de fire grupper: 

• at dræbe medlemmer af gruppen,
• at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
• med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
• at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen,
• med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.

Læs mere om folkedrabskonventionen

Brug og misbrug af begrebet ”folkedrab” 

Man kan kalde folkedrabskonventionen et juridisk værktøj eller en international køreplan for, hvordan man (muligvis) kan forhindre folkedrab og straffe gerningsmændene. Men selvom FN-konventionen definerer folkedrab, er begrebet meget omdiskuteret og bliver ofte brugt misvisende. Spørgsmålet om, hvilke eksempler på massevold og massedrab, der kan kategoriseres som folkedrab, er vanskeligt af flere grunde. For det første er forskerne på området uenige om, hvad der præcist afgør, om noget kan kaldes et folkedrab eller ej. Stridighederne gælder ikke mindst, når diskussionen går på tværs af de forskellige tilgange hos fx jurister, sociologer, filosoffer, politologer og historikere.  

For det andet kan brugen af begrebet være meget politisk kontroversielt – og betydningsfuldt for de involverede parter. Brugen af ”folkedrab” eller anerkendelsen af, at denne betegnelse burde blive brugt, ses af forskellige aktører som fx en forhånelse af deres nation, begrundelse for erstatningskrav, en forpligtelse til international intervention, en anerkendelse af ofrenes lidelser uden hvilken, de ikke kan komme videre etc. Alt dette afgør ikke, om en hændelse rettelig bør kaldes folkedrab, men det siger noget om, hvorfor der er så meget polemik omkring brugen af betegnelsen.

Endelig er brugen af betegnelsen knyttet til en forestilling om, at folkedrab er den værste af alle forbrydelser, og mærkatet ”folkedrab” bliver derfor brugt politisk, moralsk mv. som et opråb om, at noget helt uhyrligt er ved at finde sted eller har fundet sted. Det kan bruges som tilsværtning af politiske modstandere eller for at få opmærksomhed omkring en sag, der kan have meget lidt med en bevidst udryddelse af en gruppe at gøre.