Materiale om Oktober '43

Her finder du henvisninger til mere information om oktober '43. Listen nedenfor indeholder bøger og artikler samt links til andre sites og undervisningsmaterialer, som du kan bruge til din videre læsning .

  • Bak, Sofie Lene, Jødeaktionen oktober 1943. Forestillinger i offentlighed og forskning, Museum Tusculanums Forlag, 2001
    Sofie Bak fortæller, hvordan historien om aktionen mod de danske jøder har været skildret i de tres år, der er gået siden aktionen. Sofie Bak stod bag den store udstilling på Det kgl. Bibliotek i efteråret 2003 om antisemitisme i Danmark.
     
  • Bak, Sofie Lene, Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-1945, Dansk Jødisk museum, 2010
     
  • Bak, Sofie Lene: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen. Gyldendal  2012
    Bogen handler om, hvordan det gik de omkring 8.000 danske jøder, som efter krigen vendte hjem fra Sverige til Danmark. Nogle kom hjem til boliger, der stod, som de havde forladt dem. Andre oplevede, at have mistet deres hjem, og at deres ejendele var stjålet eller solgt.
     
  • Bak, Sofie Lene: Indtil de vender hjem. Københavns Socialtjeneste og de danske jøder 1943-45 (pdf). I: Strenge tider – København i krig og fred 1943-49, Henningsen, Peter & Mariager, Rasmus (red.), Københavns Stadsarkiv 2006, s. 11-43
    Ved at følge linket kan du få adgang til kapitlet, Indtil de vender hjem, som beskriver det arbejde, Københavns Socialtjeneste gjorde for at tage vare på de hjem og ejendele, som danske jøder var blevet nødt til at efterlade i forbindelse med deres flugt til Sverige.
     
  • Bak, Sofie Lene: Dansk antisemitisme 1930-1945. Aschehoug 2004
    I denne afhandling, undersøger historiker Sofie Lene Bak den danske antisemitisme, som den kom til udtryk i årene 1930-45. Mens afhandlingen peger på, at mange danskere var villige til at hjælpe deres jødiske landsmænd, tegner den også et billede af, at det langt fra var alle, der stillede op.
     
  • Bertelsen, Aage, Oktober 1943. Oplevelser og tilstande under jødeforfølgelsen i Danmark, Gyldendal 1952
    Personlige erindringer om opbygningen af Lyngby-gruppen, en cirkel af folk omkring forfatteren og hans kone, som gjorde et stort arbejde for at bringe jøder over Øresund til sikkerhed i Sverige. Bogen beskriver, hvordan gruppen hurtigt skabte kontakt til andre grupper, og betydningen af bred folkelig opbakning.
     
  • Bjarke Følner: Mindesmærker og erindringskultur. Efterskrift i: Bak, Sofie Lene: Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45. Dansk Jødisk Museum 2010.
    Artiklen handler om de mindesmærker, der blev sat i Danmark i efterkrigstiden. Bjarke Følner fortæller om de mange forskelligartede mindeplader, sten mv. der ihukommer den danske modstandsbevægelse, flygtningehjælpere mv. 
     
  • Blüdnikow, Bent: Min fars flugt. Berlingske Media Forlag 2013
    Bent Blüdnikow har skrevet en bog om sin far, Benjamin, der måtte flygte til Sverige under besættelsen. Sammen med ni andre jøder, sejlede Benjamin Blüdnikow ud i en robåd, der skulle fragte dem fra det besatte Danmark til sikkerhed i Sverige. Et par kilometer ude kæntrede båden, og alle ombordværende, inklusive et lille barn, endte i Øresunds kolde vand. Syv blev reddet; tre druknede.
     
  • Den 2. Verdenskrig 1939-45“ (leksikon) Poulsen / Kirchhoff / Trommer. Gyldendal, 2002 
  • Her kan du finde oplysninger om 2. Verdenskrig i sin helhed – artiklerne er skrevet af tre besættelsestidshistorikere fra Københavns, Odenses og Århus´ universiteter.
     
  • Frederiksen, Peter, Danmark – besat og befriet, Systime 2000
    Peter Frederiksens kildehefte er det nyeste danske kildehefte om besættelsen. Det tager flere af de emner op, som er behandlet af historikerne de sidste ti år – som ”tyskertøse”, de danske SS-frivillige og de tyske flygtninge i Danmark efter krigen. 
     
  • Gads leksikon om dansk besættelsestid 1939-1945, red. af Kirchhoff / Lauridsen / Trommer. Gad , 2002
    Dette leksikon tager sig af besættelsestiden.
     
  • Geverts, Karin Kvist: Ett främmande element i nationen. Svensk flyktingpolitik och de judiska flyktingarna 1938-1944. Uppsala 2008
    I afhandlingen undersøges den svenske flygtningepolitik under 2. verdenskrig og efter befrielsen. Forfatteren forsøger at svare på spørgsmålet om, hvordan man kan forklare det modsætningsfulde i, at Sverige på den ene side må opfattes som ”de gode” redningsmænd, men at der på den anden side kan findes flere tilfælde på accepteret antisemitisme blandt personer, som arbejdede for de svenske myndigheder. Afhandlingen er på svensk.
     
  • Hæstrup, Jørgen, …til landets bedste. Hovedtræk af departementschefsstyrets virke 1943-45, 1966.
    Bogen handler om tiden efter 29. august 1943
     
  • Kirchhoff, Hans: Den gode tysker. Gyldendal 2013
    G.F. Duckwitz er kendt som ”den gode tysker”, fordi han var manden, der i 1943 advarede de danske jøder mod den kommende jødeaktion. I biografien om G.F. Duckwitz skildrer Hans Kirchhoff Duckwitz’s karriere og tid i Danmark.

  • Kirchhoff, Hans, Augustoprøret 1943, Bd. 1-3, Gyldendal, 1978
    Hans Kirchhoffs værk om augustoprøret i 1943 beskriver baggrunden for aktionen mod de danske jøder måneden efter.
     
  • Kirchhoff, Hans, Kamp eller tilpasning - Politikerne og modstanden 1940-45, Gyldendal, 1987
    Hans Kirchhoffs kildehefte til gymnasiebrug fra 1987 koncenterer sig om det danske dilemma gennem hele besættelsen: Skulle man tilpasse sig – eller yde modstand? 
     
  • Kirchhoff, Hans (red), Nyt lys over oktober 1943, Syddansk Universitetsforlag, 2002
    Det tidligere ”Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier” (nu en del af Dansk Institut for Internationale Studier) afholdt i 2001 en konference om den nyeste forskning omkring oktober 1943 – bogen indeholder de forelæsninger, der blev holdt den dag. 
     
  • Kreth, Rasmus & Michael Mogensen, Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943, Gyldendal, 1995
    En glimrende og forholdsvis kritisk introduktion til oktoberdagenes baggrund, deportationsplanerne, organiseringen og omfanget af redningsaktionen og tyskernes rolle i flugten.
     
  • Levin, Elias, Mine erindringer om mit ophold i Theresienstadt, Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, 2001
    Ikke alle danske jøder blev reddet. Næsten 500 havnede i Theresienstadt – Elias Levin fortæller her sine erindringer fra opholdet. 
     
  • Lidegaard, Bo: Landsmænd. Politikens Forlag 2013
  • Bo Lidegaards fortælling om de danske jøders flugt til Sverige tager udgangspunkt i samtidige kilder, dagbøger og dokumenter, som er skrevet af de flygtende, deres forfølgere og af hjælpere samtidig med, at begivenhederne fandt sted. Bogen indeholder 14 kapitler, som hver især handler om én af de 14 dage, som var afgørende for de mange danske jøders flugt til Sverige.
     
  • Mogensen, Michael: Det danske flygtningesamfund i Sverige og ”jødespørgsmålet” 1943-45. I: Johnny Laursen m.fl. (red.): I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen. Århus 2000, s. 150-160
    Ved at følge linket kan du få adgang til artiklen, Det danske flygtningesamfund i Sverige og ”jødespørgsmålet” 1943-45. I artiklen undersøger Michael Mogensen den antisemitisme og modstand, de danske jøder mødte i Sverige efter flugten fra Danmark.
     
  • Nilsson, Kirsten: De gemte børn. Den ufortalte historie om de jødiske børn, der i 1943 blev efterladt af deres forældre. Gyldendal 2012
    Da nazisterne i 1943 indledte forfølgelsen af de danske jøder, flygtede hovedparten af jøderne til Sverige. En del af dem efterlod deres børn i Danmark, fordi de vurderede, at livet som ’gemt barn’ ville være mere sikkert end et liv på flugt. I Kirsten Nilssons bog fortæller 11 af disse børn om, hvordan det at være ’gemt barn’ har præget resten af deres liv.
     
  • Sode-Madsen, Hans (red), Dengang i Theresienstadt, Det mosaiske Troessamfund, 1993
    En samling artikler om de danske jøders ophold i Theresienstadt. 
     
  • Sode-Madsen, Hans (red), I Hitler-Tysklands skygge - Dramaet om de danske jøder 1933-1945, Aschehoug Dansk Forlag, 2003
    Bogen rummer den nyeste forskning og er udgivet i anledning af 60-året for redningen af de danske jøder. 
     
  • Stein, André: Skjulte børn. De overlevede Holocaust. Royal 1995
    Bogen indeholder ti historier om ’skjulte børn’, som var de jødiske børn, der blev holdt skjult hos ikke-jødiske personer under Holocaust. Historierne er fortalt fra de skjulte børns eget perspektiv.
     
  • Mogensen, Michael, Otto Rühl og Peder Wiben, Aktionen mod de danske jøder oktober 1943 – flugten til Sverige, Systime, 2003 
    Det nyeste kildehefte specielt om aktionen mod de danske jøder – indeholder hidtil ikke offentliggjorte kilder, bl.a. breve fra flygtningene skrevet straks efter ankomsten til Sverige.
     
  • Rünitz, Lone, Danmark og de jødiske flygtninge 1933 – 1940. En bog om flygtninge og menneskerettigheder, Museum Tusculanums Forlag, 2000
    Lone Rünitz tager et emne op, som hidtil ikke havde været genstand for den store opmærksomhed: Hvilken holdning havde Danmark til de mange tyske jøder, der i årene efter Hitlers magtovertagelse i 1933 prøvede at slippe væk fra nazismen? 
     
  • Tortzen, Christian, Gilleleje oktober 1943 – under jødernes flugt, København, 1970
    Tortzens bog indeholder en spændende samling afskrifter af dokumenter og interview fra Gilleleje. Tilsammen giver de et bredt indblik i forskellige aspekter af forholdene i området, organiseringen og omfanget af redningsaktionen samt motiverne bag.
     
  • Yahil, Leni, Et demokrati på prøve. Jøderne i Danmark under besættelsen, Gyldendal, 1967
    Det klassiske storværk om de danske jøderne under besættelsen, aktionen mod dem i oktober 1943 og redningen af størstedelen til Sverige. Om end fremstillingen af danskernes indsats nok er en smule romantiseret, er denne bog fortsat en af de mest omfattende og detaljerede værker om baggrunden for og udførelsen af redningen. Dette værk er grundlæggende for den senere forskning i emnet.

Links til relevant undervisningsmateriale

Flugten 43 - et interaktivt kort over København
Omfattende hjemmeside fra Københavns Stadsarkiv med fokus på autentiske oplevelser af flugten til Sverige i oktober 1943. Via et interaktivt kort over København har du mulighed for at studere flugten nærmere, og gå på opdagelse i de dramatiske oktoberdage, hvor 2.000 københavnske familier måtte flygte over Øresund. Fortællinger og rapporter er markeret på kortet, hvor du også finder gemme- og opsamlingssteder og kan se, hvor flugtruterne gik. Siden indeholder også lyd- og filmkilder.

Live-Tweet om jødeaktionen
Denne live-tweet fortæller om dag-til-dag udviklingen af jødeaktionen i 1943. Billund Museum står bag tweeten, der tegner et billede af begivenhederne som de fandt sted for 70 år siden. Hvis du følger linket, kommer du ind på Twitter, hvor du kan se fotografier og læse mere om, hvad der skete. Du kan også gå ind på museets blog om jødeaktionen 1943, hvor nogle tweets er uddybet yderligere.
Meget omfattende dansksproget webside om aktionen mod de danske jøder, arrestationerne såvel som redningsaktionen over sundet. Rigt kildemateriale om aktionens politiske baggrund, udførelse, henholdsvis flugten til Sverige og deportationerne til Theresienstadt, persongalleri, tidslinje, litteraturliste, billeder m.m

Oktober 1943 som AT-forløb
Skal du arbejde med oktober 1943 som AT-forløb, finder du inspiration på denne hjemmeside. Hjemmesiden er indrettet som en idébank, hvor man inden for de enkelte fag bliver introduceret til måder at arbejde med oktober '43, besættelsestiden eller Holocaust på. Under de enkelte fag finder du endvidere relevant materiale om emnet samt en udvidet litteraturliste, som kan være brugbar, hvis du vil vide mere eller skal lave et større projekt. Website knyttet til dokumentarfilmen The Danish Solution: The Rescue of the Jews in Denmark (se nedenfor). Indeholder blandt andet en oversigt over redningsaktionens historie og tidslinie fra Hitlers overtagelse af magten i Tyskland til krigens afslutning; forholdsvis detaljeret for perioden omkring redningsaktionen. På engelsk.

http://www.aforcemorepowerful.org/ 
Website knyttet til dokumentarserien A Force More Powerful, som beskæftiger sig med forskellige eksempler på ikke-voldelig modstand i det 20. århundrede, herunder redningen af de danske jøder. Inkluderer beskrivende materiale, analyser, tidslinier, mv. Websitet udmærker sig ved at have en række ressourcer for undervisere, herunder forslag til undervisningstemaer, litteratur, mv. På engelsk.

"Oktober 1943" på EMU – Danmarks Læringsportal
På ”EMU – Danmarks Læringsportal” kan du finde elektronisk materiale, fx undervisningsforløb og kildemateriale, som kan bruges i undervisningen. Hvis du følger linket, kommer du direkte til en række materialer, som er relevante for arbejdet med de danske jøders flugt til Sverige. For eksempel kan du læse private breve, der blev kopieret af det svenske sikkerhedspoliti, og som fortæller om selve flugten kort efter at det var lykkedes at komme til Sverige. Materialet er udarbejdet til historieundervisningen på HF og STX, men de forskellige kilder kan også være interessante, hvis du er elev på en af de andre ungdomsuddannelser eller i grundskolen. 

http://www.ushmm.org/outreach/denmark.htm
En introduktion til redningen af de danske jøder, blandt andet med billed- og videomateriale og links til kort over redningsruter, forklarende tekster om begivenheder refereret som baggrund for jødernes situation, f.eks. ‘Final Solution’, m.m. På lettilgængeligt engelsk.

http://www.holocaust-uddannelse.dk
Et dansksproget gennemarbejdet website, der fungerer som leksikon, interaktiv bog samt undervisningsmateriale om Holocaust.

www.folkedrab.dk/temaer/holocaust-benaegtelse
En undervisnings- og oplysningswebside om Holocaust-benægtelse og kildekritik på nettet. Udover artikler om benægtelse af Holocaust indeholder siden også information om benægtelse af andre folkedrab, bevæggrunde bag benægtelse af folkedrab, antisemitisme mm.. Siden indeholder desuden en lang række temaartikler, unikt kildemateriale, diskussionsoplæg, arbejdsspørgsmål, quizzer samt en lærervejledning.

Tema om Theresienstadt
en undervisningswebside om de danske jøder i nazisternes kz-lejr Theresienstadt under 2. Verdenskrig. På websiden kan man gratis se dokumentarfilmen "THERESIENSTADT – danske børn i nazistisk fangenskab". På siden findes yderligere materiale og baggrundsinformation om den tyske besættelse af Danmark, de danske jøder og Theresienstadt: historiske artikler, personlige beretninger, digte, kort, billeder, tegninger og andet kildemateriale.

Andet relevant materiale

Intolerance i Europa – før og nu 
DIIS har udgivet undervisningsmaterialet Intolerance i Europa – før og nu. Materialet er rettet mod grundskolens 7.-9. klassetrin og sætter fokus på antisemitisme og andre former for intolerance i Danmark og Europa. Mere end 2000 års antisemitisme relateres til aktuelle problemstillinger: Hvad betyder fordomme, fjendebilleder og forskelsbehandling for vores samfund i dag? Intolerance i Europa – før og nu består af tre undervisningshæfter, der i et historisk såvel som et nutidigt perspektiv behandler problematikker forbundet med antisemitisme, fjendebilleder, racisme og diskrimination. Derudover medfølger ordlister samt en udførlig lærervejledning. Materialet er oplagt for fag som historie, samfundsfag, dansk og kristendom.  

Dilemmaspillet "Folkedrabet på Bantikka"
Dansk Institut for Internationale Studier, Holocaust- og folkedrab, har udviklet dilemmaspillet "Folkedrabet på Bantikka". Spillet sætter fokus på nogle af de dilemmaer og spørgsmål, som forskellige aktører står overfor i forbindelse med et folkedrab, herunder lokale indbyggere, FN-soldater, udenrigsministre samt det øvrige internationale samfund.

Efter folkedrab – en flerfaglig undervisningsbog
“Efter folkedrab” er udarbejdet af Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier i forbindelse med Auschwitz-dag 2007. Bogen diskuterer i elleve kapitler de spørgsmål, der rejses, når en uhyrlig fortid skal bearbejdes. Hvert kapitel behandler temaet ud fra ét fagspecifikt perspektiv og giver elever og lærere et grundlag for diskussion af to udvalgte problemstillinger. Bogen suppleres af kilder og kommenterede bibliografier her på siden.

Undervisningsmateriale om filmen Der Untergang
Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier har produceret et omfattende undervisningsmateriale til folkeskolen og ungdomsuddannelserne om den tyske film Der Untergang. Materialet kan bruges inden for fag som tysk, historie, samfundsfag, religion og dansk, men også tværfagligt. 
Undervisningsmaterialet er bygget op omkring tre temaer: ”Hitler – magt og menneske”, ”At dø for Hitler – børn og unge i Det Tredje Rige” og ”Det tyske folk som gerningsmand – og offer?”. Det indeholder desuden tidslinjer, persongalleri, ord- og begrebsforklaringer samt historisk baggrund og lærervejledning. 

Undervisningsbog "... I skal fortælle det ..."
Bogen ”… I skal fortælle det…”, som er en oversættelse af den svenske bog ”…Om detta må ni berätta…”, handler om Holocaust og nazisternes forfølgelser i Europa 1933-45 og henvender sig primært til elever i folkeskolens ældste klasser men kan også bruges i undervisningen på gymnasier og andre ungdomsuddannelser. Bogens 11 kapitler introducerer eleverne til mange forskellige sider af Holocaust. Eleverne kan læse om jøder i ghettoerne, på de lange deportationer, og til sidst i koncentrationslejrene. Samtidig giver bogen et billede af baggrunden for Holocaust, tiden op til Anden Verdenskrig og forfølgelsen af Europas jøder. Bogen er illustreret med tidslinjer, fotografier og tegninger og har også en ordliste, som forklarer svære ord. I denne danske oversættelse er der desuden tilføjet et kapitel om Danmark og Holocaust. Her fortælles blandt andet om den danske flygtningepolitik under Anden Verdenskrig og om redningen af de danske jøder til Sverige i oktober 1943. ‘…I skal fortælle det…’ forefindes i klassesæt på amtscentre og pædagogiske centraler og er siden udgivelsen blevet distribueret gratis til hundredvis af skolelærere over hele landet.

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information