Kilde: Vidneudsagn fra politimand Tögel, medlem af Einsatz-kommando 10a
Vidneudsagn om en henrettelsesaktion, hvor jøder blev skudt ved siden af en brønd, som de faldt ned i.
”En yderligere hændelse, som jeg husker, var en storstilet henrettelse ved skydning, som fandt sted ved en brønd på vejen til Kachowska. Der var et hul i steppen på omkring seks-syv meter ved kanten. Tæt ved var rækker af korn.
[…]. Vi politifolk blev kørt til denne brønd i mandskabsvogne. Der var ikke en landsby i sigte i miles omkreds. Der var ikke engang en lade i nærheden. Ofrene – flere hundrede eller måske endda tusind, mænd og kvinder – blev transporteret på lastvogne. Jeg kan ikke huske, om der var nogen børn. Disse mennesker blev tvunget til at ligge ned eller knæle omkring 100 meter fra brønden i en lavning, som var blevet udhulet af regnen, og at tage deres overtøj af dér. De blev stillet op ti ad gangen ved siden af brønden og blev så skudt af en timandspeloton, hvoriblandt jeg selv var. Når de blev skudt, faldt folk forlæns ned i brønden. Nogle gange blev de så skræmte, at de sprang ned i live. Pelotonen blev udskiftet mange gange. På grund af det psykologiske pres, som også jeg var udsat for ved skydningen, kan jeg ikke længere, uanset hvor meget jeg prøver, sige, hvor mange gange, jeg stod ved hullet, og hvor mange gange jeg blev afløst.
Selvfølgelig skete disse skydninger ikke på den rolige måde, hvormed vi kan diskutere dem i dag. Kvinderne skreg og græd, og det gjorde mændene også. Nogle gange forsøgte folk at flygte. De mænd, hvis job det var at få dem til at stå stille ved brønden, råbte og skreg også. Hvis ofrene ikke gjorde, som de fik at vide, blev der slået. Jeg husker især en rødhåret SD-mand, som havde en ende kabel med sig, som han brugte til at slå folk med, når aktionen ikke gik, som den skulle. Mange kom imidlertid til eksekutionsstedet uden modstand. Ikke fordi de havde noget alternativ.”