Kilde: Beretning om udryddelsesaktionen mod jøderne i Sluzk, oktober 1941

Områdekommissæren
Sluzk, 30. oktober 1941
Til generalkommissæren i Minsk

HEMMELIGT
Vedrørende jødeaktionen.
Under henvisning til telefonsamtale af 27. oktober 1941 meddeler jeg Dem hermed følgende skriftligt:

Den 27.10 om morgenen ved ottetiden meldte en premierløjtnant fra den 11. politibataljon sig og præsenterede sig som adjudant for sikkerhedspolitiets bataljonskommandør. Premierløjtnanten forklarede, at politibataljonen havde fået til opgave at likvidere samtlige jøder i Sluzk om to dage. Bataljonskommandøren var på vej med sin bataljon bestående af fire kompagnier (heraf to kompagnier litauiske partisaner), og aktionen måtte iværksættes straks. Hertil svarede jeg, at jeg under alle omstændigheder først ville drøfte aktionen med kommandøren. Omtrent en halv time senere ankom politibataljonen til Sluzk. Som ønsket fandt samtalen med kommandøren da også sted straks ved ankomsten. Jeg forklarede kommandøren, at aktionen ikke lod sig gennemføre uden forudgående planlægning, da alle var sendt til andet arbejde, og at det ville give et frygteligt kaos. 

Jeg pointerede, at det var hans pligt i det mindste at give besked en dag i forvejen. Jeg bad ham så udsætte aktionen en dag. Han afviste det med den begrundelse, at han skulle gennemføre aktionen i alle byer, og at han kun havde to dage til sin rådighed i Sluzk. I løbet af de to dage skulle Sluzk være fri for jøder. Jeg nedlagde straks protest, idet jeg påpegede, at en likvidering af jøderne ikke skulle ske vilkårligt. En stor del af de endnu bosiddende jøder var håndværkere, og disse håndværkerfamilier kunne ikke undværes, da de var nødvendige for forretningslivets opretholdelse. Jeg gjorde endvidere opmærksom på, at hviderussiske håndværkere praktisk talt ikke findes, og at alt forretningsliv således ville blive sat i stå på én gang, hvis alle jøder blev likvideret. 

Til sidst i vores samtale anførte jeg, at alle arbejdere, der var uundværlige, var udstyret med legitimationspapirer, og at man således ikke kunne fjerne dem fra fabrikkerne. Det blev endvidere aftalt, at alle byens jøder skulle bringes til ghettoen for at blive sorteret. Jeg ville nemlig heller ikke tillade, at håndværkerfamilierne blev likvideret. To af mine medarbejdere skulle stå for sorteringen. Kommandøren modsagde mig på intet punkt, så jeg havde således ingen grund til at tro, at aktionen ikke skulle blive gennemført på denne måde. Få timer efter aktionens begyndelse viste de første problemer sig imidlertid. Det viste sig, at kommandøren overhovedet ikke havde holdt sig til vores aftale. Samtlige jøder blev på trods af vores aftale hentet i værksteder og fabrikker og transporteret væk. En del af jøderne blev ganske vist sendt over ghettoen, hvor det lykkedes mig at sortere dem fra, men mange blev sat på lastbiler og blev kørt direkte uden for byen, hvor de uden videre blev likvideret. Kort efter middag kom der fra alle sider klager over, at fabrikkerne ikke længere kunne køre, fordi man havde fjernet alle de jødiske håndværkere. 

[...] Når jeg i øvrigt skal kommentere udførelsen af resten af aktionen, må jeg med største beklagelse sige, at det grænsede til sadisme. Byen var under aktionen et skrækkeligt syn. Med ubeskrivelig brutalitet hentede de tyske politibetjente og ikke mindst de litauiske partisaner jøderne, men også mange hviderussere, ud af husene og forsamlede dem. Overalt i byen knaldede skuddene, og jødernes lig hobede sig op i gaderne. Hviderusserne havde stort besvær med at slippe ud af de forsamledes rækker. Bortset fra, at jøderne blev behandlet meget råt for øjnene af hviderusserne, blev disse også slået med gummiknipler og geværkolber. Der kunne ikke længere tales om en jødeaktion, snarere en revolution. 

Jeg blev der hele dagen sammen med mine medarbejdere for at redde, hvad redde kunnes [sic]. Flere gange måtte jeg bogstaveligt talt med revolveren i hånden drive tyske betjente og litauiske partisaner ud af fabrikkerne. Også mit gendarmeri var beskæftiget på denne måde, men de måtte flere gange trække sig tilbage på grund af det heftige skyderi. Det hele var mere end grusomt. Om eftermiddagen stod et par panjevogne [speciel østeuropæisk vogntype] med heste herreløse på gaderne. Jeg bad kommunen tage sig af dem. Det viste sig, at det drejede sig om jødiske køretøjer, der skulle køre ammunition for hæren. Man havde simpelthen revet jøderne ned af vognen og ført dem bort uden at bekymre sig om køretøjet.

Jeg var ikke til stede ved nedskydningen uden for byen, så jeg kan ikke sige noget om brutaliteten i den forbindelse. Det rækker vist også at anføre, at nogle af de skudte gravede sig fri længere tid efter, at gravene var blevet kastet til. [...].

Afslutningsvis ser jeg mig nødsaget til at meddele, at politibataljonen under aktionen plyndrede i uhørt grad. Det skete ikke kun i jødiske huse, men også hos hviderussere. Alt værdifuldt, såsom støvler, læder, stof og guld, tog de med. Det er blevet mig oplyst af nogle soldater, at jøderne fik revet deres ure fra sig på åben gade.