Vietnam i Cambodia – befrielse eller besættelse?

Fra 1975-1979 slog Cambodjas ’Røde Khmerer’ godt 1,7 millioner cambodjanere ihjel. Den vietnamesiske hær befriede det cambodjanske folk fra dets rædsler. Men det, der umiddelbart lignede en befrielse, skulle vise sig at blive en 10 år lang besættelse.

Vietnams flag

Vietnams rolle

Der er altid mange parter og interesser i væbnede konflikter, og ofte har et land eller en befolkning flere forskellige roller. Det er forholdet gennem tiden mellem Cambodja og Vietnam et godt eksempel på. Den vietnamesiske minoritet i Cambodja blev enten myrdet eller sendt på flugt under de kommunistiske Røde Khmerers folkemord. Efterfølgende var det Vietnam, der befriede landet fra dets bødler. Men befrielsen udviklede sig til en besættelse, fordi Vietnam fastholdt sin militære tilstedeværelse i Cambodja i 10 år. 

Med hvilke øjne skal man se på sådan en periode, og hvordan skal man forholde sig til Vietnams rolle som offer, befrier og besætter? Er det legitimt at opretholde en besættelse med henvisning til, at man genopbygger landet og bekæmper de tilbageværende fjender? Det er et spørgsmål, der er relevant for alle krigsførende lande at stille sig selv.

Cambodja: Helvede på jord

Cambodjas folkemord varede kun knap fire år, fra den 17. april 1975 til den 9. januar 1979, men det kostede et sted mellem 1/4 og 1/3 af landets befolkning livet. De kommunistiske Røde Khmerer ville igennem en social revolution af det cambodjanske samfund skabe den ultimative bondestat under navnet Demokratisk Kampuchea. Målet var et klasseløst samfund, der var økonomisk uafhængigt af omverdenen. Af den grund skulle befolkningen i fællesskab dyrke Cambodjas jord, hvilket betød, at alle byboer blev tvangsflyttet ud på landet. Både bønder og tidligere byboere arbejdede hårdt i landbrugskollektiver eller lejre, hvor brutalitet, sult og henrettelser hørte til hverdagen. 

En ældre mand er flygtet og har søgt tilflugt i Thailand. 1979 © UN Photo by John Isaac

Alt, hvad vi forstår som naturlige dele af et normalt liv, blev ødelagt. Det var forbudt at praktisere nogen form for religion. Man måtte ikke eje andet end nogle få nødvendigheder, så som gryder og det tøj, man havde på, og almindeligt familieliv var forbudt. Den eneste familie, folk måtte have, var partiet eller Angkar - ’organisationen’ - som man kaldte de Røde Khmerer. Mange steder blev familier derfor skilt ad, og mænd, kvinder og børn blev sendt i hver deres lejre. Folk døde i tusindvis, mest af alt af sult, sygdom og hårdt arbejde. Man regner endvidere med at cirka 300.000 blev henrettet eller tortureret til døde. 

I de knap fire år De Røde Khmerer havde magten, lukkede Cambodja sig om sig selv. Ingen kunne komme ind eller ud af landet uden tilladelse fra De Røde Khmerers ledelse. De få udenlandske besøgende og journalister, som blev lukket ind, så kun, hvad ledelsen ønskede, de skulle se. Der nåede derfor ikke mange informationer om landets og befolkningens tilstand ud til omverdenen. Heller ikke Cambodjas naboer, deriblandt Vietnam, havde mange chancer for at vide, hvor slemt det egentlig stod til. I det hele taget var kommunikationen minimal mellem de to lande, fordi De Røde Khmerer opfattede Vietnam som en fjende frem for en kommunistisk broderstat.

”Utaknemmelige som krokodiller” – Vietnam set fra Cambodja

Cambodja og Vietnam havde i flere århundreder haft et anstrengt forhold til hinanden. Klemt mellem den thailandske ”Tiger” og den vietnamesiske ”Krokodille” har Cambodja kæmpet for sin selvstændighed og sine landegrænser.

Historisk set var den sydlige del af Vietnam, kaldet Kampuchea Krom (Nedre Cambodja), en del af Cambodja indtil det 16. århundrede. Tabet af landet står stærkt i mange cambodjaneres bevidsthed og er medvirkende årsag til, at Vietnam betragtes som en historisk fjende. De Røde Khmerer forsøgte at udnytte Cambodjanernes hadske indstilling til Vietnam i deres nationalistiske propaganda, der havde til formål at få Kampuchea Krom tilbage til Cambodja fra Vietnam. 

Som en del af propagandaen skrev de Røde Khmerer, sandsynligvis lederen Pol Pot, et manifest, der skulle vise Vietnams angiveligt imperialistiske hensigter. Det blev udgivet under titlen ’Le Livre Noir’ eller ’The Black Paper’. Teksten er baseret på direkte historieforfalskning, myter og fortællinger om Vietnam og Cambodjas forhold, og viser Pol Pots paranoide og nationalistiske retorik. Med henvisning til cambodjanernes had til Vietnam forsøgte Pol Pot at retfærdiggøre sine egne kampagner mod Vietnam og vise den folkelige støtte, som han mente, at de Røde Khmerer havde til deres nationale projekt; at rense Cambodja for vietnamesere og få Kampuchea Krom tilbage. Der står for eksempel:

”Kampucheas folk, der er ofre for vietnamesernes annekteringer og aggressive adfærd, og som af den grund har mistet en stor del af deres Kampuchea Krom territorium, bærer et dybt nationalt had mod de angribende, annekterende og opslugende vietnamesere" (The Black Paper, Phnom Penh 1978).

For Pol Pot var der ikke langt fra teori til praksis. Hans nationalistiske retorik udviklede sig til en decideret forfølgelse af det etniske mindretal af vietnamesere, der boede i Cambodja. Den enkelte vietnameser blev betragtet som en repræsentant for staten Vietnam, og derfor var alle vietnamesere pr. definition fjender af Demokratisk Kampuchea.

Etnisk udrensning

Hovedparten af de omkring 1,7 millioner, der døde under De Røde Khmerer var ganske almindelige cambodjanere. Der var dog nogle mindre grupper, der skilte sig ud, heriblandt Cambodjas etniske og religiøse mindretal. For eksempel blev det muslimske cham-folk dræbt eller tvunget til at assimilere sig, og deres religion, traditioner, påklædning med mere blev forbudt. 

Hårdest gik det dog ud over vietnameserne. De første seks måneder af Demokratisk Kampuchea blev hovedparten af de etniske vietnamesere tvunget på flugt over grænsen til Vietnam. Men den 1. april 1977 udstedtes en ordre fra Demokratisk Kampucheas hovedkvarter om, at alle vietnamesere, alle cambodjanere, der talte vietnamesisk, og alle, der bare var venner med vietnamesere, skulle arresteres og overgives til sikkerhedspolitiet (Santebal). I praksis var det en ordre om likvidering af alle vietnamesisk-sindede. Folk, der ikke blev slået ihjel på stedet, døde ofte i forbindelse med fængselsophold.

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange vietnamesiske civile, der faktisk døde, og hvor mange, der nåede at flygte til Vietnam. Det skyldes, at der ikke er noget klart overblik over, hvor mange vietnamesere, der opholdt sig i landet, da de Røde Khmerer tog magten. Det foregående regime under præsident Lon Nol havde nemlig de samme stærke anti-vietnamesiske og nationalistiske holdninger, og tusinder var allerede inden De Røde Khmerers magtovertagelse sendt på flugt til Vietnam. Den vietnamesiske regering har anslået, at der sidst i 1960’erne boede cirka 600.000 vietnamesere i Cambodja. Det står dog klart, at kun de få, der kunne skjule deres vietnamesiske oprindelse for de Røde Khmerer, overlevede.

Den vietnamesiske invasion

Hvem, der i virkeligheden optrappede konflikten mellem Vietnam og Cambodja, er uklart, men de Røde Khmerer intensiverede deres angreb på landsbyer langs Vietnams grænse i begyndelsen af 1977. Under natlige angreb myrdede soldaterne de vietnamesiske indbyggere og raserede byerne. Provokationerne var ikke til at overse for den vietnamesiske regering. De måtte gøre noget for at forsvare deres landsbyer. Den vietnamesiske hær invaderede derfor Cambodja for at stoppe angrebene, og i januar 1979 var landet befriet. Soldaterne vandrede forholdsvis problemfrit ind i Cambodja og jog de trætte og udmattede Røde Khmerer på flugt mod bjergene langs grænsen til Thailand.

Det internationale samfund var ikke begejstret for Vietnams befrielse og besættelse af Cambodja. Med Vietnams besættelse blev Cambodja en vigtig brik i den kolde krig. Bag Vietnam stod Sovjetunionen, og Vietnams invasion af Cambodja medførte en ubalance i forholdet mellem den kolde krigs parter. Især USA og Kina følte sig truet af deres fjenders fremrykning og måtte indse, at den eneste reelle militære opposition til Vietnam i området var de Røde Khmerer. Derfor skete det mærkelige, at de Røde Khmerer nu blev støttet igennem resten af 1980’erne af både USA, FN og andre lande, deriblandt Danmark. Folkemord eller ej, Vietnams besættelse af Cambodja var på det tidspunkt uacceptabelt set med ikke-kommunsitiske øjne. Derfor medførte den en stærk fordømmelse og en accept af de Røde Khmerer, som de uretmæssigt afsatte magthavere. Dette var således ikke blot en krig mellem Vietnam og Cambodja, men også mellem de to landes allierede.

I Cambodja så tingene helt anderledes ud. Der var kaotiske tilstande. Folk ledte efter overlevende familiemedlemmer, og mange anede ikke, i hvilken del af landet de overhovedet selv befandt sig. Midt i alt dette var det svært for befolkningen at vurdere, hvor stor truslen fra Vietnam egentlig var; var den vietnamesiske hær befriere eller besættere? Folk var lykkelige for at se de vietnamesiske soldater bevæge sig gennem landet og indtage den ene landsby efter den anden. De kom med frihed. Men samtidig frygtede det cambodjanske folk, hvad der ville ske bagefter. Den hær, den cambodjanske befolkning var blevet opdraget til at frygte, skulle nu sikre genopbygningen af landet og tilmed forsvare befolkningen mod de tilbageblevne grupper af Røde Khmer soldater. Mange civile søgte mod de store flygtningelejre langs grænsen til Thailand, rygterne gik, at derfra kunne man komme til USA, hvis man var heldig.

Flygtninge fra Cambodja, Vietnam og Laos indregistrerer sig i et transitcenter i Thailand. 1979 © UN Photo by John Isaac

Den vietnamesiske genopbygning af Cambodja

Fra 1979 eksisterede Demokratisk Kampuchea ikke længere, men blev erstattet af ’Folkerepublikken Kampuchea’. Vietnam indsatte en regering bestående af afhoppede cambodjanske kommunister, der havde overlevet De Røde Khmerer i Vietnam. Regeringen havde dog ikke meget at sige selv. De fleste større beslutninger blev truffet i samråd med Vietnam, og bag enhver cambodjansk minister sad en gruppe af vietnamesiske rådgivere. Vietnamesernes mål var at skabe et kommunistisk samfund som deres eget, men det var også at skaffe sig en regering, der var villig til at fungere som militær og politisk allieret.

Set fra den cambodjanske befolknings side var det dog ikke den manglende administrative og politiske frihed, der bekymrede dem mest. Det skræmte dem, at vietnamesiske indvandrere frit kunne passere grænsen og slå sig ned i Cambodja. De kom som en del af den massive genopbygning af landet, der nu begyndte. Millioner af kroner blev brugt på infrastruktur, hospitaler, skoler og administration. Vietnam sad alene med hele regningen, for i protest mod besættelsen af Cambodja havde det internationale samfund, med USA og FN i spidsen, standset al hjælp til udvikling og genopbygning.

Genopbygningsprojektet var enormt, og uroen i landet betød, at man hele tiden gik to skridt frem og et tilbage. Hvad der blev genopbygget den ene dag, blev måske ødelagt af kampe mellem de Røde Khmerer og vietnameserne den næste. De fleste folk med uddannelse og viden (læger, lærere, håndværkere, intellektuelle og administratorer) var døde af det hårde arbejde eller var blevet dræbt af De Røde Khmerer som led i virkeliggørelsen af idealet om det "oprindelige" bondesamfund. På grund af manglen på ressourcepersoner måtte man skaffe den nødvendige viden og arbejdskraft udefra. Der var brug for vietnamesernes kompetencer, og det rygtedes i Vietnam, at der kunne tjenes gode penge i Cambodja. Samtidig begyndte cambodjanere af vietnamesisk oprindelse, som var flygtet til Vietnam i begyndelsen af 1970’erne, at vende tilbage.

Vietnams popularitet falder

For mange cambodjanere lignede det en invasion af civile vietnamesere oven i den militære invasion. Man regner med, at mellem 100.000-200.000 soldater deltog i besættelsen, men med dem fulgte rådgivere, administratorer, bygningsarbejdere osv. Derudover havde Vietnam efterhånden fuldstændig kontrol med Cambodjas økonomi, udlandshandel og værdifulde naturressourcer. Til trods for at der i begyndelsen af 1980’erne stadig var områder med under- og fejlernæring blev tonsvis af ris eksporteret til Vietnam. Taknemligheden for befrielsen fra de Røde Khmerer blev derfor afløst af vrede over, at Vietnam år efter år fortsat havde den reelle magt i landet. Det lignede mere og mere det cambodjanerne igennem århundreder havde frygtet - en langsom indlemmelse i Vietnam. 

Efter 1989 havde Cambodja ikke længere samme strategiske betydning for USSR og Vietnam, og Vietnam havde derfor ikke længere ressourcer til eller interesser i at fortsætte besættelsen af Cambodja. Vietnam begyndte at trække tropperne tilbage, men da havde krigen kostet cirka 55.000 vietnamesiske soldater og et ukendt antal Røde Khmerer og civile livet. Cambodja skiftede igen navn, denne gang til ’Staten Cambodja’, og en yderst kompliceret fredsproces begyndte. Vietnams rolle var udspillet. Problemerne ophørte dog ikke med tilbagetrækningen. De Røde Khmerer fortsatte deres guerillakrig, også op gennem 1990’erne, og lagde brænde på det nationalistiske bål med deres anti-vietnamesiske propaganda mod både staten Vietnam og især de vietnamesere, der havde slået sig ned i Cambodja. Først i 1998 da Pol Pot døde gik de sidste rester af De Røde Khmerer helt i opløsning. 

Hadet på ny

Hvor mange vietnamesiske indvandrere, der reelt set bosatte sig i Cambodja i 1980’erne, er uvist. Den vietnamesisk støttede regering anslog tallet til 90.000, mens de Røde Khmerer mente, at helt op til to millioner vietnamesere slog sig ned. Det er et tilbagevendende problem, at vietnamesere fra de fattige landområder i Vietnam krydser den lange og forholdsvis ubevogtede grænse til Cambodja i et forsøg på at opnå et bedre og rigere liv. 

Mange af de rygter og myter, som De Røde Khmerer satte i gang, er blevet til sandheder eller i hvert fald noget, mange cambodjanere tror på. Hvis nogen for eksempel opfører sig i strid med cambodjansk skik, stemples vedkommende som vietnameser. På den måde fungerer Vietnam og vietnameserne som en modsætning, som cambodjanerne kan bruge til at definere sig selv imod som nation og som folk. Disse fordomme og mytespredning er med til at holde den nationalistiske retorik i live og sikrer, at hadet mod vietnameserne blomstrer på ny. 

I sommeren 2003 var der valg i Cambodja, og igen blev de etniske vietnamesere, deres efterkommere og de nye vietnamesiske indvandrere brugt af politikerne til at score lette point hos vælgerne. Alligevel gør Vietnam ikke meget for at hjælpe med at løse de to landes grænsestridigheder og har også modsat sig at modtage illegale indvandrere udvist fra Cambodja.

Det er svært at lægge låg på en så gammel konflikt, og gradvist ændrer den historiske hukommelse om konflikten sig også. De yngre generationer af cambodjanere, der ikke selv oplevede De Røde Khmerers folkemord, har svært ved at sætte Vietnams besættelse af Cambodja i perspektiv. Det var en besættelse med alt, hvad det indebar af negative elementer for befolkningen. Det var dog også en befrielse, som betød beskyttelse mod De Røde Khmerer og genopbygning af Cambodja. Vietnam betalte også en pris for sin indblanding både økonomisk og i form af civile og de kæmpende soldaters liv. 
Så hvem har/havde ret og hvem har/havde uret i sine besættelser, mord, udrensninger, grænsedragninger – i sin propaganda og sine løgne?

Af Sofie Schousboe Laursen, specialestuderende (etnografi) ved Århus Universitet.

 

 Litteratur

På dansk

Marcher, Anette og Frederiksen, Peter: "De Røde Khmerer. Folkemord og forsoning i Cambodja" Frydenlund 2002
Folkekirkens Nødhjælp: ”For fredens skyld” 2001. Et hæfte om forsoning og historie.

På engelsk

Morris, Stephen J.: ”Why Vietnam invaded Cambodia”, Stanford University Press 1999. Meget god og detaljerig analyse af Vietnams besættelse af Cambodja.
Gottesman, Evan: ”Cambodia after the Khmer Rouge”, Yale University Press 2003 (udførlig historisk/politisk beskrivelse af Cambodja 1979-1991.) Har et kapitel specifikt om Vietnam s. 137-169. 
Tarr, Chou Meng: “The Vietnamese Minority in Cambodia” In Race & Class. Vol. 34 October-December 1992
Thion, Serge: “Cambodians and Vietnamese: Not the same tune” Appendix 4 i Watching Cambodia. White Lotus, Bangkok 1993.

Avisartikler

Artikelserie: Vietnam the View from Cambodia: Vietnamese in Cambodia: Their Story. Phnom Penh Post: February 4-17/2000, February 18 – March 2/2000, March 3-16 (2000, March 31-April 13/2000. (artikelserien er på engelsk fra avisen Phnom Penh Post, men det er rigtig gode artikler, som man kan købe sig til på nettet.)

Sara Colm and Andrew Lam: Phnom Penh Post Interview: Ambassador Tran Huy Chuong of the Socialist Republic of Vietnam” (PPP October 23, 1992 (Samme som ovenfor)).

Links

www.dr.dk/undervisning
Et rigtig godt link med både tekst, radio og tv klip.

http://www.his2rie.dk/
Side med historisk materiale for gymnasieelever.

https://www.noedhjaelp.dk/det-goer-vi/her-arbejder-vi/asien/cambodja
Handler mest om forsoningsarbejdet i Cambodja. 

Film

The Killing fields, Roland Joffé, 136 min., 1984. 
God, men barsk spillefilm, der bygger på autentiske begivenheder, om undertrykkelse af menneskerettigheder og folkedrab i Kampuchea efter De Røde Khmerers magtovertagelse i 1973. 

Arbejdsspørgsmål
  1. Hvad er forskellen på en befrielse og en invasion?
  2. Hvem kan afgøre, om noget er en befrielse eller en besættelse?
  3. Hvor længe kan man retfærdiggøre en militær tilstedeværelse i et land under henvisning til genopbygning?
  4. Er der eksempler på lignende situationer?
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information