Tysklands erindring af Holocaust

Tyskerne som ofre

I det sønderbombede land havde de fleste tyskere nok i egne sorger og tab. De så sig selv som ofre for såvel Adolf Hitler og nazismen, som for den ødelæggende bombekrig med tusinder af civile ofre. Dertil kom overgreb fra Den Røde Hær og fordrivelse fra tidligere tyskbeboede områder. Desuden var sejrherrernes deling af Tyskland i fire besættelseszoner en traumatisk oplevelse og blev opfattet som en ufortjent straf. Der var i de første efterkrigsår først og fremmest behov for at glemme og forsøge at komme videre. 

Tavshed og fortrængning

De allierede besættelsesmagter gennemførte en stort anlagt afnazificeringsproces, der bl.a. gik ud på at finde og straffe de nazistiske krigsforbrydere. Desuden skulle alle tidligere aktive medlemmer af nazistpartiet fjernes fra deres stillinger både i det offentlige og i det private erhvervsliv. Følgen blev, at de, der vidste noget, tav af frygt for selv at blive straffet. Viljen til at samarbejde med besættelsesmagterne var formentlig heller ikke fremherskende. På den måde blev der i de første efterkrigsår i en vis forstand skabt et slags fællesskab, der holdt sammen om tavshed og fortrængning. 

Forskelle i historien i Østtyskland og Vesttyskland

Som en konsekvens af den kolde krig blev der i 1949 skabt to separate tyske stater. Østtyskland, som kom under kommunistisk styre, blev kaldt DDR og Vesttyskland BRD. De to lande havde hver deres udlægning af fortiden og begge benyttede den politisk:

DDR

Ifølge de østtyske ledere undslap ingen krigsforbryder i DDR. Kommunismens sejr over fascisme og nazisme var total. I den østtyske historie havde tyske antifascister med Sovjetunionens hjælp besejret Hitler og frelst befolkningen fra nazismens svøbe. DDR hørte altså til på sejrherrernes side i modsætning til det andet Tyskland, som ikke havde bekæmpet nazismen. I DDR blev de tidligere koncentrationslejre en del af erindringskulturen og anvendt i undervisningsøjemed og til officielle ceremonier. Det var dog ikke så meget ofrene, der blev fokuseret på, men derimod kampen mod og sejren over nazismen. Gerningsstederne tjente således til at fremhæve og retfærdiggøre det kommunistiske styre og cementere venskabet med Sovjetunionen.

Ofrene for nazisternes udryddelsespolitik blev glemt

Jødeudryddelsen blev i løbet af 1950erne fortrængt fra østtysk historie. I stedet blev vægten lagt på de store lidelser, som det sovjetiske folk havde gennemgået. At mange af ofrene var jøder, blev ikke omtalt. På gerningsstederne blev ofrene overvejende fremstillet som politiske modstandere af nazismen og som frihedskæmpere. Der blev ikke særskilt informeret om nazisternes raceideologi og udryddelse af jøder, handikappede og sigøjnere. Holocaust, jødeforfølgelser og racisme havde ikke noget med DDR at gøre. Et af problemerne ved den østtyske erindringspolitik var, at befolkningen ikke blev oplyst om det fulde omfang af nazisternes forbrydelser, og derfor blev der heller ikke gjort op med antisemitismen, som stadig udgør et problem i den østlige del af det nu forenede Tyskland. 

Vesttyskland

Efter delingen af Tyskland skete der en afmatning i den strafferetslige forfølgelse i Vesttyskland. Hovedkræfterne blev lagt i genopbygningen gennem demokratisering, industrialisering og samfundsmæssig integration. Om nazisternes racepolitik og jødeudryddelse var der stort set tavshed. Det blev set som Hitlers, Himmlers og SS’ sindssyge værk. Den almindelige tysker havde enten været imod eller havde intet vidst. Sådan blev det i hvert fald hævdet. På trods af at der 1950’erne udkom flere bøger om nazismens forbrydelser, vakte emnet ikke stor interesse i befolkningen.

Kommunisme og nazisme lige onde

I den vesttyske historie var kommunismen og nazismen ligestillet som totalitære systemer. Flygtningene fra Østeuropa og hjemvendte tyskere, der havde siddet i sovjetiske fangelejre og kunne berette om inhuman og brutal behandling, cementerede forestillingen om, at kommunismen var lige så ond som nazismen. Det spillede en væsentlig rolle, at den kolde krig var i sin opstartsperiode, og at både Vesten og Vesttyskland havde brug for et fælles fjendebillede.

Erstatninger til nazismens ofre

I 1951 vedkendte forbundskansler Konrad Adenauer sig på vegne af Vesttyskland de lidelser, som jøder og andre var blevet udsat for under nazismen, og tyskernes pligt til at yde moralsk og materiel genoprejsning. Konsekvensen blev en række erstatningsbetalinger til individuelle ofre, til staten Israel og til den jødiske verdenskongres. Det skaffede Vesttyskland stor velvilje i udlandet, men hjemme var der ikke opbakning til erstatningerne. Landet var stadig mærket af krigen, det var fattigt og under genopbygning, og det var svært at forstå de udenrigspolitiske hensyn, der lå til grund for betalingerne. 

Fokus på jødeudryddelsen

I 1952 afholdtes en fælles tysk-israelsk mindehøjtidelighed i kz-lejren Bergen-Belsen, hvor jødeforfølgelser og jødeudryddelsen blev fremholdt som tyskernes kollektive skam. Men i offentligheden var der mere eller mindre tavshed om fortiden. Vendepunktet var de retssager, som blev ført mod nøglepersoner fra det nazistiske terrorapparat. Processen i Israel i 1961 mod Adolf Eichmann og Auschwitzprocesserne i 1963-65 fik stor mediebevågenhed. Studenteroprøret i slutningen af 1960’erne førte til kritik af forældregenerationen for ikke at have fortalt om Hitlers og nazismens ugerninger. 

I midten af 60’erne blev grundstenen for den vesttyske erindringspolitik som en moralsk og politisk-pædagogisk opgave lagt: Der blev udstukket nye retningslinjer for historieundervisningen i skolerne, og man besluttede at bevare gerningsstederne for eftertiden. Den brede offentlighed skulle nu have revideret sin historieopfattelse. Nazismens forbrydelser, den almindelige tyskers opbakning og mangel på modstand skulle klarlægges og gøres til en del af vesttysk historiebevidsthed og kollektiv identitet. Den 7. december 1970 oplevede verden, at den tyske forbundskansler Willy Brandt under et besøg i Warszawa knælede ved mindesmærket for opstanden i Warszawas ghetto. Her bad han på det tyske folks vegne om undskyldning for forbrydelserne.

TV-serie skaber opmærksomhed omkring Holocaust

Det var imidlertid først i 1978, at Holocaust fik en virkelig plads i befolkningens bevidsthed. Årsagen var den amerikansk producerede tv-serie ”Holocaust”, som skildrede de tyske jøders skæbne og de almindelige tyskeres medansvar. Den vakte stor røre i en befolkning, der for første gang fik personificeret jødeudryddelserne og måtte tage stilling til den passivitet, som havde præget størstedelen af tyskerne. Først og fremmest fik serien de nye generationer til at stille spørgsmål til forældre og bedsteforældre om deres rolle i jødeforfølgelserne.

Det genforenede Tyskland, Holocaust og tysk identitet

Den tyske genforening signalerede for de fleste tyskere en afslutning på den årelange bod, som Tyskland havde betalt for sine forbrydelser under 2. Verdenskrig. Mange længes efter at få afsluttet spørgsmålet om skam og skyld i forbindelse med Holocaust og andre nazi-forbrydelser, men den tyske fortid vedbliver at være en central del af tysk identitet. 

Der forskes mere end nogensinde i Holocaust og ikke mindst betydningen for eftertiden. Berlin har fået et stort jødisk museum, der fortæller om den kultur, der gik til grunde under nazisternes folkedrab, og i 2005 blev der i Berlin indviet et officielt mindested for de seks millioner myrdede jøder. Siden genforeningen er jødisk indvandring i Tyskland vokset, og der bor nu ca. 110.000, fortrinsvis østeuropæiske jøder, i landet. Men Holocaust er ikke længere kun en del af den tyske arv. Jødeudryddelsen anerkendes også som en vigtig del af den fælleseuropæiske historie.

DIIS, 2006