Tysk kunst efter 2. Verdenskrig – fra kulturelt nulpunkt til mindekultur

Oplagte spørgsmål – ingen svar

Flere tyske kunstnere måtte efter krigen stille sig selv spørgsmål som: Hvordan kan kunsten komme videre? Skal fortiden, herunder også den tyske kulturtradition, fortrænges, glemmes eller synliggøres i kunsten? Og hvordan kan kunst overhovedet gengive en så ekstrem begivenhed som Holocaust? 

Nazisternes kunstideal gik til grunde med det nazistiske rige. Men hvad skulle de tyske kunstnere gøre efter krigen – skulle de ignorere, at hele den europæiske kulturarv var blevet sat ind i nazisternes grove skema: ’god’ eller ’degenereret’ kunst? Ville det være en løsning helt at undgå den kunst, der kunne forbindes med nazisternes kunstideal? Og var den moderne kunsttradition upåvirket af nazisternes  behandling, eller måtte den på en eller anden måde inddrage begivenhederne for at komme videre? I årene efter krigen ’glemte’ den tyske kunst de svære spørgsmål og bevægede sig i en hel anden retning. 

Tabu og billedforbud 

Der skulle gå en del år, før tyske kunstnere begyndte at inddrage den nazistiske fortid og Holocaust i deres værker. Det skyldtes især, at det lige efter krigen var tabu at gengive den nazistiske fortid i kunsten. Fortiden var for tæt på, man ville helst glemme spørgsmål om skyld og medansvar, og man ville undgå, at kunsten havde fællestræk med nazisternes kunstideal.

En anden problematik er, at der findes en form for symbolsk billedforbud omkring Holocaust, der kan minde om et religiøst billedforbud: Det er svært at finde både ord og udtryk for en begivenhed som Holocaust, og derfor er det en vedvarende diskussion, om kunst overhovedet kan og skal beskæftige sig med Holocaust. Kunst kan fortælle om jødeudryddelsen på en anden måde end fx øjenvidneskildringer og historisk-faktuelle oplysninger, men den kan også forekomme at være milevidt fra det ’nu’, Holocaust var for millioner af mennesker. Man kan derfor opfatte det som problematisk, at kunsten blot gengiver en – ofte subjektivt formidlet – del eller et fragment af virkeligheden om Holocaust. Samtidig kan inddragelsen af ofrenes lidelse i et kunstværk være problematisk. Det er ikke nødvendigvis ofrenes personlige historie og lidelse, der fremstilles, men ofte en ’udenforstående’ kunstners fortolkning – og måske kan det opfattes som respektløst og stødende for nogle, ikke mindst i forhold til ofrene.

Så tavsheden omkring den nazistiske fortid og Holocaust hænger både sammen med den generelle tavshed og fortrængning blandt befolkningen i Tyskland og med et mere etisk funderet påbud om, at Holocaust ikke kan gengives og formidles videre til eftertiden. 

Mellemstation: ’ufarlig’ abstrakt kunst

Den tyske kunst efter 2. Verdenskrig havde meget til fælles med den abstrakte ekspressionisme, der opstod i USA på samme tid. Kunsten var ikke-figurativ og fokuserede på farve, geometri, form, struktur, lærred, maling og maleproces i stedet for at gengive eller ligne virkeligheden. I en tysk sammenhæng kan man se den abstrakte kunst som et meget godt svar på, hvordan kunsten kunne undgå at ligne nazisternes realistisk-romantiske ideal, ligesom man gennem den internationale orientering kunne undgå den tyske fortid og tradition.

Men centrale spørgsmål forblev ubesvarede: Kunne man blive ved med at lade den endnu ganske nærværende fortid og rædslerne under det nazistiske regime stå ukommenteret hen? Og hvis nej, hvordan skulle kunsten så kunne gengive begivenhederne? 

Se et eksempel på tysk abstrakt ekspressionisme af den tyske kunstner Ernst Wilhelm Nay. 

Mindekultur og Holocausts symbolværdi

I Tyskland i dag finder man utallige mindesteder, mindesmærker og museer, hvis formål er at holde erindringen om fortiden ved lige. Tyskland er blevet et forgangsland, når det kommer til en (selv)kritisk og ansvarlig forvaltning af fortiden. Også kunsten er fulgt med – mange tyske kunstnere har beskæftiget sig og beskæftiger sig fortsat med Holocaust.

Holocaust kan opfattes som et symbol på den ultimative menneskeskabte katastrofe og ondskab. Denne særlige symbolværdi markerer for mange den vestlige verdens tab af uskyld: Holocaust opfattes som en del eller ligefrem en konsekvens af den vestlige verdens fremskridts-, rationaliserings- og oplysningsprojekt. 

Hvis man skal tale om et fælles udgangspunkt for den kunst, der handler om Holocaust, så er det, at Holocaust markerer et absolut meningssammenbrud, der gør det næsten umuligt at komme videre. Mange kunstværker om Holocaust kommer derfor til at handle om det svære ved at forstå Holocaust – men ’heldigvis’ er der mange og ofte ganske tankevækkende måder at sige dette på.

Af Diana Gerlach, cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling, 2008