Sterilisation og eutanasi

Sterilisation

Forløberen for Eutanasiprogrammet var sterilisation. I januar 1934 blev det besluttet at tvangssterilisere visse tyske borgere. Det drejede sig først og fremmest om mentalt handikappede på institutioner, men personer med arvelige sygdomme, prostituerede og kriminelle var også omfattet. Cirka lige mange mænd og kvinder i den fødedygtige alder blev steriliseret. De fleste sterilisationer blev udført ved kirurgisk indgreb, men der var også eksempler på massiv røntgenbestråling. Mellem 300.000 og 400.000 blev tvangssteriliseret under det nazistiske styre.

Der blev oprettet ca. 200 retsinstanser, hver bemandet med to læger og en dommer, hvortil de praktiserende læger skulle indberette tilfælde af arvelige sygdomme. Fra 1935 skulle tyskere, inden de giftede sig, overbevise myndighederne om, at kommende børn ikke risikerede at blive født med en arvelig lidelse.

Eutanasi ("medlidenhedsdrab") og Aktion T4

Adolf Hitler godkendte i september 1939, at læger dræbte mentalt syge og handikappede, som man mente udgjorde en trussel mod den ”ariske races” fremtid. Drabene foregik i hemmelighed under dæknavnet ”T4 aktion” – en henvisning til administrationen, som lå på Tiergartenstrasse 4 i Berlin. Under dække af, at der var tale om en statistisk undersøgelse, sendte indenrigsministeriet spørgeskemaer til institutioner og plejehjem. På grundlag af oplysningerne om den enkelte patients helbred og arbejdsevne, foretog et udvalg af læger en vurdering af, om den pågældende skulle leve eller dø.

Forbillede for senere udryddelser

Drabene foregik på seks centre i Tyskland og Østrig. Patienterne blev dræbt med en indsprøjtning. I 1940 gik man over til at anvende udstødningsgas. Særlige rum blev udstyret med falske brusehoveder og dannede forbillede for de gaskamre, der senere blev bygget i udryddelseslejrene.

Protester stopper drabene

Da Hitler stoppede drabene i august 1941, var cirka 70.000 personer blevet ombragt, herunder også såkaldt ”asociale”, det vil sige kriminelle, subsistensløse, prostituerede, alkoholikere og homoseksuelle. Årsagen til ophøret var, at det i længden havde vist sig svært at holde drabene hemmelige for lokalbefolkningen i områderne omkring gerningsstederne. De ansatte talte over sig, og røgen fra krematorierne kunne ses viden om. Desuden blev pårørende mistænksomme, når dødsårsagen for eksempel blev angivet som blindtarmsbetændelse, selvom den pågældende tidligere havde fået fjernet blindtarmen, eller når asken i en søns urne indeholdt hårnåle. Det førte til protester, ikke alene fra de pårørende, men også fra kirkelige kredse, fra læger og jurister.

Eutanasiprogrammet blev dog i al hemmelighed genoptaget et år senere og vedvarede indtil krigens slutning. Det blev nu udvidet til også at omfatte bombeofre, slavearbejdere, syge og svagelige i koncentrationslejrene, herunder jøder, polakker, sigøjnere og krigsfanger. I perioden 1939 til 1945 skønnes det, at mere end 200.000 blev myrdet under dække af, at der var tale om medlidenhedsdrab.