Stanton: Folkedrab som stadier

Folkedrabsforskere fortæller os, at langt de fleste gerningsmænd bag folkedrab ikke er udpræget onde mennesker. I mange tilfælde udfører de en ordre uden at tænke over, om det er rigtigt eller forkert, andre gange tør de ikke modsætte sig ordren. Nogle mennesker bliver gerningsmænd, fordi de er overbevist om, at de gør det rigtige. For andre er det frygten for konsekvenserne ved ikke at deltage i overgrebene – fx at de selv eller deres familie mister livet – der er afgørende for, at de ender som gerningsmænd. Ligeledes kan det være svært at træde ud af et gruppefællesskab og tage afstand fra sin gruppes handlinger, hvis man lever i et opdelt samfund.

Folkedrab begås ofte i forbindelse med en tilspidset konflikt eller egentlig krig. Det vil sige, at samfundet ofte er præget af et særligt klima af organiseret vold og ødelæggelse, der sætter folk under et ekstremt psykisk pres. Det påvirker også menneskers handlinger. At mennesker er i stand til at udføre et folkedrab, fortæller dog ikke meget om, hvordan det er kommet så vidt. Hvad har ført til, at naboer, kolleger og venner slår hinanden ihjel? 

Folkedrabets ti stadier

Den amerikanske folkedrabsforsker Gregory H. Stanton mener, at folkedrab kan ses som en fremadskridende proces bestående af en række faser. Hans forklaringsmodel er et bud på en forklaring af, hvordan et folkedrab udvikler sig. De forskellige faser eller stadier viser den fremdrift, som ifølge Stanton tit opleves op til og under et folkedrab. Ved at nedbryde et folkedrab i forskellige stadier mener Stanton, at man kan få en forståelse af de mekanismer, som gør et folkedrab mulig. Denne forståelse kan være et redskab til at identificere de signaler, der advarer om, at en situation er ved at udvikle sig i en meget negativ retning. Stantons model gennemgår ti stadier, som han mener, at alle folkedrab i større eller mindre grad gennemgår:

1. Klassificering
2. Symbolisering
3. Diskriminering
4. Dehumanisering
5. Organisering
6. Polarisering
7. Forberedelse
8. Forfølgelse
9. Udryddelse
10.  Benægtelse

Ifølge Stanton og forskere, der benytter hans model, behøver stadierne ikke nødvendigvis at komme i samme rækkefølge. Og f.eks. kan folkedrabsbenægtelse forekomme fra begyndelse til enden af et folkedrab, det er ikke nødvendigvis noget, der sker til sidst. Men uanset rækkefølgen er det som at lægge byggeklodser oven på hinanden: de faktorer og omstændigheder, der karakteriserer de første stadier i et givent folkedrab, har også indflydelse på de senere stadier. Selvom man ser tegn på de første stadier i et samfund, betyder det dog ikke nødvendigvis, at samfundet er på vej mod folkedrab – men det er faresignaler, som bør tages alvorligt. Derfor har Stanton for hvert stadie udarbejdet forslag til, hvordan udviklingen mod et eventuelt folkedrab kan standses.

1. Klassificering

Klassificering er ofte det første stadie på vejen til et folkedrab. I alle samfund og kulturer inddeles mennesker i forskellige kategorier, i Danmark klassificerer vi også forskellige grupper, fx jyder og sjællændere. Man kan også klassificere efter fysiske træk, fx hvis kropsbygningen i den ene gruppe er anderledes end i den anden. Klassificeringen bliver først farlig, når et samfund er meget opdelt, og de forskellige grupper ikke blandes og samtidig behandles forskelligt, dvs. har forskellige rettigheder og muligheder. Et eksempel på den situation er Rwanda før folkedrabet i 1994. Landets to største grupper var hutuer og tutsier. Fordi børn af blandede ægteskaber altid arvede deres fars etnicitet, blev de to grupper aldrig blandet. Børn blev derfor altid enten hutu eller tutsi. Derved kunne man opretholde klassificeringen og muligheden for at skelne mellem et ”dem” (de andre) og et ”os”.

Klassificering kan forhindres ved at påpege, at de forskelle, der bruges til at adskille folk fra hinanden, er forkerte. Man kan også fokusere på gruppernes ligheder og vise, at man udgør et fællesskab, fx at man har fælles nationalitet eller en fælles historie. En anden måde at undgå klassificering er at fremme blandede ægteskaber, for på den måde vil adskillelsen af grupper naturligt blive vanskelig at opretholde. For at forhindre at klassificering udvikler sig i en negativ retning, kan der i samfundet oprettes institutioner, som ser ud over etniske, religiøse eller racemæssige skel, og som arbejder for at fremme tolerance og fælles forståelse.

2. Symbolisering

Andet stadie i et folkedrab er symbolisering. Symbolisering er med til at adskille grupper i samfundet fra hinanden. Symbolisering sker, når en samfundsgruppe får særlige navne og tildeles bestemte symboler. Nazisterne talte fx om ”jøden” og brugte davidsstjernen som symbol for alle jøder. Ligeledes blev jøders pas stemplet med et rødt J. På den måde blev alle de mange forskellige individer samlet under ét. Alle jøder blev reduceret til en stjerne og et bogstav. For nazisterne havde symboliseringen det praktiske formål, at jøder nemt kunne genkendes og udskilles fra resten af den tyske befolkning. 

Symboliseringen kan stoppes ved at forbyde brugen af de hadefulde symboler ved lov. Racistiske udtryk og nedværdigende omtale af andre mennesker skal stemples som ’hate speech’ og propaganda. Dette er naturligvis ikke altid tilstrækkeligt til at stoppe udviklingen mod et folkedrab – de retslige tiltag skal grundfæstes i befolkningen, så der er enighed om, at man rent faktisk ikke anvender de pågældende navne og symboler. Hvis den rigtige indstilling i befolkningen mangler, risikerer symboliseringen at udvikle sig til folkedrabets tredje stadie.

3. Diskriminering

Det tredje og nyligt tilføjede stadie er diskriminering. Diskriminering forekommer når en dominerende gruppe i samfundet bruger love og politisk magt til at fratage retten fra mindre magtfulde grupper. Den dominerende gruppe er drevet af en ekskluderende ideologi, der indebærer at fratage rettigheder fra de mindre magtfulde samfundsgrupper. En svagere gruppe tildeles muligvis ikke fulde borgerrettigheder, stemmerettigheder eller endog statsborgerskab. Den ekskluderende ideologi går ind for monopolisering eller magtudvidelse af den dominerende gruppe, hvilket samtidig legitimerer personforfølgelse af svagere grupper. Fortalere for ekskluderende ideologier er ofte karismatiske personer, der udtrykker afsky af deres tilhængere og tiltrækker støtte fra masserne. Et eksempel på diskriminering er Nürnberglovene fra 1935 i Nazityskland, hvor jøder blev frataget deres tyske statsborgerskab, og deres beskæftigelse med regeringen og universiteter blev forbudt. Et aktuelt eksempel er benægtelse af statsborgerskab til det Rohingya muslimske mindretal i Burma.

Forebyggelse mod diskriminering kræver fuld politisk bemyndigelse og borgerrettigheder for alle grupper i et samfund. Forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, etnisk oprindelse, race eller religion bør forbydes. Individer bør have ret til at sagsøge staten, virksomheder og andre personer, hvis deres rettigheder krænkes.

4. Dehumanisering

Klassificering og symbolisering findes i mange samfund, men det er ikke ensbetydende med, at et samfund er på vej mod et folkedrab. Følges de tre stadier op af et fjerde, dehumanisering, er situationen dog langt mere alvorlig. Dehumanisering betyder, at en bestemt gruppe umenneskeliggøres. Gruppens menneskelige egenskaber ignoreres, og gruppen sidestilles og sammenlignes med fx skadedyr. På den måde understreges det, at gruppens medlemmer er laverestående i forhold til andre mennesker. Nazisterne sammenlignede jøder med rotter, hutuerne i Rwanda kaldte tutsier for kakerlakker, og kommunisterne i det tidligere Sovjetunionen afbildede deres modstandere som insekter, smuds og skidt. 

Dehumanisering er farlig, fordi medlemmer af en gruppe fratages deres menneskelighed, hvorved det bliver nemmere at udsætte dem for propaganda og overgreb. Opfattes en gruppe ikke som mennesker, er det nemmere at tilsidesætte deres basale menneskelige rettigheder, fx retten til liv. Groft sagt er det nemmere at slå en kakerlak end et menneske ihjel. Et af midlerne til at udbrede dehumaniseringen er propaganda eller ’hate speech’, der spredes gennem medier som aviser, radio og tv. 

Folkedrab finder oftest sted i ikke-demokratiske stater, der ikke kan eller vil beskytte landets befolkningsgrupper mod hadefulde ytringer. Hvis et folkedrab skal undgås, skal dehumaniserende propaganda forbydes totalt. Samtidig skal radio- og tv-stationer, som udbreder propaganda, lukkes, og propagandaens bagmænd skal straffes hårdt. Dette forslag er tankevækkende i forhold til folkedrabet i Rwanda. Det internationale samfund var nemlig opmærksom på den propaganda, som radioen RTLM udsendte, og mulighederne for at blokere for radioens udsendelser blev diskuteret. I sidste ende skete det dog ikke. I det senere retsopgør i Rwanda er RTLM’s ledere blevet kendt medskyldige i folkedrabet. 

5. Organisering

Et folkedrab er altid kollektivt – det begås ikke af en håndfuld ledere, men snarere af en befolkningsgruppe eller store dele af en befolkningsgruppe. Selvom alle handlinger og overgreb ikke behøver at være planlagt til mindste detalje, så kræver det en vis grad af organisering og styring at gennemføre et folkedrab. Derfor er det oftest stater, der står bag folkedrab. At staten er aktør, kendes fx fra folkedrabet i Cambodja i 1975-1979, hvor De Røde Khmerers rædselsregime under ledelse af Pol Pot kostede op imod 1,7 millioner mennesker livet. Det tyske naziregimes udryddelse af Europas jøder under 2. Verdenskrig er et andet eksempel. Mens det ofte er stater, der står bag planlægningen af folkedrab, er det tit specialtrænede hærenheder som ”Einsatzgrupper” under Holocaust eller militser som ”Interahamwe” i Rwanda, der udfører de egentlige drab og andre overgreb.

Organiseringsstadiet kan afbrydes ved at gøre medlemskab af specialtrænede enheder forbudt og strafbart. At mennesker i demokratiske samfund har ret til at organisere sig i grupper og foreninger, må ikke misbruges til at beskytte medlemskab af foreninger med kriminelle hensigter. FN bør også engagere sig ved at forbyde sine medlemslande at sælge våben til lande, der er på dette femte stadie. Derudover bør FN undersøge og dokumentere overtrædelser af våbenembargoer samt kræve, at organisationens medlemmer forhindrer deres banker i at udbetale penge til personer, der organiserer og finansierer folkedrab.

6. Polarisering

Et folkedrabs sjette stadie er polarisering, altså at grupperne i samfundet skilles ad. Adskillelsen kan være lovgivningsmæssigt påtvungen, men også af mindre institutionaliseret karakter. Ved hjælp af propaganda, forbud osv. skabes to eller flere helt adskilte grupper. Hvor adskillelsen af grupper i første stadie, ’klassificering’, har mere med gruppernes opfattelse af hinanden samt underliggende holdninger og samfundsstrukturer at gøre, er adskillelsen i sjette stadie direkte, reel og fysisk. Et andet element i polariseringen er, at moderate, midtersøgende kræfter i samfundet bekæmpes med vold: Når midten i et samfund er væk, er kun fløjene tilbage – nemlig gruppen af potentielle ofre og gruppen af potentielle gerningsmænd. I Rwanda var nogle af de første ofre for folkedrabet netop moderate og demokratisk indstillede hutu-ledere, som var imod hutuernes plan om udryddelse af tutsierne. 

For at forhindre denne polarisering skal det internationale samfund beskytte og yde økonomisk støtte til moderate politikere og andre midtersøgende kræfter, fx menneskerettighedsorganisationer. Det internationale samfund skal desuden forsøge at isolere ekstremistiske ledere og nægte at anerkende ledere, der er kommet til magten ved regeringskup.

7. Forberedelse

Folkedrab er planlagt. Nationale eller gruppeledere af gerningsmændene planlægger ”den endelige løsning” på jødiske, armenske, Tutsi eller andre målrettede gruppe ”spørgsmål”. De bruger ofte eufemismer for at tilsløre deres intentioner, ved at henvise til deres mål som en ”etnisk udrensning”, ”rensning”, eller ”bekæmpelse af terrorisme”.  De bygger hære, køber våben og træner deres tropper og militser. De indoktrinerer befolkningen med frygt for offergruppen. Ledere hævder ofte, at ”hvis ikke vi dræber dem, vil de dræbe os” og derved tilslører folkedrab som selvforsvar. Handlinger af folkedrab er forklædt som oprørsbekæmpelse, hvis der en igangværende væbnet konflikt eller borgerkrig. Der ses en pludselig stigning i provokerende retorik og hadefuld propaganda med formålet om at skabe frygt for den anden gruppe. Politiske processer såsom fredsaftaler, der truer den totale dominans af folkedrabsgruppen, eller kommende valg der kan koste dem deres magtoverhånd, kan ende med at udløse folkedrab. 

Forebyggelse af forberedelse kan omfatte våbenembargoer og kommissioner til at håndhæve dem. Det bør omfatte retsforfølgning af tilskyndelse og sammensværgelse til at begå folkedrab, begge forbrydelser under artikel 3 i folkemord-konventionen.

8. Forfølgelse

I det ottende stadie identificeres og udskilles ofrene på baggrund af deres tilhørsforhold til en bestemt gruppe. Når ofrene skal udskilles fra resten af samfundets borgere, sker det ofte ved hjælp af dødslister, som folkedrabets bagmænd har udarbejdet. Det sker også, at ofrene udpeges ved hjælp af symboler eller klædestykker, som de er blevet tvunget til at bære, og som signalerer hvilken gruppe, de tilhører. For eksempel, under folkedrabet i Rwanda brugte gerningsmændene identitetskort, som var blevet udstedt under kolonitiden, til at afgøre, om personen foran dem var hutu eller tutsi. 

En anden form for forberedelse til folkedrab kan være, at en stat samler mennesker på skoler, i ghettoer, i koncentrations lejre eller ved at afgrænse dem til en sult-ramt region. De bliver bevidst frataget ressourcer såsom mad og vand for langsomt at ødelægge dem. Programmer med tvungen sterilisering eller abort er implementeret for at forhindre forplantning. Børn bliver tvangsfjernet fra deres forældre. Ofrenes grundlæggende menneskerettigheder bliver systematisk misbrugt gennem udenretslige drab, tortur og tvungen fordrivelse. Folkedrab massakrer begynder. Der er tale om handlinger af folkedrab, fordi en del af en gruppe bevidst bliver ødelagt. Gerningsmændene holder øje med om sådanne massakrer leder til en international reaktion. Hvis ikke, indser de, at det internationale samfund igen vil være tilskuere og tillade et andet folkedrab.

På dette tidspunkt, skal der erklæres en folkemordnødsituation. Hvis den politiske vilje af stormagterne, regionale alliancer, FN Sikkerhedsrådet eller FN General Forsamlingen kan tilvejebringes, bør en væbnet international intervention igangsættes, ellers bør der gives omfattende assistance til offergruppen, så de selv kan forberede et selvforsvar. Humanitær bistand skal organiseres af FN og private nødhjælpsgrupper for at imødekomme den uundgåelige strøm af flygtninge.

9. Udryddelse

Udryddelse svarer til selve overgrebene på den gruppe, bagmændene ønsker udslettet. På dette stadie begynder massefordrivelser, voldtægt og drab og udvikler sig til et egentligt folkedrab. Når dette stadie nås, er dehumaniseringen lykkedes for gerningsmændene. Ofrene betragtes ikke længere som ligeværdige mennesker, men som elementer, der helt skal fjernes fra samfundet. Udryddelsen kan tage mange former; nazisterne anvendte bl.a. gaskamre og massenedskydninger. I Rwanda blev hundredetusinder dræbt med mere de primitive våben, macheter.  

Et folkedrab i niende stadie kan kun standses ved hurtig og massiv indgriben fra det internationale samfund, fx FN eller NATO. Det er afgørende for interventionens succes, at soldaterne ikke begrænses i deres muligheder for at standse overgreb på civilbefolkningen. Hvis der fx er grænser for, hvornår en FN-soldat må gribe ind, så skaber soldaternes tilstedeværelse en falsk tryghed. Civilbefolkningen tror, at soldaterne er garanti for sikkerhed og tager derfor ikke de nødvendige forholdsregler for at beskytte sig selv. Derfor skal en intervention etablere sikre områder, som ofrene kan være i uden at frygte overgreb, samt garantere flygtninges passage i sikkerhed for overgreb.

10. Benægtelse

Det tiende stadie i et folkedrab er benægtelse og indtræffer ofte, når våbnene er lagt, og drabene stoppet. Men kan altså også sagtens forekomme lige fra begyndelsen, hvor hvert enkelt stadie, der leder til den fysiske udryddelse, benægtes. Afviser man, at et folkedrab har fundet sted, så afviser man også at tage ved lære af erfaringerne – og så kan man begå folkedrab igen eller kigge den anden vej, hvis en lignende udvikling startes. Benægtelse af et folkedrab rammer ofrene og deres efterkommere hårdt, fordi deres lidelser og sorger afvises. 

Det bedste modsvar på benægtelse er at bringe de skyldige for folkedrabet for nationale eller internationale domstole. Det skete efter Holocaust ved de såkaldte Nürnberg-processer og andre nationale retssager. Internationale retsopgør har også fundet sted efter folkedrabene i Det Tidligere Jugoslavien og i Rwanda. Effekten af sådanne retsopgør kan være tosidet. Hvad angår benægtelse kan retssagerne være med til at udstille gerningsmændenes forbrydelser og de efterfølgende domme slår streg under, at visse hændelser er sket. Samtidig får overlevende og vidner mulighed for at fortælle, hvad de har oplevet, og hvad der er sket. Tilsammen betyder det, at offentligheden får indblik i hændelserne, får en vished for det skete, og det skaber et modsvar til benægtere. Problemet er dog, at benægtere som regel står fast på deres version af historien og får skabt opmærksomhed omkring deres sag. Derfor er benægtelse så svært at komme til livs.

Da tiende stadie ikke efterfølges af en nyt stadie, er pointen her at forhindre en gentagelse af stadierne – at forebygge endnu et folkedrab. Retsopgør kan have en forebyggende effekt, fordi det netop udstiller gerningsmændene og deres forbrydelser samt understreger, at man ikke slipper ustraffet af sted med folkedrab.

Artiklen er senest opdateret i 2024 af Matthias Bjørnlund, historiker.