Sovjetunionen efter Stalin 1953-1991

En af de vigtigste ændringer efter Josef Stalins død var, at enkeltpersoner ikke længere kunne opnå samme magt, som Stalin havde haft. Posterne som partileder og regeringschef blev efter Stalin, med undtagelse af perioden 1958-1964 under Nikita Khrustjov, beklædt af to forskellige personer for at undgå den store magtkoncentration, som Stalins havde haft.

Tøbrud under Khrustjov

Det blev Nikita Khrustjov, der vandt magtkampen efter Stalins død. Khrustjov havde spillet en central rolle i Stalins regime, men efter Stalins død forsøgte Khrustjov på flere måder at distancere sig fra stalinismen. Tusindvis af fanger blev løsladt fra Gulag-fangelejrene, og der blev indført mere kontrol med det hemmelige politi.

Læs mere om det hemmelige politi
  
Læs mere om Gulag-fangelejrene

I en tale på den 20. partikongres i 1956 åbnede Khrustjov op for et såkaldt tøbrud, hvilket betød at man offentligt – og helt lovligt – i begrænset omfang kunne kritisere dele af stalinismen. Det var kun tilladt at kritisere Stalin som person, ikke selve sovjetsystemet, og det var fortrinsvis de forbrydelser, som Stalin havde begået over for partiet og partimedlemmerne, som man vedgik sig. Der blev for eksempel ikke nævnt et ord om de millioner af bønder, hvis død stalinismen også var ansvarlig for, fordi de blev overladt til at sulte ihjel.

Læs mere om opgøret med stalinismen

Selv om Khrustjov holdt fast i planøkonomien og det kollektive landbrug, forsøgte han sig med en mere decentral økonomisk styring, og han tog initiativ til at forbedre landbruget igennem en række reformer. Sovjetunionen oplevede derefter også en vis fremgang, særligt inden for teknologien. I 1957 opsendte Sovjetunionen den første satellit, og i 1961 sendte de det første menneske i kredsløb om jorden. 

Udenrigspolitisk forsøgte Khrustjov sig med en mindre konfrontationspræget kurs over for vesten, og han introducerede sin ide om ”fredelig sameksistens”, hvor der skulle være en fredelig kappestrid om verdensherredømmet mellem kapitalismen og kommunismen. I samme periode gjorde Sovjetunionen hvad det kunne for at bevare kontrollen med Østeuropa. Sovjetunionen var dermed med til at opretholde den grundlæggende konflikt mellem øst og vest, trods hensigterne om det modsatte. 

Adskillige begivenheder op igennem 1950’erne og i starten af 1960’erne var med til at forværre forholdet mellem øst og vest - eksempelvis Berlinmurens opførelse i 1961. Det hele kulminerede i 1962 med Cuba-krisen, da Sovjetunionen forsøgte at opstille kernevåbenmissiler på Cuba, som kunne nå store dele af USA. Verden stod pludselig stod på randen af en atomkrig. På trods af Khrustjvos ide om fredelig sameksistens endte han altså med igen at forværre forholdet til vesten. Forholdet forblev dog bedre, end det havde været under Stalin. 

Khrustjovs ledelsesstil og hans håndtering af eksempelvis Cuba-krisen gjorde, at han fik mange fjender inden for partiet, og i 1964 blev han afsat.

Stagnation under Brezjnev

Efter Khrustjovs afsættelse blev ledelsen overtaget af Leonid Brezjnev og Aleksej Kosygin, med førstnævnte som den dominerende. De afskaffede hurtigt flere af Khrustjovs reformer, og nøgleordene i den kommende periode blev stabilitet og bevarelse af gældende indenrigspolitiske tilstande. 

I løbet af 1970’erne oplevede man i Sovjetunionen en periode med økonomisk vækst, men i starten af 1980’erne stagnerede økonomien, det vil sige at den økonomiske vækst standsede. Til gengæld trivedes korruption og det sorte marked i bedste velgående, og det var herfra befolkningen fik dækket behovet for varer. Det var naturligvis med til at underminere Kommunistpartiets troværdighed og berettigelse. Styret forsøgte flere gange at løse problemerne, men det var ikke villigt til at ændre på rammerne for det politiske og det økonomiske system, selv om hovedårsagen til problemerne i virkeligheden var netop systemet. 

Op igennem 1970’erne var der i Den Kolde Krig perioder med afspænding, det vil sige en vis opblødning i forholdet mellem de to lejre. Men da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979, gik processen i stå.

Da Brezjnev døde i 1982, var Sovjetunionen i dyb krise. Forholdet til vesten var på frysepunktet, og økonomien var gået i stå. De næste ledere, Jurij Andropov (1982-1984) og Konstantin Tjernenko (1984-1985) formåede ikke at ændre på situationen, og først med Mikhail Gorbatjovs magtovertagelse i 1985 ændredes kursen. 

Reformer under Gorbatjov

Gorbatjov blev leder i 1985, og i modsætningen til sine forgængere indså han, at roden til problemerne i det sovjetiske samfund lå i den måde, hvorpå det socialistiske samfund var struktureret. Derfor iværksatte han et omfattende reformprogram under navnet perestrojka (omstrukturering), der skulle sætte gang i økonomien og involvere folket mere i den politiske proces. Et af nøglebegreberne var glasnost (åbenhed), og den nye linje i styret med større mulighed for kritik medførte en bølge af systemkritikere. I forholdet til omverden forsøgte Gorbatjov også at åbne op, idet der blev indgået aftaler om våbenkontrol og nedrustning.

Samtidig med Gorbatjovs reformer begyndte mange ikke-russiske folkeslag inden for Sovjetunionen at stille krav om selvstændighed. Gorbatjov forsøgte at imødekomme kravene med en ny og mere decentral traktat for unionen, men blev bremset af et gammelkommunistisk kupforsøg i august 1991. 

Sovjetunionens sammenbrud

Gammelkommunisternes kupforsøg mislykkedes, men det var med til at styrke de opløsningstendenser, der allerede var i gang, og som blev yderligere forstærket af den økonomiske situation, der konstant forværredes. I slutningen af 1991 erklærede flere af sovjetrepublikkerne sig selvstændige og indgik i stedet i Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG). Dermed var Sovjetunionen reelt opløst. Gorbatjov havde åbnet op for kritik og reformer, men til sidst mistede han kontrollen, og kritikken blev så kraftig, at han i december 1991 ikke så anden udvej end at træde tilbage som præsident for Sovjetunionen. 

En af de ledende personer i Sovjetunionens sidste fase var Boris Jeltsin. Han var i 1990 blevet valgt til det russiske parlament, og i 1991 blev han præsident for den russiske republik i Sovjetunionen. Efter Sovjetunionens fald overtog han som Ruslands præsident Sovjetunionens hidtidige internationale forpligtelser. Dermed var et selvstændigt Rusland etableret. Jeltsin iværksatte straks et program, der sendte den statsstyrede økonomi i retning af en markedsdirigeret økonomi.

I dag består det tidligere Sovjetunionen af 15 mere eller mindre demokratiske selvstændige stater, hvoraf den største er Rusland.