Operation Bøllebank - danske soldater i Bosnien

Danske kampvogne i Bosnien

Da de danske kampvogne i august 2003 vendte hjem, markerede det for Danmark afslutning på mere end ti års militær tilstedeværelse i Bosnien-Hercegovina. Som mange andre stater havde Danmark bidraget med soldater til FN’s internationale militære beskyttelsesstyrke, UNPROFOR (UN's Protection Forces), først i Kroatien og siden i Bosnien-Hercegovina i begyndelsen af 1990’erne. Grunden var krigene mellem de forskellige etniske grupper, som i Bosnien-Hercegovina udgjordes af de bosniske muslimer (bosniakkerne), de bosniske serbere og de bosniske kroatere. 

UNPROFOR’s oprindelige opgave i Bosnien-Hercegovina var at sikre de humanitære nødhjælpstransporter ind og ud af landet, så de mennesker, der var afskåret fra fødevarer, lægehjælp m.m. kunne modtage den fornødne hjælp. I 1993 dannede FN’s Sikkerhedsråd seks sikre områder, hvor FN-styrker skulle garantere for den militære sikkerhed. Disse områder var de bosniakkiske enklaver i Bihac, Sarajevo, Srebrenica, Zepa, Gorazde og Tuzla. Samtidig blev UNPROFOR’s opgave udvidet til også at indbefatte forsvaret af de sikre områder. 

Historien om det danske bidrag, i form af de danske kampvogne, begyndte i 1993 og allerede året efter deltog de i den største militære konfrontation mellem UNPROFOR og den bosnisk serbiske hær. Træfningen, som blev kendt under navnet ”Operation Bøllebank”, var unik. Det var første gang – og indtil nu, sidste gang – at FN brugte tunge våben under en fredsbevarende mission. Operationen blev iværksat efter ordre fra en dansk oberstløjtnant.  

Den nordiske bataljon i Tuzla 

Krigen i Bosnien-Hercegovina blev hurtigt kendetegnenet ved en ekstrem brutalitet, som dagligt blev vist i internationale nyhedsudsendelser. Udstillingen af bosniske muslimer (bosniakkere) i koncentrationslejre eller bombardementerne af Sarajevo gjorde, at det internationale samfund var nødt til at skride til handling. Medlemsstaterne i FN besluttede derfor at indsætte soldater langs frontlinierne, men da FN ikke selv råder over militære styrker, anmodede FN medlemslandene om at bidrage med styrker til UNPROFOR. 

Sverige valgte at bidrage med næsten 1000 mand, mens Danmark udrustede ti kampvogne med dertilhørende mandskab. Sammen blev de sendt til den bosniakkiske by Tuzla midt i Bosnien-Hercegovina under betegnelsen ”Den nordiske bataljon”. De danske kampvogne ankom dog først flere måneder senere end svenskerne, idet både de bosniske serbere og rest-Jugoslavien gjorde alt for at forhindre FN i at få tunge våben ind i området. Den officielle anke mod kampvognene var, at FN var en fredsstyrke og derfor ikke behøvede kampvognene, men den reelle forklaring var nok snarere, at ti danske kampvogne i FN-regi, ville bryde de bosniske serberes monopol på tunge våben i Bosnien-Hercegovina. Den nordiske bataljon havde en svensk chef og den danske oberstløjtnant Lars Møller som næstkommanderende.

Situationen i den sikre zone Tuzla 

Undtagen et smalt stykke land, der forbandt området med det resterende bosniakkiske område længere mod sydvest var Tuzla og det omkringliggende område stort set omringet af den bosnisk serbiske hær. Det var igennem dette lille område, at alle forsyninger ad landevej skulle passere. Dette gjorde området til et oplagt mål for de bosnisk serbiske styrker. Kunne de bosnisk serbiske styrker kontrollere området, ville nødhjælpskonvojerne blive forhindret i at komme frem. 

Da de danske kampvogne ankom, var krigen mellem bosniakkerne og de bosniske serbere mere eller mindre fastlåst og parterne lå i skyttegrave overfor hinanden. De bosniakkiske styrkers opgave var at forsvare Tuzla-området og hindre, at det blev indtaget, mens de bosniske serbere selvklart forsøgte at trænge ind i området samt at afskære området fra at modtage forsyninger. Områdets godt 370.000 mennesker var i svær grad afhængige af al den hjælp de kunne få udefra, hvilket gjorde nødhjælpskonvojerne uundværlige. Før UNPROFOR blev indsat i Tuzla-området, var der rapporter om dødsfald blandt de civile på grund af sult.   

Den nordiske bataljons mest presserende opgave var at sørge for, at nødhjælpsforsyninger kom ind til Tuzla-området. Dernæst skulle de virke som garanter for, at området ikke blev indtaget af fremmede styrker. I slutningen af marts 1994 fik den nordiske bataljon af FN udvidet sin opgave til også at holde lufthavnen i Tuzla åben med henblik på at modtage nødhjælp ad luftvejen. 

Spændingerne vokser 

Situationen om den sikrede zone ved byen Gorazde havde siden krigens begyndelse været anspændt, men den blev ikke bedre efter at bosniakkiske enheder fra det sikrede område havde angrebet og nedbrændt et antal bosnisk serbiske landsbyer vest for floden Drina. Den militære konflikt mellem de to parter i området blev senere løst diplomatisk, men først efter at NATO på forespørgsel fra FN, havde angrebet bosnisk serbiske mål. Som svar på NATO’s bombardementer skød den bosnisk serbiske hær et engelsk kampfly ned og tog 150 UNPROFOR soldater som gidsler, som dog alle senere blev frigivet.  

Optakten til Operation Bøllebank 

I den nordiske bataljons ansvarsområde var man ikke direkte berørt af konflikten i Gorazde, men episoden giver et godt billede af, hvor anspændt hele situationen var i foråret 1994, og den nordiske bataljon havde da også sine problemer at slås med. En af de væsentligste opgaver var at åbne forsyningsruter ind til Tuzla fra den sydvestlige del af Bosnien-Hercegovina. Disse ruter lå flere steder tæt op af de bosnisk serbiske stillinger. Før indsættelsen af de danske kampvogne havde bataljonen ikke turdet åbne den mest oplagte forsyningsrute. En sådan åbning ville indebære en alt for stor risiko for tab hos den nordiske bataljon, da de tungere bevæbnede bosniske serbere ville kunne skyde igennem de nordiske mandskabsvogne. En af kampvognenes første opgaver var derfor at åbne ruten. Da den bosnisk serbiske hær så kampvognene køre forrest, valgte de ikke at gribe ind og det lykkedes herefter at få nødhjælp igennem til Tuzla ad denne rute. Sikkerheden for de civile i Tuzla-området forblev stabil under den resterende del af krigen.

I begyndelsen af marts 1994 blev Tuzla lufthavn åbnet, og lufttrafikken med nødhjælp kom langsomt i gang på trods af, at åbningen ikke var færdigforhandlet med de bosniske serbere. Allerede i midten af april begyndte den bosnisk serbiske hær dog med jævne mellemrum at beskyde lufthavnen med artilleri for at sætte en stopper for lufttrafikken til Tuzla. Den 17. april 1994 var lufthavnen igen under beskydning, og oberstløjtnant Møller besluttede at bringe beskydningen til standsning ved brug af kampvognene. Ilden ophørte dog inden disse kom i stilling, og da UNPROFOR kun måtte anvende magt, hvis de var under beskydning, var der ikke andet for end at vende hjem uden en løsning på problemet. Efterfølgende blev lufthavnen beskudt yderligere to gange, men når kampvognene kørte i stilling, ophørte beskydningen. 

I Tuzla blev situationen mere og mere anspændt og kulminationen kom om aftenen den 29. april 1994 og blev kendt i hele verden under navnet ”Operation Bøllebank”.   

Operationen 

Efter mørkets frembrud den 29. april meldte en af den nordiske bataljons observationsposter ved frontlinien mellem bosniakkerne og de bosniske serbere, at de blev beskudt af bosnisk serbiske styrker. Oberstløjtnant Møller beordrede syv kampvogne til at køre ud og beskytte observationsposten. Ved ankomsten til et samlingsområde, blev de beskudt af den bosnisk serbiske hær. 

For hvert minut de danske kampvogne og svenske soldater i observationsposten var under beskydning, steg sandsynligheden for tab blandt de skandinaviske soldater. Samtidig var der ingen tvivl om, at de bosniske serbere bevidst beskød UNPROFOR, hvilket betød, at de skandinaviske soldater var i deres fulde ret til at forsvare sig. Efter at have været under uafbrudt beskydning i 20 minutter besluttede oberstløjtnant Møller at lade kampvognene skyde mod de bunkers, hvor de bosniske serbiske soldater befandt sig. 

Efter en længere skudveksling kunne oberstløjtnant Møller lade kampvognene kører tilbage uden tab blandt de skandinaviske soldater. I alt affyrede de syv involverede kampvogne 72 granater, hvilket forårsagede betydelige tab blandt de bosnisk serbiske soldater. 

Konsekvenserne af Operation Bøllebank

Efter operationen var de bosnisk serbiske styrker opsat på at få hævn, men til alt held for de svenske og danske soldater, lykkedes det ikke. Til trods for en del sårede danskere og svenskere i perioden fra februar til september 1994, var der ingen tab blandt de svenske og danske soldater, selvom de bosniske serbere til tider udsatte den nordiske bataljon for kraftig beskydning. Det anstrengte forhold var ikke kun mellem de bosniske serbere og den nordiske bataljon. Rygter i området sagde, at den bosnisk serbiske hær havde sat en dusør på oberstløjtnant Møllers hoved. 

Af Thomas Johansen, stud. mag. ved Københavns Universitet.