Jødiske ghettoer

Fra 1939 begyndte nazisterne at samle alle jøder i ghettoer. Ghettoerne var de rene dødsfælder, og indbyggerne døde i tusindtal af sult, sygdom og slavearbejde. For de overlevende ventede gaskamrene.

Rømningen af Warsawa ghettoen i 1943

Oprettelse af ghettoer

Det havde ikke været planlagt fra starten. I begyndelsen af krigen var ghettoerne tænkt som en overgang til deportation til et ”jødereservat”, hvor jøderne skulle bo og arbejde indtil krigen sluttede, hvorefter de skulle udskibes til Madagaskar eller en anden oversøisk koloni. Der var forbud mod at forlade ghettoen, så jøderne blev holdt isoleret fra resten af befolkningen bag mure eller pigtråd under forfærdelige forhold. Den største ghetto lå i Warszawa. I marts 1941 husede den 445.000 jøder.

SS-sikkerhedschef Heydrichs forholdsordre om, hvordan jøderne skal bringes sammen, dateret 27. september 1939:

"Jøderne skal bringes sammen i ghettoer i byer for at sikre, at man lettere kan kontrollere dem og senere føre dem væk. Den mest presserende opgave er at få de jødiske handlende til at forsvinde fra oplandet. Dette må fuldføres i løbet af de næste tre til fire uger. Så længe der er jødiske handlende på landet, må man gøre op med Værnemagten i hvilket omfang disse jødiske handlende skal have lov at blive for at sikre troppernes proviantering."

Følgende detaljerede direktiv blev udfærdiget:
1. Jøderne til byerne så hurtigt som muligt.
2. Jøder ud af det tyske rige og til Polen.
3. De tilbageblevne sigøjnere også til Polen.
4. Den systematiske evakuering af jøder fra tysk territorium med godstog.
 

Livet i ghettoerne

Ghettoerne var de rene dødsfælder. Sult, dårlig hygiejne og epidemier gjorde hurtigt indhug. I Warszawas ghetto døde 66.000 af tyfus i foråret 1942. Andre 40.000 døde af sult. Rationerne var sat til 184 kalorier om dagen. Til sammenligning var rationerne til tyskere på 2.613 kalorier. Det var ikke ualmindeligt at op til 15 personer måtte deles om ét rum, og mange måtte sove og dø på gaderne. Der var arbejdspligt for alle mellem 14 og 60 år i krigsproduktionen, i værksteder i eller uden for ghettoen eller i stenbrud eller ved vejarbejde, hvor mange omkom af udmattelse.

På trods af de grusomme forhold, forsøgte jøderne at opretholde en form for normalt liv. Der blev i det stille organiseret ungdomsgrupper, oprettet børnehaver og skoler, afholdt kulturarrangementer og politiske diskussioner. I ghettoen i Lodz fandtes 63 skoler med 22.330 elever. Også det religiøse liv fortsatte i hemmelighed, uanset at opdagelse kunne føre til nedskydning eller ydmygelser fra SS.

Ghettoernes ”selvstyre”

Ghettoernes interne administration blev lagt i hænderne på jøderne selv. I alle ghettoer blev oprettet et såkaldt ”Judenrat” (jøderåd), som var tvunget til at udføre tyskernes ordrer. Jøderådet skulle opretholde orden i ghettoen. De skulle blandt andet sørge for indkvartering af nyankomne, finde egnet arbejdskraft til den tyske krigsproduktion og fordele mad og medicin. Senere var det også jøderådet, der afgjorde, hvem der skulle transporteres til udryddelseslejrene, formentlig uden sikker viden om, at transporterne førte til udryddelse. Jøderådene fik at vide, at der var tale om forflyttelse til arbejdslejre. Jøderådene forsøgte at forhindre tilløb til uro og oprør i ghettoerne i et forsøg på at spare menneskeliv, men forgæves. Resultatet var det samme – indbyggerne døde i tusindtal af sult, sygdom og slavearbejde, og for de overlevende ventede gaskamrene.

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information