Hvordan ved vi, at Holocaust har fundet sted?

Holocaust-benægterne mener, at hvis de kan finde en ”fejl” eller uoverensstemmelse i et stykke kildemateriale, så krakelerer hele beviset for Holocaust. Benægterne ser bort fra den sammenhæng, som et bevis optræder i, og vælger kun det ud, som støtter deres argumentation.

En enorm forbrydelse

Drabet på Europas jøder foregik i Albanien, Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Frankrig, Holland, Hviderusland, Italien, Letland, Litauen, Luxemburg, Norge, Polen, Rusland, Slovakiet, Tjekkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn og det tidligere Jugoslavien. Det trak desuden tråde til stort set alle andre lande i verden; til USA, Mellemøsten, Asien og Sydamerika. Omkring seks millioner jøder blev dræbt, foruden ca. to en halv millioner russiske krigsfanger, flere hundrede tusinde anstaltspatienter, titusinder af politiske fanger og andre. Hvert drab har sin egen historie.

Der var så mange måder, så mange mennesker, så mange steder, at man må nøjes med eksempler eller stikprøver, når man skal prøve at forklare, hvorfor vi føler os sikre på vores viden om denne kolossale forbrydelse. I denne artikel bliver der fokuseret på to af de mest omfattende og dødelige operationer under jødeforfølgelserne, nemlig Einsatz-grupperne i Sovjetunionen og en af de seks udryddelseslejre i Polen, Sobibór.

Einsatz-grupperne i Sovjetunionen

Det egentlige folkedrab på jøderne under 2. Verdenskrig begyndte med tyskernes angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941. Bag de fremrykkende tropper kom de såkaldteEinsatz-grupper. Ifølge en skrivelse fra chefen for sikkerhedspolitiet, Heydrich, var deres ordre at skyde alle kommunistiske funktionærer, ledende intellektuelle og forretningsfolk og visse jøder. De praktiske forhold (man havde hverken tid, ressourcer eller lyst til at differentiere mellem jøderne) betød dog, at alle jøder blev mål for denne politik. Her følger de retningslinjer, der blev givet til grupperne, inden de tog til Sovjet.

195 rapporter og vidneudsagn fra gerningsmændene selv

Hver af de fire Einsatz-grupper A, B, C og D indsendte jævnligt rapporter over deres arbejde til sikkerhedstjenestens hovedkvarter i Berlin; herfra blev de fordelt til forskellige instanser. Ud af de 195 rapporter, der indgik til Berlin mellem juni 1941 og april 1942, kender man i dag alle undtagen én. I disse såkaldte situationsrapporter opregner grupperne nøje, hvor mange man har skudt hver dag, og hvor og hvordan ofrene fordeler sig på jøder og kommunister samt mænd, kvinder og børn. Således kan man se, at fx enheder fra Einsatz-gruppe A, der opererede i de baltiske lande, skød 4.400 jøder i juli 1941, 47.906 i august, 41.097 i september, 31.829 i oktober og 8.211 ved rapportens indsendelse i november.

Disse rapporter har man kendt til, siden de blev fundet i de konfiskerede papirer fra Nazityskland i forbindelse med Nürnbergprocesserne. De var underskrevet af ledere af grupperne, ligesom en række officerer nævnes i dem. Da man fandt frem til disse folk, kunne de bekræfte, at det netop havde været Einsatz-gruppernes opgave at skyde de russiske jøder og fortælle om, hvordan de havde gjort det. I forbindelse med retssager mod medlemmer af grupperne blev flere hundrede menige medlemmer afhørt og nogle af dem sigtet. Også de kunne bekræfte begivenhedsforløbet. Og de var ikke de eneste.

Flere vidneudsagn

Lejlighedsvis overlevede nogle af ofrene. Sommetider kunne de flygte, andre gange blev de skudt, men kun såret og kunne grave sig ud af deres grav og komme væk. Deres vidneudsagn, der blev givet i forbindelse med Nürnbergprocesserne og ved andre retssager i Tyskland og andre lande efter krigen, kunne ligeledes bekræfte det skete og tilføjede yderligere detaljer. Der kan også være tale om andre vidner – tilskuerne. Det kunne være andre tyskere, der som militærfolk eller civile arbejdere og teknikere overværede disse masseskydninger. Også de allierede efterretningstjenester havde fulgt med i forbrydelserne, og russerne havde således identificeret og sikret en række fysiske spor – mest massegrave – på russisk jord.

Intet af dette, hverken rapporter, tilståelser eller vidneudsagn, kan stå alene. Men tilsammen bekræftes disse begivenheder både af den indledende forholdsordre, de løbende rapporter, vidneudsagn fra ofre, bødler og tilskuere samt det fysiske bevismateriale. Det er som ved en kriminalsag: Vi har etableret motivet (forholdsordren), morderne har så at sige skrevet dagbog undervejs (situationsrapporterne), og vi har vidneerklæringer fra de involverede – og endda tilståelser fra forbryderne selv. Samtidig har vi det afgørende fysiske bevismateriale – massegravene.

Udryddelseslejrene

Der var en række ulemper ved masseskydningerne, som fik tyskerne til at skifte til en anden drabsform. I de såkaldte udryddelseslejre havde man fred for uvelkomne vidner, og arbejdet dér sled mindre på mændenes nerver. Og så var det mere effektivt, for her kunne langt færre tyskere (og deres hjælpere) dræbe langt flere jøder på langt kortere tid. Fra foråret 1942 foregik massedrabene fortrinsvis i sådanne lejre, og ca. halvdelen af alle ofrene blev dræbt i gaskamre på disse steder. Vi taler normalt om seks sådanne lejre: Chelmo, Belzec, Sobibór, Treblinka, Majdanek og Auschwitz. Også her ser vi det samme mønster gentage sig, hvad kildematerialet angår. Lad os se på eksemplet Sobibór.

Sobibór: 250.000 dræbte på halvandet år

I denne lille lejr dybt ude i skovene ved Polens østgrænse til Hviderusland og Ukraine blev der i alt dræbt ca. 250.000 jøder i løbet af det halvandet år, som lejren eksisterede. Baggrunden for dens oprettelse er ikke kendt, for de papirer hører til blandt dem, nazisterne havde held til at fjerne i krigens sidste dage. Men lokale folk var vidner til oprettelsen i de tidlige forårsmåneder i 1942. De fleste af ofrene var polske jøder, der kom dertil fra ghettoerne.

Disse ghettorydninger efterlod masser af dokumentation: Lokale polakker så det, og overlevende jøder har berettet om det. Nogle af de soldater og politifolk, der gennemførte disse rydninger – der ofte indebar, at man skød de "svage" jøder først, altså især de ældre og de mindre børn – har også bekræftet hændelsesforløbet ved retssager efter krigen. Der findes meget få transportlister fra overførslen af ofrene i øst. De blev enten ikke skrevet eller er gået tabt. 

Men interessant nok findes der en omfattende liste over en bestemt gruppe jøder, der blev myrdet i Sobibór i 1943. Det drejer sig om ca. 34.000 hollandske jøder, der blev transporteret fra lejren Westerbork i Holland til Sobibór mellem marts og juni 1943. Det var folk i alle aldre, fra spædbørn til oldinge. Så vidt vides overlevede kun 18.

I Vesteuropa opstillede tyskerne lister over de deporterede jøder, der indeholdt navne og fødselsdata. Det gjorde de formentlig for at opretholde en slags normalitetens skær over hele operationen, altså for at føre jøderne bag lyset og gøre dem mere samarbejdsvillige. Listerne overlevede i Westerbork-lejren. De blev fundet efter krigen, og derfor kender vi helt undtagelsesvis disse ofre ved navn. Det kan med andre ord dokumenteres, at disse jøder var i Westerbork, og at de blev transporteret videre til Sobibór. Her skrev man ingen navne op. Hver eneste transport, der ankom, blev udslettet til sidste mand inden for et par timer efter ankomsten, bortset fra nogle enkelte, som blev udvalgt til at arbejde i lejren i en periode, indtil de også blev dræbt og udskiftet med nye folk fra andre transporter. 

Vidneudsagn og tilståelser

I Sobibór skete det helt særlige, at fangerne i oktober 1943 gjorde oprør, dræbte de fleste medlemmer af det tyske personale og stak af. Skønt mange døde, både under flugten og siden i skjul i skovene, overlevede en håndfuld. De aflagde vidnesbyrd efter krigen. Skønt jøderne som hovedregel ikke kendte navnene på deres bødler, var det – ved at studere tyskernes post – lykkedes dem at finde navnene på nogle enkelte. Disse mænd blev pågrebet i begyndelsen af 1960'erne. De kunne igen nævne yderligere navne på andre tidligere vagter, og dermed blev en del af personalet i Sobibór anholdt og stillet for retten. Igen gælder det, at de alle som én bekræftede, at Sobibór var en lejr, hvis eneste formål var at dræbe jøder i gaskamre.

De tidligere vagter kunne fortælle om de metoder, der blev brugt på stedet, og ved husundersøgelser fandt man fotos og andet materiale fra Sobibór. Som hovedregel ville gerningsmændene ikke vedkende sig deres personlige skyld. De henviste i stedet til, at de havde handlet efter ordre eller havde haft opgaver, der lå uden for det, de opfattede som den egentlige drabsproces. Men selve begivenhedsforløbet bekræftede de i detaljer. Hvilken skæbne, der helt præcist overgik de enkelte jøder, såsom de 34.000 fra Holland, kunne de ikke udtale sig om, for for dem var jøderne bare én stor, navnløs masse, og ingen blev som sagt registreret med navn i lejren.

Hvilke beviser har vi så, og hvad kan vi konkludere ud fra dem?

Vi har nogle enkelte dokumenter til belysning af lejrens oprettelse samt en række uafhængige vidneudsagn fra forskellige personer, der så den blive bygget. Vi har vidneudsagn fra jøder, der overlevede lejren på grund af oprøret i 1943. Vi har listen over de 34.000 hollændere, der bekræfter deres overførsel til Sobibór. De få, der overlevede, har berettet om, hvad der foregik i lejren, og vi ved, at næsten alle disse mennesker er forsvundet.

Vi har vidneudsagn og fysiske spor, der belyser overførslen af polske jøder fra ghettoerne til lejren. Vi har lejrens naboer, der så togene ankomme fulde og tage tomme derfra. Og så har vi en række af vagterne, inklusive en af lejrens kommandanter, der alle uden forbehold bekræfter, at dette var et sted indrettet til jødemord. Ligeledes har vi udsagn fra en del af deres højere chefer i sikkerhedsapparatet, der også bekræfter dette. Og endelig har vi de fysiske spor – bygninger, grave og andet, som blev efterladt af tyskerne, da de forlod stedet i 1944. Den samlede vægt af dette materiale tillader os at konkludere, at Sobibór var en udryddelseslejr, indrettet til at dræbe jøder i gaskamre, og at de forsvundne hollændere er blevet dræbt der.

Beviser som brikker til et puslespil

Igen må det understreges, at vores sikre viden om udryddelseslejren Sobibór ikke afhænger af et enkelt dokument eller et enkelt vidneudsagn. Det er derimod den samlede vægt af alle disse kilder, dokumenter, fotos, udsagn m.m., der er afgørende. Når alle er enige om, hvordan det var – både bødler, ofre og tilskuere – så er der garanti for, at det nok var sådan, det var.

Vi taler her om konvergerende kilder; kilder, der hver for sig ikke er nok, men som tilsammen danner et tydeligt billede af virkeligheden på det pågældende tidspunkt. Kilderne er som brikker i et puslespil. Vi har godt nok ikke alle brikkerne, men vi har tilstrækkeligt til at kunne danne os et temmelig klart billede af, hvad det var for et sted.

I artiklen her har vi har brugt eksemplet fra Sobibór, men det er præcis det samme mønster, der findes for alle de andre lejre af denne type – ved at sammenkæde de mange forskellige slags bevismateriale, får vi et samlet billede af, hvad der er sket.

Skrevet af Torben Jørgensen, historiker og forfatter til bl.a. Stiftelsen.