Holocaust-benægtelse i Danmark

En af de første danske Holocaust-benægtere

I en årrække efter 2. Verdenskrig fandtes der stort set ikke Holocaust-benægtelse i Danmark. I 1977 stillede den danske journalist og forfatter Erik Haaest imidlertid spørgsmålstegn ved omfanget af Holocaust, da han i en udgave af sit tidsskrift, Nationaltidende, bragte artikler med overskrifterne: ”Der eksisterede ingen gaskamre i Hitlers kz-lejre!” og ”Anne Franks dagbog er løgn og svindel”. Samme år udgav han skrivelsen Det magiske tal, som mere eller mindre var en gengivelse af Holocaust-benægteren Richard Harwoods bog Did Six Milion Really Die? Der skulle dog gå rundt regnet 20 år, før Holocaust-benægtelsen fik rigtigt fodfæste i Danmark.

En afgørende begivenhed – oprettelsen af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning

I sidste halvdel af halvfemserne skete der noget, der fik afgørende betydning for udbredelsen af Holocaust-benægtelse i Danmark. I efteråret 1997 blev Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning (DSFHF) stiftet.

Formålet med organisationen var ”systematisk at sprede kendskab til revisionismen, at opretholde traditionen for kildekritisk historisk forskning, at stoppe undertrykkelsen af den frie forskning samt at gøre opmærksom på statsstøttede løgne”. DSFHF har siden sin etablering systematisk forsøgt at udbrede budskabet om, at Holocaust aldrig beviseligt har fundet sted. Oprettelsen af selskabet har gjort det muligt for benægterne at koordinere og effektivisere deres indsats, hvilket har ført til betydelig taletid og opmærksomhed i medierne.

Berlingske Tidende trykker indlæg fra Holocaust-benægter

Den 24. januar 1998 fik dr.phil. Christian Lindtner optaget et indlæg i Berlingske Tidende med titlen “Holocaust i et nyt lys”. Christian Lindtner har senere skiftet holdning til Holocaust, men i indlægget argumenterede han for, at en stor del af den viden, der fandtes om Holocaust, herunder brugen af gaskamre og antallet af døde i Auschwitz, var fejlagtig. Ifølge Lindtner døde blot 80.000 mennesker i Auschwitz, og lejren var først og fremmest gennemgangslejr, forstået på den måde, at jøderne kun var i Auschwitz i kort tid og derefter blev sendt videre til andre steder. Desuden ville Hitler og dennes højre hånd, Heinrich Himmler, aldrig begå folkedrab, da de anså dette for ”ugermansk”.

Det vakte forargelse, at Berlingske Tidende havde valgt at trykke et så kontroversielt indlæg. Avisen undskyldte sig med, at man tidligere havde trykt flere af Lindterns indlæg om andre emner, og at man derfor ikke havde været opmærksom på netop dette indlægs specielle indhold. Trods beklagelsen valgte avisen kort efter at trykke endnu et af Lindtners kontroversielle læserbreve, ”Encyklopædi lyver”, som hævdede, at Den Danske Encyklopædi opgiver et forkert og ”uvidenskabeligt” antal fanger, der døde i Auschwitz.

Skandale på Københavns Universitet

I 1998 var den tyske professor og ekspert i nazismens historie, Eberhard Jäckel, gæsteforelæser på Københavns Universitet. Efter forelæsningen var der, traditionen tro, en spørgerunde, hvor tilhørerne havde mulighed for at stille spørgsmål. Denne mulighed benyttede en samling danske Holocaust-benægtere sig af i en koordineret aktion. Til de andre tilskueres og ikke mindst Jäckels forargelse og forbavselse hævdede de, at oplysninger om Auschwitz-lejren ikke var korrekte, at jøderne havde erklæret krig mod Tyskland og "desuden bare kunne have rejst," og at tilståelser fra fx kommandanten i Auschwitz var skrevet under tortur.

Benægtere på direkte tv

1998 var i det hele taget et godt år i benægterforstand, da benægterne fik meget taletid i de danske medier. Talkshowet Reimer Bo, der havde Reimer Bo som vært, bragte et program, der handlede om kontroversielle udtalelser. Reimer Bo lod her Holocaust-benægteren Marianne Herlufsdatter fremføre sine ekstreme synspunkter om, at der ikke var blevet udryddet jøder under 2. Verdenskrig – og i hvert fald ikke seks millioner – og herefter fik Birgit Fischerman, formand for Foreningen af Danske Jøder, som selv var i ghettoen og koncentrationslejren Theresienstadt, så lov til at komme med sine modargumenter, som om det var to ligeværdige synspunkter.

Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning stjæler websidedesign

I 2002 lancerede DSFHF en hjemmeside med adressen www.holocaustuddannelse.dk. Den angav at ville undervise i ”de uklare og videnskabeligt uforståelige aspekter af Holocaust." Problemet med siden var imidlertid, at daværende Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier kort forinden havde lanceret en undervisningswebside om Holocaust, rettet mod elever på ungdomsuddannelserne og studerende, på den næsten identiske adresse www.holocaust-uddannelse.dk. Det var med andre ord kun en bindestreg i URL-adressen, der adskilte de to websiders adresse.

De øvrige grafiske elementer, informationsstrukturen og farverne på de to websider var stort set ens, ligesom teksterne på de to åbningssider var bemærkelsesværdigt enslydende. Der var imidlertid den afgørende forskel på de to websider, at hvor den ene var resultatet af to specialestuderendes arbejde med at formidle den historiske begivenhed Holocaust i et samarbejde med Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, var den anden hjemmesides budskab, at Holocaust aldrig var sket, men blot er en statsstøttet myte. Efter juridisk tovtrækkeri blev DSFHF frakendt retten til domænenavnet www.holocaustuddannelse.dk og antog i stedet domænenavnet "www.holocaust.nu", men beholdt layoutet, som organisationen imidlertid på eget initiativ skiftede i 2004.

Nynazistiske løbesedler på danske skoler

I forbindelse med Auschwitz-dag og vandreudstillingen "Anne Frank – en historie for vor tid", som flyttede rundt på danske skoler, delte den nynazistiske bevægelse Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB) løbesedler ud forskellige steder. Løbesedlerne var dekorerede med hagekors og kaldte Holocaust for et ”svindelnummer”, opfordrede derfor eleverne til at ”sige nej til jødisk hjernevask” og i øvrigt besøge Dansk Selskab for Fri Historisk Forsknings webside. Chikanen tvang bl.a. udstillingen til at flytte fra Helsingør Gymnasium, hvor der var åben adgang, til et aflukket klasseværelse på en naboskole.

Ny strategi: direkte kontakt til elever

Med tiden blev Holocaust-benægtere og særligt Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning blevet mere og mere direkte og opsøgende med deres Holocaust-benægtende budskaber. I januar 2004 lancerede DSFHF fx et nyt ”undervisningsmateriale”. 

Det var en rejsevejledning med titlen ”Når I besøger Auschwitz”, henvendt til danske skoleelever og studerende. Selskabet nøjedes ikke med at lægge vejledningen på nettet, men sendte den direkte til elevrådsformænd og skolesekretærer landet over. Sidenhen er proceduren med at tage direkte kontakt til elever blevet gentaget flere gange – ofte i forbindelse med afholdelsen af Auschwitz-dag 27. januar, der er den årlige mærkedag for Holocaust og andre folkedrab.

”Hemmelige møder” med David Irving i Danmark

I de sidste to årtier har især den engelske historiker David Irving været en vigtig drivkraft i det internationale netværk af benægtere. I foråret 2004 var Irving på “hemmeligt” besøg i Danmark, hvor han foran en udvalgt skare skulle tale om bl.a. Nazityskland, Holocaust og Hitler. En journalist fra Ekstra Bladet, Kåre Quist, gik undercover som arbejdsløs historiker med tendens til fremmedhad og fik adgang til det hemmelige møde. Kåre Quist rapporterede om et mærkværdigt møde, hvor de danske benægtere leflede for en olm David Irving, og hvor den danske Holocaust-benægter Christian Lindtner optrådte i en tysk politiuniform.

Benægtere på børne- og ungdomssiden Arto

I 2005 gik benægterne nye veje i forsøget på at få deres budskaber ud. En af strategierne var at oprette profiler på børne- og ungsdomswebsiden arto.dk, hvor benægterne forsøgte at igangsætte diskussioner om, hvorvidt Holocaust nu også havde fundet sted, og hvor fedt det var, at “jøden Bubber” stoppede på TV2.
Læs artikel om benægternes tilstedeværelse på arto.dk.

Konference i Iran

I 2006 deltog Christian Lindtner som eneste dansker i en meget kontroversiel todageskonference i Iran, ”The International Conference to Review the Global Vision of the Holocaust”. Konferencens formål var at diskutere, hvorvidt nazisternes udryddelser af jøder under 2. Verdenskrig havde fundet sted, og give plads til synspunkter, der lovmæssigt er forhindret i Europa. Lindtners bidrag til konferencen var oplægget ”The Holocaust in Danish Media 1998-2006”. I denne sammenhæng var det særligt interessant, at flere danske medier mere eller mindre ukritisk refererede fra konferencen og gengav benægternes påstande som et – omend spøjst – alternativt synspunkt i debatten om Holocaust.

Statslig støtte til Holocaust-benægter

20 år efter, at Erik Haaest første gang trykte sine benægter-påstande, kom han i 2007 igen i offentlighedens søgelys. I to omgange havde han modtaget 100.000 kr. i statsstøtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg. Pengene skulle gå til en planlagt trilogi om danske Hipofolk (et dansk korps, der fungerede som tysk hjælpepoliti). En artikel i Information 18. juli 2007, der gjorde opmærksom på, at Haaest tidligere havde sået tvivl om Holocaust og om, hvorvidt Anne Franks dagbog var ægte, udløste stor debat om Kunstrådets Litteraturudvalgs vurdering af Haaests forfatterskab. Haaest svarede igen på kritikken ved at forsvare sine artikler og gentage sin påstand om, at Anne Franks dagbog var et falskneri.

De nyeste former for benægtelse

I august 2008 valgte gratisavisen Nyhedsavisen at sende den 19-årige nynazist Daniel Carlsen til Auschwitz sammen med den tidligere kz-fange, polske Zygmunt Gross, til Auschwitz. Ideen var, at overleveren skulle forsøge at overbevise nynazisten om, at Holocaust rent faktisk havde fundet sted - uden held naturligvis. Efterfølgende bragte avisen en lang artikel, hvori de begge fik lov til at fortælle om deres syn på “historien”. 

Senest forsøgte benægtere fra DSFHF i 2009 igen at udbrede deres budskaber ved at opsøge gymnasier og elevrådsformænd i forbindelse med Auschwitz-dag, og et par måneder senere udsendte selskabet materiale til alle landets gymnasier, og denne gang omhandlede det Arbejdermuseets udstilling “Ovnbyggere fra Auschwitz", der dokumenterer, hvordan de ansatte i firmaet Topf und Söhne gjorde sig medskyldige i lejrenes udvikling til egentlige "dødsfabrikker". I materialet advarer DSFHF mod ”udbredelsen af kommunistisk propaganda og undertrykkelse af sandheden”. Repræsentanter for benægterne besøgte udstillingen, uddelte flyers og forsøgte at overbevise de andre gæster om, at ingen jøder var døde i gaskamre mv. 

DIIS – januar 2010