Fra Lenin til Stalin 1921-1928

Efter kun få år ved magten havde kommunisterne skabt et terrorregime og bragt landet ud i dyb økonomiske krise. Forholdene for både bønder og arbejdere var katastrofale, og kommunisternes opbakning i befolkningen var lille. Flere steder var bønderne i oprør, og også i byerne ulmede uroen.

Situationen kulminerede i marts 1921 med en soldateropstand på flådebasen Kronstadt, og senere samme år udbrød en omfattende hungerkatastrofe i store dele af landet, som kostede 5 millioner mennesker livet.

Den Nye Økonomiske Politik

I begyndelsen af 1921 var kommunisterne klar over, at der skulle ske en radikal ændring, hvis de skulle beholde magten, og svaret blev den såkaldte Nye Økonomiske Politik (NEP), som Vladimir Lenin introducerede i marts 1921. Det var ifølge Lenin et midlertidigt tilbagetog i forhold til indførelsen af det socialistiske samfund.

NEP var en blanding af en stats- og en markedsstyret økonomi. Staten opgav en del af den styring af økonomien, som var blevet indført i forbindelse med borgerkrigen, og der blev åbnet op for en begrænset privat handel. Bøndernes kvoter for, hvor meget korn de skulle aflevere til staten, blev reduceret kraftigt, og bønderne kunne så sælge resten af deres produkter til markedspris. Inden for handel, håndværk og småindustri blev det tilladt at drive virksomhed, men staten bevarede dog kontrollen med storindustrien, bankvæsenet, transport og udenrigshandelen. 

Læs mere om det økonomiske system

NEP bragte økonomien på fode igen

NEP stabiliserede hurtigt de økonomiske og sociale forhold efter de hårde år med krig og hungersnød, men både industri og landbrug befandt sig stadig på et forholdsvis primitivt niveau.

Bønderne og de private erhvervsdrivende fik størst udbytte af NEP. Værre så det ud for arbejderne. Arbejderne havde på flere områder fået det bedre i forhold til før revolutionen, blandt andet var beskæftigelsen steget. På trods af de forbedrede vilkår var forholdene imidlertid stadig meget dårlige i begyndelsen af 1920’erne, da for eksempel lønningerne var meget lave.

Udover at skabe en vis optimisme hos bønderne havde NEP også den effekt, at de sociale skel på landet blev øget. At fri handel igen blev tilladt betød, at forskellen mellem de fattige bønder og de mere velstående bønder, som blev kaldt kulakker, blev større. Kulakkerne øgede deres økonomiske magt. For at modvirke dette forsøgte bolsjevikkerne at begrænse kulakkernes magt gennem blandt andet ekstrabeskatning og fratagelse af valgret. 

Sovjetunionen etableres

Efter borgerkrigen var det nødvendigt med en ændring af den gældende forfatning fra 1918. Flere dele af det gamle russiske imperium havde under borgerkrigen erklæret sig selvstændige, men efter krigen havde bolsjevikkerne fordrevet de ikke-bolsjevikiske regeringer fra disse stater og i stedet indført sovjetstyre. Den gældende forfatning gjaldt kun for den russiske sovjetrepublik, og det var derfor nødvendigt med en forfatning, der gjaldt alle stater.

Resultatet blev dannelsen af en føderativ stat, Sovjetunionen, bestående af 4 republikker. Antallet af republikker steg under Stalin til 16 og var ved Sovjetunionens fald i 1991 på 15. Det føderative element i Sovjetunionen bestod i, at magten formelt var delt mellem de centrale myndigheder i Moskva, som bestod af repræsentanter fra de enkelte republikker, og myndighederne i de enkelte republikker. I realiteten var Sovjetunionen dog stærkt centraliseret, hvilket vil sige, at den i høj grad var styret fra Moskva.

Læs mere om staten

Terror

NEP-tiden var præget af forholdsvis ro i samfundet. Det hemmelige politi var (som det havde været under borgerkrigen 1918-1920) stadig aktivt i kampen mod de såkaldte klassefjender, men terroren og undertrykkelsens omfang blev reduceret. De værste episoder fandt sted i de ikke-russiske sovjetrepublikker, da disse ofte modsatte sig det sovjetiske overherredømme.

Industrialisering af det sovjetiske samfund

Da Sovjetunionen med NEP kom på fode igen, begyndte kommunisterne at overveje, hvordan en mere langsigtet økonomisk politik skulle se ud. Dette gav anledning til alvorlige magtkampe inden for partiet.

I midten af 1920’erne var Sovjetunionen stadig et landbrugssamfund, hvor mere end 80 % af befolkningen boende på landet. Kommunisterne var enige om, at det var nødvendigt med en industrialisering af samfundet for at kunne opbygge det socialistiske samfund. Men de var uenige om, hvordan industrialiseringen skulle realiseres. 

Lenins død medfører magtkamp

De interne uenigheder i partiet kom for alvor frem i lyset efter Lenins død den 21. januar 1924. Efter sin tredje blodprop i marts 1923 havde Lenin reelt ikke været i stand til at lede partiet, og ledelsen var blevet varetaget af et trekløver bestående af Josef Stalin, Grigorij Zinovjev og Lev Kamenev. Lenin havde ikke selv udpeget sin afløser, og efter hans død udbrød en regulær magtkamp om, hvem der skulle føre landet videre. I sit såkaldte politiske testamente fra 1922 advarede Lenin mod både Stalin og Lev Trotskij, som han ikke fandt egnede til opgaven.

Stalins vej til magten

I magtkampen efter Lenins død sejrede Stalin imidlertid alligevel, da det lykkedes ham at udmanøvrere sine politiske modstandere inden for Kommunistpartiet. Det er svært at give en entydig forklaring på, hvorfor netop Stalin sejrede, men følgende faktorer kan have spillet ind:

Stalin var en beregnende taktiker, der forstod at begå sig i det politiske spil. Han havde blik for, hvem han skulle støtte på de rigtige tidspunkter, og hvornår han skulle skifte alliancepartner. Dette illustreres glimrende ved Stalins holdning til debatten om industrialiseringen, der viser, hvordan Stalins holdninger til tider var mere taktisk end politisk bestemte. Indtil 1928 støttede Stalin Nikolaj Bukharin fra partiets højrefløj, hvis holdninger var modstridende med Trotskij, som var Stalins største rival inden for partiet. I 1927 blev Trotskij og hans tilhængere udstødt af partiledelsen, og Stalin vendte sig herefter væk fra Bukharin og førte en politik, der mindede meget om den politik, som Trotskij tidligere havde ført.  

Desuden forstod Stalin at erobre de vigtigste poster inden for partiet, og han kunne se perspektiverne i poster, som ingen andre kunne. Da Stalin i 1922 blev udnævnt til partiets generelsekretær, formåede han at erobre mere og mere magt, og han vidste, hvor i partiapparatet magten var placeret. Denne magt brugte han til at indsætte sine egne loyale støtter på centrale poster og placere sine modstandere på mindre betydningsfulde poster, fjernt fra magtens centrum. 

I 1928 havde Stalin udmanøvreret alle sine politiske modstandere fra Politbureauet, partiets øverste myndighed, og han var Kommunistpartiets absolutte førstemand.