Forfølgelse af jøder

Helt frem til Stalins død i 1953 var der tilbagevendende bølger af arrestationer, udrensninger, deportationer og henrettelser i Sovjetunionen. I de sidste år af Stalins levetid iværksattes en stadig stigende forfølgelse af jøder, der besad høje poster inden for partiet og staten, og i begyndelsen af 1953 blev flere jødiske læger tiltalt for at have myrdet fremtrædende partimedlemmer. Mange forskere mener, at det skulle ses udtryk for, at jøderne stod foran en masseforfølgelse, som kun blev afværget af Stalins død i marts 1953.

V. M. Molotov fortsatte sit arbejde som udenrigsminister, selvom hans jødiske kone blev sendt fem år i koncentrationslejr

I begyndelsen af 1953 ”afslørede” den kommunistiske avis Pravda et omfattende lægekomplot. Ifølge avisen var der tale om en sammensværgelse mellem en række læger, der blev anklaget for drab på flere fremtrædende partimedlemmer og for at have planlagt adskillige andre drab, heriblandt på Stalin. Halvdelen af de anklagede læger var jøder, og under forhør tilstod de anklagede den ene ugerning efter den anden. 

I ugerne efter afsløringerne af ”de hvide kitlers komplot” søsattes en heftig pressekampagne, som krævede, at der endnu engang skulle luges ud i partiet. Kampagnen præsenterede en forestilling om en stor sammensværgelse, hvor både jøder, parti- og industriledere, embedsmænd, højtuddannede og militærfolk var indblandet.

Lægekomplottet bliver af mange historikere opfattet som fuldbyrdelsen af en antisemitisk kampagne, som var blevet udløst i 1949, men som havde rødder tilbage til midten af 1940’erne.

Jøder i Sovjetunionen

I 1939 var der ca. 3 millioner jøder i Sovjetunionen, men efter at Sovjetunionen i forbindelse med 2. Verdenskrig havde indlemmet nye landområder, som eksempelvis Polen, var tallet i 1941 steget til ca. 5 millioner. I juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen, og i de områder af Sovjetunionen, som blev besat af tyske tropper, dræbte tyskerne ca. 2 millioner jøder. Efter krigen emigrerede mange sovjetiske jøder til USA, og den samlede jødiske befolkning skønnes ved Sovjetunionens opløsning i 1991 at have været ca. 1,5 millioner jøder.

Dannelsen af en antifascistisk jødisk-sovjetisk komité

I 1942 dannede den sovjetiske regering en antifascistisk jødisk-sovjetisk komité, som havde til opgave at lægge pres på den amerikanske regering under 2. Verdenskrig for at få amerikanerne til at åbne endnu en front i kampen mod Nazi-tyskland. Komiteen bestod af hundredvis af jødiske højtuddannede, hvoriblandt der var både forfattere og videnskabsfolk. Ud over at fungere som propagandaorgan kom komiteen også til at fungere som talerør for det jødiske fællesskab i Sovjetunionen over for sovjetstaten. 

Det sovjetiske styre begyndte dog i midten af 1940’erne at blive trætte af den foretagsomme jødiske komité, som styret mente var begyndt at blive lidt for selvstændig, og i slutningen af 1947 blev flere af komitéens medlemmer arresteret.  Kort efter blev komitéens leder, Salomon Mikhoels, fundet myrdet. Den den officielle forklaring var, at han var død i en bilulykke. I 1948 blev komiteen lukket, da den ifølge sovjetstyret havde udviklet sig til et center for anti-sovjetisk propaganda, og i de efterfølgende uger blev samtlige af komitéens medlemmer arresteret. 

Jøderne forfølges

Efter anholdelsen af komitéens medlemmer blev flere jødiske aviser lukket af sovjetmyndighederne, og der blev iværksat en stor ”anti-kosmopolitisk” kampagne. "Anti-kosmopolisme" var en sovjetisk betegnelse, der dækkede over rodløshed og en manglende patriotisme overfor det sovjetiske fædreland. Kampagnen var især rettet mod jøderne, der ifølge styret ikke forstod den sovjetiske kultur eller følte noget tilhørsforhold til Sovjetunionen. Jøderne var, ifølge styret, tættere knyttet til den jødiske end den sovjetiske kultur, selv om mange af dem havde rødder i Sovjetunionen, som gik flere hundrede år tilbage. 

Tidslinje for terror i Sovjetunionen. Klik for større version.

I løbet af 1949 blev hundredvis af jødiske højtuddannede anholdt, og der blev iværksat systematiske fyringer af jøder i høje embeder. Igen ramte terroren bredt, lige fra ingeniører til kunstnere, og ingen kunne vide sig sikker. En af de arresterede var for eksempel tidligere udenrigsminister Vjatjeslev Mikhajlovitj Molotovs jødiske kone, som blev sendt 5 år i koncentrationslejr under påskud af, at hun havde tabt en mappe, der indeholdt statshemmeligheder. I virkeligheden var grunden nok hendes jødiske baggrund. På trods af dette fortsatte Molotov ufortrødent sit arbejde for partiet.

Læs mere om Gulag-fangelejrene

Antisemitisme i Sovjetunionen

Antisemitisme betyder anti-jødiske holdninger. Antisemitismen var i zartiden, som gik frem til bolsjevikkernes magt-overtagelse i 1917, meget stærk i Rusland - og i Ukraine og i de vestlige egne af Rusland havde den under Stalin fortsat et godt tag i store dele af befolkningen. For eksempel rekrutterede tyskerne under 2. Verdenskrig næsten 80.000 frivillige ukrainere, hvoriblandt nogle deltog i SS-enheder, der udøvede massakrer på jøderne. Igennem årene havde der i kommunistpartiet været flere højtstående jødiske ledere, men i 1940’erne skærpedes tonen over for jøderne

Retssagerne mod den antifascistiske jødisk-sovjetiske komité

Retssagen mod de anklagede fra den antifascistiske jødisk-sovjetiske komité begyndte først i sommeren 1952, altså flere år efter arrestationerne. En af grundene til forhalingen af sagen har formentligt været, at Stalin var mere optaget af andre projekter, heriblandt den såkaldte ”Leningrad-affære” (se tekst i højre kolonne her på siden), som sammen med angrebene på jøderne udgjorde en vigtig etape i den måske forestående nye store udrensning i det sovjetiske samfund. I forbindelse med retssagerne mod medlemmer af komitéen blev i alt 100 mennesker idømt koncentrationslejrstraffe, og 25 blev dømt til døden.

Leningrad-affæren

Leningrad-affæren var en omfattende udrensning i Kommunistpartiets afdeling i byen Leningrad, det nuværende Skt. Petersborg. Hundredvis af partimedlemmer fra Leningrad blev anholdt, et par tusinde blev ekskluderet af partiet, og næsten alle ledere i Kommunistpartiets afdeling i Leningrad blev henrettet. Målet var ikke kun partimedlemmerne i Leningrad, men også de partimedlemmer, der bare kom fra Leningrad. Mange af de anklagede blev henrettet efter korte retssager, hvor de blev idømt dødsstraf, der blev eksekveret kort efter domsafsigelsen. Der var altså ingen mulighed for appel.

I løbet af anden halvdel af 1952 begyndte arrestationerne af de læger, der i 1953 blev tiltalt i lægekomplottet. Ifølge vidnesbyrd fra tidligere toppartifolk skulle retssagen indledes i marts 1953 og efterfølges af massedeportation af sovjetiske jøder. Det kom dog aldrig så vidt, og efter Stalins død i marts 1953 blev det annoncerede lægekomplot erklæret for ikke-eksisterende. Da var flere af de anklagede imidlertid allerede døde under tortur i fængslet.

 
Kilder
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information