Attentat, hadekampagne og massakrer
Den 6. april 1994 blev præsident Habyarimanas fly skudt ned af to missiler, mens det lagde an til landing i Rwandas hovedstad Kigali. Den dag i dag ved man ikke, hvem der stod bag attentatet. Men en time senere var der sat vejspærringer op i det i det meste af byen. Alle blev stoppet og dem, der var tutsier, blev dræbt på stedet. Et af det 20. århundredes mest omfattende folkedrab var i gang.
Attentatet blev startskuddet til folkedrabet på tutsier og på den mindre gruppe hutuer, som blev anset for at modarbejde hutu-styret.
Mindre end en time efter at flyet var styrtet ned, havde medlemmer af militsgruppen interahamwe og præsidentens garde etableret vejspærringer rundt om i Kigali. Hastigheden peger på, at folkedrabet var omhyggeligt planlagt. Bagmændene var en gruppe ekstremistiske hutuer, som var yderst utilfredse med udsigten til at skulle dele magten med tutsierne. I stedet havde de besluttet sig for at skaffe sig af med tutsierne en gang for alle.
Massiv hadekampagne
Forud for folkedrabet havde tutsierne været genstand for en massiv hadekampagne fra flere forskellige hutu-kontrollerede radiostationer og aviser. Medierne forsøgte at skabe et billede af tutsierne som undermennesker. De kaldte dem for kakerlakker og fortalte hutuerne, at det var nødvendigt at udrydde disse skadedyr. Dermed blev tutsierne fremstillet som ikke-mennesker.
Medierne fortalte, hvordan tutsi-hæren Rwandas Patriotiske Front atter ville angribe Rwanda med det formål at slå alle hutuer ihjel. Mange almindelige hutuer frygtede af denne grund tutsierne. De var bange for, at tutsierne kæmpede for erhverve sig den magt, de havde været nødt til at opgive ved selvstændigheden i 1962.
Radioens rolle
Medierne spillede en stor rolle både før og under folkedrabet. Da 60 % af befolkningen i Rwanda ikke kunne læse eller skrive, var radioen for mange den eneste nyhedskilde.
Dette medie blev benyttet flittigt af ekstremisterne, der brugte radioen til at tilskynde til had og vold.
”Grib jeres spyd, køller, geværer, sværd, sten, alting – hak dem ihjel, disse fjender, disse kakerlakker, disse fjender af demokratiet” lød det i en af radioudsendelserne.
”Gravene er kun halvt fulde. Hjælp os med at fylde dem op”, hed det i en anden
Massakrer ved vejspærringer og i kirker
I de første 36 timer efter præsidentens fly var styrtet ned, blev de fleste fremtrædende oppositions-politikere, journalister og borgerrettigheds-forkæmpere slået ihjel. Lister med ofrenes navne var blevet udarbejdet på forhånd. Selv om folkedrabet blev indledt i Kigali, spredte det sig hurtigt til det øvrige Rwanda. Ved vejspærringer, i kirker og på flugt blev omkring 800.000 mennesker i løbet af de næste 100 dage dræbt. Folk blev stoppet på gaden, og hvis deres identitetskort afslørede dem som tutsier, blev de dræbt. Mange søgte tilflugt i kirker i håb om, at det ville yde dem beskyttelse, men dette gjorde det kun muligt for gerningsmændene at ramme flere på en gang.
Tre fjerdedele af landets tutsier blev myrdet sammen med flere tusinde hutuer fra oppositionen. Massakrerne blev ført an af medlemmer af interahamwe og det lokale politi, men mange tusinde almindelige mennesker deltog, idet mange mente, at de forsvarede deres land mod tutsi-fjenden. Lokale embedsmænd og interahamwe indkaldte til møder, hvor de fortalte historier om, hvordan tutsierne planlagde at overfalde hutuerne. Mange troede derfor på, at det var et spørgsmål om at slå ihjel, før man selv blev slået ihjel. De, som ikke ville deltage i massakrerne, blev truet med døden.
Utallige grusomheder
De hyppigst brugte mordvåben var macheter og håndgranater. Brugen af macheter var særlig smertefuld for ofrene. Ofte fik de hakket kønsdele af, inden de blev slået ihjel. Der går flere historier om personer, som betalte deres bødler for at blive skudt i stedet for at blive hakket til døde langsomt. Mange kvinder blev udsat for gruppevoldtægt, hvorefter de blev slået ihjel. Babyer blev smadret mod vægge eller smidt i brønde. Der var få muligheder for at gemme sig, men enkelte overlevede takket være hjælp fra naboer eller ukendte hutuer, som tog afstand fra massakrerne.
FN-tropperne bliver trukket ud
FN-soldaterne i Rwanda, hvis opgave det var at overvåge magtdelingen, var slet ikke udrustet til at håndtere et folkedrab. De havde kun mad nok til at kunne klare sig i to uger, og enkelte poster havde kun drikkevand til to dage. Derudover manglede de både benzin, medicin og ammunition.
En af de første dage af folkedrabet blev ti belgiske FN-soldater, som havde til opgave at passe på Rwandas premierminister Agathe Uwilingiyimana, slået ihjel. Nyheden om deres død vakte bestyrtelse hjemme i Belgien, der af den grund ønskede at trække resten af soldaterne ud. Hutuerne havde dermed opnået, hvad de ville. Ingen andre lande havde lyst til at træde til i belgiernes sted. Mindre end 6 måneder forinden havde USA oplevet at se 18 amerikanske soldater blive myrdet under en fredsskabende mission i Somalia, og USA var ikke villig til at risikere flere tab. Resultatet blev, at mens der fandt et folkedrab sted, stemte staterne i FN’s Sikkerhedsråd for at skære styrken i Rwanda ned til 270 mand. De nåede dog forinden at sende flere hundrede specialstyrker til Rwanda for at evakuere deres egne statsborgere.
Frankrig tilbyder at gribe ind
Frankrig tilbød midt i maj 1994 at sende soldater til området. Tilbudet blev modtaget med taknemmelighed af den daværende FN generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, og kun få dage senere gav FN’s Sikkerhedsråd Frankrig mandat til at gribe ind i Rwanda. Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for det franske tilbud. I mellemtiden var tutsi-hæren Rwandas Patriotiske Front nemlig rykket ind i Rwanda fra nabolandet Uganda, og i løbet af få dage havde de nået hovedstaden. Mange af soldaterne i Rwandas Patriotiske Front var efterkommere af tidligere flytninge fra Rwanda, hvis største drøm var atter at vende tilbage til Rwanda.
RPF var af flere forskellige grunde meget mistroiske over for franskmændenes plan. For det første frygtede RPF, at en fransk indgriben ville franarre dem sejren over hutu-styret. Derudover anså RPF Frankrig for at stå i ledtog med gerningsmændene. Frankrig havde igennem mange året stået på meget god fod med styret og havde tilmed trænet en række af de personer, som nu begik folkedrab. Endvidere havde Frankrig forsynet hutu-hæren med våben, og ydet dem assistance mod Rwandas Patriotiske Front, da denne angreb hutu-regeringen i 1990.
Frankrig sendte 2.500 soldater, 700 køretøjer og 8.000 tons militært materiel til Rwanda i juni 1994. Missionen fik navnet Opération Turquoise, og formålet var at oprette en række sikre zoner. Operationen reddede flere tusinde tutsier fra at blive slået ihjel, men den gjorde det også muligt for mange gerningsmænd at flygte til det østlige Congo. De franske styrker arresterede faktisk ikke en eneste gerningsmand i løbet af de to måneder, de opholdt sig i Rwanda.
