Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien – ICTY

Kort efter krigsudbruddet i Bosnien fik det internationale samfund kendskab til omfattende forbrydelser i krigen. International politik var i 1990’erne præget af en tanke om, at den vestlige verden måtte arbejde aktivt for udbredelsen af frihed, demokrati og menneskerettigheder. I forlængelse af den tanke blev samarbejdet om at stoppe krigen et af de største internationale projekter, som indtil da havde været sat i værk. 

Fredsforhandlinger og 34 brudte våbenhvileaftaler 

Allerede fra krigens første år forhandlede det internationale samfund aktivt om fred mellem krigens parter. EF (fra november 1993 EU), USA og FN var samlet om opgaven, men den blev besværliggjort af indbyrdes uenighed, manglende kendskab til krigen og manglende handlekraft. Det lykkedes først at stoppe krigen i 1995, da NATO bombede de bosniske serbere til forhandlingsbordet, efter en lang række fredsaftaler var blevet forkastet. I alt blev 34 våbenhvileaftaler brudt under krigen. 

Domstolen oprettes

Kun fire måneder efter krigsudbruddet i Bosnien udformede FN’s Sikkerhedsråd i juli 1992 en resolution, som slog fast, at personer, som forbrød sig imod international humanitær lov, ville blive holdt ansvarlige for deres forbrydelser. Resolutionen var ment som en advarsel til krigens parter i Bosnien og var en reaktion på de vedvarende etniske udrensninger og krig mod civile. Den virkede dog ikke efter hensigten, og 22. februar 1993 tog FN derfor det næste skridt og etablerede det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY). Tribunalet blev placeret i den hollandske by Haag.

Formålet med domstolen

ICTY blev nedsat for at retsforfølge hovedmændene bag krigsforbrydelser begået på det tidligere Jugoslaviens territorium efter 1991. FN ønskede, at domstolen skulle bringe retfærdighed for krigens ofre og placere et individuelt ansvar hos de enkelte gerningsmænd. Man håbede også, at retsforfølgelserne ville virke forebyggende mod lignende konflikter andre steder i verden, fordi dommene over krigsforbrydere ville sende et signal til verden om, at det internationale samfund ikke accepterer den slags overgreb. Endelig skulle domstolen bidrage aktivt til forsoningsprocessen i det tidligere Jugoslavien ved at bringe større klarhed over krigens forløb og forbrydelsernes omfang. 

Hvilke forbrydelser behandles af ICTY?

Selvom krige er blodige og kaotiske, findes der en række love, der bl.a. skal sikre, at civile også under krig har en række rettigheder. ICTY retsforfølger personer, der har begået eller givet ordre til at begå nogle af de mest fundamentale forbrydelser, der bliver begået under krige: 

• Overtrædelser af krigens regler, herunder brud på Geneve-konventionerne
• Folkedrab
• Forbrydelser mod menneskeheden

Nogle af de forbrydelser, der falder under ICTY’s mandat, er tortur, deportation, hensynsløs ødelæggelse af kulturelle monumenter og privat ejendom, ulovlig forflyttelse af civile, tilbageholdelse af fanger i koncentrationslejre under inhumane forhold og ydmygende behandling af krigsfanger og civile. Se i højre side vedtægterne for Det Internationale Krigsforbrydertribunal, artikel 1-5, hvor de enkelte forbrydelser er specificeret.

Læs mere om forbrydelsen folkedrab og andre internationale forbrydelser

 

Det var kun nogle få af de serbiske tiltalte ved ICTY, der blev dømt for folkedrab mod muslimer i Bosnien. Det skyldtes bl.a., at det kan være meget svært at bevise, om folkedrab har fundet sted. Det kunne ikke bevises, at de bosnisk-serbiske styrker generelt begik folkedrab i Bosnien. Kun massakren i Srebrenica i juli 1995 fik juridisk status som folkedrab. Nogle af de forbrydelser, der kan føre til en dom for folkedrab, er: drab på medlemmer af en bestemt befolkningsgruppe og påtvingelse af livsvilkår, der har til hensigt helt eller delvist at nedbryde eller tilintetgøre gruppen. Dog var det særdeles alvorlige forbrydelser, som ICTY dækkede i sit mandat.

Hvem er de anklagede?

De fleste af de dømte ved ICTY var generaler, højtstående officerer, ledere af koncentrationslejre og toppolitikere. Som tidligere nævnt blev ICTY oprettet for at retsforfølge de mest ansvarlige. I begyndelsen var det dog svært eller umuligt for ICTY at få fat i disse anklagede, da ICTY ikke selv kunne anholde mennesker, og de pågældende ikke selv ville melde sig. Derfor blev de første retssager ved ICTY ført mod mindre aktører, der dog havde begået alvorlige forbrydelser.

En af domstolens vigtige sager vedrørte den bosnisk-serbiske general, Radislav Krstić, der i 2004 blev fundet skyldig i bl.a. folkedrab mod de bosniske muslimer i Srebrenica. Sagen mod Krstić var den første ved ICTY, der aktivt anvendte og dømte efter FN’s folkedrabskonvention. Dommen fik derfor en central rolle, idet ICTY med den kunne stadfæste, at en massakre på en gruppe i et lokalt samfund godt kan udgøre et folkedrab i sig selv.

Domstolens udfordringer

Kort efter etableringen af ICTY i 1993 begyndte domstolens ansatte at udstede anklageskrifter på personer, der havde spillet afgørende roller under krigene. Men i de første år gik arbejdet med at få udleveret de mistænkte meget trægt. ICTY var afhængig af, at stater samarbejdede om bl.a. at anholde og udlevere de anklagede. Ikke desto mindre lykkedes det til sidst ICTY at anholde alle de mennesker, som domstolen havde rejst tiltale imod.

Både de kroatiske og serbiske myndigheder tøvede – eller afviste helt – at samarbejde med ICTY, bl.a. fordi de ikke anerkendte domstolens arbejde eller deres egne forbrydelser under krigene. F.eks. er der mange bosniske serbere og indbyggere i Serbien, der stadig dyrker dømte krigsforbrydere som Radovan Karadžić, Ratko Mladić og afdøde Slobodan Milošević som nationale helte. Ligeledes dyrker mange kroater den anklagede, dømte og efter appelsag frikendte general, Ante Gotovina, som en nationalhelt. Mange fra de politiske eliter og også almindelige mennesker i det tidligere Jugoslavien mener, at ICTY var oprettet ”imod vores gruppe” og nedsat for at tjene fremmede interesser.

Det var en generel udfordring for Tribunalet, at det fik et dårligt ry hos alle tre befolkningsgrupper i Bosnien. Kritikken varierede alt efter, hvem der fremførte den. Men mange mente, at domstolen arbejdede for langsomt, og at den brugte alt for mange ressourcer på et retsopgør, som kun de færreste forstod. Budgettet for retsopgøret var enormt: F.eks. var der i regnskabsåret 2010-2011 afsat over 1,6 milliarder kroner til domstolens godt 1000 ansatte. Den kritik skal ses i lyset af, at mange bosniere både dengang og nu lever under fattigdomsgrænsen, og at retssagerne fandt sted i et fremmed land. På den anden side udgjorde budgettet for ICTY kun en mindre del af de penge, som det internationale samfund investerede i genopbygningen af det tidligere Jugoslavien.

Læs mere om prisen for retfærdighed og retsopgør

En midlertidig domstol, der må forlænges gang på gang

ICTY havde som nævnt et midlertidigt mandat, og Tribunalet blev lukket i december 2017 efter 24 års virke. Mange sager kom til at trække ud, fordi det ofte tog mange år at få anholdt og udleveret de anklagede. Derfor forlængede FN flere gange domstolens mandat. Den tidligere bosnisk-serbiske politiske leder Radovan Karadžić blev for eksempel først anholdt og udleveret til domstolen i 2008 – 13 år efter udstedelsen af en arrestordre på ham. I januar 2015 var der kun tre aktive retssager ved domstolen, sagerne mod Karadzic, Ratko Mladić og Goran Hadžić, der var de kroatiske serberes leder og tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået i den serbisk besatte del af Kroatien i årene 1991-95. Radovan Karadzic blev i 2016 idømt 40 års fængsel for bl.a. folkedrabet i Srebrenica. Han appellerede og blev i 2019 idømt livsvarigt fængsel i stedet. Sagen mod Goran Hadzic blev udsat på ubestemt tid i foråret 2016, da han fik konstateret uhelbredelig kræft i hjernen. Han døde i juli 2016, inden sagen imod ham var færdig. Ratko Mladic blev i 2017 idømt livsvarigt fængsel for bl.a. folkedrabet i Srebrenica. Han appellerede dommen, som dog blev stadfæstet i 2021. Derefter lukkede ICTY endegyldigt.

Overgang til nationale domstole

Det var aldrig hensigten, at ICTY skulle retsforfølge mere end en brøkdel af gerningsmændene bag forbrydelserne i det tidligere Jugoslavien. FN’s Sikkerhedsråd besluttede, at retsopgøret gradvist skulle blive et nationalt anliggende for de forskellige lande fra det tidligere Jugoslavien. Bosnien, Kroatien, Serbien, Montenegro og Kosovo er dermed også selv ansvarlige for at gennemføre retssager mod krigsforbrydere. ICTY har påtaget sig at styrke og støtte landenes nationale kapaciteter til at retsforfølge krigsforbrydelser. I 2005 begyndte f.eks. en særlig national domstol i Bosnien at behandle hundredvis af sager mod krigsforbrydere, som var anklaget ved de nationale domstole frem for ved ICTY, og som var på fri fod. 

Sagen mod Radovan Karadzic

En anden nøgleperson for ICTY var Radovan Karadžić, som blev udleveret til Haag i juli 2008. Karadžić var tidligere præsident i Republika Srpska i Bosnien og tiltalt for 11 punkter, herunder folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af krigens regler. Retssagen mod ham begyndte officielt 26. oktober 2009 og sluttede 7. oktober 2014. Ligesom Milošević førte Karadžić selv sin sag. I marts 2016 blev han idømt 40 års fængsel ved domstolen i Haag. Han blev dømt for 10 ud af 11 anklager imod ham. Blandt andet for folkedrab i Srebrenica.  

Dommen mod Karadžić var kontroversiel i Bosnien.  Mange bosniaker og kroater mente, at det var for lidt at idømme ham 40 års fængsel og kunne ikke forstå, at han ikke havde fået en livsvarig straf. Det fik han sidenhen. Han appellerede nemlig straffen, der i 2019 blev skærpet til livsvarigt.

Især bosniaker var også utilfredse med, at Karadžić ”kun” blev dømt for folkedrab i forbindelse med Srebrenica. Mange mente, og mener, at de forbrydelser, der blev begået i mange andre bosniske byer og kommuner i 1992, ligeledes var folkedrab. Forskellige dommere ved ICTY besluttede imidlertid, at de bosniske serberes forbrydelser i 1992 var krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, ikke folkedrab.

Krigsforbryderdomstolen anno 2016

Alt i alt blev 161 personer anklaget ved ICTY. Opgjort på baggrund af nationalitet og etnicitet fordeler de sig således:

94 var etniske serbere, 29 kroater, 9 etniske albanere, 9 bosniaker, 2 nordmakedonere og 2 montenegrinere. De resterendes etniske baggrund kendes ikke – eller også blev anklagerne mod dem trukket tilbage.

Af de dømte var 62 etniske serbere, 18 kroater, 5 bosniaker, 2 montenegrinere, 1 nordmakedoner og 1 etnisk albaner.

26. maj 2011 bekræftede Serbiens præsident, Boris Tadic, at den tidligere bosnisk-serbiske general, Ratko Mladić, var blevet anholdt i Serbien og udleveret til ICTY. Ratko Mladić, der på et tidspunkt var Europas mest eftersøgte mand, var ligesom Karadžić anklaget for i alt 11 anklagepunkter, herunder folkedrab. Retssagen mod Mladić begyndte officielt i maj 2012, og Mladić’ forsvar begyndte at fremføre sin sag i maj 2014.  Dommen blev afsagt i november 2017 og lød på livsvarigt fængsel. Mladic ankede straks dommen, som dog blev stadfæstet i 2021.

Den sidste sag ved ICTY var mod den tidligere præsident af den selvudråbte serbiske enhed i Kroatien, Republika Srpska Krajina. Goran Hadžić var tiltalt for 14 forskellige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med krigen i Kroatien. Retssagen mod ham begyndte officielt i oktober 2012, men domstolen udskød sagen på ubestemt tid pga. Hadzic’ diagnose for uhelbredelig kræft. Han døde i juli 2016.

I 2016 frikendte ICTY den serbiske politiker Vojislav Šešelj, der havde været anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Frifindelsen blev dog appelleret, og i 2018 blev han idømt 10 års fængsel for de samme anklager, han 2 år tidligere var blevet frikendt for. Han var i 2003 rejst frivilligt til Haag, hvor han sad varetægtsfængslet, mens sagen mod ham blev behandlet. Sagen begyndte i 2007 og blev den længstvarende ved ICTY. Hele vejen igennem var den plaget af alvorlige forsinkelser og problemer, deriblandt trusler mod vidner i sagen. I 2014 blev Šešelj midlertidigt løsladt af helbredsmæssige årsager, men hans angivelige dårlige helbred holdt ham ikke tilbage fra et aktivt politisk engagement efter hjemkomsten. Šešelj nægtede at komme tilbage til Haag, da dommen i hans sag skulle fældes. De serbiske myndigheder har nægtet at udlevere ham til strafafsoning.

I december 2010 besluttede FN’s Sikkerhedsråd at oprette ”Mechanism for International Criminal Tribunals” (MICT). Tanken var, at en mindre institution skulle varetage de sidste juridiske og administrative opgaver både for ICTY og for Tribunalet i Rwanda (ICTR), efter udløbet af deres mandater. I ICTY’s tilfælde vil MICT afgøre de resterende ankesager. Dertil hørte en fuldstændig gentagelse af hele rettergangen for de to anklagede Jovica Stanišić og Franko Simatović. Disse to tidligere højtstående ansatte i Serbiens statssikkerhedstjeneste blev egentlig frikendt i maj 2013. Anklageren ankede dog dommen, og i december 2015 besluttede dommerne i ankenævnet, at der i den oprindelige sag var blevet begået så graverende fejl, at hele sagen skulle gå om. I juni 2021 blev begge kendt skyldige og idømt 12 års fængsel for at have hjulpet andre til at begå krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.