Den Russiske Revolution 1917

Baggrunden for den russiske revolution skal findes i de dybe modsætninger, der gennem århundreder var opstået mellem den brede russiske befolkning og samfundets top. Efter revolutionen i 1905 lovede zaren befolkningen forbedringer, men de politiske forandringer blev ikke så vidtgående som håbet, og det lykkedes for zaren at bevare den politiske magt næsten intakt. 

Med Ruslands deltagelse i 1. Verdenskrig voksede problemerne igen. Krigsnederlag og økonomisk krise betød, at det russiske samfund mere eller mindre brød sammen. Utilfredsheden voksede, og tilliden til zaren var væk. 

Zaren afsættes ved februarrevolutionen

Februarrevolutionen var mere et sammenbrud end en egentlig revolution. Manglen på fødevarer i byerne var katastrofal, og befolkningen var desperat. Den 12. marts kulminerede situationen i hovedstaden Petrograd, da det kom frem, at zaren havde opløst den folkevalgte forsamling, dumaen. 

Soldater blev tilkaldt for at hjælpe zarens politi med at bekæmpe de mange demonstrationer og strejker, men soldaterne nægtede at skyde og sluttede sig i stedet til demonstranterne. Uden militærets støtte kunne zarstyret ikke overleve, og den 15. marts 1917 abdicerede zar Nikolaj 2. Han blev senere dræbt sammen med hele sin familie af bolsjevikkerne.

Dobbeltmagten overtager styringen af Rusland

Dagen efter zarens abdikation udnævnte den delvist folkevalgte duma, der havde nægtet at lade sig opløse, en provisorisk (det vil sige midlertidig) regering. Regeringen skulle fungere indtil en grundlovsgivende forsamling havde udarbejdet en ny grundlov for landet. Den provisoriske regering var imidlertid ikke den eneste magtfaktor. Under revolutionen blev der i flere russiske byer dannet såkaldte sovjetter, som var råd valgt af en forsamling. Sovjetterne bestod af repræsentanter for arbejdere og soldater. Den mest magtfulde var den store sovjet i Petrograd, og regeringen var fra starten nødt til at dele sin magt med Petrograd-sovjetten. Dette er kendt som ”dobbeltmagten”. Sovjetterne fremførte folkets krav om frihed og brød, og det var den provisoriske regering, der skulle indfri dem. De to magtorganer var hver især afhængige af hinanden, og det er svært at sige, hvem af dem der var stærkest. 

Lenin vender tilbage

Vladimir Lenin var en fremtrædende skikkelse i den bolsjevikiske fløj af Socialdemokratiet. På grund af sine politiske holdninger, som ikke var tilladte under zarstyret i Rusland, havde Lenin levet i eksil i Vesteuropa siden 1900. Men nyheden om februarrevolutionen fik ham til at vende tilbage til Rusland.

Lenin mente, at Petrograd-sovjetten skulle stoppe samarbejdet med regeringen, og at al magt i stedet skulle overgå til sovjetterne. Han tordnede frem med slogans om jord til bønderne, brød til folket og fred til landet, og han var indædt modstander af Ruslands deltagelse i 1. Verdenskrig.

Opstand i juli

Bolsjevikkerne var i mindretal både i Petrograd-sovjetten og på landsplan, og den 16. juli 1917 blev de svækket yderligere efter en spontan arbejderopstand i Petrograd. Opstanden havde udgangspunkt i Lenins hovedpunkter, og for ikke at gå imod deres egen politik var bolsjevikkerne tvunget til at sympatisere med demonstranterne. 

Det kan virke modsigende, at en opstand med udgangspunkt i bolsjevikkernes krav medførte en svækkelse af bolsjevikkerne, men det skyldes, at regeringen tolkede opstanden som et kupforsøg arrangeret af bolsjevikkerne. Derfor faldt bolsjevikkerne i unåde. Regeringen nedkæmpede opstanden, og mange bolsjevikker, heriblandt Lenin, blev tvunget til at flygte eller gå under jorden. 

Bolsjevikkernes fremgang

I løbet af efteråret 1917 fik bolsjevikkerne atter fremgang, da de opnåede flertal i de vigtigste sovjetter, herunder sovjetterne i Petrograd og Moskva. Det pludselige flertal skyldtes både regeringens svaghed og bolsjevikkernes styrke.

Regeringen var svag, fordi den skulle tilfredsstille mange modsatrettede interesser, og derfor var tvunget til føre en politik, der hverken mødte modstand hos sovjetterne eller hos de borgerlige partier, som varetog de jordbesiddendes interesser. Regeringens handlekraft blev yderligere indskrænket af landets allierede i 1. Verdenskrig, USA, Storbritannien og Frankrig, der krævede, at Rusland til gengæld for at modtage økonomisk støtte til genopbygning af sit kriseramte land skulle fortsætte krigsindsatsen. 

Bolsjevikkernes styrke skyldtes blandt andet, at de førte en populær politik, der appellerede til store dele af befolkningen. Desuden havde bolsjevikkerne dygtige, men hensynsløse, ledere i Vladimir Lenin og Lev Trotskij, som ingen midler skyede og som begge mente, at målet helliger midlet. Ifølge deres logik var vold en legitim måde at løse problemer i samfundet på, og de havde ordet i deres magt og forstod at slå til på det rette tidspunkt. Samtidig havde de evnen til at manøvrere efter det politiske klima. 

Bolsjevikkerne kommer til magten

I oktober 1917 var Rusland et stort kaos. Det spæde demokrati var blevet til anarki, og dem, der ville have magten, kunne tage den. Mange steder var de desperate bønder begyndt at beslaglægge jord i protest mod regeringens manglende løsning på problemerne med fordeling af jord, og det resulterede flere steder i uroligheder. Desuden deserterede soldater fra hæren i et forsøg på at få deres del af den beslaglagte jord. 

Da det var lykkedes for bolsjevikkerne at få soldaterne i Petrograd over på deres side, kunne de forholdsvis nemt erobre magten gennem et kup. Den 7. november (25. oktober efter den gamle, julianske kalender) indsatte bolsjevikkerne soldater på strategisk vigtige positioner i Petrograd, og om natten trængte de ind i Vinterpaladset, hvor den provisoriske regering befandt sig. Regeringen blev anholdt, og Oktoberrevolutionen var en kendsgerning.

Dannelsen af en ny regering

Revolutionen blev gennemført i Den Alrussiske Sovjetkongres’ navn. Den Alrussiske Sovjetkongres bestod af af repræsentanter fra de sovjetter, hvor bolsjevikkerne sammen med deres støtter havde flertal. Det var denne forsamling, der skulle danne ny regering. 

De to andre revolutionære partier, mensjevikkerne og De Socialrevolutionære, var imod bolsjevikkernes magtovertagelse og forlod derfor kongressen i protest. De var i princippet ikke modstandere af revolution, men de mente, at revolutionen var blevet gennemført for tidligt, og at sovjetterne ikke var klar til at overtage magten. Fordi mensjevikkerne og De Socialrevolutionære udvandrede fra kongressen, blev det nemt for bolsjevikkerne at få valgt Lenin som leder af den nye regering. Regeringen, som fik navnet Folkekommissærernes Råd, var kun midlertidig og skulle kun sidde, indtil en grundlovgivende forsamling blev indkaldt. 

Læs mere om den kommunistiske ideologi

Ved valget til den grundlovsgivende forsamling få uger efter Oktoberrevolutionen, fik de ikke-bolsjevikiske partier flertal. Da den grundlovgivende forsamling mødtes første gang i januar 1918 krævede bolsjevikkerne, at de delegerede skulle underlægge sig den nye sovjetregering, Folkekommissærernes Råd, men forsamlingen nægtede. Dette problem løste Lenin ved simpelthen at opløse den grundlovgivende forsamling med magt med hjælp fra soldater, som havde tilsluttet sig bolsjevikkerne.

Dermed var fundamentet støbt for en helt ny samfundsorden, hvor bolsjevikkerne havde monopol på magten og ikke skyede nogen midler i deres bestræbelse på at gennemføre det socialistiske samfund.