|
 |
|
|
|
 |
|
|
|
Anne Frank |
| ”Kære Kitty. I dag vil jeg fortælle dig lidt om baghuset i al almindelighed. Over min divanseng er der anbragt en lille lampe, som jeg kan tænde ved at trække i en snor, hvis der bliver skyderi (…) |
|
Læs mere
|
Jeg har til min skræk opdaget, at jeg kun har en kjole og tre trøjer at gå med til vinter. Far har givet mig lov til at strikke en trøje af hvid fåreuld; ulden er ganske vist ikke særlig pæn, men det opvejes på den anden side af, at den varmer godt. Vi har også noget tøj i depot hos andre mennesker, men det kan vi desværre først få efter krigen, hvis det så er der endnu.”
Anne Franks dagbog, s.38-39 |
Familien
Anne Frank blev født i Tyskland i 1929 og fyldte 4 år nogle måneder efter, Adolf Hitler kom til magten i 1933. Annes familie var jødisk og havde boet i Tyskland i mange generationer. Som de fleste andre unge tyske mænd havde Annes far deltaget i 1. Verdenskrig. Efter krigen, havde han overtaget familiens bankforretning. |
|
Anne Frank |
På flugt
På grund af den voksende diskrimination af jøder i Tyskland, flygtede Annes forældre Otto og Edith til Holland i september 1933, og i december fulgte storesøsteren Margot. Anne blev hos sin bedstemor i Tyskland indtil februar 1934, hvorefter også hun kom til Holland. Familien bosatte sig i Amsterdam og levede for en tid trygt i sikkerhed uden for Tyskland.
Nürnberg-lovene
Det var langt fra alle tyske jøder, der valgte at forlade landet. De fleste troede, at Hitlers regeringsperiode kun ville blive kort. Men desværre blev det ikke sådan, og det blev sværere og sværere at være jøde i Tyskland. I september 1935 vedtog nazisterne de første af en lang række love og bestemmelser, der indskrænkede jødernes rettigheder, nemlig Nürnberg-lovene. En af disse love hed ”Lov til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære”, og den forbød jøder at gifte sig med ikke-jøder. Idéer om race og om ’undermennesker’ og ’overmennesker’ var grundlæggende for nazisterne.
I skjul i Holland
Den 6. juli 1942 måtte familien Frank flygte igen, da jødeforfølgelsen begyndte i det besatte Holland. Men de blev i Amsterdam og søgte tilflugt på et loft på adressen Prinsengracht 263 i en bygning, hvor Annes far havde arbejdet. Nogle venner hjalp dem både med at komme derhen, få deres ting med, ligesom de også kom med mad til dem. Fra den dag, de gik i skjul, blev familien nødt til at blive inden døre. Om den dag, de gemte sig, skrev Anne i sin dagbog:
”Vi klædte os alle fire så varmt på, som om vi skulle overnatte i et køleskab, men det var kun for at kunne få nogle flere klæder med. Ingen jøde i vores situation ville have vovet at gå ud af sit hus med en kuffert fuld af tøj. Jeg havde to undertrøjer på, tre par bukser, en kjole, over den en nederdel, jakke, sommerfrakke, to par lange strømper, tykke sko, hue, tørklæde og endnu et par ting; jeg var ved at kvæles allerede inden vi gik ud, men det var der ingen, der tog sig af.”
Dagbogen
Anne fyldte 13 år kort før hun og resten af familien måtte gå under jorden. I fødselsdagsgave fik hun en dagbog, som hun begyndte at skrive i næsten hver dag. Efter krigen blev dagbogen udgivet. Dagbogen er en utrolig skildring af, hvordan et ungt menneske oplever en hverdag præget af forfølgelse. I loftsrummet havde beboerne en radio og kunne på den måde følge med i, hvad der skete i verden uden for skjulestedet. Den 13. januar 1943 skriver Anne:
”Udenfor står det forfærdeligt til. Dag og nat bliver de stakkels mennesker slæbt bort, kun en rygsæk og en smule penge kan de tage med sig. Og undervejs bliver disse ejendele også taget fra dem. Familierne bliver splittet, mænd, kvinder og børn bliver holdt hver for sig. Børn kommer hjem fra skole og opdager, at deres forældre er borte. Kvinder der er gået på indkøb, kommer tilbage og finder deres hus forseglet, deres familie forsvundet. De kristne hollændere er også bange, deres sønner bliver sendt til Tyskland. Alle er bange. (…) Hele Jordkloden fører krig, og selv om det går noget bedre for de allierede, er enden endnu ikke i sigte.” (s. 77-78)
Westerbork
Den 4. august 1944 om formiddagen blev Anne, hendes familie og de fire andre, der boede i gemmestedet på loftet anholdt af en SS-mand og tre hollandske politibetjente, som havde fået et tip om, at nogen gemte sig på adressen. Man ved stadig ikke hvem, der anmeldte dem. To af dem, der havde hjulpet familien Frank blev også anholdt. To af familiens andre hjælpere gik fri og fandt senere samme dag Annes dagbog, da de ville se til familien. Den 8. august 1944 blev de tilfangetagne fra Prinsengracht ført til lejren Westerbork. Som straf for, at familien havde skjult sig i stedet for at melde sig til myndighederne, blev de sendt til straffebarakken, hvor arbejdet var hårdt. Westerbork var en gennemgangslejr, hvorfra jøder, sigøjnere og hollandske modstandskæmpere blev sendt videre til koncentrations- og udryddelseslejre.
Auschwitz
Den 3. september 1944 afgik en transport med 1019 fanger fra Westerbork. Blandt fangerne var Anne, hendes familie og de andre fra baghuset. Fangerne blev fragtet i vogne beregnet til kvæg til lejren Auschwitz-Birkenau i Polen. Selve turen tog tre dage, og der var omkring 70 mennesker i hver af vognene. Der var ingen toiletter, ingen mad og ingen vand. Nogle gange på stationerne fik fangerne lidt at spise eller drikke. Ved ankomsten til Auschwitz skulle de igennem en udvælgelse, hvor nazisterne valgte, hvem der skulle leve og hvem, der skulle dø. Den første gruppe blev ført ind i lejren – den anden blev ført direkte til gaskamrene. I alt døde mere end en million mennesker i Auschwitz.
Bergen-Belsen
I slutningen af oktober blev Anne og Margot sendt videre fra Auschwitz-Birkenau til en lejr i Tyskland, Bergen-Belsen, mens deres forældre måtte blive i Auschwitz. Annes mor døde der i januar 1945, kort før lejren blev befriet af sovjetiske tropper, faderen overlevede. I Bergen-Belsen blev både Anne og Margot smittet med tyfus, og i marts 1945, få uger før lejren blev befriet af britiske soldater, døde de begge to.
Anne Franks Dagbog
”Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne leve mit liv uden børnene, og når jeg allerede har mistet Edith…Det er for oprivende for mig at skrive om dem. Selvfølgelig håber jeg stadig, og venter, og venter, og venter”. Sådan skrev Otto Frank i et brev til sin søster i juni 1945. Som den eneste i familien overlevede han koncentrationslejrene og kunne efter befrielsen af Auschwitz tage tilbage til Holland. Mens han vidste, at hans kone Edith var død, blev Otto Frank ved med at håbe på, at hans døtre Anne og Margot måske ville vende tilbage i live. Han indrykkede annoncer i avisen for at efterlyse pigerne og forhørte sig hos fanger, der vendte tilbage fra lejrene. I sommeren 1945 mødte Otto to søstre, der havde været i Bergen-Belsen sammen med Margot og Anne. Af dem fik Otto at vide, at hans døtre var døde. Da Otto fortalte om Annes død til de hjælpere, som havde fundet Annes dagbog, gav de ham dagbogen. De havde gemt den for det tilfældes skyld, at Anne skulle komme tilbage. I bogen havde Anne skrevet, at hun gerne vil udgive en bog efter krigen, og Otto besluttede derfor at udgive dagbogen. Den blev offentliggjort for første gang i 1947, og er siden blevet oversat til mere end 65 sprog. |
Til top |
|
|
|
