På temadagene rundt omkring i landet introducerede fem gæstetalere årets tema ”Redningens mange ansigter”. Med udgangspunkt i meget forskellige baggrunde fortalte de om personlige oplevelser fra modstandskampen under den tyske besættelsesmagt af Danmark, fra flugten fra Balkan i 1990´erne, om arbejdet som sygeplejerske i Darfur og om at overleve nazisternes kz- og udryddelseslejre.
Jørgen Kieler Abenraa Business School og SDU i Esbjerg (13. og 14. januar 2009) Jørgen Kieler var som ung student aktiv i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Som medlem af sabotagegruppen Holger Danske II deltog han i aktioner mod den nazistiske besættelsesmagt. Han var desuden involveret i redningsoperationen, da de danske jøder flygtede til Sverige i oktober 1943. Jørgen Kieler blev såret i forbindelse med en aktion i Sønderjylland, og han blev taget til fange af besættelsesmagten. Han undgik at blive henrettet, men blev sendt til en kz-lejr i Tyskland. På temadagene fortalte Jørgen Kieler om sin tid som modstandsmand med fokus på sin rolle i redningen af de danske jøder. Hør Jørgen Kielers beretning her:
Radmila Rajic Njue Århus Universitet (15. januar 2009) Radmila Rajić Njue var 21 år og studerede på Musikkonservatoriet i Sarajevo, da krigen i Bosnien brød ud i 1992. Det lykkedes hende at flygte fra det belejrede Sarajevo, men hun måtte skilles fra sin familie og kom efter en turbulent flugt alene til en flygtningelejr i Danmark. I flygtningelejren genoptog Radmila sin sang, og det lykkedes hende herfra at færdiggøre sin uddannelse på de danske musikkonservatorier i Ålborg og København. Selvom Radmila Rajić Njue flygtede fra krigen i 1992, var det først senere, hun fandt sin egentlige redning gennem kunsten og blev i stand til at skabe sig et nyt liv. Radmilas historie nuancerer begrebet redning og viser, at det kræver mere end blot at redde livet at føle sig reddet.
Jens Windahl Petersen Aalborg Universitet og Roskilde Universitetscenter (16. og 20. januar 2009) Jens Windahl Pedersen er sygeplejerske og har gennem sit arbejde været udsendt til det folkedrabshærgede Darfur i Sudan, hvor han i første halvdel af 2008 arbejdede på en sundhedsklinik i byen Srif Umra. Jens Windahl Pedersen er udsendt af Læger uden Grænser, der opererer i lande, der er ramt at krig, konflikt eller andre humanitære katastrofer. På temadagene fortalte Jens om sine erfaringer i Darfur, og om hvordan det er at arbejde for at redde mennesker i nød, men ikke at være i stand til at redde dem alle.
Arlette Andersen SDU i Odense (19. januar 2009) Arlette Andersen overlevede Auschwitz. Hun voksede op i Frankrig i en jødisk familie og blev i 1943 hentet af nazistiske soldater. Arlette Andersen blev holdt fanget på en tysk kaserne, hvorfra hun senere blev sendt til Auschwitz. Arlette Andersen overlevede Auschwitz takket være en mand, som skaffede hende arbejde på en fabrik uden for lejren og på den måde hjalp hende ud af Auschwitz. Der gik 45 år, før Arlette fortalte nogen om sine oplevelser i Auschwitz under krigen. Siden da har hun holdt over hundrede foredrag om sin personlige beretning. På temadagen fortalte Arlette Andersen om den tid, hun var fange i Auschwitz: Om hvordan hun levede og overlevede.
Salle Fischermann Københavns Universitet (21. januar 2009) Salle Fischermann var 13 år gammel, da han i 1943 blev pågrebet af den tyske besættelsesmagt og sendt til kz-lejren Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet. Salle tilbragte 18 forfærdelige måneder i lejren, hvor han bl.a. blev tvunget til at sætte fanger på togvogne, der kørte til udryddelseslejren Auschwitz. Salle Fischermann selv blev reddet i april 1945, da han sammen med hovedparten af de deporterede danske jøder og andre fanger fra Skandinavien blev hentet af en karavane af hvide busser og kørt gennem det krigshærgede Tyskland til det neutrale Sverige. Salle Fischermann berettede om sin tid i Theresienstadt og om redningsaktionen med de hvide busser i 1945.