 |
|
|
|
Undervisningsperspektiver på temaet "Redningens mange ansigter"
Det fælles tema for Auschwitz-dag 2009 er ”Redningens mange ansigter”. Under denne overskrift er det muligt at arbejde bredt med det at redde eller at blive reddet fra et folkedrab og at sikre en nuanceret forståelse af redning som begreb og fænomen. Som udgangspunkt forbinder de fleste redning med noget ubetinget positivt. Men med til historierne om redning hører også beretninger om dem, der ikke blev reddet eller prisen for at redde sig selv eller andre fra folkedrab.
Temaet ”Redningens mange ansigter” kan behandles ud fra en historisk eller en samtidig vinkel – via et enkelt fag, eller tværfagligt. Ligeledes kan det være oplagt, både at fokusere på temaet gennem ét bestemt folkedrab eller via en komparativ vinkel, hvor eleverne arbejder med forskellige folkedrab og hver for sig undersøger forskellige eksempler og problemstillinger.
Mulighed for tværfagligt samarbejde
Når man arbejder med folkedrab og redning, er det oplagt at arbejde ud fra flere forskellige fagområder, og emnet egner sig godt til tværfaglige forløb. Det er oplagt at tage fat i folkedrab og redning i fag som historie, samfundsvidenskab og religion, men også fagene psykologi, billedkunst og mediefag kan tilføre temaet meget interessante perspektiver. I historie kan man fx arbejde med den danske historie og redningen af de danske jøder i oktober 1943, med befrielsen af Auschwitz eller med den vietnamesiske redningsaktion i Cambodja, som endte med ti års besættelse.
Samfundsfag fordrer et mere nutidigt perspektiv, og her vil det være oplagt at arbejde med nylige eller igangværende konflikter, som folkedrabene i Rwanda, Bosnien eller Darfur, og fx se på det internationale samfunds rolle, de forskellige militære fredsbevarende eller fredsskabende operationer, de internationale domstole etc.
Også indenfor faget religion findes mange oplagte vinkler: Hvordan påvirker folkedrab religionsopfattelsen hos de, der blev reddet? Hvordan kan en redning opfattes som et tegn på guds godhed af nogle – og af andre som det modsatte, eftersom folkedrabet i det hele taget fandt sted? Og hvilken rolle spiller religion for de, der redder?
Indenfor psykologi kan redningsmandsmentalitet, gruppedynamik, posttraumatisk stress syndrom hos offergrupper samt overlevelsesmekanismer tages op som selvstændige emner. Ligeledes kan det være spændende at beskæftige sig med de psykologiske mekanismer, der træder i kraft hos mange af de overlevende, der føler skyld, efter de er blevet reddet.
Også for sprogfagene samt for billedkunst, musik og mediefag findes der interessante vinkler i forbindelse med årets tema. Dette gælder ikke mindst i kraft af de vidnesbyrd, som overlevende fra folkedrab har givet. Her finder man både erindringer og romaner, samt kunstneriske eller musiske udtryk for de oplevelser, som ofre har været vidne til i kz- og udryddelseslejre. Dette griber ind i selve repræsentationen af folkedrab i eftertiden: Hvordan udtrykker overlevende fra folkedrab deres erfaringer, og hvordan bidrager disse repræsentationer til andre menneskers kendskab til folkedrab?
Når temaet er redning, er det ligeledes oplagt at inddrage overlevende eller øjenvidner i undervisningen. Disse mennesker vil have deres egen personlige redning at berette om, og deres erindringer kan gøre historien levende for eleverne.
Den danske vinkel
Arbejder man med en dansk vinkel, er der mange gode eksempler at tage fat i. I oktober måned 1943 fandt den såkaldte ”jødeaktion” sted i Danmark. Den nazistiske besættelsesmagt planlagde at pågribe og deportere danske og herboende jøder. Pga. et tip fra den rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, lykkedes det imidlertid langt hovedparten at flygte til det neutrale Sverige.
Redningsaktionen involverede mange mennesker, som ikke i øvrigt var engageret i modstandsbevægelsen. Det er interessant at overveje, hvad der motiverede disse mennesker til at hjælpe de danske jøder. Det er 65 år siden, ”jødeaktionen” fandt sted, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål: Hvad var fx den tyske Werner Bests motiver i begivenhederne – og kan man på en gang være rednings- og gerningsmand?
Redningsaktionen med de hvide busser, der i foråret 1945 reddede danske og skandinaviske kz-fanger i sikkerhed i Sverige, hører med til den danske vinkel. Også denne redningsaktion involverede mange frivillige: chauffører, sygeplejersker, m.m.
I et samtidigt perspektiv spiller Danmark stadig en aktiv rolle, når ofre for folkedrab skal reddes. Da op mod 20.000 bosniere i 1990’erne flygtede til Danmark fra krig og folkedrab i Bosnien, blev Danmark igen scene for en redningsaktion. Efter flygtningenes mest primære behov var blevet stillet, meldte der sig nye spørgsmål. For med selve redningen følger også spørgsmålet om, hvad man bliver reddet til. Hvornår er selve redningen slut, og hvornår kan en ny tilværelse for de, der blev reddet, begynde? Kan de lande, som flygtninge søger tilflugt i, altid ses som redningslande? Diskussionen om flygtninges forhold er stadig aktuel i Danmark, senest i forbindelse med forholdene for fx irakiske asylansøgere i danske flygtningelejre.
Det internationale samfund – hvad skal der til, før vi griber ind?
En anden oplagt vinkel i forbindelse med året tema er det internationale samfund. Et sådant fokus giver mulighed for både at fokusere på enkelte aktioner eller for at se på mere overordnede tendenser i udviklingen af det internationale samfund – fra oprettelsen af FN efter 2. Verdenskrig til i dag, hvor nye normer for intervention er etableret. Sådanne nye normer kunne man bl.a. se ved NATOs intervention i Kosovo eller FN-doktrinen fra 2005 ”Responsibility to protect”, der fastslog, at ansvaret for at beskytte civile i overgrebssituationer tilfalder det internationale samfund, hvis nationalstaten ikke kan eller vil beskytte sin egen befolkning.
Arbejdet med det internationale samfund rummer mange interessante spørgsmål på tværs af tid og sted: Hvorfor bombede det internationale samfund ikke togskinnerne ved Auschwitz under 2. Verdenskrig? Hvem bestemmer, hvornår det internationale samfund skal gribe ind for at stoppe et folkedrab? Hvor var FN, da over 800.000 tutsier blev dræbt i Rwanda i 1994? Og hvordan kunne folkedrabet på over 8000 muslimske mænd finde sted i den bosniske by Srebrenica, samtidig med at byen var erklæret for ”sikker zone” af tilstedeværende FN-tropper? Og helt aktuelt; hvorfor er det endnu ikke lykkedes det internationale samfund at stoppe det igangværende folkedrab i Darfur?
Spørgsmål om ansvar, politik og økonomiske interesser er centrale, når det handler om det internationale samfund og redning. For hvad skal der til, før det internationale samfund griber ind? Og hvilke muligheder findes der overhovedet for at gribe ind i en suveræn stats interne anliggender? Perspektivet kan bredes videre ud til flygtninge, der kommer til Danmark for at få beskyttelse, eller til etableringen af internationale straffetribunaler for folkedrab. Dette illustrerer, at konflikter og folkedrab ikke er begrænset til den region, de udspiller sig i. Via fjernsyn, Internet, hjælpearbejde, internationale operationer etc. rykker konflikterne ind i vores hverdag, og det er derfor oplagt også at tage dem med ind i klasseværelset.
Livet efter redningen
Livet efter redningen kan ses fra et individuelt psykologisk og fra et samfundsmæssigt perspektiv. Det er eksempelvis interessant at beskæftige sig med de personer, der bliver reddet fra folkedrab, og se hvordan deres liv påvirkes efter folkedrabet.
Mange overlevende fra folkedrab beretter om skyldfølelse over særlige valg eller handlinger, de har været tvunget til at træffe i deres forsøg på selv at overleve. Andre fortæller om skyldfølelse over at have overlevet folkedrabet – mange spørger sig selv, hvorfor det lige var dem, der overlevede, når så mange andre blev dræbt. Men også spørgsmålet om, hvad man egentlig bliver reddet til, hvis man har mistet hele sin familie, er centralt. Er man reddet, hvis man må leve i en virkelighed, hvor hele ens familie er væk, og man måske selv bor i en flygtningelejr eller blandt gerningsmænd, der udførte folkedrabet?
Ser man på livet efter redningen i et større perspektiv, findes der ligeledes mange udfordringer: hvordan opbygger man et samfund efter folkedrab? Er det muligt at skabe forsoning blandt grupper, der tidligere bekrigede hinanden? Kan retsopgør ses som en vej til at redde samfund – og hvad fungerer i så fald bedst; domstole, sandhedskommisioner eller lokale ”retfærdigheds processer”? Her bliver også spørgsmål om, hvordan historien skal skrives, og hvad efterkrigstidens børn skal undervises i, centrale.
Disse spørgsmål kan bearbejdes komparativt og overordnet eller med udgangspunkt i et enkelt folkedrab. For livet udspiller sig meget forskelligt, afhængig af om man befinder sig i fx Rwanda eller Cambodja, hvor ofre og gerningsmænd fortsat lever sammen efter folkedrabet – eller i fx Bosnien, hvor befolkningsgrupperne siden krigen har levet opdelt og ofte ikke har nogen kontakt på tværs af etniske grupper.
Redning og repræsentation
Redning og repræsentation kan anskues fra et antal vinkler. Vidnesbyrd fra overlevende findes i form af litteratur, foto- eller malerkunst, i film og i musik. Fokuserer man på sådanne værker, er det oplagt at spørge, hvad kunst om folkedrab skal, og om det har betydning for andre end de overlevende selv? Nogle overlevende har brugt kunsten til at forlige sig med deres minder, så kunsten så at sige er blevet selve redningen for dem.
Omvendt har andre former for repræsentation fået stor betydning for, hvordan vi i eftertiden ser på de enkelte folkedrab og på dets ofre og gerningsmænd. Dette sker naturligvis primært gennem måden, folkedrab repræsenteres på i historiebøger og almindelig historiekultur, men også måden som populærkultur som film og romaner fremstiller historien på, har stor indflydelse på vort kendskab til enkelte begivenheder.
Dette er måske særligt tydeligt i eksemplet med filmen Schindlers liste, der med 40.000.000 seere i biografer verden over, fik en enorm indflydelse på vores fælles bevidsthed om Holocaust. Med Schindlers listes succes kan man spørge, om det er rimeligt, at redningen af ca. 1000 jøder bliver en mere udbredt historie end drabet på 6 millioner? Samtidig kan det give os en fornemmelse af, hvor stor en rolle kunst og populærkultur spiller i udbredelsen af historisk viden.
Fokus på enkeltpersoner
Et alternativt greb i arbejdet med årets tema er at lade eleverne arbejde med enkeltpersoner, der har været redningsmænd eller selv er blevet reddet fra et folkedrab. Mange faktorer spiller ind i de situationer, hvor nogle mennesker bliver ofre, mens andre bliver gerningsmænd, tilskuere eller redningsmænd. Den personlige vinkel er interessant, fordi både ofre og redningsmænd har truffet valg, de må leve med resten af deres liv.
Nogle har stjålet mad fra medfanger i kz-lejre, nogle har afvist – eller blot ikke magtet – at hjælpe andre, men har reddet sig selv. Nogle har slået andre ihjel eller angivet andre. I nogle tilfælde var der ingen valgmuligheder i de enkelte situationer, men alligevel kan særlige gerninger følge folk for livet.
Når et folkedrab finder sted, kan grænserne mellem offer-, tilskuer- og gerningsmandsrollen endvidere flyde sammen. Måske fordi man ikke kender de konsekvenser, som ens gerninger kan få, eller måske fordi også redningsmænd kan være ofre. Særlige personer og særlige erhverv er interessante, når man arbejder med enkeltpersoner. Man kan fx se på de valg, som soldater, læger eller præster tager under folkedrab, og man kan diskutere, om personer med sådanne erhverv har et større ansvar end andre?
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
