Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Holocaust>Materiale>FilmPrint

Film


 
Jeg hedder Arlette - og jeg overlevede Auschwitz
Arlette Andersen overlevede Auschwitz. Hun voksede op i Frankrig i en jødisk familie og blev i 1943 hentet af nazistiske soldater. Arlette Andersen blev holdt fanget på en tysk kaserne, hvorfra hun senere blev sendt til Auschwitz. Arlette Andersen overlevede Auschwitz takket være en mand, som skaffede hende arbejde på en fabrik uden for lejren og på den måde hjalp hende ud af Auschwitz. Der gik 45 år, før Arlette fortalte nogen om sine oplevelser i Auschwitz under krigen. Siden da har hun holdt over hundrede foredrag om sin historie. Filmen henvender sig til fransk, historie og samfundsfag og har både danske og franske undertekster. På den tilhørende hjemmeside kan man hente båndmanus, materiale om den historiske baggrund for Arlettes beretning og se et uddrag af filmen.
www.chataigne.dk  

THERESIENSTADT – danske børn i nazistisk fangenskab, DIIS, 2009, 116 min.
Dokumentarfilm opdelt i 16 kapitler rettet mod undervisning på ungdomsuddannelserne og i grundskolens ældste klasser. Filmen handler om seks dansk-jødiske børn, der deporteres med deres familier til Theresienstadt under 2. Verdenskrig. I filmen fortæller de om tiden før krigen, opholdet i lejren og livet efter fangenskabet. Deres fortællinger flettes sammen med historien om Danmarks besættelse, Europa i krig og Holocaust. Dokumentarfilmen bygger på øjenvidneberetninger og omfattende arkivmateriale, og den følges af undervisningswebsiden www.theresienstadt.dk. Her kan man gratis se filmen, finde yderligere materiale og lærervejledninger samt få information om rekvirering af filmen på DVD.

Flugten til Sverige – beretninger fra oktober 1943, DIIS, 2014, 44min.

Filmen ”Flugten til Sverige – beretninger fra oktober 1943” er udviklet af DIIS til brug på ungdomsuddannelserne og i grundskolens ældste klasser. Det er en dokumentarfilm i seks kapitler, der fortæller seks historier om de danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943. Filmen kan lånes på dvd via landets Centre for Undervisningsmidler og kan desuden streames i seks kapitler her på folkedrab.dk. I tilfælde, hvor du som lærer vurderer, at filmen ville være til god brug på det uddannelsessted, du er ansat, kan filmen endvidere rekvireres gratis fra DIIS. Henvendelsen kan ske til Susanne Knudsen på suko@diis.dk 

 
Danskere i KZ-lejre – de sidste vidner, Ebbe Kyrø, 2011, 116 min
Dokumentarfilm i fire dele a 29 minutter: Del I: Vejen til KZ-lejren. Del II: Mødet med KZ-helvedet. Del III: Arbejdet i hadets rige. Del IV: Redningen.
Fra 1943 havnede mange grupper af danskere i nazistiske KZ-lejre: modstandsfolk, kommunister, vaneforbrydere, asociale, jøder, tilfældige og politifolk. I efteråret 1944 befinder omkring 5.000 danskere sig i lejrene. I dokumentarfilmen fortæller fem danskere om deres oplevelser i Nazitysklands KZ-lejre.
Læs mere om filmen

De skæbneløse, Lajos Koltai, 2005, 144 minutter.
De skæbneløse er en kompromisløs og meget personlig skildring af livet i en koncentrationslejr under anden verdenskrig. Filmen er baseret på en erindringsroman af den ungarske nobelprisvinder Imre Kertész, der selv som 14-årig blev sendt til koncentrationslejren Buchenwald. Filmen adskiller sig noget fra andre film om livet i koncentrationslejrene. ”De skæbneløse” er en dyb og foruroligende fortælling – men den fokuserer samtidig på overraskende aspekter ved tilværelsen i lejrene.
Det Danske Filminstitut har undervisningsmateriale til De skæbneløse.

KZ, Rex Bloomstein, 2005, 98 minutter.
Nær den østriske by Mauthausen ligger en tidligere tysk koncentrationslejr, som nu er blevet til et museum. Dokumentarfilmen diskuterer forholdet mellem Mauthausens mørke fortid og dens rolle som et turistmål i dag. Forholdet belyses ud fra interviews med besøgende og ansatte i den tidligere koncentrationslejr. Derudover interviewes byens indbyggere om deres forhold til byens mørke fortid. 

The Danish Solution: The Rescue of the Jews in Denmark, 2003, Camilla Kjærulff og Karen Cantor, Singing Wolf Documentaries.
En lettilgængelig dokumentarfilm om redningen af de danske jøder. En introduktion til redningsaktionens historie, som næsten udelukkende forholder sig beskrivende snarere end analytisk til perioden. Findes i en udgave med danske undertekster.

A force more powerful: Living with the enemy, 2000, 31 minutter.
Da Adolf Hitlers styrker invaderede Danmark 9 april 1940 var der ingen officiel dansk militærmodstand. I stedet opstod mange undergrundsbevægelser, som ydede modstand mod den tyske besættelsesmagt. Modstandsbevægelserne var med til at rede størstedelen af de 7000 danske jøder og til at udføre sabotage. Danmark besejrede ikke de tyske styrker, men ved hjælp af ikke-voldelige handlinger gjorde man mere skade på besættelsesmagten, end det danske militær ville have kunnet gøre.

The Power of Conscience: The Danish Resistance and Rescue of the Jews, 1995, Alexandra Isles.
Filmen præsenterer både folkets, modstandsbevægelsens (blandt andet Jørgen Kieler) og regeringens forsøg på at modsætte sig undertrykkelsen af jøder. Filmen giver en interessant beskrivelse af redningen i 1943 og de hvide busser i 1945.

Jøden og arieren, Siri Aronsen og Morten Brask, Danmark 1997, 44 minutter.
"Jøden og arieren" dokumenterer, hvordan nazisterne brugte filmen som propaganda til at overbevise den tyske befolkning om, at arierne var et overlegent herrefolk. "Jøden og arieren" går bag kulisserne på Leni Riefenstahls Olympia og Viljens Triumf, der viser Hitler som den guddommelige fører.

Sigøjnernes Holocaust – tre vidneudsagn, Fritz Pedersen og Ib Makwarth, Danmark 1993, 45 minutter.
Emilio Kozhikow, Milos Karoli og Franz Josef Czardas har det til fælles, at de er sigøjnere, og at de har overlevet nazisternes udryddelseslejre under Anden Verdenskrig. Stille og gribende fortæller de om ufattelige lidelser, umenneskelige forhold, og om bestialske henrettelser. Men også om vilje og styrke.

Nat og tåge, Alain Resnais, Frankrig 1956, 31 minutter.
Nutid og fortid. Igen gror det trofaste græs på appelpladserne i koncentrationslejrene fra Anden Verdenskrig. På nutidsplanet ses udryddelseslejrenes ruiner i farver, mens sort/hvide, dokumentariske optagelser skildrer livet i lejrene. Dette er filmen om koncentrationslejrene, som alle andre film om emnet har måtte forholde sig til.

Amatørfotografen, Dariusz Jablonski, Polen/Tyskland 1998, 56 minutter.
I en venetiansk antikvitetsforretning blev der i 1987 fundet et par hundrede lysbilleder fra Anden Verdenskrig. Det viste sig, at de var taget i den jødiske ghetto i Lodz af den nazistiske bogholder Walter Genewein. Billederne fortæller historien om ghettoen fra 1940 til 1943, hvor de sidste jøder blev deporteret. Filmen har vundet en række internationale priser.

Tavshed, Orly Yadin og Sylvie Bringas, Storbritannien 1998, 10 minutter.
Tana Ross fødtes i 1940 i Berlin og blev under krigen sendt til koncentrationslejren i Theresienstadt. Hendes mor blev sendt til Auschwitz og døde i et gaskammer. Tana overlevede og kom til slægtninge i Sverige, hvor hun blev mødt af tavshed. Først 50 år senere, kan hun fortælle sin historie i denne usædvanlige kortfilm, der blander fotografier, arkivbilleder og animation.

Gottes Spion in der Hölle, Konstantin Costa-Gavras.
Filmversion af Rolf Hochhuts drama Der Stellvertreter.



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk