Folkedrabet indledes
Efter en periode med politisk og økonomisk forfølgelse af armenierne indledte den nationalistiske ungtyrkiske regering i Osmannerriget i løbet af 1915 et reelt forsøg på etnisk udrensning og udslettelse af armenierne. Folkedrabets første ofre blev de armenske soldater i det osmanniske militær og den armenske elite.
Forfølgelse og udstødelse af armeniere fra samfundet
Siden 1913 hvor stærkt nationalistiske medlemmer af det ungtyrkiske parti var kommet til magten i Osmannerriget, var det blevet sværere og sværere for armeniere at leve i fred og sikkerhed. Der var et voksende had til armenierne; Armenske forretninger blev boykottet, og armenierne blev beskyldt for at være landsforrædere og være skyldige i stort set alle rigets problemer. Eksempelvis blev armenske bagere, der bagte brød til det osmanniske militær, beskyldt for at have forgiftet brødet for at svække hæren. Bagerne blev udsat for grov vold til trods for, at det blev bevist, at der ikke er noget galt med brødet.
Udryddelse af armenske soldater i det osmanniske militær
Det første skridt mod udryddelse af armenierne blev taget i begyndelsen af 1915, da de mere end 200.000 armenske soldater i det osmanniske militær blev frataget deres våben efter ordre fra den ungtyrkiske krigsminister Enver Pasha. De våbenløse armenske soldater blev herefter samlet i arbejdsbataljoner, hvor de blev sat til at udføre slavearbejde for militæret.
Mange af de armenske soldater arbejdede sig ihjel i arbejdsbataljonerne, fordi de fik meget lidt at spise og drikke, samtidigt med at de skulle udføre hårdt fysisk arbejde de fleste af døgnets timer. Flere i arbejdsbataljonerne døde af sult, sygdom eller underernæring. De armenske soldater, der overlevede tvangsarbejdet, blev senere samlet i grupper og skudt eller tævet ihjel.
24. april 1915 – startskud til folkedrab
En anden central begivenhed i folkedrabets første fase kan dateres helt præcist til natten mellem den 24. og 25. april 1915. Her blev omkring 250 armenske intellektuelle, dvs. præster, politikere, kunstnere, intellektuelle o.l., arresteret i Konstantinopel (i dag Istanbul). Ungtyrkerne ønskede at holde de udenlandske journalister og diplomater, der levede i hovedstaden i uvidenhed om, hvad der foregik. De beordrede derfor de arresterede ført til øde egne langt fra byen. Her blev de henrettet.
Efter den 24. april 1915 fortsatte ungtyrkernes arrestationer og drab på den armenske elite over hele riget: Lokale armenske præster, politikere og intellektuelle blev arresteret og myrdet, hvilket efterlod armenierne uden hverken politisk eller religiøs ledelse. Datoen den 24. april har i eftertidens erindring af folkedrabet fået enorm symbolsk betydning. Anholdelsen og mordene på de armenske intellektuelle på denne dato bliver betragtet som det egentlige startskud til det folkedrab, som skulle komme til at koste omkring 1,5 millioner armeniere livet. Derfor finder der hvert år massevis af både små og store mindehøjtideligheder sted i hele verden den 24. april.
Omverdenen kendte til folkedrabet
Ungtyrkernes forsøg på at dække over deres systematiske udryddelse af Osmannerrigets armenske mindretal lykkedes dog ikke. Fra 1915 og frem var der diplomatiske beretninger fra Konstantinopel til bl.a. USA og Danmark om, at den aggressive ungtyrkiske nationalisme i første omgang førte til forfølgelse og siden til folkedrab på armenierne.
Fra de landlige provinser i især den østlige del af Osmannerriget, hvor den største andel af armeniere levede, var udenlandske missionærer øjenvidner til omfattende og åbenlys udslettelse af de armenske indbyggere. Blandt disse øjenvidner var to danske kvindelige missionærer, Karen Jeppe og Maria Jacobsen, der uafhængigt af hinanden leverede hver sin førstehåndsberetning om folkedrabets rædsler.
Efter stort set at have afvæbnet armeniere og udryddet eliten uden at møde reel modstand, begyndte ungtyrkerne at koncentrere sig om de resterende dele af den armenske befolkning dvs. kvinderne, børnene og de ældre, som i folkedrabets næste fase blev tvangsdeporteret og sendt på dødsmarcher i ørkenen.
| Omverdens reaktion på folkedrabet | | Det armenske folkedrab fik lige fra sin begyndelse stor opmærksomhed fra omverdenen. Mange udenlandske diplomater i Konstantinopel sendte beretninger hjem til deres regeringer, om hvad armenierne blev udsat for.
Selv om begrebet ’folkedrab’ endnu ikke var opfundet, var de ikke i tvivl om karakteren af overgrebet: Der var tale om systematisk udryddelse af den armenske befolkningsgruppe.
Mange landes aviser havde løbende reportager om armeniernes skæbne. Alene i 1915 trykte den indflydelsesrige amerikanske avis The New York Times 145 artikler, dvs. en artikel hver 2.-3. dag, om massakrerne og volden mod armenierne. Der blev igangsat store indsamlinger for at hjælpe de lidende og truede armeniere af bl.a. organisationerne Amenian Relief Foundation i USA og De Danske Armenienvenner i Danmark.
| |
|
|
Armenske intellektuelle, der blev anholdt i Istanbul 24. april 1915 og senere henrettet.
Oplysningsplakat fra amerikansk indsamling til støtte for armenierne
Læs mere om erindring af det armenske folkedrab
Læs mere om Karen Jeppe her |
