Ungtyrkerne: Fra reformer til racisme
Bare syv år før det armenske folkedrabs begyndelse var mange armeniere optimistiske omkring deres fremtid i Osmannerriget: I 1908 blev den tyranniske og armenierfjendtlige sultan Abdul Hamid II afsat. Der blev indført en ny forfatning, der skulle give armenierne flere frihedsrettigheder. Men opløsning i Osmannerriget, modstand mod den nye forfatning og truslen om verdenskrig skulle snart radikalisere det nye ungtyrkiske parti, hvilket banede vejen for folkedrabets bagmænd.
En moderne politisk bevægelse ser dagens lys
Osmannerrigets sultan, Abdul Hamid II, forsøgte med vold og undertrykkelse at forhindre både demokratiske reformer og større frihed for etniske og religiøse mindretal gennem sin regeringstid (1876-1909). Utilfredsheden i befolkningen voksede sig efterhånden så stor, at den også bredte sig til tyrkerne, rigets største etniske gruppe. Specielt de veluddannede tyrkere var inspirerede af de ideer om frihed, demokrati og moderne videnskab, der efterhånden havde forandret store dele af Europa.
De begyndte i 1889 at arbejde for politiske og økonomiske reformer af Osmannerriget, og grundlagde partiet ’Komiteen for Enhed og Fremskridt’, også kaldet ungtyrkerne. I begyndelsen var det en bred politisk bevægelse, hvor man kunne finde både tyrkiske, kurdiske, græske og armenske medlemmer, der alle havde som samlende målsætning at reformere samfundet til at blive mere moderne og demokratisk.
Reformer, demokratisering og optimisme i Osmannerriget
I 1908 lykkedes det ungtyrkerne ved en fredelig revolution at tvinge sultanen til at afgive det meste af sin magt og indføre demokratiske reformer. Det ungtyrkiske parti var fra starten præget af en splittelse mellem to fraktioner; en liberal fraktion, der ønskede decentralisering af magten og lige rettigheder for rigets religiøse og etniske grupper, og en nationalistisk fraktion der ønskede central styring af riget og tyrkisk dominans.
Ungtyrkernes magtovertagelse var populær hos mange i Osmannerriget, også blandt armenierne. De blev lovet mere frihed og større selvbestemmelse, og ungtyrkerne talte for at fremme broderskab mellem de forskellige religiøse grupper, hvoraf kristne og muslimer var de største. For armenierne betød forfatningen, at de blev betragtet som ligeværdige borgere. De fik på linje med tyrkerne valgret, skulle ikke længere betale mere i skat end rigets tyrkiske indbyggere, og skulle som alle andre borgere være værnepligtige i hæren.
Splittelse blandt ungtyrkerne – Nationalisterne får magten
Optimismen i de glade revolutionsdage blev dog hurtigt afløst af utilfredshed og vold, da grupper af tyrkere, der var utilfredse med de nye reformer, iværksatte en modrevolution i hovedstaden Konstantinopel (i dag Istanbul). Opstanden spredte sig til flere byer og kulminerede med massakren på tusindvis af armeniere i byen Adana i 1909, fordi armenierne typisk blev beskyldt for at være skyld i rigets problemer, samtidigt med at de åbent havde støttet den nye forfatning i 1908.
Den voldelige modrevolution førte til et magtskifte i det ungtyrkiske parti. Mange ungtyrkere tolkede modrevolutionen og opstandene rundt om i riget som et tegn på, at den nye forfatning og de nyvundne frihedsrettigheder havde været et politisk fejltrin. Det betød, at den nationalistiske fraktion af det ungtyrkiske parti fik langt større indflydelse.
I perioden fra 1908 og til begyndelsen af 1. Verdenskrig i 1914 forandrede ungtyrkernes holdning sig radikalt, blandt andet fordi Osmannerriget tabte en række løsrivelseskrige på Balkan. Krigene medførte, at hundredetusinde muslimer blev fordrevet fra deres hjem på Balkan og måtte leve som flygtninge i andre dele af riget, og at næsten hele den europæiske del af riget måtte afgives. Fra at ville skabe en stat med mere frihed for de mange mindretal, blev partiet mere og mere præget af nationalistiske ideer.
De radikale ungtyrkere mente ikke længere, at et multietnisk osmannisk rige var muligt: Riget var begyndt at smuldre og falde fra hinanden under pres fra de europæiske stormagter og truslen om verdenskrig, og der var ønske om uafhængighed i nogle af rigets provinser som eksempelvis på Balkan. De nationalistiske ungtyrkere så derfor Osmannerriget som truet fra alle sider og mente, at man kun kunne sikre rigets overlevelse ved at stå sammen. Det, som de radikale ungtyrkere mente, ville skabe det nødvendige sammenhold, var en aggressiv nationalistisk ’tyrkisme’.
Tyrkisme – folkedrabets ideologi
Tyrkismen var en national romantisk og nationalistisk ideologi, hvis kerne var, at for at redde tyrkisk sprog og kultur fra undergang i det smuldrende Osmannerrige, skulle man genskabe en tyrkisk guldalder og oprette et storrige af alle folkeslag med tyrkisk sprog- eller kulturarv. Dette mytiske storrige, som man kaldte Turan, skulle strække sig fra det tyrkiske kerneland Anatolien og hele vejen til Sibirien. Med tankerne om fællesskab mellem alle de tyrkiske folkeslag og ideen om tyrkisk sprog, kultur og histories overlegenhed tog tyrkismen stærk afstand til almindelige multikulturelle tankegang i Osmannerriget: Ifølge de nationalistiske ungtyrkere kunne forskellige etniske og religiøse grupper ikke leve side om side.
Den 23. oktober 1913 gennemførte ungtyrkernes nationalistiske fraktion et militærkup, der bragte det ungtyrkiske triumvirat, også kaldet ’De tre Pashaer’ til magten. Triumviratet bestod af Mehmet Talat Pasha (indenrigsminister og leder af triumviratet), Ismail Enver Pasha (krigsminister) og Ahmed Djemal Pasha (flådeminister). De tre pashaer var nu rigets mest magtfulde mænd, der til sammen kontrollerede hæren, politiet og flåden.
Den liberale fraktion af ungtyrkerne blev sendt i eksil, forfatningens frihedsrettigheder blev stærkt indskrænket, og det osmanniske rige var herefter et reelt militærdiktatur fra 1913 til 1918.
Hermed var det politiske grundlag for det armenske folkedrab lagt.
|
|
Ungtyrkernes partileder, Mehmet Talaat Pasha
Krigene på Balkan 1912-1913
I oktober 1912 begyndte et oprør i den osmanniske provins Montenegro en kædereaktion uafhængighedskrige på Balkan. Osmannerriget erklærede Serbien og Bulgarien krig, mens Grækenland erklærede osmannerne krig. På kun tre uger havde den osmanniske hær lidt nederlag.
Ved en efterfølgende fredskonference i London i 1912 nægtede osmannerne at opfylde fredsaftalens betingelser om at forlade Balkan. Krigen blussede op igen og endte i endnu et nederlag til Osmannerriget, der herefter måtte indse, at Balkan var tabt.
Osmannerriget mistede hermed 70 % af sin europæiske befolkning og 85 % af sit europæiske territorium.
I de proviser på Balkan og i Grækenland, der kæmpede for uafhængighed i disse krige var flertallet af indbyggerne kristne. Dette skabte efterfølgende øget mistro og had til armenierne, der også var kristne, fordi man mente, at de nok også snart ville kræve selvstændighed Osmannerriget, der var ledet af muslimske tyrkere.
Læs mere om det ungtyrkiske triumvirat
|
