Stormagterne USA og Kina
Der er flere stater i det internationale samfund, som på den ene eller den anden måde har haft indflydelse på konflikten i Darfur. Det gælder særligt de fem permamente medlemmer af FN's sikkerhedsråd, fordi disse stater har stor betydning for, hvordan FN reagerer og handler. I forbindelse med konflikten er det særligt USA og Kina, som har markeret sig.
USA
Som den mest magtfulde aktør på den internationale scene har amerikanerne har været bannerførere i forhold til at bruge betegnelsen folkedrab om situationen i Darfur. USA har ikke et varmt forhold til den sudanske regering og støttede fx SPLA, den sydsudanesiske oprørsbevægelse i borgerkrigen mellem Nord- og Sydsudan, der i 2005 afsluttede 21 års borgerkrig. Samtidig var USA meget involveret i fredsforhandlingerne mellem borgerkrigens parter og dermed også tilbageholdende overfor at blande sig i konflikten i Darfur. Argumentet var, at den sudanske regering ville trække sig fra fredsforhandlingerne, hvis man blandede den nye konflikt i Darfur ind i billedet. For amerikanerne spiller også kampen mod terror ind, idet Sudans regering har huset flere prominente terrorister, deriblandt Osama bin Laden.
Kina
I forhold til Sudan er Kina en betydningsfuld aktør, fordi landet er en af de største aftagere af olie fra Sudan og har investeret mange penge i olieudvindingen dér. Kina har som voksende økonomisk stormagt brug for ressourcer som olie og stål. Disse ressourcer kan Kina få adgang til bl.a. i Sudan.
Hvor mange vestlige lande for eksempel ikke vil handle Sudan på grund af overgrebene i Darfur, betragter Kina dette som et internt anliggende og bliver dermed en alternativ handelspartner, netop fordi de ikke vil blande sig. Kinesernes begrundelse har været at kina arbejder ud fra en ikke-interventionspolitik og at man ikke vil blande sig i Darfur-konflikten uden Sudans samtykke. Dog er Kina blevet kritiseret for at varetage sine egne interesser og ikke træde i karakter som stormagt. I de 5 år sikkerhedsrådet har diskuteret konflikten i Darfur, er mange resolutionsforslag blevet opgivet pga. kinesisk modstand.
Uofficielt pres Pga. ikke-interventionspolitikken og de mange handelsforbindelser har Kina afholdt sig fra officielt at blande sig i Darfur-konflikten. Omvendt har Kina heller ikke stemt direkte imod resolutionsforslag, når de er blevet fremlagt, men derimod kritiseret dem forud for en egentlig afstemning. Angiveligt skulle Kina, i stedet for at kritisere Sudans regering direkte og vedtage sanktioner, i hemmelighed have lagt et pres på den sudanske regering. Under alle omstændigheder har den sudanske regering accepteret indsættelsen af en FN-styrke, som Kina også har stemt ja til – uden dermed at gå på kompromis med sin ikke-interventionspolitik. Kritikere peger på at Kinas ændrede holdning godt kan hænge sammen med værtskabet for OL i sommeren 2008. I den forbindelse har Kina længe været kritiseret menneskerettighedsovergreb. At stemme ja til en fredsbevarende FN-styrke i Darfur stiller Kina i et bedre lys i det internationale samfund. |
|
 Konflikten i Darfur har fordrevet omkring 2,5 millioner mennesker fra deres hjem. Her ses internt fordrevne foran deres telte i en lejr i Darfur, januar 2005.
Læs mere om Kinas rolle i Darfur-konflikten |