FN og hybridstyrken
I løbet af konflikten i Darfur har FN flere gange forsøgt sig med en lang række resolutioner for at lægge pres på den sudanske regering og få den til dels at indstille krighandlingerne i Darfur og dels at gribe ind overfor de krigshandlinger, som den ikke selv er involveret i. En af disse resolutioner har været et våbenembargo rettet mod alle de stridende parter. Men hverken resolutioner, pres eller embargoer har formået at sætte en stopper for konflikten eller har haft den ønskede virkning på den sudanske regerning.
FN's Sikkerhedsråd og hybridstyrken
I sommeren 2007 optrappedes kampene i Darfur på ny, og FN's Sikkerhedsråd vedtog i slutningen af juli 2007 at freden i Darfur skulle varetages af en fredsbevarende styrke på 26.000 mand. Først modsatte den sudanske regering sig beslutningen og erklærede, at alle FN-styrker i Darfur ville blive betraget som fjentlige invasionsstyrker. Senere har regerningen dog accepteret styrken.
Statsuverænitet og strategiske interesser
Det har taget lang tid for FN at nå til enighed om interventionen i Darfur. Det er der flere årsager til. Sikkerhedsrådet har hele vejen været delt i spørgsmålet om, om man skulle samarbejde med den sudanske regering og ad den vej prøve at løse Darfur-konflikten, eller om FN imod den sudanske regerings vilje skulle intervenere militært i Darfur. Det er en vægtning af humanistiske hensyn – at hjælpe og vise ansvar for Darfurs befolkning – over for respekt for et lands suverænitet, altså reglen om at man ikke blander sig i andre landes interne anliggender, hvilket er et tungtvejende princip i forholdet mellem stater.
På samme tid er principperne om statssuverænitet og humanistiske hensyn forbundet med de enkelte landes strategiske interesserer på en ikke helt gennemsigtig vis. Strategiske interesser er de interesser, som en stat kan have i en anden stat. Det kan fx være økonomiske, militære, politiske eller kulturelle interesser. Der er fx mange lande, der har strategiske interesser i Darfur, fordi Sudan er et olierigt land. Så man kan sige, at et land, der allerede driver forretning med Sudan, selv har noget på spil og derfor sandsynligvis vil være forsigtig i forhold til at føre en aggressiv politik overfor regerningen i Khartoum. Derimod kan lande, der ikke har investeringer på spil, være mere 'fritstillede', også når det kommer til politik.
På den måde har situationen i sikkerhedsrådet været den, at medlemmerne har været uenige om, hvordan konflikten skulle håndteres, både pga. spørgsmålet om humanitære hensyn overfor statssuverænitet, men også fordi nogle stater fører en særlig politik overfor Sudan, fordi de har egne interesser på spil.
Hybridstyrken i Darfur
Den 31. december 2007 overtog den fælles FN-AU fredsbevarende styrke (UNAMID) ansvaret fra den AU-styrke som allerede var i Darfur. Formelt set skulle FN-styrken allerede i januar 2008 have været oppe på 26.000 soldater, men pt. har styrken kun rundet 9000. Det har været en vanskelig process at få landene til at sende soldater, samtidig med at den sudanske regering har skabt vanskeligheder ved bl.a. at blokere for forsyninger, nægte at anvise styrkerne baser på sit territorium samt insistere på, at styrken skulle være overvejende afrikansk.
Tanken om, at afrikanske problemer skal løses af afrikanere, harmonerer godt med mange vestlige staters opfattelse. I den vestlige verden har der desuden været en vis forsigtighed med at intervenere i endnu et muslimsk land. På samme tid har nogle af de stater, som kunne engagere sig i Darfur, herunder USA, været optaget i bl.a. Afghanistan og Irak.
Så på trods af tilsagnet om, at UNAMID fra januar 2008 skulle sørge for freden i Darfur, ventes den fulde styrke først at være på plads engang i 2009.
| FN's Sikkerhedsråd og dets værktøjer | | FN's Sikkerhedsråd tager sig af sikkerhedsproblemer i verden. Rådet har fem permanente medlemmer: USA, Kina, Storbritannien, Frankrig og Rusland, der har vetoret og derfor kan blokere for beslutninger. Derudover er der ti valgte medlemmer.
Sikkerhedsrådet har forskellige handlingsværktøjer til rådighed. Hvis parterne i en konflikt ikke selv formår at løse konflikten, kan Sikkerhedsrådet henstille til parterne at standse konflikten og anbefale løsninger til, hvordan det kan ske. Sikkerhedsrådets henstillinger og anbefalinger er ikke-bindende og medlemslandene behøver derfor rent juridisk ikke at rette sig efter dem.
Udvikler konflikten sig, på trods af Sikkerhedsrådets henstillinger og anbefalinger, kan Sikkerhedsrådet udstede resolutioner, der typisk indeholder et påbud til de stridende parter om at standse konflikten. En sådan beslutning er bindende, hvilket betyder, at hvis et medlemsland ikke retter sig efter den, vil det være et brud på folkeretten (regler og principper for staters pligter og rettigheder og for forholdene mellem stater).
Et brud på folkeretten kan føre til sanktioner over for det pågældende land. Det kan fx være at afbryde økonomiske forbindelser med landet. Hvis sanktionerne ikke har nogen effekt, kan FN vælge at tage væbnet magt i brug for at bringe konflikten til ophør.
Sikkerhedsrådet kan derudover beslutte at oprette observatørmissioner og at indsætte fredsbevarende eller fredsskabende styrker for eksempelvis at overvåge overholdelsen af eller sikre gennemførelsen af en fredsaftale.
Kilde: Udenrigsministeriet | |
|
|
FN køretøjer
Resolution 1769
Efter en optrapning af kampene i juli 2006 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 1769, der gav mandat til udstationeringen af 17.300 fredsbevarende tropper. De skulle fungere som forstærkning til de utilstrækkelige og dårligt udrustede 7.000 AMIS-soldater, udstationeret af AU (Afrikanske Union).
Kilde: Læs resolutionen her |
