Biljana Plavsic - jernkvinden der angrede
Vicepræsident Biljana Plavsic befandt sig i inderkredsen af den bosnisk serbiske ledelse under krigen i Bosnien 1992-1995. Hun havde fuldt kendskab til rapporter om etniske udrensninger begået af bosnisk serbiske styrker under krigen i Bosnien og ignorerede dem. Men i 2001 overgav Plavsic sig til den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY). Hun angrede og erkendte sit ansvar i forbindelse med de etniske udrensninger, som kostede mere end 200.000 livet og drev mere end 2 millioner mennesker på flugt fra Bosnien.
En kompromisløs dame
Den 73-årige biologiprofessor Biljana Plavsic gik ind i serbisk politik i 1990, hvor hun blev medlem af det serbiske demokratiske parti (SDP). Allerede i begyndelsen af 1990´erne, før krigsudbruddet i Bosnien i april 1992, var Biljana Plavsic benhård i sine holdninger angående især de bosniske muslimer. Hun kom med udtalelser om, at befolkningsgrupperne i Bosnien umuligt kunne leve sammen, og for Plavsic var en fjernelse af ikke-serbere fra serbiske områder i Bosnien derfor en ren og skær nødvendighed. Plavsic opfordrede desuden også direkte til etnisk udrensning af alle muslimer i det østlige Bosnien. Hun bekymrede sig i sine udtalelser ikke så meget om hvordan dette skulle foregå, men ønskede blot ikke at leve sammen med de bosniske muslimer. Hun hørte således til de virkelige hårde ledere i det politiske miljø i Bosnien.
Plavsic var en kompromisløs dame, der ikke lagde skjul på sine meninger og sit syn på de bosniske muslimer, og biologiprofessoren stod flere gange offentligt frem og gav udtryk for, at de bosniske muslimer var genetisk deformerede serbere. I 1994 udtalte Biljana Plavsic for eksempel til en bosnisk avis: ”Vi er forfærdede over det faktum, at antallet af ægteskaber mellem serbere og muslimer er steget, da blandede ægteskaber fører til en udveksling af gener mellem etniske grupper, og dermed til en udartning af det serbiske folk.”
Biljana Plavsics kompromisløse og stærkt nationalistiske udtalelser omhandlede ikke kun de bosniske muslimer, men også den anden store befolkningsgruppe i Bosnien, de bosniske kroater men her var hun knapt så radikal i sine udtalelser. Disse stærke udtalelser og den ellers hårdhændede ledelsesstil var med til at give hende tilnavnet “Jernkvinden”. Først i 1997, to år efter krigens afslutning, kasserede Biljana Plavsic sine ellers så faste overbevisninger. Så sent som 1996 blev hun citeret for at have kaldt Arkan, som stod bag nogle af de værste overgreb på civilbefolkningen i Bosnien, for: ”en serbisk helt, en sand serber!” Hvorefter hun konstaterede, at ”det var den slags mænd, der var brug for i Bosnien”.
Biljana Plavsics rolle
Biljana Plavsic var vicepræsident og udgjorde sammen med den bosnisk serbiske præsident Radovan Karadzic, Ratko Mladic, Nikola Koljevic og Momcilo Krajisnik inderkredsen af den politiske ledelse i Republika Srpska. Som en del af den politiske ledelse havde Plavsic kendskab til politiske beslutninger, men hun deltog ikke som sådan i planlægningen af de etniske udrensninger. Biljana Plavsic var ikke den, der ”trykkede på aftrækkeren” eller gav ordre til de etniske udrensninger og havde dermed en mindre rolle i at føre ordene om at fjerne ikke-serbere ud i livet end for eksempel den bosnisk serbiske præsident Radovan Karadzic og den militære leder Ratko Mladic. Ikke desto mindre opfordrede og støttede hun kampagnen ved at sidde i den politiske ledelse og ved sine yderligtgående og kompromisløse udtalelser, som støttede op omkring de etniske udrensninger og dermed drab på civile bosniske muslimer og kroater. Offentligt benægtede hun de serbiske overgreb, selv om hun havde fuldt kendskab til de omfattende etniske udrensninger, og hun var på den måde med til at dække over forbrydelserne.
Efter krigen udnævntes Plavsic til Republika Srpskas nye præsident og blev med tiden lidt af en politisk kamæleon. Hun brød med Radovan Karadzic, som nu var anklaget ved ICTY for sin rolle i de etniske udrensninger i Bosnien, og hun førte en mildere politik overfor de andre etniske grupper i Bosnien, og som landets nye præsident begyndte hun at samarbejde med Vesten. Den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright har siden udtalt, at Biljana Plavsic i sit præsidentembede fra 1996-1998 bidrog væsentligt til den svære demokratiseringsproces i Bosnien og til opretholdelsen af Daytonaftalen. Hendes kursskifte omkring 1997 kom for mange som en overraskelse. Desuden valgte Biljana Plavsic i 2001 frivilligt at overgive sig til ICTY og erkendte her sin medvirken i de etniske udrensninger i Bosnien.
Kvinden der angrede – sagen ved ICTY
Dommerne stod i sagen mod Biljana Plavsic overfor en leder, som bl.a. havde opfordret til etniske udrensninger i Bosnien, stået bag racistiske udtalelser og hyldet serbiske krigsforbrydere som helte. Samtidig stod de overfor en politisk leder, der som en af de første ledende politikere på Balkan tilstod sine forbrydelser. Siden soldaten Drazen Erdemovic i 1996 som den første erklærede sig skyldig i forbrydelser begået under krigen i Bosnien, har kun 7 ud af mere end 100 anklagede gjort det samme. Plavsic tilstod under afhøringerne, at hun offentligt havde støttet og opfordret til at adskille de etniske samfund i Bosnien via massedrab, tvungen befolkningsforflytning, tortur og andre kriminelle handlinger. Men samtidig opfordrede hun under afhøringerne andre ledere fra alle sider til at følge hendes eksempel og tage deres del af ansvaret for krigen og de etniske udrensninger. Endelig undskyldte Plavsic gentagne gange under afhøringerne over for ofrene.
Dommerne så Plavsics erkendelse af skyld, hendes høje alder, hendes politiske skifte i Republika Srpska efter krigen, hendes opfordring til andre ledere om at erkende deres ansvar og undskyldningerne overfor ofrene, som vigtige formildende omstændigheder, dvs. forhold der førte til en mildere straf. Den oprindelige anklage om, at Plavsic med sine handlinger havde begået folkedrab, blev frafaldet.
Den 27. februar 2003 idømte ICTY den 73-årige Biljana Plavsic 11 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden, og hun afsoner i dag sin dom i et kvindefængsel i Sverige. Biljana Plavsic er dermed den første kvinde dømt ved domstolen i Haag for sin medvirken til de etniske udrensninger i Bosnien 1992-1995. Samtidig er hun den højest rangerede politiker, der er blevet dømt for krigsforbrydelser i Bosnien.
Hvad er vigtigst for ofrene - retfærdighed eller forsoning?
Ligesom så mange andre sager ved den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, rejser sagen mod Biljana Plavsic en række vigtige spørgsmål. Dommerne slog fast, at spørgsmålet om forsoning spillede en central rolle i domsafsigelsen og understregede, at den forholdsmæssige milde straf skulle være med til at skabe forsoning i Bosnien, og forhåbentlig bidrage til at andre ledere ville Plavsics eksempel og stå frem. Erkendelsen af skyld var for dommerne centralt i forsøget på at finde sandheden i forbindelse med forbrydelsen; og sandheden anses for at være et centralt skridt frem mod forsoning.
Familiemedlemmer til ofrene for de etniske udrensninger var ikke tilfredse med dommen: ”Vi, familierne, finder det latterligt at formildende omstændigheder blev taget ind i overvejelserne i sagen mod Plavsic. Plavsic var ikke så sympatisk da hun vedtog ordrer, som resulterede i at kvinder, børn og ældre blev dræbt”, sagde Kada Hodzic efter domsafsigelsen. Et andet familiemedlem understregede, at Plavsic kun vil tilbringe to et halvt minut i fængsel for hver af de 200.000 bosnisk-muslimske og kroatiske ofre. Ofrenes udtalelser rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at en undskyldning til ofrene, den høje alder, anger og en erkendelse af skyld er formildende omstændigheder i en sag, hvor forbryderen har tusinder af liv på samvittigheden? Er det rimeligt, at en af de hovedansvarlige for forbrydelserne begået i Bosnien slipper for anklagen om folkedrab og dermed får en mildere straf?
Af Camilla Pedersen, studerende ved Institut for Historie og Mellemøststudier, Århus Universitet.
Billeder:
Litteratur:
Der findes ikke så meget litteratur om Biljana Plavsic, men der er skrevet en række avisartikler om hendes rolle i krigen i Bosnien og sagen ved ICTY. De fleste er dog på engelsk.
- Fledelius, Karsten: ”Nyhedsanalyse: Plavsic og fortiden”, Dagbladet Information, 15. januar 2001, 1. sektion, side 2. Artiklen af balkaneksperten Karsten Fledelius omhandler Biljana Plavsic’s overgivelse til ICTY og hendes politiske kursskifte i 1997.
- FitzPatrick, Patrick: “It isn’t easy being Biljana”, Central Europe Review, 29. maj 2000, http://www.ce-review.org/00/22/fitzpatrick22.html
Internetartikel som omhandler Biljana Plavsic’s rolle i krigen i Bosnien og hendes efterfølgende politiske kursskifte.
- Press release: The Prosecutor v. Biljana Plavsic, Haag, 27 februar 2003 (www.un.org/icty/pressreal/2003/p734-e.htm)
ICTY’s pressemeddelse fra sagen mod Biljana Plavsic ridser kort argumentationen for dommen op og gennemgår de vigtigste begrundelser.
Links:
Hvis man er interesseret i at læse hele sagsforløbet og nogle mere detaljerede gennemgange af sagen, så er de to nedenstående hjemmeside anvendelige.
• www.icty.org
Denne hjemmeside er den Internationale Krigsforbryderdomstols hjemmeside, hvor man kan finde en oversigt over alle anklager, domme osv. Her kan man bl.a. også finde sagen mod Biljana Plavsic og de forskellige parters indlæg, samt en række vidneudsagn.
• www.iwpr.net
Her kan man finde korte, men ret grundige analyser af sagerne ved ICTY. Siden har et arkiv over alle tidligere bragte artikler bl.a. også om sagen mod Biljana Plavsic. Alle teksterne er dog på engelsk.
Arbejdsspørgsmål:
• Overvej hvorvidt 11 år i fængsel er en rimelig straf for Biljana Plavsic’s rolle i forbindelse med de etniske udrensninger i Bosnien.
• Skal en person, som har været medvirkende til millioner af menneskers flugt og hundredetusinders død, kunne få en mildere straf for at fortælle sandheden og angrer sine handlinger?
• Hvad er vigtigst, at få sandheden frem i lyset eller retfærdighed for ofrene?
• Overvej, om det betyder noget for Biljana Plavsics overgivelse til ICTY, at hun er kvinde.
Til top
|
|
Biljana Plavsic
Kilder:
Krigen i Bosnien
Bosnien, der bestod af 40 % muslimer, 33 % serbere og 18 % kroater, var et af de etnisk mest sammensatte lande i det tidligere Jugoslavien. Da krigen brød ud i Bosnien resulterede det i en grusom krig mellem de tre etniske grupper. Men selvom de bosniske muslimer og kroaterne i Bosnien begik mange frygtelige handlinger under konflikten, blev størstedelen af forbrydelserne begået af de bosniske serbere, hjulpet af militæret og paramilitære enheder fra Serbien. De primære ofre i krigen var de bosniske muslimer.
Republika Sprska
1. marts 1992 stemte 99 % af vælgerne i Bosnien for bosnisk uafhængighed fra det tidligere Jugoslavien. Stemmeprocenten var kun på 64 %, da mange af de bosniske serbere boykottede folkeafstemningen og den efterfølgende uafhængighedserklæring. I kølvandet på uafhængighedserklæringen udråbte de serbiske nationalister i Bosnien deres eget uafhængige Republika Srpska. De nedsatte et hovedkvarter i byen Pale, og Radovan Karadzic blev leder med opbakning fra nabolandet Serbien.
Daytonaftalen
Den militære konflikt i Bosnien blev bragt til afslutning med indgåelsen af Daytonaftalen, som krigens parter underskrev 14. december 1995 i Paris. Ifølge fredsaftalen er Bosnien en forenet stat bestående af to delstater. Den serbiske delstat Republika Srpska og Føderationen Bosnien og Hercegovina som består af både bosniske muslimer og kroater. Delstaterne blev i grove træk etableret ud fra de skillelinier, som krigen i Bosnien havde sat.
|
