Danskernes indsats
I oktober 1943 gennemførte den tyske besættelsesmagt en aktion mod de danske jøder for at indfange dem og føre dem til lejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet.
Allerede inden den tyske embedsmand, Duckwitz, havde røbet den forestående aktionen for danske politikere var der en masse rygter i omløb. I den situation stod de danske jøder i en svær situation: Hvor skulle man søge hjælp? Som alle andre steder, var der tre muligheder:
- Man kunne gå i skjul – men hvor? Og hvem ville hjælpe?
- Man kunne tage en anden identitet – men hvem ville hjælpe med det?
- Man kunne flygte – men igen er spørgsmålet: Hvordan? Og hvem ville hjælpe med flugten?
Alle tre muligheder krævede, at der var en ikke-jøde, der ville hjælpe.
Aktive hjælpere – Hvorfor hjalp de?
I sagens natur forblev en del af de danske hjælpere anonyme, og vi ved ikke altid, hvad der fik folk til at risikere deres eget liv for at hjælpe andre. I dag ved man, at hjælpere nok ikke risikerede så voldsomt meget, men mens redningsaktionen stod på – frygtede meget hårde straffe.
Wilmar E. fortalte i et brev fra Sverige den 16. november, at ”Imidlertid var der i lynets hast opstået mægtige underjordiske organisationer med kirkens præster, studenterne og hospitalerne med deres tusindtallige personale, der ligefrem kappedes om at narre Gestapo og hjælpe jøderne. Jeg kan i denne forbindelse fortælle, at Falcks ambulancer og også hospitalernes ambulancer i disse dage hovedsagelig kørte med jøder til skibene og til hospitalerne, hvor de blev indlagt under falske navne.”
I andre breve kan man læse udtryk som ”pragtfulde mennesker hjalp os”, ”hjælpsomme personer” og ”en halv time senere var jeg skjult af en ganske fremmed familie”.*
Hjælperne i Snekkersten
Et af de steder, hvorfra rigtig mange jøder blev sendt til Sverige, var Snekkersten, syd for Helsingør. Når man ser på et kort over Nordsjælland, er det nemt at forstå hvorfor. Helsingør og Helsingborg ligger tæt på hinanden, men på grund af den stærke tyske bevogtning af havnen i Helsingør, var det vanskeligt at forestille sig en flugt derfra. Altså stod man af på stationen før – i Snekkersten.
Snekkersten Havn havde allerede i dagene efter 29. august været ”udskibningshavn” for folk, der på grund af illegalt arbejde skulle til Sverige. Så der var allerede et vist system i sejladsen, da der fra midt i september ankom flere og flere jøder. I begyndelsen havde kunnet nøjes med små joller og robåde – senere - med den store bølge af jødiske flygtninge – måtte man ty til at bruge større og mere synlige fiskerbåde.
Birger Mikkelsen skriver i sin bog ”… for anstændighedens skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde” fra 1994: ”Fiskernes fartøjer var fredede, fordi deres fangster var uundværlige”. Og hvis fiskerne skulle involveres i redningsaktionen, ville de løbe en meget stor risiko: ”Blev en fisker taget, kunne han miste sin frihed, men også sin båd og dermed sit levebrød”.
* Brevene finde i kildesamlingen ”Aktionen mod de danske jøder”, Systime 2003.
Betaling?
I Snekkersten løste man problemet med betaling på en særlig måde. Man var enig om, at det på grund af den risiko fiskerne løb var rimeligt, at de modtog betaling. Landbetjenten Laust Sørensen, der var leder af en af de illegale transport-ruter over Sundet, har efter krigen berettet følgende:
”Nogle af jøderne havde penge med, og vi ordnede det sådan, at de skulle betale omkring en tiendedel af deres indtægt. På den måde kunne de rigeste også betale overfarten for de, der ikke havde penge. Det var den uforlignelige Leif B. Hendil, der stod for den økonomiske del i vores lille organisation, og der var den faste regel, at ingen kom til Sverige uden mindst 100 kr. på lommen. Der findes brodne kar i alle lande, og jeg kunne fortælle om visse danske fiskere, der tjente styrtende på at sejle flygtninge over. Jeg har også mødt svensk uvillighed og jødisk utaknemlighed, men tilfældene har været så isolerede, at det ikke er værd at nævne”.
Kilde: Birger Mikkelsen … for anstændighedens skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde, 1994
Birger Mikkelsen beretter videre i sin bog, at der altså nu dels skulle findes penge, dels skulle findes fiskere, som man kunne stole på, ”de skulle være totalt pålidelige, og de skulle have nerver og mod til det farlige job.” Kroejer Henry Thomsen fra Snekkersten Kro og Laust Sørensen kendte alle fiskerne, og den første de tænkte på, var fiskeren Jonas Børgesen.
Indtil den 20. september 1943 kunne man klare sig med at overføre flygtninge om natten. De ankom til Snekkersten, gik ned på Strandvejen til Snekkersten Kro og ventede på at blive sejlet over. Men herefter kom der flere og flere flygtninge. Den helt store flugt skete i dagene fra fredag den 1. oktober til søndag den 3. oktober. Man regner med, at der alene fra Snekkersten blev sejlet mere end 1.000 personer til Sverige. I tre dage sejlede havnens ni fiskerbåde med motor i pendulfart til ved 21-tiden – åbenlyst og uden problemer.
”Dagssejladsen med jøder var der ingen risiko ved. Sejladsen foregik 3-400 meter nord for et til ankers liggende tysk vagtskib, uden at dette reagerede på nogen måde”, fortæller ovennævnte fisker, Jonas Børgesen.
Lægen Jørgen Gersfelt fra Snekkersten var også med blandt hjælperne:
”Da udskibningen fra havnen gik så legende let, glemte skipperne efterhånden al forsigtighed. Alt, hvad der overhovedet kunne sejle af motorbåde, lå i fast rutefart mellem Snekkersten og Kobberværkshavnen (i Helsingborg). Jøderne kom med tog og biler, slæbende med tunge kufferter og med små børn på armen, og strømmede ved højlys dag om bord i bådene, der lå med motoren i gang og ventede på dem.”
Kilde: Birger Mikkelsen … for anstændighedens skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde, 1994
Hvorfor hjalp så mange?
Da man i 1994 udgav bogen ”… for anstændighedens skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde”, bad forfatteren Birger Mikkelsen professor Leo Goldberg fra New Yorks Universitet, der har udgivet værket ”The Rescue of Danish Jews” om at skrive forordet. Goldberg var en af de jødiske danskere, der blev hjulpet over Sundet til Sverige i oktober 1943 og i forordet overvejer han spørgsmålet om, hvorfor danskerne handlede som de gjorde:
”Uden at tøve levede gode danske spontant op til udfordringen, da de hørte om den forestående forfølgelse af Danmarks 7-8000 jøder. Med karakteristisk dansk beskedenhed har disse gode danskere stædigt hævdet, at det, de gjorde, ”ikke var noget særligt”, var ”den naturligste ting af verden”, ”kun almindelig anstændighed” og bare et spørgsmål om ”godt naboskab” – simpelthen hjælp til en gruppe medborgere. Dog må det i sandhed siges – og siges højlydt og klart – at de danskere, der aktivt tog del i hjælpen til os, viste ægte mod! Stillet overfor virkelig fare og personlig risiko, kastede de al forsigtighed over bord og handlede ud fra deres overbevisning i stedet for at sukke og stønne: ”Er det dog ikke synd for de stakkels mennesker?” De nægtede at stå som ”tilfældige vidner”.
For at sige det på en anden måde var danskerne utvivlsomt inspireret af medborgerlige og humanistiske følelser, men de viste også den form for mod og kampånd, der gør danskerne berettiget stolte af deres ædle og ældgamle fortid, som den fremtræder i billedet af den legendariske Holger Danske.
Det må erindres, at mens jøderne blev forfulgt i det øvrige Europa, stod danskerne fast, og de tillod ikke, at det skete her. Derfor blev Danmark den enestående undtagelse! For her var det folket selv, der ikke tillod, at noget overgik deres jødiske fæller. Det er denne særlige kendsgerning, der har fremkaldt beundring i resten af verden, og som har rettet opmærksomheden mod begivenhederne i oktober 1943 – ikke blot i Danmark, men også i USA, Israel og andre lande.”
Kilde: Birger Mikkelsen … for anstændighedens skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde, 1994
Diskutér - Hvilke grunde tror du, der kan forklare den danske hjælp til de jødiske medborgere i september/oktober 1943?
- Kan historien bruges som forbillede i andre situationer?
- Hvorfor tror du den tyske besætning på vagtskibet bare så på?
- Var den tyske besætning ”tilskuere” eller ”hjælpere”?
- Hvis du var fisker og levede af dit fiskeri – Hvad kunne så få dig til at nægte at hjælpe? Hvad kunne få dig til at tilbyde din hjælp?
- Ville det betyde noget for dit valg, om du havde familie eller ej?
- Ville du kræve penge for det? Ville du tage imod penge, hvis du fik dem tilbudt? Hvor mange? Brug 2007/08-indtægter som hjælp.
- Hvis du var dansk jøde i september/oktober 1943, hvad ville du så foretage dig, når du hørte rygterne om aktionen mod jøderne?
- Hvem ville du bede om hjælp?
Til top |
|
Danske jøder afventer transport til sikkerhed i Sverige i et pakhus i København i oktober 1943.
Historien om Robert Petersen
En af de danskere, der for nylig blev hædret for sin hjælp i oktober 1943, er Robert Pedersen. Han stod i oktober 1943 i den situation, at hans gode ven, Abbe Isak Paikin (1912-1993) kom til ham og bad om hjælp. Skulle han hjælpe? Paikin havde en stor familie – skulle han også hjælpe dem?
Robert Petersen valgte at hjælpe, selv om det stod var sin sag at huse en stor familie i et lille hus. Til slut boede 15 mennesker skjult hos ham. På en eller anden måde skulle familien videre, da det var for usikkert at have dem boende i længere tid.
Robert Petersen valgte at tage til Køge, hvor han fandt et caféloft, hvor den jødiske familie kunne blive skjult. Men der skulle også findes en båd – Robert Petersen gav nogle fiskere penge, så de kunne drikke en skipper fuld og liste nøglerne fra ham. Efter at have fået fat i hans båd, sejlede fiskerne Robert Petersens jødiske venner til Sverige.
|
