Gilleleje 1943 – redningen af danske jøder
I begyndelsen af oktober 1943 blev størstedelen af de danske jøder reddet i sikkerhed i Sverige. Dette skete takket være en hurtig indsats fra den danske lokalbefolkning, som over hele landet hjalp jøder i skjul, før de kunne sejles over Øresund. Hvilke forhold var med til at muliggøre, at så mange mennesker samarbejdede på tværs af geografi, social klasse, profession, politiske skel, mv.? Hvilken rolle spillede tilskuerne til redningen i den proces?
Dette er historien om hvordan borgerne i Gilleleje på kort tid fik sat en omfattende redningsaktion i gang og fik sejlet en stor gruppe jøder i sikkerhed i Sverige.
Samarbejdspolitikken og jødespørgsmålet
Blot få timer efter tyskernes invasion af Danmark den 9. april 1940 kapitulerede den danske regering og indgik en samarbejdsaftale med besættelsesmagten. Som led i aftalen indvilligede den tyske besættelsesmagt blandt andet i ikke at indføre diskriminerende foranstaltninger over for landets jøder. De nazistiske ledere i Berlin pressede i flere omgange på for alligevel at sætte ind over for de danske jøder, men dels strittede den danske regering imod, dels frygtede de tyske ledere i København, at folkelig modstand mod eventuelle overgreb på jøderne ville skabe kaos og sætte den forholdsvis fredelige besættelse på spil.
Samarbejdspolitikkens sammenbrud og tyskernes deportationsplaner I løbet af sommeren 1943, hvor tyskerne var begyndt at se tilbageslag rundt omkring på krigsfronterne, blev det alligevel så som så med ’freden’ i Danmark. Strejker, optøjer og sabotageaktioner var udbredte, og modstandsbevægelsen oplevede stadigt større folkelig opbakning. I august førte dette til et tysk ultimatum overfor regeringen: Enten skulle de erklære undtagelsestilstand og indføre udgangsforbud, dødsstraf, mv., eller også ville besættelsesmagten overtage styret. Den 29. august nægtede et enigt folketing at acceptere disse betingelser og trådte tilbage, hvilket endte tre års samarbejdspolitik og satte Danmark i en militær undtagelsestilstand. Derefter gik der ikke lang tid, før planer var i værk for deportationen af de danske jøder. Af mere eller mindre uransaglige grunde lækkede den tyske skibsfartsattaché, G. F. Duckwitz, umiddelbart efter 29. august information herom til forskellige danske kontakter, og snart var store dele af det danske politiske lederskab og det jødiske samfund i København informeret om den forestående deportationsaktion.
Redningsaktionen går i gang og breder sig
Herefter tager historien en endnu mere mærkværdig og forunderlig drejning, specielt set i forhold til jødernes skæbne i de øvrige besatte lande. I de første dage efter at deportationsordren var blevet kendt blandt medlemmerne af Det Mosaiske Troessamfund (det jødiske trossamfund i Danmark), og tyske razziaer havde fundet sted, måtte de fleste jøder selv forsøge at finde gemmesteder hos venner og bekendte og/eller forsøge at arrangere transport over Øresund til Sverige. Det varede dog ikke længe før diverse netværk, herunder ikke mindst dele af modstandsbevægelsen, sparede jøderne disse noget tilfældige og risikable flugtforsøg ved at informere om og organisere gemmesteder, transport til lands og til vands, kontakter samt indsamling af midler til dækning af de økonomiske udgifter som aktionen involverede.
Redningsaktionen omfattede i løbet af ganske kort tid tusindvis af mennesker, som i de fleste tilfælde ikke tidligere havde været involveret i nogen form for aktivt modstandsarbejde. Nu bidrog de i større og mindre omfang til, at omkring 7.000 jøder i løbet af nogle få uger blev bragt i skjul i kirker, skoler, hospitaler og private hjem, indtil de kunne blive transporteret til Øresundskysten, hvor fiskerbåde ventede for at sejle dem til sikkerhed i Sverige.
Et norsk medlem af den danske modstandsbevægelse fortæller om redningsaktionens tidlige begyndelse:
”Vi begyndte at høre vældig mange rygter om, at der skulle komme noget. Og jeg kendte personligt et par personer, som stod den danske regering nær... Da det så skete, var det ikke nogen stor overraskelse... Det [blev] taget alvorligt, og beskeden kom ud til de forskellige organisationer om, at nu måtte vi samle os om at tage os af jødespørgsmålet, og hvordan vi skulle beskytte dem... Og pludselig fik jeg en telefonbesked fra en mig ubekendt mand med det rigtige kodeord, og så siger han, ”Saml jeres gruppe og sæt i gang med at gøre, hvad I kan for at hjælpe jøderne på flugt ud af landet til Sverige”. "
Gilleleje: ”Man hjalp, hvor man kunne”
Redningsaktionen var langt fra én stor koordineret indsats, men bestod snarere af en række forskellige og til tider overlappende eller løst sammenhængende netværk. En del af disse fandt vej til Gilleleje, en lille by på den nordsjællandske kyst, som blev centrum for en ganske omfattende transport af jøder til Sverige. Og hvor også en stor del af landsbyens befolkning blev involveret i redningsaktionen på den ene eller den anden måde. Modstandsmanden citeret ovenfor fortæller videre om involveringen af Gilleleje i redningsarbejdet:
”[Vi] fik kontakt til en fisker deroppe [i Helsingør], som var positiv, og denne fisker havde en bror, tror jeg, i Gilleleje... som vi jo senere fik med at gøre. Og da vi havde fået kontakt..., så drog [min kammerat] og jeg til Gilleleje og blev enige om, at vi skulle forsøge at få lejlighed derfra og få fat i folk, vi kunne samarbejde med, og få organiseret det der. Og så kom vi altså [i gang] på en måde, som jeg ikke selv forstår i eftertiden. Hvordan vi kom i gang og det organiserede sig selv og kontakten med Gilleleje-befolkningen, altså det var jo så utroligt, hvordan det gled af sig selv... Vi kom sammen med nogen, der hørte hjemme i Gilleleje, og de var med på at organisere det hele, og de satte det i gang.”
Det strømmede hurtigt ind med folk til Gilleleje. En dag stod et stort antal jøder pludselig tilbage uden en båd, og mange måtte i al hast gemmes på kirkeloftet. Gestapo (det hemmelige politi) fik nys om foretagsomheden og foretog om natten en razzia, hvor ca. 80 jøder blev arresteret og senere sendt til den tyske koncentrationslejr Theresienstadt. Umiddelbart efter satte hovedfolkene bag udskibningerne sig for at forbedre sikkerheden og nedsatte en ”jødekomite”, som skulle stå for en pengekasse og koordinationen af fremtidige transporter. Blandt organisatorerne var en lokal købmand med adgang til en række sommerhuse, som blev brugt til husly for de godt 500 jøder, der i løbet af den næste uges tid kom af sted fra kysten omkring Gilleleje. Alting foregik nu lidt mere i det skjulte, men involverede stadig mange af Gillelejes beboere mere eller mindre direkte. En beboer fortæller: ”Vi gjorde bare, hvad vi burde gøre. Sådan var det for alle, tror jeg, i Gilleleje. Man hjalp, hvor man kunne, hver især. Med mad og med tøj og med husly, råd og dåd, så godt man kunne.”
"Det var alt sammen meget åbenlyst"
Som en anden Gilleleje-beboer fortæller, gik det usædvanlige menneskemylder og udskibningerne fra Gilleleje specielt i begyndelsen ikke ubemærket hen:
”Min far var på vej hjem fra København og var kommet med posttoget om morgenen til Gilleleje kl. halv seks og kunne ikke begribe, at der i oktober måned… var en masse mennesker med toget. Så han var jo klar over, at der var et eller andet specielt på færde. Og... så lige udenfor, lige nede på Stejlepladsen der ved Gilleleje havn, der vrimlede det med mennesker. Og så var vi jo klar over, at nu var der virkelig noget galt.”
Faren omtalt her blev selv involveret i jødekomiteen og udnyttede sine tætte kontakter til havnen og i byen i øvrigt:
”Det var alt sammen meget åbenlyst; man kunne næsten ikke have nogen hemmeligheder. Men de sejlede. Den her fisker kendte min far jo. Ja, her i Gilleleje kendte man alle mennesker. Han boede ikke så langt fra os. Jaeh, man kender måske nogle bedre end andre, sådan er det jo, men altså den gang kendte alle jo hinanden. Den gang var Gilleleje jo bare en lille by, og havnen det var jo sådan midtpunktet i byen.”
Hvorfor hjalp så mange?
Mange forhold omkring redningen af de danske jøder forundrer. Hvordan kunne så mange mennesker – flere tusinde – blive involveret i redningsaktionen i løbet af så kort tid, og det for de flestes vedkommende uden tidligere at have været aktive i eller i kontakt med modstandsbevægelsen? Ikke blot kendte mange af dem, som blev involveret i redningsaktionen, ikke hinanden fra begyndelsen; aktionen involverede også folk fra vidt forskellige samfundslag og områder, folk med helt forskellig politik og livsstil, profession etc. Endvidere foregik dele af jødetransporterne, bl.a. som vi har set i Gilleleje, specielt i begyndelsen på en måde, som ikke decideret var skjult for udenforstående.
En del af svarene på disse spørgsmål hænger uden tvivl sammen med de noget specielle forhold, som herskede i Danmark under samarbejdspolitikken i besættelsestidens tre første år. Der blev jødespørgsmålet konsekvent affærdiget over for tyskerne og blev endvidere gjort til et spørgsmål tæt forbundet med dansk identitet og integritet i diverse politikeres og aktivisters offentlige udtalelser. Da deportationerne stod lige for, fulgte blandt andet folkekirken og en række organisationer op med stærke udtalelser og opfordringer til den almindelige befolkning om at handle i solidaritet med deres jødiske medborgere. På dette tidspunkt var det dansk-tyske forhold som nævnt brudt sammen og modstandsbevægelsen oplevede stærkt fornyet opbakning, både direkte og indirekte. De fleste reddere havde ingen forudgående tilknytning til modstandsarbejdet, men kom hurtigt i gang ved at få lov at trække på modstandsbevægelsernes erfaringer og kommunikationsnetværk.
Sammenligning med redningsforsøg i Holland
Til sammenligning foregik redningsforsøgene i f.eks. Holland typisk langt mere skjult, og mange beskyttere arbejdede stort set alene, ofte af frygt for at deres naboer, bekendte, eller folk omkring dem i øvrigt ville falde for fristelsen til at angive jøder og deres beskyttere til gengæld for en (ofte betydelig) sum penge. I modsætning til den pludselige plan om deportation af de danske jøder i 1943, fulgte deportationerne i Holland i forlængelse af en længere isolationsproces.
Jøderne i Holland blev langsomt skubbet ud af dagligdagen – fra offentlig administration, forretningslivet, offentlige parker, restauranter, etc. – for endelig at blive koncentreret i ghettoer. Således var det ofte ude af syne for almindelige hollændere, når jøderne blev deporteret til nazisternes koncentrationslejre. Befolkningen blev løbende gjort opmærksom på de strenge straffe for at hjælpe jøder og yde modstand i øvrigt. Da hungersnøden for alvor ramte Holland i vinteren 1944 krævede det endnu større afsavn at hjælpe andre, specielt i de mange tilfælde, hvor (potentielle) reddere ikke havde mulighed for at sende folk i skjul længere, men måtte være beredte på at give dem husly til krigens slutning.
Tilskuere som beskyttere?
Under så forskellige forhold, hvilken betydning har tilskuere for, i hvilket omfang et stort antal mennesker hurtigt kan mobiliseres og arbejde sammen? I Danmark var redningsaktionen måske nok forholdsvis ’kluntet’ - specielt de første dage - men ikke desto mindre kom den hurtigt på benene og involverede tusindvis af mennesker i et løst forbundet netværk. Kunne den slags tænkes, hvis ikke der havde været en forventning om, at tilskuerne - de, der var vidende om begivenhederne, men ikke kunne eller var villige til at deltage selv - ville forholde sig passive, dvs. heller ikke hjælpe tyskerne? I Holland var dette ikke altid udelukkende et spørgsmål om at hjælpe tyskerne, men også et spørgsmål om at angive andre for at skaffe mad til ens egen familie. Danskerne stod modsat hollænderne ikke til at vinde noget ved at angive andre, og det store flertals stilhed var i noget omfang nødvendig for redningsaktionens opbygning.
Ud fra den betragtning var de danske ‘tilskuere’ så også ‘beskyttere’? Er det at holde mund i en sådan situation også en form for medvirken til beskyttelse? Eller at sætte folk i kontakt med hinanden? Hvilken rolle spiller moralsk støtte? Er det også at beskytte?
Af Mette Bastholm Jensen, ph.d.-studerende ved Yale University, USA.
Spørgsmål - Hvor går grænsen mellem beskytter og tilskuer generelt og i et tilfælde som redningen af de danske jøder? Tæller det f.eks. at kigge væk, som en del af de tyske værnemagtssoldater i Gilleleje-området gjorde?
- Hvad var forholdet mellem beskyttere og tilskuere i redningen af de danske jøder? Hvilken rolle kan redningsaktionens kollektive karakter tænkes at have spillet for den enkelte beskytter og tilskuer? Overvej f.eks. betydningen af moralsk opbakning, tillid, gruppepres, ansvar, mv..
- Hvad kræver en redningsaktion som den danske for at kunne lykkes? I hvilket omfang er sådanne behov afhængige af indirekte hjælp og folkelig opbakning?
- Overvej/diskutér hvordan en redningsaktion kan spredes til at omfatte hundreder, eller måske ligefrem tusinder, i en slags social bevægelse, hvis næste ‘demonstration’ ikke akkurat kan annonceres i avisen? Hvilke faktorer kan tænkes at have bidraget til, at folk alligevel i vidt omfang turde stole på hinanden?
Litteratur - Tortzen, Christian, Gilleleje Oktober 1943 – Under Jødernes Flugt for Nazisme, Fremad 1970
Tortzens bog indeholder en spændende samling afskrifter af dokumenter og interview fra Gilleleje. Tilsammen giver de et bredt indblik i forskellige aspekter af forholdene i området, organiseringen og omfanget af redningsaktionen samt motiverne bag.
- Kreth, Rasmus og Michael Mogensen, Flugten til Sverige: Aktionen mod de danske jøder oktober 1943, Gyldendal 1995
En glimrende og forholdsvis kritisk introduktion til oktoberdagenes baggrund, deportationsplanerne, organiseringen og omfanget af redningsaktionen og tyskernes rolle i flugten.
- Bertelsen, Åge, Oktober 43, Gyldendals Paperbacks 1993
Personlige erindringer om opbygningen af Lyngby-gruppen, en cirkel af folk omkring forfatteren og hans kone, som gjorde et stort arbejde for at bringe jøder over Øresund til sikkerhed i Sverige. Bogen beskriver, hvordan gruppen hurtigt skabte kontakt til andre grupper, og betydningen af bred folkelig opbakning.
- Yahil, Leni, Et Demokrati på Prøve: Jøderne i Danmark under Besættelsen, Gyldendal 1967
Om end fremstillingen af danskernes indsats nok er en smule romantiseret, er denne bog fortsat en af de mest omfattende og detaljerede værker om baggrunden for og udførelsen af redningen.
Kilder - Tortzen, Christian, Gilleleje Oktober 1943 – Under Jødernes Flugt for Nazismen. Fremad 1970
Side 34-39, 45-53, 60-61, 63-67. Disse beskrivende sider fra Tortzens bog, baseret på dokumenter og interview fra Gilleleje, giver et glimrende indblik i de lokale forhold, stemningen og omfanget og organiseringen af lokal hjælp under redningsaktionen.
- Stræde, Therkel, En mur af mennesker. Tiderne Skifter 1993
Side 62-72. En kortfattet, meget lettilgængelig og billedrig oversigtstekst over redningsaktionen.
- Kieler, Jørgen, Hvorfor gjorde I det?: Personlige Erindringer fra Besættelsestiden i historisk Belysning, bind I, 2. udgave, Gyldendal 2001
Side 248-288 (for et kortere uddrag, side 262-274). Her findes modstandsmanden Jørgen Kielers beskrivelse af baggrunden for jødeaktionen og hans personlige erindringer om, hvordan han selv og andre medlemmer af hans modstandsgruppe blev involveret i redningsaktionen. Bl.a. fortæller han levende om pengeindsamling, kontakt til fiskere og gemmesteder, transport til lands, opsøgning af jøder, mv. Teksten omhandler blandt andet spørgsmålet om de mange mennesker, som måtte arbejde sammen og som direkte – og indirekte – bidrog til redningsaktionens succes.
- Bak, Sofie Lene, Jødeaktionen oktober 1943: Forestillinger i offentlighed og forskning, Museum Tusculanums Forlag 2001.
Afsnittet ”Kollektivitet og legitimitet” side 139-141 er en fin lille diskussion af redningsaktionens kollektive karakter i bred forstand og betydningen heraf.
Links - http://www.ushmm.org/wlc/en/
En introduktion til redningen af de danske jøder, blandt andet med billed- og videomateriale og links til kort over redningsruter, forklarende tekster om begivenheder refereret som baggrund for jødernes situation, f.eks. ‘Final Solution’, m.m. På lettilgængeligt engelsk.
- http://thedanishsolution.com/
Website knyttet til dokumentarfilmen The Danish Solution: The Rescue of the Jews in Denmark (se nedenfor). Indeholder blandt andet en oversigt over redningsaktionens historie og tidslinie fra Hitlers overtagelse af magten i Tyskland til krigens afslutning; forholdsvis detaljeret for perioden omkring redningsaktionen. På engelsk.
- http://www.aforcemorepowerful.org/
Website knyttet til dokumentarserien A Force More Powerful, som beskæftiger sig med forskellige eksempler på ikke-voldelig modstand i det 20. århundrede, herunder redningen af de danske jøder. Inkluderer beskrivende materiale, analyser, tidslinier, mv. Websitet udmærker sig ved at have en række ressourcer for undervisere, herunder forslag til undervisningstemaer, litteratur, mv. På engelsk.
- http://www.auschwitz.dk/docu/Default.htm
Et lidt romantiseret, men forholdsvist nyttigt lille website med diverse informationer om historien om redningen af de danske jøder, inklusive diverse billeder og links til baggrundsstof om Holocaust i det øvrige Europa. På engelsk.
Film - The Danish Solution: The Rescue of the Jews in Denmark. Singing Wolf Documentaries 2003.
Produceret og instrueret af Camilla Kjærulff og Karen Cantor (har været vist i Danmark for nylig og findes i en udgave med danske undertekster). En fin, lækkert produceret, og lettilgængelig dokumentarfilm om redningen af de danske jøder. En introduktion til redningsaktionens historie, som næsten udelukkende forholder sig beskrivende snarere end analytisk til perioden.
- A Force More Powerful: Denmark – Living With the Enemy. PBS 2000. Findes på både VHS og DVD, se fx. http://www.films.com/. Et udmærket dokumentarprogram på forholdsvis tilgængeligt engelsk, som ser på redningen af de danske jøder ud fra en vinkel fokuseret på ikke-voldelig modstand mod forfølgelse, tyranni, etc. Har i højere grad en analytisk agenda end The Danish Solution og lægger måske derfor mere op til diskussion. Der er en website tilknyttet (se ovenfor).
- The Power of Conscience: The Danish Resistance and Rescue of the Jews. Alexandra Isles 1995
Filmen præsenterer både folkets, modstandsbevægelsens (blandt andet Jørgen Kieler) og regeringens forsøg på at modsætte sig undertrykkelsen af jøder samt en interessant beskrivelse af redningen i 1943 samt de hvide busser i 1945.
Kort
Kort over afskibningspunkter og bådruter fra Sjælland til Sverige side 48 i Kreth, Rasmus og Michael Mogensen, Flugten til Sverige: Aktionen mod de danske jøder oktober 1943, Gyldendal 1995
Til top |
|
Statsminister Erik Scavenius med den tyske leder i Danmark, den rigsbefuldmægtigede Werner Best. Februar 1943. |
