Det juridiske efterspil
Efter folkedrabets afslutning oprettede FN et international krigsforbrydertribunal, som har til opgave at dømme de hovedansvarlige bag folkedrabet. Samtidig har domstole i Rwanda afsagt domme over 3.000 personer, men det er kun toppen af isbjerget: Den dag i dag sidder der titusindvis af mennesker i fængsel uden nogensinde at have været stillet for en dommer. På grund af manglende ressourcer ville det tage mange hundrede år at stille alle for retten – skyldige som uskyldige.
FN’s Sikkerhedsråd vedtog i slutningen af 1994, at der skulle etableres et tribunal, som skulle retsforfølge de hovedansvarlige for folkedrabet i Rwanda. Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (International Criminal Tribunal for Rwanda, ICTR) fik året efter sæde i Arusha i nabolandet Tanzania.
De første otte personer blev tiltalt i november 1995, og i januar 1997 begyndte de første retssager. Tribunalet havde i juli 2004 gennemført i alt 23 retssager, hvoraf 20 af de tiltalte blev idømt længerevarende fængselsstraffe, en blev frikendt, og to blev midlertidigt løsladt, mens deres sag er til appel.
Voldtægt er også folkedrab
En af de dømte var Jean Kambanda, der var premierminister i Rwanda under folkedrabet. Han er den første regeringsleder nogensinde, som foran et international tribunal er blevet anklaget og dømt for folkedrab. Han blev i september 1998 idømt livsvarigt fængsel for hans rolle i folkedrabet. SS
Samme måned blev Jean-Paul Akayesu, der var borgmester i Taba under folkedrabet, erklæret skyldig i bl.a. folkedrab og opfordring til folkedrab og voldtægt. Det var første gang, at et international tribunal anerkendte, at voldtægt kan være en form for folkedrab, og dommerne konkluderede bl.a., at ”voldtægten af tutsi-kvinder var systematisk og blev udøvet mod alle tutsi-kvinder og udelukkende imod dem”. Brugen af voldtægt var således en del af den strategi, som gerningsmændene brugte for at udrydde tutsierne. Jean-Paul Akayesu blev idømt 15 års fængsel.
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda er, foruden et lignende tribunal for Jugoslavien, den første internationale tribunal, der har retsforfulgt krigsforbrydelser og folkedrab siden Nürnberg-tribunalet, der blev oprettet efter 2. Verdenskrig. ICTR har haft held med at få udleveret personer mistænkt for at have deltaget i folkedrabet fra mere end ti forskellige lande.
FN-tribunalet må ikke slå ihjel
Tribunalet har siden sin fødsel haft et vanskeligt forhold til regeringen i Rwanda, der stemte imod den resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der gav tribunalet liv. Regeringen var bl.a. utilfreds med, at tribunalet ikke havde mulighed for at idømme dødsstraf. Mange almindelige mennesker i Rwanda giver desuden udtryk for, at tribunalet fungerer fjernt fra realiteterne i Rwanda på grund af sin placering i nabolandet.
ICTR er fra flere sider blevet kritiseret for at arbejde for langsomt, men et forsøg på at øge antallet af retssager er blevet mødt med kritik af forsvarsadvokaterne, der ikke mener, de har nok tid til at forberede deres forsvar. I januar 2004 indledte forsvarsadvokaterne således en strejke på to dage i protest mod flere retssager.
Tribunalet har i sin levetid ikke set på nogen krigsforbrydelser begået af Rwandas Patriotiske Front (RPF), som kæmpede mod hutu-styret i starten af 1990’erne for i 1994 at sætte sig på regeringsmagten efter at have besejret hutu-regeringstropperne. Dette er blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer, der ønsker at alle forbrydelser skal straffes uanset hvem, der har begået dem.
400 dømt til døden
Myndighederne i Rwanda indledte i december 1996 deres egne retssager mod personer, anklaget for at have deltaget i folkedrabet, og siden da er over 3.000 personer blevet stillet for en domstol. Af disse er ca. 400 blevet dømt til døden, omkring 800 idømt længerevarende fængsel, mens 500 er blevet frikendt. Resten er blevet idømt fængselsstraf i kortere eller længere tid.
I dag sidder der stadig titusinder af mennesker i landets fængsler anklaget for at have taget del i folkedrabet. Skyldige og uskyldige mellem hinanden. Ifølge Amnesty International er en del blevet mishandlet og tortureret. Overfyldte celler, dårlig hygiejne og manglende lægelige behandling er fortsat skyld i, at mange bliver syge – ofte med døden til følge. På grund af manglende ressourcer vil det tage mange hundrede år at stille alle for retten. I foråret 2003 blev dog en fjerdedel af de dengang 125.000 fængslede løsladt.
Landsby-domstole
I et forsøg på at gøre et indhug i det store antal fængslede har Rwandas parlament vedtaget at oprette en slags lokale domstole, de såkaldte gacaca-domstole. Gacaca-domstolene bygger på en gammel tradition for at løse stridigheder i lokalsamfundene, hvor de ældre og lederne i landsbyerne afgjorde sagerne. Lokalbefolkningen har denne gang selv valgt de mænd og kvinder, som fungerer som domsmænd i de nye gacaca-domstole.
I alt blev der valgt 260.000 dommere i 2001, og i slutningen af maj samme år gik processerne i gang. Dommerne, hvoraf mange hverken kan læse eller skrive, har kun fået seks dages juridisk træning, men kan idømme livsvarigt fængsel uden, at de tiltalte har adgang til en forsvarsadvokat. Denne situation har rejst international bekymring for de anklagedes retssikkerhed.
|
|
ICTR dokumentationscenter
Danmark udleverer flygtning
I 2000 arresterede det danske politi den 57-årige Innocent Sagahutu efter anmodning fra Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR). Sagahutu var kommet til Danmark to år tidligere sammen med sin kone og to børn. Ifølge undersøgere fra ICTR var han under folkedrabet ansvarlig for drabet på ti belgiske FN-soldater samt mordet på den daværende premierminister Agathe Uwilingiyama. Sagahutu sidder i dag fængslet i Arusha, Tanzania, hvor han afventer sin retssag hos ICTR.
Nonner dømt for folkedrab
En belgisk domstol idømte to nonner henholdsvis 12 og 15 års fængsel i juni 2001 for at have deltaget i folkedrabet i Rwanda. De to nonner havde overgivet flere tusinde mennesker, som havde søgt tilflugt i deres kloster, til gerningsmændene og havde endda forsynet dem med benzindunke, som de brugte til at nedbrænde en garage med omkring 500 mennesker.
|
