Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Rwanda>Rwandas historie>Hutuer og tutsierPrint

Hutuer og tutsier


Man inddeler i dag befolkningen i Rwanda i tre grupper: hutuer, tutsier og twa-folket. Hvornår denne opdeling præcis blev etableret er der ikke enighed om, men med europæernes ankomst blev ideen om, at der var tale om forskellige etniske grupper slået fast.



Da de første europæere ankom til Rwanda i slutningen af 1800-tallet, mente de at kunne identificere tre forskellige grupper:
  • Hutuer – agerdyrkere, som dannede de sidste 84 % af befolkningen
  • Tutsier – kvægavlere, som udgjorde omkring 15 % af befolkningen
  • Twa-folket –

     jægere og samlere, der kun udgjorde 1 % af befolkningen

Alle tre grupper talte samme sprog, delte samme kultur og samme religion. Udseendemæssigt blev tutsierne dog anset for at være højere og tyndere end hutuerne, mens twa-folket var pygmæer og derfor lavere.

Forskellige teorier

I dag er man ikke sikker på, hvordan denne etniske opdeling af befolkning i Rwanda er opstået, men der findes to forskellige teorier: 

  • Forskellige etniske grupper
    Nogle historikere mener, at der er tale om tre forskellige grupper, som kom til Rwanda på forskellige tidspunkter. De første indbyggere var twa-folket, der kom til området omkring 2000 f.kr. Siden kom hutuerne fra det, der i dag er Cameroun omkring 1000 e.kr. og begyndte at dyrke jorden og rydde skovene, hvilket pressede twa-folket, da de fortrinsvis var jægere. Hvornår tutsierne ankom til Rwanda fra det nordlige Rwanda er der ikke helt enighed om, men man mener at det skete på et eller andet tidspunkt mellem det 11. og 15 århundrede. Efterhånden fik tutsierne taget magten over de to andre grupper, i hvert fald var det dem, der sad på de fleste ledende stillinger, da de første europæere ankom.

  • Forskellige sociale grupper
    Andre historikere mener, at forskellen mellem hutu og tutsi ikke havde så meget at gøre med, hvilken gruppe af indvandrere man hørte til, men snarere hvilket erhverv man udførte. I tiden op til europæernes ankomst var de fleste hutuer landmænd, der dyrkede jorden, mens tutsierne var kvægavlere, soldater eller ledere. Ordet hutu betød ”tjener” eller ”undersåt”, mens tutsi refererede til en, der havde meget kvæg. En hutu, som kom i besiddelse af kvæg, kunne blive til tutsi og omvendt. Dermed mener disse historikere at forskellen mellem hutu og tutsi var et spørgsmål om rigdom og sociale klasser og ikke om etnisk oprindelse.

Europæernes raceteorier


Ideen om, at hutuere og tutsiere tilhørte to forskellige etniske grupper blev slået fast med europæernes ankomst. En af de første, der hævdede, at tutsierne tilhørte en overlegen race i forhold til hutuerne, var den britiske opdagelsesrejsende John Hanning Speke. I sin bog ”Journal of the Discovery of the Source of the Nile” fra 1863 fremlagde han sin teori om, at tutsierne kom fra en overlegen civilisation. Han anså dem for at være mere intelligente og tættere på europæerne end de ”almindelige negere”, som han betegnede hutuerne. Selv om der ikke fandtes nogen beviser, som understøttede Spekes teori, så vandt den stor udbredelse hos europæerne, der på det tidspunkt var meget optaget af ideen om forskellige racer. Nogle hævdede ligefrem, at tutsierne kunne stamme fra det forsvundne Atlantis eller fra paradisets have.

Teorien om, at tutsierne var hutuerne langt overlegne, betød ikke kun, at europæerne begyndte at favorisere én befolkningsgruppe over en anden, fordi tutsierne ifølge denne teori måtte være mere egnede til at lede. Det gjorde også indtryk på tutsierne selv, der begyndte at tro, at de var bedre end hutuerne. Dette medførte bitterhed blandt hutuerne og lagde en grobund for et fremtidig konfliktfyldt forhold mellem hutuer og tutsier.    



Identitetskort

Etniske identitetskort
Belgierne besluttede i 1933 at inddele befolkningen i de tre forskellige etniske grupper: Hutuer, tutsier og twa-folket. Alle fik målt deres højde, længden på næsen og øjenformen. Dem, der var høje, måtte ifølge belgierne være tutsier, mens dem, der var lave og bredere var hutuer. Derpå fik alle udstedt et identitetskort der angav personens etniske tilhørsforhold, hvilket var med til at skabe yderligere afstand mellem hutuer og tutsier. Eksistensen af identitetskortet gjorde det betydeligt nemmere for gerningsmændene at finde deres ofre under folkedrabet ved simpelthen at bede om at se kortet.



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk