Aktører
Folkedrabet i Rwanda gik lynende hurtigt. Tutsier blev hakket ihjel med macheter. Folk blev slået ned ved vejspærringer, opsøgt i deres hjem, dræbt i kirker, skoler og på hospitaler. Lærere dræbte deres elever, folk dræbte deres naboer og ægtefæller dræbte hinanden. Gerningsmændene var fem gange hurtigere end tyskerne var det under Holocaust.
De ansvarlige for folkedrabet var hutuer fra Rwandas militære, politiske og økonomiske elite, som af ideologiske og materielle grunde besluttede at modsætte sig demokratiske reformer og den forestående magtdeling med tutsierne. De anså reformer for at true deres egen politiske og økonomiske eksistens.Massakrerne opstod dog ikke ud af den blå luft. Forud for folkedrabet lå en massiv hadekampagne mod Tutsierne. ”Gravene er kun halvt fulde. Hjælp os med fylde dem op”, hed det i radioen. Mange almindelige mennesker fulgte opfordringerne, og deltog i drabene.
Mens folkedrabet stod på så forholdt omverdenen sig passivt. FN valgte ligefrem at skære ned på antallet af fredsbevarende soldater i landet. Kun Frankrig greb ind, men denne indgriben er siden hen blevet anklaget for at være et PR-stunt. Hutu-ekstremisterne, der førte an i folkedrabet, blev i sidste ende besejret af tutsi-oprørshæren Rwandas Patriotiske Front.
Der er i dag ikke helt enighed om præcis hvor mange, der blev dræbt under folkedrabet i Rwanda, og tallet varierer mellem 500.000 og en million. Den nuværende regering i Rwanda, der hovedsageligt består af tutsier, angiver antallet af dræbte til at være en million, mens menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch skriver, at over en halv million mennesker blev dræbt. Det mest almindeligt citerede antal i dag er 800.000, der også bliver brugt af FN, og som derfor nævnes på denne hjemmeside. |
|
 Mumificerede ofre fra folkedrabet |