 |
Srebrenica efter massakren
I dag ligger Srebrenica i den serbiske republik, Republika Srpska. Der er gået mere end 15 år siden massakren, men byen er stadig synligt tynget af sin historie. Det samlede indbyggertal er faldet markant i byen, bl.a. fordi næsten ingen af de overlevende bosniske muslimer er vendt tilbage til deres tidligere hjemby.
Før krigen i Bosnien var godt to tredjedele af Srebrenicas 37.000 indbyggere bosniske muslimer, mens en tredjedel var bosniske serbere. Til sammenligning bor der i dag kun omkring 500 bosniske muslimer i byen. Resten er bosniske serbere. Mange af byens tidligere muslimske indbyggere har ikke ønsket at vende tilbage. For mange andre har det ikke været muligt, eksempelvis på grund af chikane og en ekstrem serbisk nationalisme, der findes i store dele af Republika Srpska, hvor Srebrenica ligger. Dermed er den etniske udrensning, der var |
|
Den etniske sammensætning i Bosnien i 1991 før krigens udbrud. Klik på billedet for stor version.
Kilde: www.ohr.int/ohr-info/maps/ |
|
Den etniske sammensætning i Bosnien i 1998 efter krigen. Klik på billedet for stor version.
Kilde: www.ohr.int/ohr-info/maps/ |
krigens formål, i dag næsten fuldendt i Srebrenica. Og dét på trods af, at et af de centrale punkter i Dayton-aftalen var, at flygtninge skulle sikres retten til at vende tilbage til deres hjem.
En by i forfald
Og Srebrenica lider stadig efter massakren. Området omkring byen er stadig økonomisk og politisk ustabilt. Selvom mange af byens bosniske serbere ønsker at se fremad og lægge fortiden bag sig, er Srebrenica stadig præget af det enorme traume og den negative symbolik, som massakren har knyttet til området.
Byen var i årevis efter massakren præget af stor arbejdsløshed, beskadigede elektricitets- og vandforsyninger, ødelagte huse og en elendig økonomi. Samtidig blev genopbygningen forsinket på grund af lokale indbyggeres ekstreme nationalisme og til tider direkte hindring af genopbygningsprogrammer. Det betød også, at det internationale samfund ikke ydede bistand til området før i 1999. Konsekvensen var, at situationen i Srebrenica var fastlåst fra 1995 til 1999. Der var ingen genopbygning, ingen udvikling og ingen tilbagevending af flygtninge.
Næsten ingen vender tilbage
En lang række programmer forsøger i dag at støtte genopbygning og gøre det muligt for fordrevne flygtninge at vende tilbage til deres oprindelige hjem i Bosnien. Det er dog en stor udfordring at muliggøre en sikker tilbagevending, og det gælder både økonomi og politisk vilje. Mange steder er husene stadig ødelagte, og ofte er fremmede flyttet ind i de huse, som flygtningene forlod under krigen. De nye indbyggere er i mange tilfælde selv flygtet fra forfølgelse og overgreb i andre dele af landet.
En anden udfordring for de, der har ønsket at vende tilbage, er de mange formaliteter og krav, der stilles om at udfylde ansøgningsformularer, vente på tilladelser mm. For mange betyder det, at tilbagevendingsprocessen bliver forhalet eller helt blokeret af ineffektive lokale myndigheder. Ofte sker det som en direkte chikane mod de, der ønsker at vende tilbage. Andre gange er årsagen, at det bosniske samfund kæmper med store økonomiske og administrative udfordringer, og at der derfor ikke er meget overskud til også at hjælpe de tilbagevendende flygtninge.
Endelig har det været et problem at få unge til at vende tilbage til byen. Srebrenica er ikke et attraktivt sted for unge mennesker – både på grund af byens historie, den høje arbejdsløshed og den ringe økonomi. Resultatet er, at mange af de, der er vendt tilbage, er ældre mennesker, der ikke i samme grad kan skabe udvikling for byen.
Krav fra de overlevende
De fleste af de kvinder, som blev evakueret fra området i 1995, bor nu i Tuzla, som ligger i Føderationen, hvor flertallet er bosniske muslimer. Kvinderne har mistet familiemedlemmer, ægtefæller og venner. Mange af de efterladte kvinder organiserede sig efter krigen i organisationen ”Kvinderne fra Srebrenica”. De kæmper – i dag som dengang – for retfærdighed og værdighed for både de døde og de efterladte. Kvinderne krævede blandt andet, at alle facts om Srebrenica skulle afdækkes og offentliggøres, og at alle anklagede krigsforbrydere skulle arresteres og bringes for en domstol. Hovedparten af disse krav er i dag imødekommet: Mange af de døde er blevet identificeret og begravet, og de hovedansvarlige for massakren er i dag alle anholdt og udleveret til retsforfølgelse ved ICTY i Haag. Senest blev General Ratko Mladic, der holdes ansvarlig for massakren, anholdt i Serbien i maj 2011.
Hvem var ansvarlig?
Men de overlevendes kamp for oprejsning har også budt på nederlag. I 2004 rejste en gruppe af de efterladte kvinder fra Srebrenica til Holland for at forsøge at få erstatning fra den hollandske regering. Kvinderne anklagede de hollandske myndigheder for ikke at have stoppet gerningsmændene og for ikke at have levet op til deres internationale retslige forpligtelse til at beskytte civile. I et brev til det hollandske udenrigsministerium bad kvindernes advokater om erstatning for deres tab. Kravet, de stillede, var på 2,4 mia. dollars (14,7 mia. kr.), og blev stillet på vegne af mellem 9.000 og 10.000 overlevende. Kvinderne fik ikke medhold i deres sag.
Men flere lignende sager er fulgt efter. I 2008 sagsøgte to bosniske muslimer de hollandske myndigheder for tre af deres familiemedlemmers død. De to mænd overlevede selv massakren, fordi de arbejdede for FN i Srebrenica. Men de mistede deres familier, som de ellers havde forsøgt at beskytte på FN-basen i byen. Familierne blev dræbt, fordi hollandske FN-tropper gennede dem ud igen fra basen. I 2008 blev sagen afvist i Haag, men de to mænd ankede sagen, og i juli 2011 fik de medhold i en appelretssag i Holland: Retten slog nu fast, at den hollandske stat ikke havde gjort nok for at beskytte deres lokale ansattes familier, og at de dermed havde ansvar for de tre mænds død. Det var første gang, en domstol dømte medlemmer af det internationale samfund for deres rolle i Srebrenica.
På trods af den historiske dom har retten dog ikke dermed taget stilling til det langt større spørgsmål: om Holland også er juridisk ansvarlig for de tusindvis øvrige civile, der befandt sig udenfor basen og omkom under massakren. Dette spørgsmål arbejder jurister og advokater i Holland nu på at afklare.
Begravelsen af de døde
Tusindvis af mennesker samledes i marts 2003 til en massebegravelse af 600 identificerede lig fra Srebrenicamassakren. Det internationale samfunds daværende Høje Repræsentant Paddy Ashdown og USA’s tidligere præsident Bill Clinton var til stede ved ceremonien og hjalp med at sænke kisterne i jorden. Det internationale samfund har ydet støtte til en kirkegård, som er bygget ved siden af den tidligere FN-base i udkanten af Srebrenica. Kirkegården fungerer i dag samtidig som et mindesmærke for de døde. De 600, der blev begravet i 2003, var de første identificerede lig fra 60 forskellige massegrave i området.
Siden massebegravelsen i 2003 har Bosnien hvert år markeret Srebrenicamassakren ved en mindehøjtidelighed den 11. juli. Hvert år begraves de lig, der i løbet af året er blevet identificeret. Den 11. juli 2011 blev 613 ofre begravet.
Alle ofre skal identificeres
For første gang i historien har man i Bosnien besluttet, at samtlige lig skal registreres og identificeres. Dette registreringsarbejde bliver dog besværliggjort af, at mange lig har været begravet i såkaldte sekundære massegrave, hvor de er blevet flyttet fra én massegrav til en anden. Det betyder, at ligene er sønderdelte, og at DNA-materiale i nogle tilfælde er spredt over store områder eller flere massegrave. Tusinder af lig efter krigen i Bosnien er derfor stadig uidentificeret.
Det vækker stor frustration for mange tilbageblevne. De fleste ved godt, at der er meget ringe sandsynlighed for, at deres savnede stadig er i live, men for mange findes tvivlen endnu. Mange efterladte fremhæver, hvor vigtigt det er, blot at få vished og at kunne give deres pårørende en begravelse.
Senest opdateret i august 2011
DIIS, Holocaust og folkedrab
|
|
Daytonaftalen
Krigen i Bosnien blev afsluttet med indgåelsen af Dayton-aftalen i 1995. Aftalen blev underskrevet af Alija Izetbegovic (republikken Bosnien-Hercegovinas daværende præsident), Franjo Tudjman (Kroatiens daværende præsident) og Slobodan Milosevic (Serbiens daværende præsident) den 14. december 1995. Dayton-aftalen etablerede rammerne for den nye, selvstændige stat, der dermed blev delt i to enheder: Føderationen, der primært er beboet af bosniakker (bosniske muslimer) og bosniske kroater, og en serbisk republik (Republika Srpska), der primært er beboet af bosniske serbere.
De to enheder har hver vidtgående selvstændighed og er organiseret, så der kun er meget lidt indbyrdes kontakt mellem de tre etniske grupper. Fredsaftalen fastslog samtidig, at aftalens parter var forpligtede til at sikre, at alle flygtninge og internt fordrevne fik ret til og mulighed for at vende tilbage til deres oprindelige hjem. Den dobbelte statsopbygning har dog i høj grad kompliceret mulighederne for tilbagevending.
Læs artikel og se tv-klip om betydningen af Mladic’ anholdelse for nogle af de overlevende
Læs mere om dommen i Holland
Kilde: Se klip fra Al-Jazeera om dommen i Holland
Kilde: Se klip fra mindehøjtideligheden i juli 2011, der markerer 16-årsdagen for massakren i Srebrenica
|
|
|
|
|
|
|
|
