Bosnien var den republik i det tidligere Jugoslavien, som betalte den højeste pris for opløsningen. Krigen varede længere her end i de andre republikker, og antallet af dræbte er væsentligt højere end i Slovenien og Kroatien. Det er ikke let, at hele sårene fra en krig, som kostede mere end 100.000 mennesker livet, drev to millioner på flugt, og hvor de materielle ødelæggelser var enorme. Først og fremmest tager det tid at skabe forsoning mellem Bosniens tre etniske grupper, de bosniske muslimer, kroater og serbere, som begik forfærdelige grusomheder mod hinanden i de tre år krigen varede. Koncentrationslejre, massedrab, voldtægt og andre overgreb har sat dybe spor i de overlevendes erindringer.

Forsoning

I Bosnien handler forsoning om at genforene de etniske grupper og genskabe det multietniske samfund i Bosnien fra før krigen. Forsoning handler samtidig om at få tiltroen til de politiske systemer og samfundet som helhed tilbage. Ud fra et rent menneskeligt synspunkt handler forsoning om at få fundet og dømt de skyldige.

Forsoningen og genskabelsen af et multietnisk samfund vanskeliggøres i et land som Bosnien, der i grove træk er inddelt efter etniske kriterier, og hvor de etniske grupper indbyrdes har svært ved at enes. Det kan blandt andet ses ved, at der i realiteten er tre hære, tre elforsyningsselskaber og tre etnisk opdelte uddannelsessystemer. Derudover vanskeliggøres forsoningen af, at nogle stadig ser krigens forbrydere som nationale helte, mens de for andre er de største forbrydere.

Som et sidste punkt drejer forsoningen i Bosnien sig også om at skabe forsoning med Bosniens nabolande, særligt Kroatien og Serbien, som i høj grad bidrog til krigens grusomheder. De støttede henholdsvis de bosniske kroater og serbere i deres forsøg på at skabe etnisk rene landområder og bidrog på denne måde til de etniske udrensninger.

ICTY og de nationale domstole

For at opnå forsoning i Bosnien er det vigtigt, at gerningsmændene bliver stillet for retten. Med oprettelsen af Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY) ønskede det internationale samfund at retsforfølge de ansvarlige bag de alvorlige forbrydelser begået under konflikterne i det tidligere Jugoslavien.

Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICTY)

I forbindelse med det tidligere Jugoslaviens sammenbrud og særligt den voldelige krig i Bosnien fra 1992, besluttede man i FN’s sikkerhedsråd at etablere en domstol, som skulle retsforfølge krigsforbryderne. Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien blev oprettet i 1993 og fører sager mod de hovedansvarlige, så som Radovan Karadzic, Ratko Mladic og Slobodan Milosevic, der blev anklaget for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Flere oplysninger kan findes på www.icty.org

Den Internationale Krigsforbryderdomstol skulle igennem retssagerne bidrage til forsoningsprocessen i hele det tidligere Jugoslavien. Det har vist sig at være et vanskeligt og omfattende arbejde, og FN’s Sikkerhedsråd har kun givet ICTY mandat og ressourcer til at retsforfølge de hovedansvarlige.

Kritikker har anklaget ICTY for at arbejde for langsomt og for at bruge for mange ressourcer på retsopgøret. ICTY har siden sin oprettelse i 1993 med sine ca. 1000 ansatte brugt over seks milliarder kroner på at forberede og gennemføre retssager mod omkring 60 personer. I lyset af denne kritik har FN’s Sikkerhedsråd vedtaget, at ICTY’s arbejde skal afsluttes i 2010.

FN’s Sikkerhedsråd har samtidigt besluttet, at retsopgøret gradvist skal blive et nationalt anliggende for de forskellige lande fra det tidligere Jugoslavien. Bosnien, Kroatien og Serbien skal nu selv gennemføre retssager mod krigsforbrydere. ICTY har i den sammenhæng påtaget sig at styrke og støtte Bosniens nationale kapaciteter til at retsforfølge krigsforbrydelser.

Fra marts 2005 er de nationale domstole i Bosnien begyndt at overtage og videreføre ICTY’s arbejde. De nationale domstole er desuden gået i gang med hundredvis af sager mod krigsforbrydere, som stadig er på fri fod. Mange gemmer sig antageligt i den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska.

War Crimes Chamber og andre domstole i Bosnien

The War Crimes Chamber (WCC) åbnede i starten af 2005 i Sarajevo. WCC er en del af Bosniens nationale justitssystem og beskæftiger sig med alvorlige forbrydelser imod international lov. WCC, som er finansielt støttet af en række vestlige lande, skal bidrage til Den Internationale Krigsforbryderdomstols arbejde. I modsætning til ICTY er WCC etableret som en permanent domstol og fortsætter også efter 2010, når ICTY stopper. Den 3. februar 2006 behandlede WCC sin første folkedrabssag mod 11 bosnisk serbere for gerninger begået i forbindelse med Srebrenica massakrerne i 1995.

WCC skal behandle de mest alvorlige forbrydelser, men de fleste sager vil blive gennemført i de to delstaters egne domstole, der henholdsvis befinder sig i Republika Srpska og Føderationen. De delstatslige domstole er igen opdelt i flere lokale domstole. Den Internationale Krigsforbryderdomstol har nu henført en række sager til de delstatslige domstole, men kun 10 procent er afgjort.

Mens Føderationens domstole i slutningen af 2005 havde behandlet mere end 50 krigsforbrydersager, så havde domstolene i Republika Srpska kun fået afgjort to sager. Det er blandt andet en følge af mangel på personale og ekspertise, men også på grund af manglende interesse i opklaring af disse sager. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch vurderer dog, at en ny organisationsstruktur samt indflydelsen fra WCC vil gøre de lokale domstole i Republika Srpska mere effektive.

Sandhedskommission

Siden slutningen af krigen i Bosnien har der været flere forsøg på at oprette en sandhedskommission. Sandhedskommissionen skulle undersøge myndigheder, sikkerhedsstyrker og andre elementer i samfundet, der har lagt op til vold og fjendtligheder i det tidligere Jugoslavien mellem 1992-1995. Indtil nu har initiativet dog mødt for mange vanskeligheder og for meget kritik til at kunne blive etableret. For eksempel, frygtede ICTY medarbejdere, at en sandhedskommissions arbejde ville overlappe med domstolens undersøgelser og dermed være med til at skabe forvirring for ofre og efterladte.

Retsopgør i Kroatien og Serbien

Den Internationale Krigsforbryderdomstol også op om de nationale og lokale domstole i Bosniens nabolande. Serbiens domstole havde i slutningen af 2005 kun retsforfulgt 13 personer, de fleste heraf serbere. Kroatiens nationale domstole har derimod stillet flere hundrede personer for retten, hvoraf hovedsageligt serbere. Kroatien bliver derfor kritiseret af internationale organisationer for en manglende vilje til at retsforfølge "egne", det vil sige kroatiske forbrydere.

Internationale observatører peger på, at der kræves mere og bedre retsligt samarbejde mellem Kroatien, Bosnien og Serbien med hensyn til at undersøge forbrydelser og udarbejde anklager. Samarbejdet anses som centralt for at forhindre, at krigsforbrydere undgår retsforfølgelse.

Krigsforbrydere på fri fod

Et af de helt store problemer for retsopgøret og forsoningsprocessen i Bosnien er, at flere af de mistænkte forbrydere stadig er på fri fod. Øverst på listen over ønskede krigsforbrydere er den tidligere militære leder Ratko Mladic. Han er anklaget ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol for folkedrab i forbindelse med sin rolle i de etniske udrensninger i Bosnien. Blandt nogle serbiske nationalister har han heltestatus, men i forhold til forsoningsprocessen i Bosnien er hans frihed et stort problem. Mange ser det som en hån, at det endnu ikke er lykkedes det internationale samfund at arrestere en af hovedaktørerne i de etniske udrensninger. ICTY’s chefanklager har gentagne gange udtrykt sin utilfredshed over Bosniens serbiske enhed, Republika Srpskas, manglende samarbejdsvilje til at udlevere krigsforbrydere.

Indtil 21. juli 2008 var den tidligere politiske leder for de bosniske serbere Radovan Karadzic også på fri fod på trods af, at det internationale samfund gentagne gange forsøgte at fange ham og udlovede store summer for oplysninger om hans tilholdssted. Det hersker tvivl om, hvorvidt magthaverne i Serbien har tilbageholdt informationer om hans skjulested, men det er et faktum, at Karadzic blev udleveret kort tid efter et politisk magtskifte i Serbien. Mange serbere i både Serbien og Republika Srpska dyrker stadig Karadzic som en national helt, og efter hans anholdelse var der demonstrationer og optøjer til støtte for ham i Beograd.

Mange benægter stadig det hændte

Et andet magtpåliggende problem for forsoningsprocessen i Bosnien er, at mange serbere har vanskeligheder med at anerkende omfanget af forbrydelser og grusomme handlinger, der blev begået under krigen. Det vakte for eksempel stort postyr, at Republika Srpska i 2002 offentliggjorde en rapport, som åbenlyst nedtonede den største massakre i Europa siden 2. Verdenskrig, Srebrenicamassakren. Derudover findes eksempler på manglende samarbejdsvilje blandt embedsmænd til at opklare begivenhederne i Srebrenica. Dette har blandt andet ført til, at højkommissær Paddy Ashdown i april 2004 fyrede et par embedsmænd. Måske var Ashdowns hårde kurs årsagen til, at en bosnisk serbisk kommission i oktober 2004 vedkendte sig et bosnisk serbisk ansvar for Srebrenicamassakren.

I nabolandene Kroatien og Serbien er der som i Bosnien eksempler på manglende vilje til at opklare forbrydelser begået under krigen. Der har blandt andet været stor modvilje mod at anerkende de serbiske og kroatiske forbrydelser begået i Bosnien mod især de bosniske muslimer. Kroatien og Serbien har længe tilbageholdt formodede krigsforbrydere og undladt at udlevere dem til ICTY. Der er en generel afmatning i forhold til at forholde sig til de sidste mange års begivenheder og en uvilje mod at skulle forholde sig til fortidens synder. Mange ønsker bare at lægge det hændte bag sig og få hverdagen til at fungere.

Forsoning på vej

På trods af de mange problemer er der rundt omkring i Bosnien positive tegn på forsoning mellem de forskellige etniske grupper. De bosniske serberes største parti har officielt opgivet drømmen om at blive fast tilknyttet Serbien. Det bosnisk serbiske politi sørgede også delvist for sikkerheden, da bosniske muslimer i stor stil tog til Srebrenica i sommeren 2003 for at indvie et officielt mindesmærke og mindes otte-årsdagen for den værste massakre i Europa siden 2. Verdenskrig. Desuden har Republika Srpska i sommeren 2004 officielt anerkendt Srebrenicamassakren på mere end 7.000 bosnisk muslimske mænd og drenge.

Bosniens største kroatiske parti har ligeledes erklæret, at det har opgivet sin drøm om at forene de bosnisk kroatiske områder med selve Kroatien. I Serbien og Kroatien er man blevet mere åbne overfor at samarbejde med Den Internationale Krigsforbryderdomstol, men der er stadig mange formodede forbrydere i både Serbien og Kroatien.

Skolesystemet i Bosnien

Selvom bosniske muslimer, kroatiske og serbiske elever går i skole under samme tag, har de hver sin rektor, hver sit pensum og hver sine skolebøger. Der er i dag – som et resultat af Daytonaftalen fra 1995 – 13 forskellige undervisningsministerier i Bosnien, der hver især uddeler egne bøger og undervisningsplaner. Bøgerne og undervisningsplanerne har hvert deres syn på de etniske gruppers historie.

Bosnien-Hercegovina

Kilder

Kilde: ”Folkemorder på fri fod”

Kilde: ”Tribunal hindrer forsoning i Bosnien”

Dansk Institut for Internationale Studier – Holocaust og folkedrab
Strandgade 56

1401 København K

tel: +45 32 69 87 87

fax: +32 69 88 00