Bosnien efter krigen
Krigen i Bosnien 1992-1995 og de etniske udrensninger har sat sit tydelige præg på den samfundsmæssige udvikling i landet. Bosnien er i dag stærkt opdelt efter etniske kriterier og er i grove træk inddelt i tre områder – et serbisk, et kroatisk og et muslimsk. Internationale styrker er fortsat i området for at sikre fred mellem de etniske grupper, og både politisk og økonomisk er Bosnien i dag ikke helt stabiliseret.
Krigens konsekvenser
Krigen i Bosnien har sat sig dybe spor i den bosniske befolkning og har påførte landet store materielle og menneskelige ødelæggelser. Krigen efterlod store dele af landets boliger, industri, veje, jernbaner, telefonnet og vandforsyninger i ruiner. Internationale nødhjælpsorganisationer i Bosnien antog at hvert tredje hus i Bosnien var blevet beskadiget eller fuldstændig ødelagt som et led i krigen og de etniske udrensninger.
Værst var de menneskelige ødelæggelser. Krigen og de etniske udrensninger kostede mere end 100.000 mennesker livet og drev seks ud af ti bosniere på flugt. I visse områder blev de etniske udrensninger gennemført så omfattende, at befolkningen i dag er henholdsvis rent serbisk og rent kroatisk.
Staten Bosnien
Krigen i Bosnien ophørte med fredsaftalen, Daytonaftalen. Fredsaftalen blev underskrevet af præsidenten for Bosnien, Alija Izetbegovic, samt præsidenterne fra Kroatien, Franjo Tudjman, og Serbiens, Slobodan Milosevic, i Paris den 14. december 1995. Med underskrivelsen af Daytonaftalen oprettedes staten Bosnien og Hercegovina i daglig tale Bosnien, der består af to delstater: Republika Srpska med 49 % af territoriet og Føderationen Bosnien og Hercegovina (Føderationen) med 51 %. De to delstater er adskilt af en to-kilometers ”separationszone”, som bugter sig gennem landet. Føderationen er hovedsageligt beboet af bosniske muslimer og kroater, mens bosniske serbere udgør majoriteten i Republika Srpska. Delstaterne blev i grove træk etableret ud fra de etniske skillelinier, som krigen havde sat.
Parterne blev i Daytonaftalen enige om en forfatning for Bosnien, et fælles præsidentskab med repræsentation fra alle tre etniske grupper (serbere, muslimer og kroater), en domstol og en centralbank med fælles mønt. Dette er i dag gennemført, men processen har været vanskelig og træg. I praksis har det vist sig særdeles svært at få såvel staten Bosnien som de to delstater til at fungere og arbejde sammen.
| Daytonaftalen |
|
| Adskillige internationale initiativer havde siden krigens start forsøgt at bringe fred til Bosnien. Først med fredsforhandlingerne i Dayton, Ohio, lykkedes det. I forhold til tidligere fredsforhandlinger var repræsentanter for de bosniske kroater og de bosniske serbere denne gang ikke inviteret med ved forhandlingsbordet. De blev i stedet alene repræsenteret af henholdsvis den kroatiske præsident, Franjo Tudjman og den serbiske præsident, Slobodan Milosevic, der sammen med den bosniske muslimske præsident Alija Izetbegovic forsøgte at få en fredsaftale forhandlet igennem. |
|
Den nye aftale for staten Bosnien giver mange beføjelser til de to delstater. Der er officielt tale om "to enheder, én stat". I praksis er fællesskabet mellem de to delstater svagt og forholdet ringe, og Bosnien kan derfor bedst betegnes som en decentral stat med et svagt statsniveau. Desuden har uoverensstemmelser mellem de bosniske muslimer og kroater i perioder sat arbejdet i Føderationen i stå. Bosnien – der før krigen var et multietnisk samfund - er i grove træk blevet opdelt i tre etniske områder. De etniske udrensninger, som var en del af krigens formål, er altså i stor udstrækning lykkes.
Den politiske situation
Den bosniske regering har i lange perioder været lammet på grund af en eller flere af regeringsmedlemmernes boykot af dens arbejde. Samtidig har det internationale samfunds øverste myndighed i Bosnien, Højkommissæren, ved flere lejligheder afsat bosniske stats- og delstatsledere på grund af opførsel i strid med Daytonaftalen.
I 2000 kom en skrøbelig alliance af ikke-nationalistiske partier til magten i staten Bosnien og i delstaten, Føderationen. Men allerede ved det efterfølgende valg i oktober 2002 vandt de nationalistiske partier flertal og vendte tilbage til magten på både nationalt plan og i delstaten. Etniske kriterier viste sig endnu engang at være en afgørende faktor for det bosniske samfundsliv. De nationalistiske partier havde været nogle af hovedaktørerne i den voldelige optrapning i Bosnien og var med til at oppiske en stemning af angst og had blandt de etniske grupper før og under krigen.
| FN's højkommisær | | | I juni 2004 afsatte Højkommissær Paddy Ashdown 59 politikere i Republika Srpska på grund af deres manglende vilje til at samarbejde. Paddy Ashdown mente, at de tilbageholdte vigtige informationer om Srebrenicamassakren. Desuden mente Ashdown ikke, at havde bidraget med at finde de eftersøgte krigsforbrydere Radovan Karadzic og Ratko Mladic. | |
Efter de seneste valg er Bosniens politiske institutioner præget af de tre etniske gruppers manglende samarbejdsvilje. Det har vanskeliggjort arbejdet med at opbygge en multi-etnisk stat som før krigen i Bosnien. Det kan bl.a. ses ved, at der i realiteten er tre hære, tre elforsyningsselskaber og tre etnisk opdelte uddannelsessystemer.
Udenrigspolitiske situation
Udenrigspolitisk har deltagelsen i det europæiske samarbejde og medlemskab af EU den højeste prioritet for Bosnien. EU har da også erklæret Bosnien som en potentiel kandidat til EU-medlemskab. Men der kommer til at gå en årrække, inden det reelt bliver en mulighed. Landet er på grund af sin dårlige økonomi, korruption og nationalistiske ledere langt fra en reel optagelse i EU.
I udenrigspolitisk sammenhæng spiller Bosniens forhold til de omkringliggende lande en stor rolle. Forholdet til særligt Kroatien og Serbien er stadigvæk præget af krigen på grund af deres rolle i de etniske udrensninger og er langt fra genetableret. I modsætning til Kroatien og Slovenien har Bosnien udenrigspolitisk haft sværere ved at finde sine egne ben at stå på efter løsrivelsen. Den dårlige økonomi og politiske ustabilitet gør at internationale institutioner spiller en stor rolle i styringen af landet.
International tilstedeværelse
Daytonaftalen sikrede tilstedeværelsen af internationale styrker med mandat til at håndhæve overholdelsen af fredsaftalens militære dele. Selv om den internationale tilstedeværelse reduceres, efterhånden som landet normaliseres, er Bosnien stadig underlagt en stærk international tilstedeværelse såvel civilt som militært. Det internationale samfund har indsat en Højkommissær i Bosnien med ret til at opretholde fredsaftalens dele. Militært er det den NATO-ledede Stabiliseringsstyrke (SFOR), som opretholder fredsaftalens militære bestemmelser og adskiller de tidligere krigsførende parter.
I takt med at de lokale autoriteter og politi langsomt spiller en større og større rolle i opretholdelsen af fred og stabilitet, har de internationale styrkers rolle og omfang ændret sig. I januar 2004 annoncerede SFOR i Bosnien, at fra 1. juni ville styrken blive reduceret fra godt 30.000 til omkring 7.000 soldater. Men til trods for at de lokale autoriteter og politi langsomt styrkes, kan man endnu ikke stole på, at det lokale politi håndhæver loven. Der er stor kriminalitet, etnisk vold foregår ustraffet, og korruption er udbredt.
Den økonomiske situation
Krigens materielle ødelæggelser har haft en afgørende betydning for landets økonomi. Størstedelen af industrien er ødelagt, og den, der er tilbage, har i mange tilfælde måttet lukke på grund af mangel på råvarer og materialer. Det har i lange perioder ikke været muligt at udbetale lønninger, men samtidig har nogen tjent mange penge på en voksende sort økonomi.
På trods af en stabil valuta, lav inflation og et stadigt bedre fungerende bankvæsen er Bosnien stadig fastholdt i en dyb økonomisk og social krise med en arbejdsløshed på ca. 40 %. I nogle kommuner er arbejdsløsheden helt oppe på 80 %. Store dele af Bosnien ligger stadig i ruiner, skønt selvom det internationale samfund har støttet genopbygningsarbejdet økonomisk. Der er stadig behov for store summer til at opbygge den ødelagte økonomi og til at genopbygge el-, gas og vandforsyningen i landet, ligesom der er behov for at reparere telefon-, vej- og jernbanenettet.
|
|
Et af mange beskadigede huse som stadig står tomme efter krigens ødelæggelser
Kilder
|
