Daytonaftalen
I 1995 sluttede krigen i Bosnien med indgåelsen af Daytonaftalen, som blev underskrevet af krigens parter; de bosniske muslimer, serbere og kroater. Resultatet blev oprettelsen af to delstater, Republika Srpska og Føderationen Bosnien og Hercegovina. Aftalen sikrede samtidig indsættelsen af internationale styrker til at sikre freden og alle flygtninge og internt fordrevnes ret til frit at vende hjem.
Krigen bringes til ende
Den militære konflikt i Bosnien blev bragt til ende med indgåelsen af den Generelle Rammeaftale for Fred, i daglig tale Daytonaftalen. Fredsaftalen blev underskrevet af præsidenten for Bosnien, Alija Izetbegovic, samt præsidenterne fra Kroatien, Franjo Tudjman og Serbien, Slobodan Milosevic i Paris den 14. december 1995. Aftalen blev samtidig underskrevet af USA og EU som vidner.
I løbet af 1995 havde USA for alvor påtaget sig dirigentrollen i Bosnien og var den dominerende aktør i at få krigens parter skubbet til forhandlingsbordet. En række diplomatiske og militære initiativer, som eksempelvis øget støtte til de bosnisk muslimske og kroatiske styrker, var med til at ændre magtbalancen i Bosnien. Den bosniske hær og kroatiske styrkers offensiv i det nordvestlige Bosnien var med til at svække de serbiske styrker. Det lykkedes derfor den 12. oktober 1995 at indgå en våbenhvileaftale. Næste fase blev tre ugers hårde forhandlinger imellem parterne.
Fredsforhandlingerne i Dayton, Ohio blev indledt i november 1995. I forhold til tidligere fredsforhandlinger var repræsentanter for de bosniske kroater og de bosniske serbere denne gang ikke inviteret med ved forhandlingsbordet. De blev i stedet alene repræsenteret af henholdsvis den kroatiske præsident, Franjo Tudjman og den serbiske præsident, Slobodan Milosevic, der sammen med den bosniske muslimske præsident Alija Izetbegovic forhandlede en fredsaftale igennem.
Uoverensstemmelser
Lang tids uoverensstemmelser mellem de tre parter, de bosniske muslimer, serbere og kroater, blev synlige ved forhandlingsbordet i Dayton. De bosniske muslimers repræsentant, præsident Alija Izetbegovic, argumenterede for en forenet, multietnisk bosnisk stat. Franjo Tudjman og Slobodan Milosevic argumenterede derimod hver især for en deling af Bosnien. De ønskede adskilte enheder for de bosniske kroater og bosniske serbere.
Alija Izetbegovic var mere åben over for et kompromis i forhold til de bosniske muslimers ønske om en forenet bosnisk stat. I praksis var Alija Izetbegovic villig til at acceptere en etnisk deling af Bosnien mod muslimsk kontrol over et bestemt område. Den bosniske hær var presset til trods for, at hæren havde erobret flere områder under den militære offensiv. Store områder var stadig indtaget af de serbiske eller kroatiske styrker. Izetbegovic havde ikke så meget at forhandle med.
Staten Bosnien
Med underskrivelsen af Daytonaftalen oprettedes staten Bosnien og Hercegovina i daglig tale Bosnien, der består af to delstater: Republika Srpska med 49 % af territoriet og Føderationen Bosnien og Hercegovina (føderationen) med 51 %. De to delstater er adskilt af en to-kilometers ”separationszone” som bugter sig gennem landet. Føderationen er hovedsageligt beboet af bosniske muslimer og kroater, mens bosniske serbere udgør majoriteten i Republika Srpska.
|
|
Daytonaftalen der deler Bosnien i Republika Srpska og Føderationen Bosnien og Hercegovina
Kilder
|
