Forsøg på fred
Krigsudbruddet i Bosnien viste, at det internationale samfund var uforberedt på en håndtering af krigen i Bosnien. Efterhånden som krigens brutalitet i Bosnien tog til, blev det klart, at krigen ikke bare var et problem for bosnierne selv, men for Europa og hele verdenssamfundet.
Det internationale samfund involveres
I marts 1992, da sporadiske kampe var brudt ud i det vestlige Bosnien på grænsen til Kroatien afviste FN-politikere i New York at indsætte FN-tropper i Bosnien. FN’s daværende generalsekretær Boutros Boutros-Ghali mente ikke, at en FN-styrke kunne udføre opgaven med mindre der var en politisk aftale mellem krigens parter. Hvis ikke der var nogen fred at bevare, så ønskede Boutros-Ghali ikke FN involveret i en væbnet konflikt. Da krigen i starten af april 1992, som reaktion på anerkendelsen af Bosnien som selvstændigt land, brød ud, valgte FN’s Sikkerhedsråd at indsætte FN-styrker (UNPROFOR) i Bosnien.
I løbet af maj 1992, da den humanitære katastrofe i Bosnien eskalerede, kom Bosnien for alvor på den internationale dagsorden. Reaktionen kom som en direkte konsekvens af en massakre på mennesker der stod i kø efter brød i Sarajevo. Tre granater fra den serbiske side dræbte mindst 20 uskyldige civile på indkøb.
I første omgang besluttede USA og EF at vedtage sanktioner mod det resterende Jugoslavien - Serbien og Montenegro, som støttede de bosniske serbere i krigen i Bosnien. I 1991 havde det internationale samfund vedtaget en våbenembargo mod hele det tidligere Jugoslavien, som man opretholdt også efter krigsudbruddet i Bosnien. Det internationale samfund ønskede til at begynde med ikke at fremme en løsning med magt, men via diplomati, forhandlinger og politisk pres.
Efter krigsudbruddet i april 1992 gik der over fire måneder før det internationale samfund mødtes med krigens parter på en konference i London med det formål at skabe rammerne for fredsforhandlinger. Der kom ingen fred ud af konferencen, men det blev besluttet, at Cyrus Vance på vegne af FN og Lord David Owen på vegne af EF skulle lede de fremtidige forhandlinger.
Tidslinie under krigen: 1992 til 1995.
Vance-Owen planen
I begyndelsen af januar 1993 fremlagde fredsforhandlerne Cyrus Vance og David Owen en plan om at inddele Bosnien i ti selvstyrende provinser efter etniske kriterier. De bosniske muslimer, serbere, kroater skulle hver have tre provinser, mens Sarajevo skulle styres i fællesskab. Provinserne var uden direkte forbindelse med hinanden, og planen forudsatte, at serberne trak sig tilbage fra store dele af det territorium, de havde besat i løbet af krigens første måneder.
Kroaterne, som var planens store vindere, accepterede planen med det samme. Store områder i det centrale Bosnien, hvor muslimerne var i flertal blev tillagt de kroatiske provinser. De bosniske muslimer var imod fredsplanen. Præsident Alija Izetbegovic gik ind for et helt og udelt Bosnien, men blev presset til at acceptere planen. Serberne gik efter langvarige overvejelser imod planen. Årsagen var, at planen ikke sikrede serberne den nødvendige forbindelse mellem de serbiske områder i det nordvestlige Bosnien og selve Serbien. Desuden forudsatte planen, at serberne skulle afstå det østlige Bosnien til de bosniske muslimer. Et område, som de med magt var i færd med at få fuld kontrol over.
De bosniske serbere forkastede til slut Vance-Owen-planen ved en folkeafstemning i midten af maj 1993. Otte måneders fredsforhandlinger var tabt på gulvet. Cyrus Vance trak sig efter planens sammenbrud tilbage og blev erstattet af den norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg.
Fredsplan om tredeling
Efter afvisningen af Vance-Owen fredsplanen og dens inddeling af Bosnien fulgte flere forsøg på at forhandle en deling af Bosnien igennem. Forskellige vedtagelser i FN havde slået fast, at grænser opnået med militærmagt i Bosnien ikke skulle anerkendes, og at Bosnien skulle opretholdes som en udelt stat. Alligevel gik fredsforhandlingerne, efter kroaternes og serbernes ønske, nu ind for en tredeling af Bosnien i en muslimsk, en kroatisk og en serbisk del.
I løbet af sommeren og efteråret 1993 arbejdede fredsforhandlere sammen med de tre krigsførende parter i Bosnien og med Kroatiens og Serbiens lederskab for at udarbejde en plan som kunne accepteres af alle parter.
”Owen-Stoltenberg” planen
I løbet af sommeren 1993 blev ”Owen-Stoltenberg” planen udarbejdet. Planens forslag var, at Bosnien skulle bestå af tre selvstændige republikker med Sarajevo som fælles territorium. Hvis planen blev vedtaget, skulle 50.000 NATO-styrker sættes ind for at overvåge gennemførelsen af fredsplanen. Serberne og kroaterne accepterede planen, men de bosniske muslimer var imod. De ønskede stadig et helt og udelt Bosnien, og samtidig mente de, at de var tiltænkt for lidt territorium. Da det bosniske parlament forkastede planen endeligt i slutningen af september, var også denne fredsplan død.
I løbet af 1993 blev der ført flere fredsforhandlinger, og den ene våbenhvile efter den anden blev brudt. To fredsplaner var blevet forkastet i løbet af 1993: ”Vance-Owen” planen og ”Owen-Stoltenberg” planen. Serberne sad på 70 % af territoriet i Bosnien, hvoraf de havde erobret store dele ved en lynkrig i starten af krigen i 1992. Samtidig var der udbrudt en krig i krigen mellem de bosniske muslimer og kroater i det centrale Bosnien i begyndelsen af 1993. De to tidligere allierede parter var blevet bitre fjender på grund af uoverensstemmelser om områder.
Den muslimsk-kroatiske føderation
I 1994 lykkedes det at indgå en fredsaftale mellem de bosniske muslimer og kroaterne. USA stod bag en helt ny udvikling i forholdet mellem muslimer og kroater. De to parter blev indkaldt til forhandlinger i Washington i marts 1994 for at forhandle en fredsaftale igennem. Den 18. marts 1994 underskrev den bosniske præsident Alija Izetbegovic og den kroatiske præsident Franjo Tudjman ”Washingtonaftalen”.
Ifølge aftalen skulle muslimerne og kroaterne nu samarbejde og oprette en fælles stat, en føderation. Føderationen af Bosnien og Herzegovina skulle deles op i områder med et vist selvstyre, men føderationen skulle have en fælles muslimsk-kroatisk administration. Samtidig blev den officielle betegnelse for de bosniske muslimer forandret til bosniakker. Resultatet af aftalen var, at krigshandlingerne mellem kroaterne og muslimerne ophørte. Nu manglede bare en fredsaftale med serberne. Det skulle vise sig at være langt vanskeligere at komme frem til en løsning, som både bosniske serbere, kroater og muslimer kunne acceptere.
| Kontaktgruppen | | | USA signalerede i maj 1994 deres utilfredshed med de tidligere fredsforslag og foreslog at etablere en kontaktgruppe bestående af USA, Rusland og de tre lande Frankrig, England og Spanien. Europæerne fortsatte med at støtte de tidligere fredsforhandlere, og det skabte splid mellem USA og Europa. Flere parallelle fredsinitiativer var på tegnebrættet. I april 1994 fremlagde Kontaktgruppen en fredsplan for Bosnien. Den foreslog en opdeling efter en fordeling af 51 % til muslimerne og 49 % til serberne. | |
Daytonaftalen
I løbet af 1995 havde USA for alvor taget dirigentrollen i Bosnien som den dominerende aktør i at få krigens parter skubbet til forhandlingsbordet. En række amerikanske diplomatiske og militære initiativer, som eksempelvis øget støtte til de bosnisk muslimske og kroatiske styrker, var med til at ændre magtbalancen i Bosnien.
Den bosniske muslimske hærs og kroatiske styrkers offensiv i det nordvestlige Bosnien var med til at svække de serbiske styrker, som tidligere havde modsat sig fredsplanerne. Det lykkedes derfor den 12. oktober 1995 at indgå en våbenhvileaftale. Næste fase blev tre ugers hårde forhandlinger imellem parterne.
Fredsforhandlingerne i Dayton, Ohio blev indledt i november 1995. I forhold til tidligere fredsforhandlinger var repræsentanter for de bosniske kroater og de bosniske serbere denne gang ikke inviteret med ved forhandlingsbordet. De blev i stedet alene repræsenteret af henholdsvis den kroatiske præsident, Franjo Tudjman og den serbiske præsident, Slobodan Milosevic, der sammen med den bosniske muslimske præsident Alija Izetbegovic forsøgte at få en fredsaftale forhandlet igennem. Det lykkedes i december 1995 i Paris, hvor Daytonaftalen blev underskrevet.
|
|
Fredsforhandlinger mellem Thorvald Stoltenberg (tv), David Owen (midt) og Slobodan Milosevic Kilder
Kilder
|
